Verdens FINEste bobler

"Ruinart Dom Ruinart Rosé 2002, Laurent-Perrier Alexandra Rosé 2004, Louis Roederer Cristal Rosé 2004."

De er nummer et, nummer to og nummer tre på listen over verdens bedste champagner. Jeg citerer the Tastingbook, der citerer FINE Champagne magazine, og der kan du se resten af rækken.

Glimrende, fantastiske og næsten altid ens
Alle disse champagner er sikkert glimrende. Eller fantastiske. Måske ligefrem deres pris værd.

Men jeg forstår ikke, at det altid er stort set samme cuvée'er fra stort set samme store huse, der optræder på den slags lister.

Taget i betragtning hvor varieret menneskers smag er. Som du måske tidligere har læst her, tror jeg mere på, hvad I derude køber, end hvad I siger.


Nu deltager vi ikke selv i den slags med vores champagne, og her bilder jeg mig ikke ind, at det skulle flytte noget i toppen, om vi gjorde.

Men mon ikke der er mange andre mærker af vores kaliber eller lidt større for hvem, det ikke giver mening at deltage. Eller som slet ikke kan være med, for den nævnte smagning er kun åben for champagner, der er tilgængelige overalt. Altså typisk store huse.

Når de samme navner altid - eller næsten - optræder i toppen af den slags lister, bliver det nemt en sandhed, at netop de er bedst eller bedre. Hvor mange er mon med på, at en stor del af alle de andre slet ikke har mulighed for at komme i betragtning.

Men herregud, skål da i himlens navn og under alle omstændigheder.

Ruinart er herlig champagne. Selvom jeg ikke er sikker på at have smagt Dom, og bedre kan lide husets Blanc de Blancs end deres Rosé :-)

Billedet er fra en rundvisning i Ruinarts hus for en del år siden. Flaskerne er ikke Dom men almindelig brut sans année

The mouse and the elephant

When we welcome visitors to our premises, I like to present ourselves as the smallest brand to visit in Champagne.

The truth is, I don't know, but I'm sure we come close with our 8.000 annual bottles.

Here is a few quotes with a winemakers from the other end.

As she says, we need each other. We sell grapes too.

And I always suggest visitors in Champagne for some time to visit a champagnehouse as well.

It's nice to see their cellers. Fun to discover how they expose luxury. And always good to taste a glas of champagne.

Which is our basic offer as well.

Turist i Reims: Besøg Demoiselle og Pommery

 

Turister i Reims vil ofte gerne se en af champagnehulerne.

Og det skal I da også :-) De store huse er Champagnes pendant til Bordeaux' kendte slotte og Bourgognes negocianter.

Kældre og kalkstensbrud
Reims har en hel stribe champagnehuse, heraf råder fem over de antikke crayères, de gallo-romanske kalkstensminer, der var de oprindelige champagnekældre.

En af disse fem er Pommery, der desuden har hjemme i en interessant arkitektur, som nogen muligvis ville betegne arkitektens onde drøm.

Pommerys bygninger er bygget sidst i 1800-tallet i en imiteret Tudor-stil, der vist ellers primært findes i England. Det var netop også som en hyldest til husets overvejende, engelske kunder, at chefen, Louise Pommery, fik sit firma udformet på denne måde.

Overfor det blågrå Tudor-slot ligger den markante Art Nouveau villa, der i dag hedder Demoiselle, og som Pommerys nuværende ejer, Vranken, for nylig har renoveret efter alle kunstens regler.

Kældre, villa og bobler
Et nyt tilbud går ud på at besøge Pommerys kældre, Villa Demoiselle og smage et glas champagne for 25 euro.

Jeg har endnu ikke selv nået turen, men jeg synes, det lyder som en godt tilbud for den, der interesserer sig for bobler.

Fortæl mig endelig om dine oplevelser, hvis du har prøvet.

Læs mere om Pommery. Du kan også tjekke hos Tripadvisor.

Champagne er lidt mere ude end hjemme

For nogle uger siden fik vi de foreløbige tal for salget af flasker i 2014 her i Champagne. Måske husker du stadig, at det så fint ud. Måske også, at den slags faktisk har en direkte betydning for, hvor mange flasker vi får lov at lave senere på året.

Det er et organ, der hedder CIVC - Comité Champagne - der som en af sine opgaver holder øje med salg og eksport, som fortæller, at 2015 meget vel kan blive året, hvor eksporten af champagne overhaler forbruget her i Frankrig.

Det er også interessant. Hvis du skulle du være i tvivl.

Lidt champagnehistorie
Historisk set har champagnen først og fremmest været en eksportvare. Helt tilbage i det 18. århundrede blev der skippet champagne fra regionen her og til fjerne egne som zarens Rusland, Frederiks den Stores Preussen og såmænd da også til Kongens København i den florissante tid.

Det var først i det 20. århundrede, at tingene ændrede sig.

Den Første Verdenskrig og måske især børskrakket i 1929 fulgt af den store depression ødelagde markedet for champagneproducenterne, der især solgt meget til Rusland og til USA.

Det sluttede brat, og champagneproducenterne måtte kigge sig om efter nye kunder.

Fra eksport- til hjemmemarked
I denne periode skiftede markedet fra at være eksportorienteret til et stort fransk hjemmemarked, der jo altså først skulle opdyrkes.

Langsomt genopstod champagnen fra at have været en eksportvare til primært at blive solgt hjemme. Da jeg kom til Champagne i nullerne, tegnede det franske hjemmemarked sig stadig for et godt stykke over de 60% af samtlige flasker.

Siden har en stor del af verden klaret sig igennem endnu en meget alvorlig krise. I Frankrig ser den ud til at have bidt sig fast, og de få tegn på at det kan slutte er stadig meget spæde. I mange, franske hjem er hverken stemningen eller pengepungen nødvendigvis åben for de store champagnefejringer.

Derfor er eksportmarkedet nu lige ved at overhale hjemmemarkedet igen. I givet fald for første gang i tæt på 100 år.

Champagne Tange-Gérard er i aktion på den indre københavnske del af eksportmarkedet foroven.

Dagens bobler

Når smagsfolket er færdig med dagens diskussioner, kommer der færdige flasker på bordet.

Nogen gange husets egen produktion, andre gange andres.

For nogen bliver det snart den årlige anledning for at sælge lyserød champagne.

Den slags er vi holdt op med. Come rain, come shine, lyserød champagne smager godt året rundt.

Men det er altid godt at sikre sine referencer, og det kan man for eksempel gøre ved at sammenligne med nogen af de andre. Huset her sælger en af Champagnes mest kendte roséer.

Alene af den grund ville jeg da godt have smagt med i dag. Men jeg er altså bare hende, der smækker billeder på bloggen.

Omkring bordet gælder diskussionerne stadig assemblagen.

Med champagne i glasset kan weekenden kun blive bedre, og der er ikke noget i pipeline udover en syv-års fødselsdag, så jeg må hellere for en sikkerheds skyld køle en flaske på egen hånd. Du kan jo overveje at gøre det samme. Hvad for en flaske skal det så være for at blive en rigtig, god weekend?

 

Et smut i Ali Babas champagnehule

Jeg har været en tur i Ali Babas hule for at finde en særlig champagne.

De kommende modtagere har været flittige aftagere fra vores varelager lige siden begyndelsen. Derfor har vi ved denne lejlighed løftet blikket lidt og i stedet sendt det i nye retninger.

Well, det vil sige, horisonten er den samme. Rosé.

Som man siger her i Frankrig, hvorfor skifte hest, når den løber, som den skal

Næh.

Huleejerens valg
Så de får en flaske rosé. Men ikke en af dem, jeg havde tænkt mig på forhånd.

Jeg valgte at lytte til den faktisk ret sympatiske huleejer. Gode råd er jo blandt andet en af de meget gode grunde til at købe af en, der ved, hvad han sælger. Og måske endda også hvorfor.

Ham her foreslog mig to flasker, jeg kunne have fundet på at gå hjem med. Den ene er den her. Foruden den jeg havde i tankerne, som jeg stadig godt kan tænke mig at smage.

Ali baba slår nettet
Siden jeg kom hjem, er sympatien bestemt ikke blevet mindre af, at flasken faktisk er hele 12 euro billigere end den netpris, jeg lige for sjov sammenlignede med, da jeg kom hjem.

Nu venter jeg på aflevering og glæder mig siden til evalueringen både i absolut forstand og value-for-money sammenligningen i forhold til Rosé d'Assemblage.

Decanter's Jefford om Champagne

Det engelske vinblad Decanter har klummeskriveren Andrew Jefford, som skriver om stort og småt fra vinens globale verden.

For nylig skrev han dette indlæg om Champagne.

Tankevækkende, som altid.

Årgang 2003

Flere store mærker har sat en årgang 2003 til salg med piber og trommer og alt, hvad den kan trække.

Lige præcis denne årgang er født anderledes, fordi året var sådan.

Først led 48% af alle Champagnes vinknopper frostdøden, og dernæst modnede druerne i det vildeste tempo i udkanten af den hedebølge, der fulgte. Blandt andet også fordi der sad så få druer tilbage på vinstokkene, modnede overleverne i ekspresfart.

Årets vilkår gav en anden vin end sædvanligt, og smart nok har flere champagnehuse gjort en dyd ud af det i stedet for at trække sig i hårene over, at det ikke ligner "plejer". Hvilket jo ellers har været en dyd, man normalt arbejder frem imod i Champagne.

I et klima, der målbart bevæger sig mod varmere, kan 2003 give en slags fingerpeg om, hvilke cuvéer der er i vente fra Champagnes jorder i de kommende år og tiår.

Vi er selv for ungt et firma til at have alt for mange meninger om 2003'eren. Vi har aldrig haft den til salg.

Men høsten husker jeg da. Jeg kom nemlig til Champagne præcis i de dage, og som du kan se, skinnede solen.

Pang-pang farve

 

Gul og pink har vi haft for os selv et stykke tid.

Vi så ikke mange farver omkring os, da vi lagde ud med vores fem etiket-farver fra vingårdens verden for fem år siden.

Det har ændret sig.

Prøv bare at se denne flaske. Synet af flere af de mest kendte champagner er blevet vildere med tiden.

Hvad skal vi så finde på, når vores næste serie bliver klar?

Striber er taget, og det patchwork åbenbart også. Vi er nok heller ikke helt så vilde som dem i Chouilly.

Trods den lyserøde Rosé de Saignée.

 

Efter at have skrevet posten her stødte jeg samme dag ind i dette billede.

Jeg tror bare, jeg pakker sammen. Eller morer mig lidt over sammenfaldet, der - selvom farvenuancerne ikke er de samme - alligevel forekommer mig pudsigt.

Behøver jeg garantere, at der er tale om et sammenfald? Jeg har endnu aldrig haft en flaske Dom på mit bord, det er helt sikkert en fejl.

Meningsmand

Hvad er godt, og hvad er not blandt champagner?

Er Bolly f.eks. overvurderet, er Enken undervurderet? Det kommer som altid an på, hvem man spørger, både religion og smagsløg er involveret, og af og til tangerer man sammenligninger mellem Rundetårn og et tordenskrald.

Prøv at læse Tom Stevensons slag i bolledejen om under- og overmålere og tag endelig også kommentarerne nederst med for balancens skyld.

Jeg finder det f.eks. velgørende, at gamle ry får et realitetstjek. Fordi en champagne var god for 10 år siden, er den det ikke nødvendigvis i dag og omvendt kan et mærke med et mindre godt ry have forbedret sig undervejs. Chef de cave'r skifter også job, og vinmaterialet bliver yngre og af og til også ældre, og forskellen er på flaske.

Stevensons kommentar om sulfitter er også interessant at læse. Lad mig blot karakterisere den som en ekstrem udgave af kommentarer, vi hyppigt hører, når vi leverer champagne i Danmark. Men jeg mindes ikke ofte at have set den slags på print (og jeg ser selvfølgelig ikke alt).

Uanset skoling må vejen frem være at prøve så meget som muligt selv så vidt muligt uden fordomme, og det er slet ikke let. Jeg siger hverken, at Stevenson eller andre meningsmagere har ret eller ej. Kun at det som regel er værd at smage selv, og at det er ok at have en anden mening end ekspertens.

War of the Yellows

 

This story is about the colour of yellow. Thus, we are somehow shareholders.

This is also a story about big and small and that sometimes world brands sue much smaller, much lesser known companies.

Like this one where a big champagnehouse has taken a small winegrower to court over its usage of the colour of yellow.

Ok, the colour of this particular yellow is the identity of this big champagnehouse. However when you compare the two labels as Wine-Searcher presents them, you may wonder a bit about the fuzz. You may also wonder if there is anything to win this way anyway. Not for me to decide.

 

I get the idea that you may wonder why the story never seems to go the other way round. Why do small companies rarely - never seems such a big word - sue the bigger ones?

Seen from our point of view, I can tell you that it is not because small companies do not have ideas. Even good ideas.

However, should they feel bothered when it comes to the protection of these, they don't have neither the money nor the time to orchestrate and participate in such court battles.

So be it... they just have to come up with another and better idea. Which they will then do.

 

We started out with a rather unusual yellow label ourselves five years ago. Some people like it, and some do not.

Not long ago I was a bit surprised to see someone else's champagne bottle with a label of pretty much the same acid sort of yellow.

Maybe just a coincidence. Maybe the two yellows are not that close in real life. Maybe we both got inspired the same way. Or maybe somebody actually dit borrow from us.

I will most likely never know.

But we may want to give it a go to come up with something else some day. Luckily our ideas are as good as anybody else's, free of tax and just a matter of thought and dedication, and we can have a lot of them in the time we could spend dealing with legal matters.

 

Gamle bobler

 

Måske har du ligesom os en af den svenske champagneelsker Richard Juhlins bøger stående i reolen. Ham med de 4000, så de 6000 og nu er det så "8000 champagner", hvoraf en hel del for længst ikke længere er i almindelig handel.

Det betyder dog ikke, at du aldrig nogensinde kan komme til at smage den slags.

En måde er at holde øje med vinauktioner rundt omkring. I London har dem med de tykke tegnebøger netop kunnet erhverve sig en Moët & Chandon fra krigsåret 1914. En høst, der blandt andet huskes for, at kvinder måtte hente druerne ind. Deres mænd var ved fronten, og den var i øvrigt ikke langt væk. Kældermesteren på Pommery skrev i sin dagbog om, hvordan granaterne susede høstfolkene om ørerne.

Denne form for hobby er formentlig kostvar på en Sothesby-auktion, som den forleden, men hvis man kan finde mindre mediedækkede begivenheder, når flaskepriserne næppe samme højder der.

Du kan aldrig være sikker på, at flasken stadig er god, men hvis den er, rummer den en oplevelse, de fleste af os ikke engang får én gang. Jeg har prøvet én gang, og det bringer mig frem til den anden måde.

Nemlig at have venner, der af uransagelige årsager er kommet i besiddelse af årgang 1914. Jeg smagte sådan en flaske til en venindes 40 års fødselsdag, og ingen i selskabet - heller ikke dem fra diverse champagnehuse - havde den mindste anelse om, hvad de havde i glasset. (Læs mere her).

Vores ældste bobler er 11 år, så der er langt til de avancerede tertiære oplevelse. Men Blanc de Blancs er det i det mindste: Den ældre fætter til 2006'eren, som i øjeblikket befinder sig på et ikke gammelt så i hvert fald tiltalende punkt i sin alderskurve.

Ja eller nej til nørderi

 

Der var en gang, hvor en flaske champagne var en flaske champagne, og det eneste, du og jeg fik ud af at kigge på den, var dens år eller mangel på samme, dens hus og dets adresse og dens sødmegrad.

På dette trin af oplysningsstigen har champagnehuset Krug stået fast og længe.

Men nørder vil vide meget mere.

De vil vide, hvordan champagnen er sat sammen af forskellige vine fra forskellige steder. De vil vide, hvilke processer vinenehar været igennem. Så meget som muligt, og det har flere og flere givet. Skrevet mere på etiketten.

Vi har selv nok placeret os et sted midt i mellem. Skrevet flere informationer end traditionelt, men ikke dænget jer til med de tekniske detaljer, som nørder elsker at svinge rundt med blandt andre nørder. Det overrasker jer vel ikke alt for meget, når jeg fortæller, at der er ret skrappe regler for, hvad vi overhovedet må skrive på etiketterne.

Krug gav efter for nørderne i 2012. Nu kan man via bagetiketten komme videre til husets website, hvor man kan finde alskens godt.

Spørgsmålet er så, hvad man skal bruge det til? Kan den begavede champagneelsker bruge dybe detaljer fra tilblivelsesprocessen til noget relevant? Det spørger huset Krugs nuværende chef om i magasinet Decanter.

Smagning af unge vine
Et eksempel, der efter min mening demonstrerer dilemmaet, er når vi smager vins clairs, årets nye vine.

Jeg mindes f.eks. at have læst en dansk vinjournalists beskrivelse af netop en sådan smagning hos Moët & Chandon. Ærligt fortalte han, hvordan han blandt de hampre vine - den slags vine er supersure - fandt én, han kunne lide lidt mere eller måske snarere lidt mindre dårligt, end de andre. Hvorpå han af husets chef de cave fik beskeden: Den vin er den mindst egnede til champagne.

En historie, jeg husker, fordi jeg selv har haft nøjagtig samme oplevelse, når vi smager de nye vine. De vine, jeg bedst kan lide, finder de mere erfarne ofte mindre egnede til champagne. Fair nok, man har brug for en anden erfaring i champagnens maskinrum end i dens saloner. Mit spørgsmål er så, hvem har den erfaring, udover dem, der laver vinene og champagnerne?

Derfor kan vi selvfølgelig godt dele... men jeg synes, det giver god mening at stå fast på, at mange af champagnernes nydere ikke vil kunne bruge disse oplysninger til særlig meget.

Hvad mener du?

Chef de cave: 2013 ligner 1983

 

En fugtig vinter, et meget koldt forår fulgt af en ganske vidunderlig og varm sommer.

Det lyder som vinåret 2013 taget på kornet, og det er det sådan set også.

Interessant nok har der tidligere været en lignende - lidt atypisk - årgang, og man skal have været med i flere år end os for at huske den. Champagnehuset Lansons chef de cave står foran sin 42. vinhøst, og han husker desuden de forskellige års karakteristika.

Han fortæller til den regionale avis, l'Union, at året 1983 havde de selvsamme egenskaber som altså nu 2013.

Sporten her i Champagne er så naturligvis at huske, hvilke vine det gav dén gang.

Kældermesteren benævner Pinot-druerne som kraftigt aromatiske og behageligt afrundede, mens han husker Chardonnay-druerne som af stor finesse og en overraskende afrundethed. Det sidste forbinder man normalt slet ikke med Chardonnay.

Alt i alt vine af højt niveau og champagner med mulighed for lang levetid.

Vi får se. Hvem ved? Måske vil årgang 2013 mest af alt bare ligne sig selv.

Discount-negociant kan fortsætte

Forleden i betalingsstandsning. Nu formentlig snart i gang igen, efter at det, der svarer til Handelsretten, Tribunalet i Reims, har givet grønt for at rekonstruere firmaet med en ny partner med meget tung bankbog.

Siden den 8. januar har en af de store negocianter her i Champagne haft økonomiske problemer, fordi firmaet ikke har haft likvide midler til at betale de vinbønder og kooperativer, der har solgt ham druer og stille vin.

Pressoirs de France har solgt millioner af flasker champagne til discountpriser til blandt andet franske supermarkeder. Problemet var, at selvom firmaet råder over gode aktiver - millioner af flasker i kældrene og kontakter på næsten 200 hektar vin - var der ingen penge tilbage til at betale leverandørerne i marts.

Manden med pengene hedder Michel Reybier, han holder til i Schweiz og ejer i øvrigt i forvejen vinslotte i Bordelais-området.

Manden, der manglede penge, Nicolas Dubois, har skabt sit discout-imperium siden 1999 ved at købe færdig champagne i form af for eksempel restpartier og partier fra folk med brug for likvide midler. På den måde har det været muligt at sælge flasker billigere end normalt i franske supermarkeder.

Nu kan Pressoirs de France altså fortsætte, alle bevarer deres job, og - må jeg gå ud fra - folk her på egnen får deres druer og vin betalt.

Muligt boost fra salg af fine flasker

Den anden dag fik vi årets druekvote. Uden den store hurlumhej. Med sine 10.000 kilo forekommer den mig lidt forsigtig. Flere af de store havde på forhånd ønsket 11.000 kilo (F.eks), og de 500 kilo, der kommer senere, hjælper også deropad.

Alligevel tyder kilotallet på, at ikke alle flasker ryger op ad kældrene i samme hast.

Nu skriver Decanter.com så om et godt salg af finere mærkers finere årgangsflasker, og mon ikke også den slags er med til at skabe interesse for og salg af resten.

 

Jeg kender i øvrigt nogle stykker, der køber champagner på den slags auktioner til gode priser. Vi stødte også på et tidspunkt på en ældre herre i Bourgogne, der solgte den slags fine flasker.

Hvis du bliver tørstig, og der ikke lige er en auktion i gang, foreslår jeg en tur til vinhandleren, gerne en af dem med mere end ét monopolmærke på hylderne. Og så virker det jo, ikke sandt?

Champagnedunk med Den Gule

 

Stiv bliver man jo aldrig af champagne. Ikke sådan rigtig. Man bliver højst perlende glad i låget på den opløftende måde.

Stivelse bruger vi til gengæld i vingården. Det kan forarbejdes til et materiale, der ligner plastic, men som opløser sig selv i løbet af året. Klemmer til wirerne, klokker til små nye planter. Det er smart...


...så det er da til at forstå, at et upfront foretagende som Veuve Clicquot har taget stivelsen til sig på en aldrig tidligere set måde.

Reims-firmaet har ladet designe en dunk til at holde husets champagne indeni kølig i to timer. Dunken er lavet af stivelse, og derfor opløselig på samme måde som de produkter, vi bruger i vinen. VC oplyser også, at hanken er ergonomisk.

Se den her, og så kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, hvad du synes om dunken.

Selv troede jeg lidt, det var løgn, da jeg så den. Måske påvirket af den henvisning, jeg fandt den på, som sammenlignede den med en mælkeflaske og med et rengøringsmiddel. Kunne et foretagende som VC ikke have valgt at lave en smartere model, hvis de ville?

Umiddelbart altså dømt ude. Men så kom jeg til at tænke på, at hvis man ønsker omtale, må man foretage sig noget, folk gider tale om. Og helt ærligt, hvem gider nævne, at et eller andet champagnehus har ladet designe endnu en eller anden stylet dims? Hvis man omvendt går stik modsat, og laver noget, som folk forbinder med alt andet end champagne, er der uden tvivl langt større chancer. Set i det lys skiftede min holdning så meget, at jeg ikke længere er helt sikker på, hvad jeg synes. Udover at dunken er grim.

Champagne solgte både mere og mindre

 

Champagneåret har sine faste milepile.

En af dem er det officielt udmeldte salg det seneste år. Altså 2012. Verden er stadig i krise. Den slags mærker vi i Champagne,og samlet set solgte regionen færre flasker i 2012 end i 2011. Det var den dårlige nyhed. Den blev meldt ud i går, da Foreningen af Champagnehuse fejrede sin 130 års fødselsdag.

Den gode nyhed er, at i hvert fald champagnehusene har solgt deres champagner bedre. Færre flasker, men dyrere. De er bedre gearet til at sælge dyrt til velhavende kunder på fjerne markeder end små producenter, hvis kunder især bor i et kriseramt Frankrig.

Husenes facon, salg og så videre er ikke vores vej. Men deres ve og vel er interessant, fordi de udgør en vigtig del af den økonomiske motor, der holder regionen Champagne-Ardenne i gang. Hvor vi også er.

Vi hænger os derfor i, om det går de store godt, bedre eller bare godt nok.

2012 alt i alt:

309,5 millioner flasker ifølge champagnehusene (UMC), den 13. februar siger CIVC 308,8 millioner flasker.

4,3 milliarder euro (- fire procent sammenlignet med 2011-tal), CIVC har samme omsætning som UMC.

Det bedste salg nogensinde forbliver stadig 2007 - det heftigt ophedede, sidste før-kriseår - 339 millioner flasker solgt for i alt 4,56 milliarder euro.

Året 2012 er det fjerdebedste nogensinde i Champagne.

Vores eget personlige salg ligger nogenlunde som de foregående år. Men foreløbigt ligger det allermest hos revisoren.

228 hektar Bissinger-vin til Vranken

 

Vranken har endnu engang spist en god frokost, og kan nu slå mave, samtidig med at gruppen kan lægge endnu et champagnemærke til samlingen. Bissinger & Co i Reims.

Det betyder ikke en fløjtende for vores egen lille virksomhed. Sikkert heller ikke for de fleste af vores kolleger, og næppe heller for dig.

Blot er det jo sådan, at koncentration fører til mere enshed. Også selvom intentionen måske er at føre mærket videre. Man får nemlig blandt andet fordele af at være stor, hvis man rationaliserer bag den fine facade.

Renoverer i Reims
Meget kan man sige om Vranken og hans champagne. Belgieren der har opbygget sit imperium i løbet af de sidste 30 år giver også noget tilbage til regionen.

Et eksempel er den flot istandsatte Art Nouveau villa overfor Pommery - også Vranken-ejet - i Reims. Den var en forfalden ruin, og nu nyder vi synet af den flere gange om ugen, når vi kører forbi. Én gang om året, er der også åbent hus, så alle har mulighed for at besøge Villa Demoiselle og også beundre dens indre.

Retfærdigvis skal nævnes at også andre store champagne-grupper, der sidder godt placeret i Reims, åbner deres ejendomme for offentligheden på la Journée de la Patrimoine.

228 hektar vinmark
Med Bissinger følger blandt andet kontrakter på 228 hektar vinmarker. Det kan man lave halvanden million flasker champagne af - sådan løst sat - så der er basis for mere Vranken-champagne fremover. Uanset om der står Vranken, Demoiselle, Pommery, Heidsieck-Monopole eller Bissinger på etiketten.

Det er selvfølgelig bedre at eje selv og bestemme selv. Men derefter følger lejekontrakter, som kan være helt op til 40 år lange.

Pommerys borne - ejersten som foroven - ser man til gengæld ikke længere pryde en markkant. Inden det gamle mærke landede i Vrankens portefølje, var det en tur igennem Moët & cie's ditto, og denne champagnegigant - kvantitetens nummer et - beholdt vinmarkerne og solgte mærket videre.

Men historien er som bekendt tæt på at være mere levende end livet i Montagne de Reims, og der har bornen fået en plads på en lillebitte parcel nedenfor vinmuséet i Verzenay. Selv har vi ikke den slags smarte detaljer stående. Men vi ejer til gengæld egen vin.

Høst betyder handel

 

Høsttid er også handelstid i Champagne.

90% af druerne dyrker folk som os. Til gengæld sælger store champagehuse 70% af champagnen.

Regnskabet går op fordi en masse vinbønder sælger en stor del eller hele deres høst videre. Typisk på lange kontrakter.

Men nogle druer er ledige på markedet. Ikke bundet af kontrakter eller til videresalg via en anden. Prisdebatter foregår normalt bag absolut lydtætte vægge. Der går et stykke tid før rygterne eventuelt når os.

Anderledes i år.

Få druer presser markedet
Færre druer plukket giver færre druer at handle med i et marked der i forvejen hurtigt bliver presset fordi AOC-jorden er ret begrænset. 34.000 beplantede hektar.

Nogle uger før høsten bekendtgjorde chefen for den største koncentration af champagnehuse - LVMH's Moët & Chandon, Veuve Clicquot, Ruinart, Krug og Mercier -
at alle har mandat til at byde sidste års druepris op med i alt fire procent. Men allerede i 2011 meldte han ud at man ikke længere længere ville følge tidligere tiders solidariske én-for-alle-og-alle-for-en politik.

Da de fem champagnehuse udgør den største gruppe, kan de i praksis sætte prisen for alle andre, og det gør anderledes nas for ham med fem hektar, der som négociant køber yderligere druer til end for mastodonten, der i øverste led kontrolleres af Frankrigs rigeste mand.

Vi sælger druer
Vi er selv i druesalgsbranchen fordi de fleste af vores druer stadig er bundet af flerårige kontrakter. Vi sælger til vores kooperativ i Vertus, der sælger videre til de fleste af de store champagnehuse.

For husenes champagnepriser kan det kun betyde kurs opad. Vores egne vindruer ændrer ikke værdi af de andres handel. Så vi bliver indtil videre hængende hvor vi har været siden vi begyndte i 2009.