04 September, 2012

Magnum og cie

I Danmark kunne vi engang klinke med en håndbajer eller et lille listigt glas for at fejre det ene eller det andet. I Champagne må der hellere både druer og bobler til.

Vi sælger champagne til blandt andre et af de kooperativer, der aftager nogle af regionens mange landbrugsprodukter. Cerealier, sukkerroer, lucerne og meget mere, og når de holder fest, står de ikke og spytter i glasset.


Magnum i ordre
Når den sidste del af sommeren med skolestart i dag går helt på hæld, går jeg derfor i gang med at pakke efterårets første, større ordre.

Samtidig kan vi spekulere lidt på magnummer. En større flaske, der rummer halvanden liter champagne. Hvilken svir.

Sådan nogle vil koop'en nemlig også gerne have, og vi sælger normalt ikke de store flasker. Ikke fordi vi ikke kan lide dem. Men de bliver ikke videre efterspurgt, og vi har i forvejen rigeligt forskellige elementer at tælle op til myndighederne hver måned.


God flaskestørrelse
Champagne størrelse magnum er ellers en glimrende opfindelse. Vinen udvikler sig langsommere fordi dens flaskehals har samme størrelse som på den almindelige champenoise-flaske. Der er derfor samme mængde luft til dobbelt så meget champagne, og det betyder, at vinen udvikler sig lidt langsommere. Hvilket er fint for den der har tid til at vente.

Til gengæld kræver magnumstørrelsen omvendt et selskab, der enten er stort eller villigt nok til at tømme to flasker i stedet for en.

Det er ikke noget problem i Champagne, hvor få landmænd vist forestiller sig at fejre en hvilken som helst begivenhed med andet end den lokale vin med bobler. Godt nok. Og giv lige et praj hvis I er andre derude, der interesserer jer for magnummer.

Til den der er endnu tørstigere findes der også større flasker: Se dem her.

No comments: