Wooden plastic

Usually we do like this as we prune our vines.

That is we remove the branches and burn them straigth away to prevent possible disease from spreading.

There are other ways. We were introduced to one of them in the VITeff exhibition for wineprofesionnals in Epernay last week.



The box looks like plastic, doesn't it? It feels like it as well.

It's not. Well not completely anyway.

Guess what, this box is made of 30% cut off wine branches combined with 70% recycled plastic.

The branches end up like these little pills, that are used for the boxes,



The only problem is the colour.

Not that easy to spot in a vineyard where plastic boxes currently in use look like this.


But when you have a product that is is based on sustainability, you don't really feel like adding colour that would reduce it.

So I guess we can learn to live with it.

Especially since the price is supposed to be similar to traditional plasticboxes.

We have boxes to replace before next grapeharvest, and will look forward to see this product on the market.

Order all over

A small step for mankind. I know.

Our case is different. Whenever we save a bit of time somewhere, it will eventually come in handy elsewhere.

Some wineries and vineyards look for tasks for their staff.

Not us.

Actually it makes sense not to mix the different staples we use for the wires.

I still think, it takes at least an engineer to work out this elaborate system :-)

Velkommen til nyt medlem af familien

Jeg er meget glad for at kunne byde velkommen til nyeste medlem af familien Tange-Gérard.

Ham har vi sparet sammen til i lang tid. Eller hende.

Kør en tur
Det ser med andre ord ud til, at vi heller ikke i år kommer på sommerferie på eksotiske destinationer. Vi afbøder med i stedet at få besøg af andre, der kommer fra verdens ende stort set. Sådan da. Set herfra, for i Australien og Argentina ser det formentlig modsat ud.

Bliver Champagne for kedelig, må man gå en tur i garagen og køre lidt. Rundt, op eller ned.

Godt for ryggen
Også familiens rygge er foreløbigt meget tilfredse med investeringen, skal jeg hilse og sige.

Én kasse er ok. Vinkoner klarer også to.

1.000 flasker er en anden snak.

Vær altså hjertelig velkommen hos os, Manut.

Bioplast

 

Tit har jeg vist dig disse her.

Vores små, fikse hægter, der holder sammen på wirerne sommeren igennem.

"Ej, bruger I plastic?" hører vi af og til. Med rystet røst.

Det gør vi da. Druekasserne er for eksempel af hård plast, og de holder til hårdt arbejde, år efter år.

Men lige disse hægter er mindre skyldige, end de ser ud. De er lavet af stivelse, og det nævner jeg da også af og til. Nu kan jeg så for første gang også dele, hvordan materialet bliver lavet. Sådan nogenlunde.

Biofilm fra Ryslinge
Tre 10. klasse-elever på Ryslinge Efterskole har lavet en lille film, der fortæller, hvordan stivelse bliver til bioplast. Se den her. Det er da smart.

Her er vi rigtig glade for dem, for før i tiden gik vi faktisk alle vinrækker igennem hver vinter for at samle plastichægter ind. Det slipper vi for nu, hvor de fleste går i opløsning i løbet af vinteren. Bioplast virker, bioplast rules.

Tak til en gammel dame

 

Kære gamle traktor.

Du har godt nok kun fulgt Alain siden 1997. Men det er jo altså kun en brøkdel af dit lange liv, der begyndte sidst i 1960'erne. Ligesom mit, der altså dermed også rækker frem mod de 50.

Nå, men dengang var du noget af det dyreste og smarteste udstyr, man kunne forestille sig i en vinmark i Champagne.

Du var alt for dyr en dame for sådan nogle som vores familie.

De kunne klippe med en hækkesaks, kunne de, og da det på et tidspunkt blev muligt at investere i en af dine kollegaer, blev det i mange år på deleplanet med resten af familien.

Med årene, med arbejdet, med udviklingen kom du ned i pris, og vi fik dig i stald. Du har været en trofast hjælper lige siden.

Selvom jeg må indrømme, at jeg af og til har fundet dig noget lunefuld,i hvert fald siden vi fik ansvaret og æren. De senere år har du haft det med at gå i stå de ubehageligste steder, og altid når Alain har været længst væk. Hvorfor kunne du for eksempel ikke have strejket i Soulières lige ved gården og bilen i stedet for i Loisy-en-Brie fem kilometer væk?

Nå, lad det nu ligge. Du skal ikke høre hårde ord fra mig på sådan en dag, du er blevet solgt som gammelt jern. Afskedens time er næsten talt.

Det blev til 50 euro.

Altså tak for alt. Vi snupper en skål for dig senere.

Robotbeskærer med seks øjne på vej

 

Mød Wall-ye.

To arme, fire hjul, seks øjne og på hjemmebane med saksen i en vinrække.

Wall-ye er burgunder. Han er også robot, og hans mål i tilværelsen er at beskære flest muligt vinstokke. Eller fjerne overflødige knopper, skud eller ligefrem stængler. Men så langt når vinstokken nok ikke at udvikle sig med ham i firmaet.

Han går nemlig ikke så højt op i 35 timers arbejdsuge. Eller om det er dag eller nat. Timeløn siger ham heller ikke så meget. Han skal bare lades op. Så kører han uden brok. Aldrig syg. Ingen problemer med at nå de nederste skud.

Kvalificeret beskæring
I Champagne er vinterens årlige beskæring den suverænt mest krævende manuelle arbejdsopgave. Når vi lige ser bort fra vinhøsten.

Cirka en måned per hektar, hvis vi kan arbejde alle dage. Hvilket aldrig er muligt, hverken for os eller for en robot. Ingen bør beskære vin hvis det er for koldt.

At beskære er uden tvivl en arbejdsopgave man holder mere af når man selv bestemmer over den. Folk flokkes i hvert fald ikke om de jobs der kan være svære at få besat både i Champagne og andre steder. Af de tre millioner franske arbejdsløse ser det ikke ud til at mange af dem orienterer sig ikke mod vinen. Heller ikke nødvendigvis unge mennesker der med beskærerdiplom i lommen er kvalificerede.

Nu kommer svaret måske i form af denne robot. Hvis den virker, kan en bekymring for hvordan vi rekrutterer folk forsvinde. Med i købet ryger endnu en manuel arbejdsopgave der ellers altid har beskæftiget mange mennesker i Champagne.

Individuel fortolkning
Hvordan virker Wall-Ye så?

Robotten kombinerer teknologi, kunstig intelligens og kort til at rykke fra plante til plante, til at genkende egenskaber, indsamle og gemme data, huske hver plante, synkronisere sine seks kameraer og efterfølgende guide de to arme med for eksempel sakse til at beskære.

Opfindere har fortalt til nyhedsbureauet AFP at den største udfordring har været at få kameraerne af webcam-typen til at forstå hvad de ser og hvordan de skal fortolke det.

Det er klart. Den fortolkning vi anvender på hver vinstok når vi beskærer er individuel. Til gengæld husker vi ikke nødvendigvis hver enkelt plante fra år til år. Vores koncentration kan svigte. Vi kan lave fejl.

Det kan robotten åbenbart også, hvis den når så langt.

Mislykkes demonstration
En demonstration forleden forløb ikke særligt overbevisende. Robotten havde mere end svært ved at bevæge sig i terrænet, intet tydede på at robotten rent faktisk så med sine kameraer og selve beskæring indskrænkede sig til et enkelt klip med saksen, skriver le Figaro, og det illustrerer vel sådan set meget godt hvor vanskeligt et projekt der er tale om. Ifølge avisen mangler opfinderen stadig at vise at hans robot er noget værd.

Måske i en eller flere af de mange prøvekørsler der ifølge firmaets hjemmeside finders sted i november, hvor vinterens beskæring begynder mange steder.

Robotter på vej
Opfinderen i Bourgogne er ikke den eneste i verden der arbejder på en robotbeskærer. Også i Californien og New Zealand er kolleger på vej, så mon ikke det skal lykkes at få i hvert fald én af robotterne funktionsdygtig på et tidspunkt?

En dag dukker den op på en messe, og det skal blive rigtig interessant at opleve sådan en lille fætter i aktion også i Champagne.

Efter den kritiske artikel skal robotten nok køre en hel del vinkilometre før nogen slipper de 25.000 euro den koster. Kan den imidlertid først bevise det, vil den være en meget interessant investering. For som sagt hænger menneskehænderne ikke på træerne.

Rosa etiketterier, nok er nok

 

To tomme flasker. To Rosé de Saignée. Ét eksempel på at det daglige arbejde byder på lidt af hvert, og at vi af og til bruger rigtig mange kræfter på en lille bitte detalje. Denne her har jeg skrevet om nogle gange. Nu må det være nok.

Flasken til højre har vi solgt det sidste år tid, nu har vi resten af lageret i den venstre-stillede. Der kommer det jo fint. Det er en meget smuk flaske, og jeg kan godt lide at sælge den.

Model for for-etiket uden folder
Svært er det til gengæld at anbringe en etiket med tekst på denne flasketype, der kurver på en anden og meget mere kompliceret måde end standardmodellen.

Vores spillerum for etikettens størrelse og form er meget lille, hvis vi vil undgå at etiketten folder. Det vil vi jo.

Hidtil har vi måttet leve med en vis tolerance. Men nok må være nok.

Vi har lavet en ny forside-etiket, der skal vise nogenlunde det samme som den gamle. Men i en anden form, der er lang og smal nok til at vi kan lime den på uden at det folder. Vi har ligefrem fået en meget tynd form for sølvfolie med fra trykkeren så vi kan prøve modeller af på flasken. Lime den på om nødvendigt. Tjekke at det ikke folder som denne her.

 

Redigering er svaret
Bagpå kan vi sådan set lave nok så mange sølverne modeller. Der er ingen vej uden om at mindske etiketten. Altså korte teksten ned. Så gør vi det.

Fra: Our domaine is in the commune of Soulières outside Vertus in the Côte des Blancs. We grow three hectares of vines with Chardonnay, Pinot Meunier and Pinot Noir-grapes. Our seven-sided star sits on top of the village church. Pink is the colour of the young leaves just before they unfold during the sunny days of April. Later these leaves ensures a perfect ripening of the top quality grapes of Champagne. More at www.Tange-Gérard.fr. Enjoy, Alain Gérard & Solveig Tange.

- Blend: 100% Pinot Noir and Pinot Meunier
- Storable in a dark and cold place for up to a year.
- Contains sulphites/Contient sulfites/Indeholder sulfitter/ Enthält Sulfite/Bevat sulfieten/Contiene solfiti.
- The Rosé de Saignée is at its best between 8 and 10°C.
- Enjoy the Rosé de Saignée with pink fish, white or pink meat or red fruit desserts.
- Lot:

Til:
- Blend: 100% Pinot Noir and Pinot Meunier
- Storable in a dark and cold place for up to a year.
- Contains sulphites/Contient sulfites/Indeholder sulfitter/ Enthält Sulfite/Bevat sulfieten/Contiene solfiti.
- The Rosé de Saignée is at its best between 8 and 10°C.
- Enjoy the Rosé de Saignée with pink fish, white or pink meat or red fruit desserts.
- More at www.Tange-Gérard.fr. Enjoy, Alain Gérard & Solveig Tange.
- Lot:

Som så ofte bliver det poesien, den gode historie, der må lade livet til fordel for fakta. Siden vi her er nødt til at vælge. Det er jeg ikke helt tilfreds med. Men alternativet - at skifte flaske - står ikke lige for lige nu.

I det mindste vil den nye redigering forenkle udtrykket, og det hænger fint sammen med hvad vi ellers gør, synes vi selv. Hvad synes du? Send mig gerne din kommentar eller en mail.

 

Prop eller stop

 

I de gode gamle dage var en prop lavet af kork. Her i Champagne bestod den længe af en stor klump i den ene ende og to skiver i den anden i en anden kvalitet. Sådan var det kvalitets- og prismæssigt godt engang. I dag leder mange efter bedre løsninger.

En af mulighederne er proppen af granulat til højre. Den består af bittesmå stykker kork, der er limet sammen til en prop. Granulatet er varmebehandlet på en måde, der reducerer risikoen for propsyge til næsten nul.

Vi har ikke selv haft problemer med propsyge. Vi har kun solgt få flasker med den gammeldags kork med skiverne, og det er formentlig forklaringen. Flere af vores kolleger har været oppe på at få cirka en ud af 100 flasker retur med prædikatet prop. Muligvis drejede det sig om mindre. Der er tendens til, at al ukendt eller uventet smag kan ende i rubrikken med den praktiske propsyge som en fælles betegnelse for fejl.

Granulat-korkerne kan til gengæld være vanskelige at dreje op. Det ved jeg af erfaring. Men skruelåg er mig bekendt ingen mulig vej her i Champagne. Skruelåg til mousserende vine findes, men jeg har aldrig hørt om nogen, der overvejer den slags.

At åbne en flaske chamapagne er er ritual, og mon ikke de fleste - som os - foretrækker fortsat at høre det pop, der lydligt markerer begyndelsen af et glas chamapagne?

Alger kan styrke vinstokke

 

Forleden frøs det mere, end godt er, i vores vingårde.

Vores termometre - der er et i hver parcel - viste ikke nogen farlige minimale temperaturer. Meteo France melder om minus 2,6 grader Celsius i Avize, hvor der i 2011 var skader. Men vi kan jo altså konstatere frost, og andre har målt lave lave temperaturer.

Vi har hørt om skader hos naboerne, i Côte des Blancs (blandt andet Cramant) og i Montagne de Reims (blandt andet Ambonnay og Bouzy). De laveste parceller mellme Soulieres og Etrechy har fået en brun farve, vi helst ikke vil se. Sådan ser vores egne ikke ud, og derfor håber vi, at kulden ikke har været fatal. Blandt andet fordi alt er tørt. Som bekendt fryser vand.

Alger mod frost med mere
I mellemtiden overvejer vi, hvordan vi kan styrke planterne. Det viser sig, at der faktisk eksisterer et produkt på markedet, godkendt til økologisk vinproduktion, der hjælper vinstokken til bedre selv at modstå frost, vind, svamp og insekter.

Det drejer sig om et ekstrat af alger, der indsamles i Norge. Vi kan købe dem i farmershoppen i form af et ekstrat, der blot skal opløses i vand, og derpå kan sprøjtes på samme måde som for eksempel svampemidler.

Den bedste effekt opnår man ifølge produktets brochurer ved at behandle så ofte og så længe som muligt. Det er oplagt at bruge algetingen sammen med de øvrige behandlinger. Dem foretager vi ikke selv i øjeblikket for at lette vores i forvejen pænt intensive arbejdspres. Men dette produkt kan være spændende nok til alligevel at en løsning.

I øvrigt kan vi konstatere, at der dukker stadigt flere grønne løsninger op. Om det skyldes kollegers interesse eller det stigende pres oppefra, skal jeg ikke kunne sige. Men retningen er fin, og vi er selv i gang med at ændre vores metoder i takt med, at vi har tiden til det. Af og til får man så et hjælpende skub til at prøve noget nyt. Så hvorfor ikke også alger?

Vores ny hjælper

 

Faste læsere ved jo, at vi normalt bruger en alt-mulig-svend i vinen. Vores chenillard, også kaldet kålfætteren, led imidlertid en krank skæbne under vinhøsten. Den fik ingen olie, og hævnede sig til gengæld ved at gå grundigt i stykker.

Ærgerligt, ærgerligt.

Det meste af efteråret har vi - det vil sige Alain - klaret sig uden.

Men så fandt han og revisoren penge til en erstatning for den gamle, der viste sig at være 20 år gammel.

 

 

De siger, at noget af den gamles udstyr - en kålfætter er jo mildest talt en multitasker af Guds nåde - kan tilpasses.

Senest forlyder det nu også, at naboen - den pensionerede mekaniker med guldfingre og fornemmelse for alt med motor - kan reparere den gamle. Vi venter åbenbart blot på reservedele.

Og hvad skulle vi så med den nye? Ja, det viser sig, at vinhøsten fra næste år skal organiseres på en anden måde. Men den historie kommer først i 2012.

Hold varmen med vinen

 

Flere i færd med at brænde vingrene i Loisy-en-Brie. Februar 2011.

Man brænder da vingrene. Altså de afskårne vingrene direkte ved planten. Det hænder, at man holder varmen bedre.

Men nej, ikke længere. På den årlige messe for mousserende vin blev en ny opfindelse præsenteret.

Man installerer det ekstra værktøj på sin traktor, og det opsamler de afskårne grene, skærer dem i passende stykker, som opsamles i en beholder bagi.

Hjemme har man så installeret en brændeovn, der kan tage disse stykker, og vupti opvarmer man sit hus. Eller hvad man gør.

Selv har vi sygdom i vores vinmarker og brænder alt af direkte for at minimere spredning. Umiddelbart lyder traktorfindelingen også dyr i det brændstof, der driver traktoren. Men idéen om at udnytte de naturlige resurser bedre, finder jeg rigtig. Og jeg er ofte imponeret af, hvor meget opfindsom der faktisk er rundt omkring.

En opfindsomhed, som der har været tradition for i flere hundrede år, og som jo faktisk har gjort en flaske champagne og dens indhold til, hvad det er i dag. En opfindsom, der sikrer fortsat udvikling.

Propsmagning

 

Vi har netop deltaget i en større propsmagning.

Idéen er at smage fem gange fem forskellige kork-propper på samme champagne. Prøvechampagnen er en assemblage fra 2006. Alle flasker er degorgeret på samme tidspunkt.

Tirsdagens smagning var den tredje i serien, 23 måneder efter degorgering. De to første smagninger fandt sted syv og 14 måneder efter degorgering.

De fem propper
To serier er lukket med Mytik-propper, som er lavet af korkgranulat i to forskellige finhedsgrader. Sybel er den klassiske model med en kork-del i den ene ende med runde korkplader limet på i den ende, der er i kontakt med champagnen. To andre modeller - Compaq og XL - er begge varmebehandlet for bedre at undgå propsyge.

Idéen er nu, at hver smager for hver serie på fem klassificerer de fem flasker på en skala over reduktion/oxidering og desuden giver en karakter fra et til fem til hver serie for både den foretrukne serie men også til den mest homogene gruppe.

Jeg skal måske lige sige, at korkpropper kontra skruelåg ikke er en debat, vi fører i Champagne. Producenterne går andre veje. Køber bedre kork, eller laver korkproppen med f.eks. granulat som Mytik-proppen, der er stærk mod propsyge. Producenten har udviklet en skrue-model oplyser repræsentanten.

 

Granulat vinder ind på kork
I smagningen deltager en stribe ønologer, herunder flere chef de caves fra store champagnehuse, en courtier, en større producent fra Vertus, et par topfolk fra et stort kooperativ i Côte des Blancs og flere medlemmer af koop'ens sædvanlige smagegruppe samt prop-producentens Mytiks specialist.

Vinderne er én klassisk model og en Mytik-granulat-model. Nogle finder den ene serie bedre, andre den anden. Konklusionen bliver, at det står forholdsvis uafgjort mellem de to, hvilket ikke var tilfældet ved de første to smagninger. Det handler altså dels om selve champagnens smag - om man kan lide den - men også om seriens enshed. Granulatmodellen vinder smagsmæssigt ind på den traditionelle kork.

Der er stadig flasker tilbage til endnu en smagning i serien.

Kålfætterens fremtrædelsesformer

 

Chenillard'en i brug under vinhøsten, mens dens motor stadig var i live. August 2011.

Vi har en lille hjælper i vinen, som er næsten uundværlig. Chenillard'en alias kålormen på grund af larvefødderne.

Godt nok har vi måttet klare os uden siden midt under vinhøsten. Det har heller ikke været uden konsekvenser.

I øjeblikket må wirerne holde for. Hver fjerde stykke ståltråd få et fatalt hak i samme hug som vingrenene.

Vente eller købe
Mens der stadig intet nyt er om vores pensionerede mekanikers hjemvenden fra filmstjernernes by i Syden, begynder Alain nu at overveje, hvor længe han vil undvære kålfætteren. Hvor mange flere wirer han egentlig gider skifte til foråret.

Jeg kender efterhånden turen: Lån hos nabo eller genbo eller eventuelt barndomskammeratens en, måske to gange. Derefter stryger han ud og køber egen nye model.

Så gæt lige engang, hvad der også blev studeret på VITeff? Fætteren koster fem gange den sædvanlige pris på nye medlemmer af firmaet. Til gengæld er fyren mildt sagt omstillingsparat.

Her er et blot nogle af de funktioner, den snedige lille maskine kan udstyres til at dække:

 

 

Forbeskæring, gødning og øverst transport, og der er endda yderligere ekstra udstyr.

Kålfætteren her har været i firmaets tjeneste siden 1991. Det trækker op til afløsning. Æret være dens minde.

Kære maskine

 

 

 

 

Alain køber ind til firmaet. Nu har vi derfor også investeret i denne lille smarte ting, der ved hjælp af trykluft presser folietoppene fast på vores champagneflasker.

Toppene køber vi hos Foreningen af vinbønder. Samtidig betaler vi den franske skat på champagnen. Det betyder også at vi skal holde regnskab med disse toppe til toldvæsenet. Blot en af ret mange indrapporteringer, som er en del af det administrative arbejde.

Toppen har en lille sort firkant, og den anbringer jeg ovenpå den lille cirkel i ståltrådsgevindet, som man snoer op, når man åbner en flaske.

Resten går som en leg: Flaske ind i det første hul - smak fulgt af pust - og så ind i det andet - smak fuldt af pust - og så sidder folien klemt godt og ikke mindst nydeligt fast.

Til sammenligning havde vi i forvejen denne jernsvend til nødhjælpsbrug. Den kan så passende komme på det vinmuseum, som vi bestemt ikke skal have. Men drfor kan den jo godt får lov at se folkoristisk ud i et hjørne, og minde os om de andres gode gamle dage.