22 September, 2012

Vinhøst: Med på en kigger

 
Posted by Picasa
Vinhøstens weekend er den oplagte mulighed for at invitere venner på besøg.

Vores børn synes det er fantastisk at kunne dele vinhøsten med deres venner fra skolen, og da de nu går i skole i Reims kender de fleste af dem ikke ret meget mere til vinhøst end vennerne i Danmark.

La formule er sædvanligvis at plukke vindruer, at spise frokost og at se hele arbejdsgangen før, ved, under og efter vinpresserne.

Besøg fra byen
Lørdag får vi besøg af en familie i tre generationer fra Reims, der har besøg af deres bedstemor fra Madagascar i tiden. Jeg har mødt hende flere gange i løbet af sommeren, og inviterede hende straks når nu vinhøsten rent faktisk finder sted mens hun er i landet.

Også fra Paris venter vi besøg. På cykel fra Épernay - cirka 25 kilometer - og det er også lidt af en nyskabelse. Men meget i den danske ånd, så jeg er sikker på at det vil gøre lige så stort indtryk på folk som da vi for nogle år siden havde besøg af bil på CD-plader.

 
Posted by Picasa
At deltage i et stort måltid ved et stort bord med megen snak og larm som man ikke helt forstår har vist sig at være en god oplevelse for mange gennem årene. Både danskere og børn men også lokale folk fra Marne som ikke ellers har nogen kontakt med dette miljø.

Grumset juice
Bagefter er det nu heller ikke det mindst dårlige element i en høstdag at smage et glas helt frisk-presset, grumset glas druejuice. Her bliver det fisket direkte op fra det åbne kar under selve pressen.

Den friske saft er fyldt med urenheder og småpartikler som efterhånden vil synke til bunds, enten i karret eller senere i en af de tanke mosten og siden vinen vil komme til at opholde sig i.

 
Posted by Picasa
Sidste år spurgte den mest foretagsomme af de otteårige, om han og de andre ikke skulle have betaling for at plukke vindruer.

Først uddannelse
Det var en af de situationer hvor det gælder om at finde et rigtig godt svar rigtig hurtigt. Vi havde sådan set ikke tænkt os at give dem andet end et måltid mad.

Nu er de jo alle skolebørn så jeg fortalte dem, at folk der tjener penge på arbejde først har uddannet sig. Børnene kunne derfor betragte den time hvor de plukkede vindruer som en investering i en mulighed for i fremtiden at komme for at plukke druer og dér tjene penge. Svaret blev accepteret. Eller i hvert fald taget til efterretning.

Ingen af dem har bedt om at blive hyret i år. Men vores egne børn lærte at plukning af druer er et arbejde som andre tjener penge på, og derfor har de i år for første gang arbejdet nogle timer mod en vis aftalt betaling.

No comments: