Vildt grønt gensyn

 

Vi er vendt tilbage til et usædvanligt grønt syn. En god uges påskeferie blev det til.

Alain strøg direkte i vinen morgenen efter vores hjemtur. 1100 kilometer eller ej, vinen venter som bekendt ikke, og i år mindre end nogensinde.

Jeg finder det altid interessant, hvad de gamle har at sige. Uanset hvad vi i øvrigt kan være uenige om, så har de fulgt årene, og Alain snakkede fredag med en fra vores nabolandsby. Han har tidligere deltaget i vinhøst hos os, dengang fotografierne var små, gnallede og omgivet af hvide rammer, som jeg har prøvet at sætte ind i læderindbundne albums med små besværlige fotohjørner.

Men det er godt nok længe siden.

 

Denne pensionerede Henri har aldrig tidligere oplevet et forår som det, vi har i år.

Det anede mig nok.

Tre uger tidligt på den siger alle de kloge, og vi er selv også ved at have et første spinkelt bibliotek af alle de billeder, blogposter og dagbøger, som vi kan slå op i og måle imod. Men jeg husker da også stadig sidste år, hvor bladene kun var akkurat på vej, da vi kom tilbage fra Danmark lige efter Dronningens fødselsdag midt i april.

I år er Chardonnay-planterne, som normalt er tidligst fremme, allerede på vej over hegnet, og Alain fortæller, at han ser forskel på stænglernes længde, fra han kommer om morgenen, og til han går hjem om aftenen. Det lyder jo vildt, men det er for så vidt sædvanligt nok. Forskellen er, at denne fænomenale vækst er normal sidst i maj og ikke sidst i april.

 

Se bare: Dette er vores Pinot Meunier for et år siden, og her kommer Chardonnay fra regionen Montagne de Reims.

Billederne er derfor ikke direkte sammenlignelige, men tæt på, og det giver vist en god idé om forskellen på 2010 og 2011 under alle omstændigheder.

Det er i øvrigt vores første år i parcellen Crochettes, hvor der vokser både Chardonnay og Pinot Noir-vinstokke. Siden vi kom tilbage, har Alain pillet overflødige knopper af. Den såkaldte Ebourgeonnage eller afknopning, som vi fortsætter med den kommende tid.

Arbejdsrum med egen sjæl

 

Vores rum set fra den ene ende.

Vi råder nu over et arbejdsrum, og jeg glæder mig meget til vi en dag skal arbejde her. Det har en dejlig atmosfære, og der ligger nu ikke mindst et stykke tankearbejde foran os.

Hvordan kan vi indrette stedet, så det kan bruges til forskellige formål, samtidig med, at vi bevarer dets rustikke stemning?

 

Vores rum set fra den anden ende

Planen er, at vi skal have tanke til at lave vin her, et rum til at opbevare vin, en bar og plads til at arbejde med flasker og til at pakke dem.

 

Loftets spær.

Hvor man har så dejligt et loft, følger også nærmest en forpligtelse til at lade det forblive synligt, hvilket kan blive noget af en nød, hvis det er nødvendigt at isolere. Det har vi ikke noget overblik over endnu. Der vil nok gå et pænt stykke tid, før vi fløjtende pakker vores kasser her (fløjtende blandt andet fordi vi vil skulle løfte mindre her, end der hvor vi arbejde nu).

Første skridt er dog gjort. Der er kommet en ny port i, og den fungerer i hvert fald. Nu venter vi så på den næste.

 

Derefter mangler blot resten.

Vinens voksende fødder

 

Sådan så vinens fødder ud på en af de sidste opbindingsdage.

Det er et højst udsædvanligt syn at se tydelige knopper - det meget lyserøde - og nogle af dem er endda allerede godt i gang med deres unge liv som stængler.

Lige lidt hjælper det dem. Ingen af disse blade, stængler eller knop har nogen interesse, fordi de vil få ingen eller meget få druer.

Når vi tager på påskeferie, ser vi normalt kun knopper i vækst, der stadig er vinterbrune. Som I kan se her, er de tidligste allerede små stængler, som blot vil vokse og vokse, så længe de får lov.

Normalt fjerner vi først knopper fra frostfaren er slut midt i maj. Hvis vi venter så længe i år, vil disse små stængler allerede have vokset sig til en pæn længde. De vil stadig være lette at fjerne, men det tager selvfølgelig længere tid, når stænglen er en meter lang end at skrælle en knop af.

Til gengæld håber jeg meget på et pusterum omkring 20. maj, som vi normalt aldrig har, og sådan tjener det tidligere forår det gode formål, at jeg kan rejse til fest. Regner jeg da med. Håber jeg da på. Med mindre selvfølgelig vi får travlt med junis gøremål allerede sidst i maj. Hvilket nok ikke engang er urealistisk i denne usædvanlige sæson 2011.

Rogn møder rosé

Jeg sidder stadig med den gode smag på i ganen og på tungen. To timer efter.

Boghvedepandekager, stenbiderrogn, creme fraiche og en smule rødløg i selskab med Rosé d'Assemblage.

Hvem kan ønske sig mere? Til påskefrokosten eller alle andre forårsforsamlinger, hvor rognen er til at få.

Jeg skulle have taget et billede, men jeg var for optaget af at nyde.

Helt enkelt, bare godt.

Rosé d'Assemblage og Opskrifter

Fire læs løs jord

 

Nu har I stort set siden nytår mere eller mindre uafbrudt og uge efter uge set på billeder af mennesker - os - der beskærer vinstokke efterfulgt af billeder af mennesker - stadig os - der binder vingrene op.

Af og til foregår der også andre ting i vinen.

For eksempel fandt Alain et par dage før påsken på, at der skulle køres noget mere jord på de rækker, hvor vintraktoren kører. Den er noget tungere, end hvad der ellers færdes, og det presser jorden sammen, hvilket på et tidspunkt - hvis man intet foretager sig - vil gøre arbejdet mere besværligt i disse rækker.

Hvad gør man så ved det? Ja, ringer til ham fyren med den gode traktor, og en anden fyr med den gode jord. I dette tilfælde jord, der blev skrællet af grøftekanter for 20 år siden og som siden har ligget i et hjørne og ventet på at blive brugt. Det er så nu. En fætter kom forbi med fire læs, og de er nu kørt ud i vinrækkerne.

Næste problemstilling er, at noget skal sås for at holde på jorden og for at hindre at det hele vokser til i ukrudt. Alain er ingen tilhænger af græs, som andre er begyndt at bruge. Vi kan blandt andet se, at der var endnu flere knopspiserskader i græsrækker end andre rækker, men græsset og vinstokken har også brug for samme mineraler, så der foregår også en vis kamp om produktionsmidlerne, hvor man har begge dele. Vi er vist ude i noget lucerne, der dog skal tjekkes op med en tekniker på det kooperativ, der tager korn fra vores marker.

At vedligeholde tre hektar med vinstokke rummer stadig nye småprocesser. Denne her har jeg i hvert fald ikke tidligere stiftet bekendtskab med. Vi plejer at klare den med at læs træflis hver tredje år.

 

Sommerfugleforvirring på plads

Vi får sat sommerfugleforvirring på den kemiske måde op i denne uge.

Da vi selv er på ferie, har vi lånt et par andre folk til opgaven.

Det er første gang, at Soulières er med. Loisy-en-Brie kom med sidste år.

I år har det ellers været ret uhyggeligt at se knopspisernes skader. Vi ved endnu ikke, om det er mere, end det plejer. Det gør blot et stort indtryk at se planter, hvor der stort set ingen tegn på liv i form af knopper er tilbage.

Knopspiserne lader sig åbenbart ikke sådan forvirre. Ærgerligt nok

Frostbeskyttelse i sving

Vi følger nu frosten fra vores ferie.

En af mulighederne er at spørge svigermor, og hun fortæller, at vores kolleger i landsbyen Vertus, fem kilometer fra vores vinmarker, brændte den anden morgen. Det vil sige, at de havde gang i de små lamper, der er anbragt i visse særligt frostudsatte parceller.

Vindmøllerne ved Avize har også drejet rundt, og det er, så vidt jeg ved, første gang i nogle år. Jeg har i hvert fald ikke hørt om det tidligere. Vindmøllerne er grundmurede, og idéen er, at de sætter luften i bevægelse. Ellers flyver den varmeste og letteste luft til vejrs og efterlader den kolde luft ved de udsatte, små, grønne skud.

At disse foranstaltninger har været i sving betyder selvfølgelig, at frostfaren har været meget tæt på denne gang. I departementet Aube, der huser de sydligstliggende parceller i Champagne, har vi hørt om frostskader på op til 100 procent.

Hos os har svigermor heldigvis ikke set frost i haven, så vi regner indtil videre med frisag i denne unægteligt meget spændende tid.

Se billeder her.

Tre udlændinge kan lave skolechampagne

 

Vingymnasiet i Avize set fra gaden. September 2011.

For nogle uger siden besøgte jeg vinskolen i Avize sammen med en kunde. Helt præcist drejer det sig om en form for vingymnasium.

Unge mennesker, der vil orientere sig i retning af et liv i og med vin, kan tilbringe deres gymnasietid og desuden første del af en videregående uddannelse her.

Her finder vi den, der skal overtage farmands og tidligere generationers værk. Eller den, der gerne vil arbejde i vinmarkerne, i kældrene eller med salg. Den, der forestiller sig en fremtid som ønolog, tager de første fem år på denne skole - (en fransk BAC+2, det vil sige studentereksamen plus to videregående år - og fortsætter for eksempel på universitetet i Reims eller Montpellier.

Og hvad laver de unge mennesker så her i Avize? De laver blandt champagne af mærket Sanger, og det foregår både på den traditionelle og på den moderne måde. Alt udstyr optræder således i dobbelt form: Gammeldags presse og moderne, automatisk gyropalette såvel som pupitres til at dreje flaskerne og så videre.

Skolechampagnen bliver solgt i mange forskellige lande, blandt andet Danmark. Den er dog meget ung. Brut'en uden årgang stammer for eksempel fra vinhøsten i 2009. Til sammenligning sælger vi en brut, der stammer fra 2004.

Interessant nok stiller skolen tre pladser til rådighed for udenlandske studerende. Den, der har lyst til at bide skeer med champagne og den herboende ungdom, kan altså studere her.

Vores guide fortalte, at folk kommer fra alle verdens kontinenter, og nævnte som det umiddelbart mest eksotiske en studerende fra Bolivia. Champagne er et meget internationalt produkt og tiltrækker naturligt nok unge fra hele verden.

Fin og færdig i vinen

 

Arbejdet i den øvre Pinot Meuner-parcel i Loisy-en-Brie sluttede fredag.

Alt i orden. Parcellerne i Loisy-en-Brie, Soulières og Givry-les-Loisy er alle bundet op. Trådene er løftet af, og vi har endda pillet de første ikke-frugtbare knopper af.

Jeg synes faktisk godt vi kan være ret tilfredse med, at vi alligevel nåede i mål, for det har godt nok været en hektisk tid i vinen mere eller mindre siden nytår. Vi har ikke haft brug for hjælp, selvom vinens vækst har været mildt sagt overraskende de seneste uger. De fremskredne knopper har forlænget opbindingen med i hvert fald en tredjedel, fordi knopperne knækker så let, hvis man ikke er hyperforsigtig.

Vi mangler en plov, et godt bud på bunddække, en gratis månekalender og tid. Det kan være, der kommer afklaring på noget af det i næste måned.

Men de næste dage holder vi påskeferie, og der skal nok dukke en og anden lejlighed op, hvor et glas champagne eller to vil gøre godt, hvor den kommer frem. Jeg håber også, at nogle af jer får lejlighed til at nyde et dejligt glas i påsken.

Påskens farlige måne

Mere end en bekymrer sig om de spænde knopper, der i disse dage vokser så fint frem til stængler med blade.

I år falder påsken ekstra sent, og netop påsken betyder ofte omslag i vejret. Vejrskift følger månens ditto skift, og eventuel kulde vil komme med den næste måne. Ifølge folkelig visdom.

Månesnak og helgendage
Bønder taler temmelig meget om måner her i Frankrig. Det vil sige de bønder, jeg har mødt, hvilket selvfølgelig er ret begrænset rent geografisk, men ikke desto mindre nok til at gøre indtryk på sådan en som mig, fra byen, der aldrig har gået specielt meget op i, hvornår det var nymåne.

Bagefter snakker folket så om les Saintes Glaces, som er en treenighed af tre dage midt i maj, der markerer ydergrænsen for nattefrost. Først på den anden side af disse tre dage ånder alle lettet op og frygter ikke længere at få knopper svedet af frosten.

Risiko og statistik
Vi har ikke helt overblik over risikoens størrelse et år som i år, hvor i hvert fald de første af vinstænglerne vil have nået en vis længde allerede til den farlige nymåne. En vis længde betyder et vist antal dage, og dermed en vis hærdethed i forhold til frost. Helt nye blade og ikke udfoldede knopper kan derimod ikke klare frost med deres strunke, sprøde forårssundhed i behold.

Alain har hele tiden ment, at der rent statistisk snart må komme et nyt frostår. Det seneste alvorlige var i 2003, så det nærmere sig 10 rolige år nu. Man kunne tro, at den globale opvarmning her kunne være en hjælp, men det modsatte er faktisk tilfældet. Risikoen for frostskader er tværtimod fordoblet, fordi vinstokkene udvikler sig tidligere, mens slutgrænsen ikke har flyttet sig.

Læs mere om Langfredag, La Lune Rousse med mere

Udhulet knop

 

Sådan her ser en vinknop ud, når knopspiseren har udøvet sit ødelæggende værk. Som I kan se, har den forædt sig i knoppens indre og efterladt den ydre skal.

Hvis ellers billedprogrammet fortsat havde virket, kunne jeg også have vist, hvordan ormen åbenbart i det mindste har overset noget. Nogle dage efter at vi så dette syn første gang, dukkede der nemlig også knopper op, hvor noget var spist og andet vokser tilsyneladende uforstyrret videre.

Torsdag aften er jeg imidlertid tilbage ved de seneste ugers irriterende billedproblem, så den overførsel må vente til en anden god gang.

Som ventet blev Alain i dag færdig med at binde op. En opgave til ende. Nu skal trådene ned overalt, og så kan vi holde påskeferie nogle dage.

Frisag for den første frost

Natten mellem tirsdag og onsdag var der forudsagt frost.

Det frøs da også. Alain så det hvide lag hist og pist i Vertuelle, da han krydsede Montagne de Reims på vej for at binde de sidste otte rækker vinstokke op.

Vores hjørne af Champagne er heldigvis normalt lidt varmere, og vi har ingen frost haft. Vi har klaret den første nat med annonceret frost. Der kommer jo nok desværre flere.

I år vil risikoen for frost endda være længere end normalt, fordi vinen er adskillige uger mere udviklet, end den plejer. Vi ånder - som alle andre år - stadig først - håber jeg da - lettet op midt i maj.

I dag binder Alain årets sidste 200 meter grene op. De store knopper og første blade har gjort det til et helvede i år. Han har ødelagt en knop per plante, jeg mindre end det halve, men jeg arbejder også kun halvt så hurtigt. Man får ikke noget forærende i den her business.

De små lede orm, der har ædt knopper, kan vel principielt stadig stikke deres sultne kroppe op af jorden og fortsætte festen, men da det er knopperne, de er ude efter, er løbet snart kørt. De fleste af de frugtbare knopper er sprunget ud nu.

Risikoen for frost må vi leve med et godt stykke tid endnu.

Tråd på den ene vej, tråd af den anden

 

Arkivfoto: Alain vandrer igennem den øvre parcel i Loisy-en-Brie for at lægge den dobbelte wire ned.

2011 er åbenbart året, hvor vi kan udføre adskillige opgaver på én gang. Vi binder stadig grene op, og det foregår fra oven og nedad gennem parcellen for at spare på kræfterne.

Vi sidder begge på hver sin lille hjulbårne bænk, og den er lettere at rulle nedad end opad, endda selvom skråningen er moderat. Derfor trækker vi bænken op hver gang en af 100 meters-rækkerne er gennemført.

Jeg benytter lejligheden til samtidig at lægge dobbeltwiren ned.

Det er den del af spalieret, vi senere skal bruge til at holde stænglerne på plads i vingården. Wiren har siden sidste år i juli befundet sig i dertil indrettede kroge på begge sider af alle jernstængerne, og nu skal denne tråd så løftes ned, inden vinstænglerne for alvor vokser.

Normalt vandrer vi vingårdene igennem for at løfte af i maj måned. I år kan vi altså gøre det samtidig med opbindingen. Lad mig lige understrege, at det ikke er fordi vi er sent på den. Det er bare vejret, der sådan tilsyneladende har sat al sædvane ud af kraft.

Knop-spiser-skader

Knopspisere eller mange-bourgeons er små orme, der kravler op af jorden, når de ikke finder mad nok dernede. Når de er mætte, kravler de åbenbart ned igen, for vi har intet set til dem.

Det kom som noget af en overraskelse at arbejde i den øverste parcel i Loisy-en-Brie. Rigtig mange af de vigtige knopper, der skal give vindruer, er væk. De er simpelthen væk, hule. Kun en tom skal er tilbage.

Selv fætteren, der har parcellen ovenover vores, og kommer ned og besigtiger skader med kendermine, synes, vi har mange. Hver fjerde er ikke noget problem ifølge ham, men vi mangler snarere hver tredje. Hver anden er det trods alt ikke.

Det er les mange-bourgeons værk, og jeg har aldrig set det før.

Måske fordi vi normalt altid er færdige med at binde op, når denne slags vejr - vidunderligt, varmt, sommerligt - sætter ind oftere i anden halvdel af april end allerede sidst i marts. Det kan man jo sætte sin lid til.

Den anden mulige forklaring er, at vi ikke har haft dem tidligere.

Uanset hvad er synet højst deprimerende.

Et eller andet har gravet knoppen ud, sådan at kun dens beskyttende skal sidder tilbage. Et indtørret og brunt krater er tilbage. Vidste vi ikke bedre, ville vi tro, at det var frostsvedne knopper.

Jeg binder grenen op alligevel, også selvom alle fem knopper mangler. Pinot Meunier er ikke sådan at gøre kål på. Måske er der ved et eller andet over-utroligt mirakel efterladt en stump knop, der kan give en enkelt lille klase druer?

Jeg tjekker med Alain efter arbejdstid. Han har tænkt det samme. Selvom det godt nok ligner et mere end lønligt håb, tæller den slags også i det store regnskab. Og det er ganske vist, dagen derpå ser jeg faktisk en del Pinot Meunier-knopper - der ofte optræder i trilling-facon - hvor de to er spist og den sidste lever.

Søndagsspurt i den skønne vin

Knopperne spurter afsted. Vejret er fortsat vidunderligt. De sidste dage har vi bundet vingrene op iført t-shirts og shorts og solcreme faktor 50.

Vi arbejder i det mindste i en Pinot Meunier-parcel, hvor knopperne er store, men de allerførste blade er kun så småt på vej frem. Nabo-parcellen er også vores nu, og som I kan se af det lille billede i øverste højre hjørne er det første blade foldet helt ud og i gang med at vokse sig større. Fuld størrelse er større end en gennemsnitlig hånd. Større end min egen hånd i hvert fald.

Sådan ser forskellen på Chardonnay-og Pinot-vinstokke ud i den nye sæson. 2011. Så vidt jeg husker, er det første gang i mine nu otte - jep o-t-t-e - år i Champagne, at jeg binder op iført solcreme. Den næsten larmende fuglesang har jeg hørt før.

Grene og wirer
Arbejdet går ud på at binde vingrene fast til spalierets nederste wire med bast. Den gamle del af stammen følger som oftest wiren. Det er den unge del, den gren, der fik lov at overleve vinterens beskæring, der kan give problemer, fordi den skal tvinges ned langs wiren og ofte endda imod sin naturlige retning.

Mens jeg holder dette grenstykke vandret langs wiren, fumler noget bast udenom og derpå laver en snoning med et særlig værktøj, har jeg rigtig mange muligheder for at smutte mindst en af de store kegleformede knopper af. Nærmest som springsbalsaminer. Knopperne sidder på både for- og bagside af grenen, og derfor er det svært at overskue dem alle. Desuden skal jeg arbejde i et vist tempo.

Hver knop, der overlever mødet med mig, vil snart folde de første blade ud og derpå skyde længere til en lille og senere til en længere stængel. Her vil vi også se de første anlæg til druer, og det er derfor, disse knopper er så vigtigt.

Deadline fredag
Vi er igen landet i en tidspine med en uge tilbage til at gennemføre den halve hektar. Som sådan tid nok. Vi nåede næsten en tredjedel af marken på to halve arbejdsdage for to denne weekend. Men da der altid er andre ting også: Møder, sygdom, pakning af kasser og hvad ved jeg, ender vi altid med at være færdig dagen før. Men det er selvfølgelig også tilstrækkeligt.

Knoppernes størrelse taget i betragtning kan det også kun blive jo før jo bedre. Men undervejs er det svært ikke også lige at nyde dette ubeskriveligt skønne forår. Hvorfor skulle man egentlig ikke også det? Jeg har derfor bunket nye forsyninger af gamle shorts og t-shirts op til den kommende uge. PS Det er rigtig ærgerligt, at jeg ikke kan vise billeder - jeg har dem selvfølgelig - men billedprogrammet virker stadig ikke, og jeg har ikke rigtig tid til at finde et andet og få det til at virke. I må derfor nøjes med hjørnet. Beklager. Jeg håber på snart bedre tider.

Atter tid til forvirring

 

Druekurv med de såkaldte Rak'er. som indeholder feromon. Loisy-en-Brie, April 2010.

Torsdag morgen i Montagne de Reims. Grupper af biler, grupper af mennesker med druekurve over armen. Det er altså atter de kunstige hunsommerfugles dag.

Den såkaldt seksuelle forvirring af sommerfuglehanner af Cochylis-typen kan gennemføres, hvis ejerne af mindst 20 samenhængende hektar med vinmarker kan blive enige om at bruge penge og nogle timer på det.

De små brune plasticbeholdere - kaldet Rak - indeholder en kunstig form af hormonet feromon, som sommerfuglehunner udsender for at trække hanner til sig. Ideén er at udsende det i en sådan grad, at hannerne bliver helt forvirrede og ganske glemmer, at deres biologiske bestemmelse er at få fat i en rigtig hun.

Vi undgår på den måde, at sommerfuglenes larver beskadiger vinstokkene.

Metoden vinder frem i disse år ikke mindst i Champagne. Sidste år deltog vi for første gang i Loisy-en-Brie. I år er det sørme også lykkedes at forene ejerne i Soulières, således at vi også her for første gang kan benytte metoden til at undgå skader. Det er om en uges tid.

Usød lyserød og alt det med sukker

 

En stribe stille rosé vine er begyndelsen for al rosé champagne. Disse her er fra en af de mange smagninger af mulige miks, der foregår hvert år i januar og februar.

"... men nu er den vel ikke for sød?" lyder det af og til lettere foruroliget fra folk, når talen falder på rosé champagne.

Svaret er "nej". I visse sammenhænge "desværre nej", det vender jeg tilbage til.

Sagen er den, at lyserød champagne følger samme sukkertrin som dens klare fætter.

Det vil sige nævnt fra nul og opad:

Brut nature: Under tre gram sukker per liter champagne.

Extra-brut: Mellem nul og seks gram sukker per liter champagne.

Brut: Mellem syv og 12 gram sukker per liter champagne.

Extra-dry: Mellem 12 og 17 gram sukker per liter champagne.

Sec: Mellem 17 og 32 gram sukker per liter champagne.

Demi-sec: Mellem 32 og 50 gram sukker per liter champagne.

Doux: Over 50 gram sukker per liter champagne.

Der er lettere rodet, at den usøde udgave mellem tre og seks gram sukker per liter champagne kan hedde to varianter. Faktisk er der mange flere - Ultra Brut, Zero Dosage og sikkert flere endnu er også med. Det må man leve med. Det er også ulogisk, at sec er mindre sød end demi-sec'en (halv-tør). Eller for den sags skyld at sec i champagnesprog betyder sød og ikke tør som ellers.

Sådan er det bare, og folk køber champagne alligevel.

Og så tilbage til "desværre".

 

En flok Saignéer under påklædningsarbejdet for et års tid siden. Uorden i billedprogrammet betyder arkivbilleder i denne tid.

Jeg har jo nemlig min egen drøm om en sød rosé champagne, gerne på halve flasker, som ville være helt vidunderlig til de fine kager, som ordentlige kvinder elsker.

Nu kan jeg jo for eksempel se overalt - Facebook, AOK og Politiken og også her - at den franske macaron har indtaget København (man kan kun undre sig over, at det ikke er sket forlængst), og hvad kan om noget klæde et fad af de skønne små kager bedre end en flaske rosé champagne?

Muligvis skal man så holde sig fra chokoladevarianten og i højere grad tænke hindbær, jordbær og måske også eksotiske frugter som ananas, litchi og den slags, men det er vel også i orden og en himmerigsmundfuld under alle omstændigheder.

Den søde lyserøde flasker står stadig på ønskelisten, og det har den gjort nogle år efterhånden, uden at vi er kommet nærmere af den grund. Jeg må nok erkende, at vi her er ude i en niche, og ikke den, der er mest nærliggende at tage sig af i første omgang.

Derfor er rosérne usøde. De smager godt alligevel. Nok blot ikke til macarons.

Læs mere om vores to rosé champagner:

Rosé d'Assemblage

Rosé de Saignée

En plov må man have

Da jeg forleden skulle hjem fra vinen, kørte jeg bag en traktor. Det er der ikke noget mærkeligt. Faktisk beregner for tiden af samme grund fem minutters ekstra køretid, når jeg skal fra vinen til skolen for at hente børn.

Denne vintraktor adskilte sig ved sit udstyr. I Côte des Blancs ser vi normalt primært to traktortyper: Den ene slags sprayer kemikalier, og den er aktiv for tiden. Den anden model skal først ud at klippe hæk om et par måneder. Denne her havde en plov monteret i halen, og lige præcis sådan et stykke værktøj får vi brug for, hvis vi skal til at tage os af ukrudtet på mekanisk i stedet for kemikalsk vis som et led i arbejdet frem mod nye enkeltmarksvin(e).

Jeg har endog set flere parceller med nye, smarte plovfurer i Côte des Blancs. Den ene er ny som økolog, ved vi, for vi kender til ham og hans marker. I Montagne de Reims er vinbønderne længere fremme med jordarbejdet - eller også har de aldrig været så langt væk fra tanken - der er i hvert fald væsentlig mere ukrudt under vinstokkene i Verzy end i Vertus, og mon ikke de skal pløjes væk.

Det viser sig i øvrigt nu, at vores yndlingssælger af brugt udstyr også har en traktor med plov til salg. Den er noget mere spændende end den etiket-maskine, der kan klare almindelige etiket og halskrave men ikke bagetiket, som vi jo bruger i stedet for kraven. Nu overvejer firmaet derfor, om vi måske skal droppe fødselsdagsgaverne og i stedet investere i sådan en plovfyr.

Næste solstråle betyder første blad

En lørdag med op til 26 grader Celsius føles godt på sommerblege kinder. Nu er det lige før de første vinknopper springer ud. En solstråle til og det første blad må overgive sig og komme ud i livet.

26 grader er uhørt først i april, og det er da også toppen af termometeret gennem de seneste uger. De har været behagelige, men jeg har nu ikke været fristet af skjorteærmer. Fredag formiddag frøst vi begge i vinen hele formiddagen, men det er heller ikke mine fornemmelser, der er afgørende.

Og vinknopperne må have haft det dejligt. Selvom jeg har set et og andet den seneste uge, kom det alligevel bag på mig fredag helt tydeligt at se knopper i sidste stadie før første blad. Se billede i øverste højre hjørne.

Det var naturligvis Chardonnay, som også plejer at være først ude. Men jeg vil alligevel tro, at det er 14 dage tidligere end sidste år. Lørdag så jeg på en tur her i Montagne de Reims Chardonnay-knopper, der er et par dage længere fremme endnu.

Næste uge vil vi se de første blade, og vores opbindingsarbejde vil blive endnu mere besværligt, fordi knopperne er så store, at de meget nemt knipses af med en overilet bevægelse.

Vi mangler stadig at binde halvdelen op i Loisy-en-Brie, og har i hvert fald en uges arbejde tilbage på fuld tid.

Vingårdenes overraskende tidlige udvikling betyder mere arbejde i maj end normalt, og vi kan endda begynde at ane tidlig vinhøst i horisonten, med mindre vejret slår helt om igennem sommeren.