French-German WWII in the cathedral

Right, it's me behind the cathedral. But this story is about the commemorations of the end of World War II. They take place in the Cathedral. A very symbolic place in this city.

The French and German foreign ministers, Laurent Fabius and Frank-Walter Steinmeier will commemorate together in Reims the 11th of May.

Surrender signed in Reims
You may know that the war ended in Europe on the 7th of May. The surrender was signed in Reims where the American general Eisenhower had his headquarters.

The room is still there excactly as it was 70 years ago.

The ministers may go to what is today the Musée de la Reddition, but they will certainly be present in the cathedral.

New stained-glass windows made by the German artist Imi Knoebel will be inaugurated. Next to other windows made by Marc Chagall, and they are in the part of the cathedral, visible somewhere behind me. They are surely worth a visit.

This great cathedral is always worth a visit.

 

Once again - with its ups and downs - so are the bands between these two countries that have such a long history of war, but despite complications manage to show others that reconciliation is possible if you want it to be.

So guess what? I'll be there the 11th of May 11 o'clock. Or a little bit before.

On a 4th of May: Bastogne

The Danes put candles in their windows the 4th of May in the evening. To commemorate the liberation of Denmark in 1945 on this day.

Living in France I have come to understand a little better how big and devestating this World War II could be, when you lived on the very scene where Allied battled Nazies.

This weekend we stumbled into it, as we decided to stop for dinner in Bastogne.


This Belgian town in the mountains of Ardennes happened to be one of the key places where the Allied fought the Nazies in the last big battle of the war. (See now and then here).

Bastogne was strategically important, because the main roads through the Ardennes pass closely by this small town thus making it important to conrol for both sides. The battle began in December 1944 and took an end in January 1945. (More about the battle of Bastogne here).


Nowadays the town proudly displays these memories of the past.

Stars and Stripes is everywhere. This is like a visit in Normandy. The city welcomes veteran visitors and their families.

Bastogne obviously prospers from these visits as well with a downtown that is wellkept and full of hotels and restaurants.

We enjoyed our visit as well. We learned a little more about this chapter from the last days and months of World War II. We'd like to be back and get to know James Earl, Joe, James, Turney and William better.

After all they shaped their part of our life now. So many 4th of Mays later.

Champagne er lidt mere ude end hjemme

For nogle uger siden fik vi de foreløbige tal for salget af flasker i 2014 her i Champagne. Måske husker du stadig, at det så fint ud. Måske også, at den slags faktisk har en direkte betydning for, hvor mange flasker vi får lov at lave senere på året.

Det er et organ, der hedder CIVC - Comité Champagne - der som en af sine opgaver holder øje med salg og eksport, som fortæller, at 2015 meget vel kan blive året, hvor eksporten af champagne overhaler forbruget her i Frankrig.

Det er også interessant. Hvis du skulle du være i tvivl.

Lidt champagnehistorie
Historisk set har champagnen først og fremmest været en eksportvare. Helt tilbage i det 18. århundrede blev der skippet champagne fra regionen her og til fjerne egne som zarens Rusland, Frederiks den Stores Preussen og såmænd da også til Kongens København i den florissante tid.

Det var først i det 20. århundrede, at tingene ændrede sig.

Den Første Verdenskrig og måske især børskrakket i 1929 fulgt af den store depression ødelagde markedet for champagneproducenterne, der især solgt meget til Rusland og til USA.

Det sluttede brat, og champagneproducenterne måtte kigge sig om efter nye kunder.

Fra eksport- til hjemmemarked
I denne periode skiftede markedet fra at være eksportorienteret til et stort fransk hjemmemarked, der jo altså først skulle opdyrkes.

Langsomt genopstod champagnen fra at have været en eksportvare til primært at blive solgt hjemme. Da jeg kom til Champagne i nullerne, tegnede det franske hjemmemarked sig stadig for et godt stykke over de 60% af samtlige flasker.

Siden har en stor del af verden klaret sig igennem endnu en meget alvorlig krise. I Frankrig ser den ud til at have bidt sig fast, og de få tegn på at det kan slutte er stadig meget spæde. I mange, franske hjem er hverken stemningen eller pengepungen nødvendigvis åben for de store champagnefejringer.

Derfor er eksportmarkedet nu lige ved at overhale hjemmemarkedet igen. I givet fald for første gang i tæt på 100 år.

Champagne Tange-Gérard er i aktion på den indre københavnske del af eksportmarkedet foroven.

Damernes vej

 

Damernes vej, Chemin des Dames, i Aisne fik sit navn fordi deres mægtigste ven, kongen, kørte til sine galante møder denne vej. Men i øvrigt har navnet en ildevarslende klang i franske øren. I hvert fald dem, der er beriget med historisk fornemmelse.

Aisne hedder det departement, der ligger ved siden af vores, la Marne, på vej mod Paris. Flere gange har vi været på tur her, og hver gang slår det mig, hvor øde, hvor vildt og ene, det ligger der, omend det så nok så meget er på vejen til Paris. Som at befinde sig midt i Frankrigs svar på den rådne banan på trods af, at vi her er på kanten af Frankrigs allerinderste kerne, dets hjerte.

Højdedraget Chemin des Dames
Vi kører på et højdedrag, og nogle steder er det ikke flere meter bredt, end at vi nemt aner, at skrænten går stejlt ned til begge sider. Vi ser træerne, der som grønne kiler begynder på toppen, slutte på bunden mellem de gule kornmarker. Til hver side en svimlende lang udsigt. På den ene side Paris, på den anden Laon og længere endnu grænsen mod Belgien. Det er til at forstå, hvorfor denne naturligt skabte forsvarslinje var så vigtig for begge sider i den store krig, Første Verdenskrig, og i mange andre krige før den.

Franskmænd altså i deres skyttegrave på den ene side, tyskere i deres ditto på den anden, og et bestemt sted, dybt under toppen, ligger Dragens Hule, Caverne du dragon, som tyskerne havde i 2,5 år og som de franske først da kæmpede sig til. 14 meter under jorden kom dette 500 år gamle kalkstensbrud til at tjene som underjordisk kaserne. På et vist tidspunkt endda med både tyske og franske soldater få meter fra hinanden.

Enkelte objekter
Der er frugtigt, koldt, mørkt, stedet taler, selvom det er ret tomt.

Enkelte rester, hjelme, våben, småting som soldaterne har fabrikeret af metalaffald for at bevare en form for normalitet i et inferno af mørke, kulde, larm, rystelser, lus og endda, må man forestille sig, at de, der opholdt sig i den underjordiske hule var de heldige. De andre var i skyttegravene udenfor.

Hulen er i dag indrettet som en blanding af det historiske sted, den er, og et mindesmærke af spirituel og ikke nødvendigvis religiøs karakter. Besøget dér gav mig stor mening. Første Verdenskrig er så rædsom, hulen så frygtindgydende og forfærdelg, at i hvert fald jeg mærkede, at det gjorde mig godt, at det i dag også er en udefineret form for mindested.

 

Kolonisoldater
Krigen ved Chemin des Dames er fuld af ildevarslende, frygtindgydende historier.

Den 16. september 1917 kostede en fransk offensiv dyrt. De såkaldte tiralleurs senégalais deltog. De kom ikke nødvendigvis fra Senegal, men var soldater fra alle franske kolonier i Afrika, som altså også deltog i krigen på fransk side.

Denne septemberdag deltog de i det første slag, og det kostede hver anden af dem livet.

Det har man ikke talt så meget om i de mellemliggende år. I 2007 fik de et mindesmærke lige uden for Caverne du Dragon af samme type som de mørke figurer på billedet.

Historisk slagmark
Så mange andre har deres minder langs vejen. Regimenter, kirkegårde, statuer, monumenter.

En tur henad Damernes Vej er ikke spor galant, det er en historisk slagmark, og det hele er hugget ud i sten.


Læs også om den årlige danske mindehøjtidelighed i anledning af våbenstilstandsdagen i dag den 11/11 2018.

Mauerminder og champagnedage

 

Det er historiske novemberdage - våbenstilstandsdagen er lige om hjørnet, Berlinermuren faldt for 25 år siden, og jeg er den heldige ejer af nogle små stykker, som min veninde huggede ud af muren til mig med en stor hammer, hun lånte af ejeren.

Vi venter en del gæster.

De næste dage handler stort set kun om at tale om og drikke champagne.

Jeg tænker dog, at der er risiko for at jeg bliver en smule rørstrømsk af al den historie.

Udover murbrokkerne bærer jeg rundt på mødet med Annette, en pige fra det daværende Østberlin, som jeg mødte året før og lige efter eller snarere under Murens fald i en lille østrigsk provinsby og siden i Wolfsburg i det daværende Vesttyskland. Jeg husker både hende og hendes far som ret kloge, og brudstykker af vores udvekslinger har jeg båret med mig lige siden. Det kunne være så fint at møde hende for tredje gang. Facebook? F-a-a-a-c-e-b-o-o-o-o-o-o-k...

Det kan være, at jeg ligefrem finder på at vise mine mauerminder. Det er ellers ikke så tit, at de kommer frem.

Okay weekend, tænker jeg. Glassene står naturligvis klar. INAO.

Første slag om Marne i Mondement

Vi skal have et lille historisk intermezzo i disse vinhøsttider, fordi det har en vis interesse i familien.

I dag er der meget fint besøg i Mondement.

Præsidenten var ventet, der var rygter om Angela Merkel. Men i stedet kommer premierminister Manuel Valls og måske har han nogle ministre med i sit følge. Også 1500 skolebørn, herunder en syngende musikklasse fra Épernay, er udkommanderet til lejligheden.

Ternet skjorte
Mondement er en af departementets småbitte kommuner. Her bor godt og vel et halvt hundrede personer, herunder grandfætteren og hans kone, hvorfra vi ved, at beboernes mulighed for at komme rundt i landsbyen er stærkt begrænset af sikkerhedshensyn. Så de kan lige så godt overvære højtideligheden, der har fri adgang ifølge avisen.

Mon ikke at grandfætteren har smidt sin sædvanlige, ternede skjorte til fordel for et mere højtideligt antræk for at deltage i begivenheden, der er en af i alt fire store markeringer i krigsåret (de andre er Bastille-dagen, den 14. juli, krigens begyndelse først i august og våbenstilstandsdagen den 11. november).

Og hvad er det så, der sker.

Første slag om Marne
2014 er jo 100-året for La Grande Guerre, hvis spor er meget nærværende her i Champagne.

Krigen begyndte den 1. august. I dens første uger syntes fjenden - kejserrigerne Preussen og Østrig-Ungarn - ustoppelige. Dens styrker trængte langt ned i la Marne på vej mod Paris, indtil det lykkedes den franske hær at stoppe dem omkring Mondement.

Det var netop den 12. september, og dette "Første Slag om la Marne" betragter man i Frankrig - af gode grunde - som en afgørende begivenhed i krigens gang.

Det var efter dette slag, at de to hære gravede sig ned til de kommende fire års blodige skyttegravskrig.

Meaux og monument
Den franske premierminister begynder dagen i Meaux, hvorfra den bedste brie kommer, men som måske mindre kendt også huser muséet for la Grande Guerre de Meaux.

I Mondement er krigen højst tilstedeværende i form af et knusende 35 meter højt mindesmærke, der dominerer landsby og landskab omkring ganske totalt. Se billeder af det her.

Nevøen er i øvrigt også udkommanderet med sit team. Han er brandmand.

Vi andre vil foreløbigt følge begivenhederne via de lokale nyheder.

Krigen set gennem champagne

I d-dagens anledning har Decanter samlet historien om, hvordan Champagne-regionen snød Værnemagten ved at gemme sine gode flasker og udlevere andenklasses bobler i stedet for.

Læs selv hos Decanter her.

Historien kommer fra Don og Petie Kladstrups historiske bog om champagne og CHampagne: "Wine & War". Den er næppe oversat til dansk, men hermed varmt anbefalet.

Et godt glas bobler til at gøre læsningen selskab, skader næppe.

Katedralens skrammede rosette

 

I Reims er katedralens indgangsparti netop blevet dækket af stilladser. Katedralen i Reims er altid under konstruktion. Sådan har jeg vænnet mig til at se den. I stedet for stativer ser jeg viljen til at bevare byens største skatkammer gennem et par tusind år: Før katedral fulgte kirke lå der romerske bade her.

I øjeblikket er stilladset alligevel af en anden karakter end sædvanligvis, og hvis du kommer forbi i løbet af sommeren, vil du også se den enorme konstruktion. 40 meter er der op til det store rose-vindue, der gennem de næste år får den formentlig grundigste gennemgang nogensinde, siden det blev lavet.

Med en diameter på 12,5 meter er det blandt de største i Frankrig. En betragtelig del på 40 procent daterer sig stadig tilbage til det 13. århundrede.

Skudt i brand i 1914
I september 1914 lå preussiske styrker ved Reims, og bombarderede byen fra højdedragene uden om. Et stillads af træ var opstillet ved katedralen, og den 19. september udbrød der brand i det. Flammerne bredte sig til konstruktionerne i højden, hvor egetræsbjælker bar blytaget. Varmen fik metallet til at smelte. Man kan måske forestille sig rædselsscener, da det smeltende metal styrtede ned fra stor højde og faldt på de sårede soldater, der lå i kirkeskibet.

Kirken har siden fået nyt tag, men det store rosette-vindue er aldrig blevet restaureret siden den dag. En anden del af arbejdet er at hugge to nye statuer af David og Goliat, der flankerer vinduet. De er enorme, over fem meter høje for at man kan se dem fra jorden, og det er altså en betragtelig opgave at tilvirke sådan et par fyre.

Gamle fotos viser detaljer
En del fotografier fra sidst i 1800-tallet, som viser dem i detaljer, kan danne grundlag for de nye statuer. Og her kan man altså stadig skaffe billedhuggere, der kan genskabe sådan noget. At det overhovedet er muligt at rekonstruere dem 100 år efter deres ødelæggelse og mange mange hundrede år efter deres skabelse, er i sig selv imponerende, synes jeg.

Arbejdet forventes færdigt i 2017 til en pris af fire millioner euro.

Læs også: Rosen skal repareres og Den gamle Frue af Reims

Afrikas verdenskrig i Aisne

 

For et par år siden cyklede jeg en tur fordi disse mørke væsener. Meterhøje mørkemænd.

Jeg fandt dem fascinerende.

Og underlige. Hvad lavede de nemlig ved udkørslen fra Val-de-Vesle, en af de små landsbyer på det flade land nedenfor bjerget.

Året efter kom forklaringen, da vi besøgte et af de lokale gru-steder fra Den Første Verdenskrig.

Disse sorte fantomfigurer er en del af et betagede mindesmærke, der står ved La Caverne de Dragon ved Chemin des Dames, og som er sat til ære for de sorte soldater fra de tidligere franske kolonier i Afrika: nuværende Senegal, Burkina Faso, Mali, Benin, Niger, Mauretanien og Elfenbenskysten, der blev kendt som les tirailleurs sénégalais i vinteren 1917.

I et grumt kapitel af krigen blev 15.000 sorte soldater sat ind i forreste linje ved Chemin des Dames. De havde tilbragt vintermånederne ved Middelhavet, og ankom direkte til koldt vintervejr i Aisne. I offensiven, der begyndte den 16. og 17. april, faldt op til tre fjerdedele af soldaterne i hver af de sorte bataljoner i et ubegribeligt slagteri. Mindst 1.600 måtte evakueres på grund af lungebetændelse og forfrysninger. De, der stadig levede, blev trukket tilbage den 18. april, men sat ind igen fra maj måned, hvorefter de kæmpede resten af sommeren.

Den øverstbefalende general, Mangin, vandt tilnavne som "slagter" og "de sortes kværn" og fik frataget kommandoen over den 6. Armée. Læs selv her (på engelsk).

Mere om det afrikanske kontinent og verdenskrigen her (også engelsk).

Krigsfranc fra jordens indre

 

Nu har vi euro, men der var en gang, hvor møntfoden her i landet hed Franc. Engang har et menneske tabt sådan en lige her.

Jeg fandt den forleden i les Crochettes.

Jeg beskar, og så fandt jeg på at kigge mig lidt omkring. Fandt et lille stykke slyngtråd snoet på en fin måde. Så resterne af det indre af gangen i et vinbjergsneglehus, der i øvrigt også har fine rundinger. Og så fik jeg øje på den lille uanseelige mønt.

Den er af let metal som børns legepenge kan være det. Ganske slidt og forvitret af sine år i jorden.

Jeg tog den med mig hjem. Alain gav den et bad i eddike, og bekendtgjorde, at den skam er fra 1945.

I årene efter Den Anden Verdenskrig manglede man alting. Også metal, og derfor er efterkrigsmønten lavet af et metal eller en legering, der er meget lettere end den, man normalt bruger til penge. Det er forklaringen på, at den ligesom ligger for let i hånden.

Franc'en kan være tabt en rum tid før at parcellen overhovedet blev plantet til med vinstokke. Det skete først i 1960'erne.

Men måske har hans bedstefar tabt den på et tidligere tidspunkt. Eller måske har en anden.

Et vidnesbyrd om en anden tid. Og om, at mange mennesker før os har arbejdet i disse jorder. En af dem har sikkert ærgret sig en del over sin tabte Franc. Jeg har tænkt mig at passe på den.

Pilgrim krydsede endelig sit spor

 

Vi har haft dejligt besøg af vores pilgrim.

I husker ham måske. Ellers kan I læse historien her.

Nu har vi mødt hans kone, og hørt hvad der videre skete på den lange vandretur fra et sted i Holland til Santiago de Compostela, Sankt Jakob på Stjernemarken, i det nordvestspanske Galicien.

Fredag forærede han mig den fineste gave, jeg overhovedet har fantasi til at forestille mig i den sammenhæng.

Jeg fik hans Ibsskal. Den, der har siddet syet fast til hans rygsæk, og fortalt andre hans ærinde på den lange vej.

Det var også den, der fik mig til at standse og samle ham op, og vi fik fredag mulighed for at udveksle, hvad vi egentligt tænkte og overlevede denne helt særlige dag. Det er ikke første gang, at jeg har mødt en ven, jeg ikke kendte i forvejen på gaden, men det er vist første gang, at jeg har inviteret direkte hjem på frokost, hvilket var en heldig beslutning for vandrerens ankel var ret nedslidt præcis den dag og de efterfølgende fire.

Jeg har haft en lille pose med nogle af hans overflødige ejendele liggende i skabet de sidste næsten to år. Nu har han fået sin pandelampe, som viste sig unødvendig på den lange tur, samt meget andet tilbage igen.

Oplevelsen har har knyttet vores familier sammen med et ganske særligt bånd.

Nu ligger skallen på mit skrivebord. Tak, Leo.

Hvad med dig, kære læser, har du nogensinde inviteret en ukendt vandringsmand indenfor i dit hus og liv?

Fra præsidenter til pagt

Ordene har været få. Jeg ved det godt.

Jeg har været en smule ophængt, fordi jeg har taget fat på at læse fransk oveni resten, og fredag var altså regnskabets time, hvor jeg afleverede en opgave og var til eksamen i fransk samtidshistorie i Århus.

Nu ved jeg derfor en hel del om den Femte Republiks Frankrig, og det er fantastisk spændede at vide den slags, når man bor i et andet land.

Jeg skulle blandt andet kommentere på de franske præsidenters popularitetskurve. Dvs. for samtlige præsidenter optrådte deres bundtal, hvor de var mest upopulære under deres præsidenttid.

Interessant nok er det, at næsten halvdelen af de adspurgte var utilfredse med selv Charles de Gaulle og Georges Pompidou, der ellers som præsidenter red på Les 30 Glorieuses, som dækker over den efterkrigstid, hvor væksten boomede, og beskæftigelsen kun gik op. Siden kom de to oliekriser - i hele den vestlige verden - og siden er populariten faktisk kun gået nedad for at finde sin foreløbige absolutte bund med 80% adspurgte, der er utilfredse med Francois Hollande.

Det er til at forstå. Det eneste, han har lovet tydeligt, er at bringe arbedsløsheden ned, og foreløbig er den kun vokset. Selvom man bestemt ikke kan laste den nuværende præsident for alle Frankrigs fortrædeligheder, de er samlet sammen gennem lang tid, er det svært at få øje på lyspunkter.

Men det kan da være, at den pagt, han netop annoncerede i sin nytårstale, vil gøre en forskel.

Idéen er at lette virksomhedernes vilkår - de er tunge, kan jeg oplyse - mod at de til gengæld ansætter folk.

Foreløbig er der flere tal at indberette til myndighederne. Men det kan jo være, fordi lettelserne endnu ikke er trådt i kraft. Vi venter spændt, og det gav da under alle omstændigheder en god samtale ved eksamensbordet om både pagt og de 30 fede år, hvis mere praktiske del jeg har forstået set gennem min svigermors liv.

Hende ser jeg da forresten igen i dag, hvor jeg skal i gang i vinen igen efter min eksamenspause. Det bliver godt.

Den 11. november kl. 11 nul dut

 

Den 11. november tav de franske, de engelske, de amerikanske, de tyske, de østrigske med flere våben endelig efter fire års krig.

Det mindes vi i Frankrig. Flagene er oppe over krigsmonumentet, og det er skam national fridag, så alle kan gå med, hvis det siger dem noget.

For et år siden var vi på den danske krigskirkegård i Braine. Læs om det her.

Det er nu cirka et halvt år siden, at prins Joakim var forbi for at genindvie stedet, der har symbolsk betydning for blandt andet mange sønderjyder.

Hvert år kommer der repræsentanter fra de fire sønderjyske kommuner for at mindes.

Også i København kan du finde Trikoloren i dag. Det foregår på Assistens Kirkegård, og et godt bud er klokken 11 nul dut.

Den store rose skal repareres

 

I Reims er katedralens indgangsparti netop blevet dækket af stilladser.

De bliver stående de næste tre års tid.

Den store rosette i facaden skal endelig restaureres.

Krigsskade
Det har den trængt til i næsten 100 år. HUNDREDE år, kære venner. En rest af det tyske bombardement af Reims fra Den Første Verdenskrig, hvor især katedralens nordlige facade led store skader under branden den 19. september 1914.

I mine 10 år i Champagne har det altid været ganske ubegribeligt, at en bygning som katedralen i Reims har stået skamskudt i så mange år efter.

Efterhånden som jeg har gået og kigget på den fantastiske bygning gennem årene, forstår jeg det muligvis stadig ikke. Til gengæld fornemmer jeg nok bedre i dag, hvor utrolig mange detaljer, der er og har været at bringe i orden.

Og jeg glæder mig over at følge fremskridtene. Som nu rosetten, som blandt andet vil blive betalt af et bidrag fra os fire.

Markeringer af Første Verdenskrig
Næste år 2014 er det 100 år siden, at Den Første Verdenskrig begyndte. Arbejdet med at markere dette blodbad er i gang på europæisk plan, og der vil selvfølgelig også ske en masse i Nordfrankrig og mere specifikt for os omkring Marne. Jeg kan lige så godt sige det: Du kommer til at høre meget mere, for krigen og dens gru er en ganske væsentlig del af området Champagne.

Fra gruen kan jeg spole direkte op til edderkoppen på billedet. Den deltog i katedralens 800 års fødselsdag og indvielsen af Reims' nye sporvognsbane for to år siden. Egentlig ikke som grufuld men mere som en effekt, der skulle trække gæster til Reims. Den er en robot fra Japan, styret af et antal teknikere, den havde plads til enkelte gæster ombord, og masser af folk tog til byen for at se den løfte ben. Nu står der i stedet stillads på menuen frem til 2016.

Byens besøgsdage

 

I Reims kan vi i denne weekend studere byens arv. Borgernes rigdom, hvis de vil det sådan. Selv gør jeg på sin vis denne byens og jordens arv til min egen, selvom den jo slet ikke er det. Jeg kan bare ikke lade være.

Der er så meget, der er fint og flot og spændende.

Som nu Carnegie Biblioteket.

Det er ikke fordi, jeg går derind for at finde bøger. Det er ligesom lidt for utilnærmeligt til tegneserier, ikke?

At vi sidste år alligevel fandt vej derhen, skyldtes strejke på det andet bibliotek, og bøgerne skulle afleveres, så vi lagde alligevel vejen forbi, og det blev jeg rigtig glad for.

 

 

 

Biblioteket er bygget, da det totalt-ødelagte Reims skulle genrejses efter Den Første Verdenskrig.

I 1920'erne var Art Déco'en den moderne stil, og derfor er der så mange huse fra netop den tid i Reims. Her er alt fra imposante offentlige byggerier, over fornem herskabsstil til mere almindelige huse med to vinduer til gaden og garage til de allerheldigste. Ofte i denne fint dekorerede stil, der stadig sværger til geometrisk enkelthed.

Vi havde så ofte i forvejen kørt forbi Carnegie-bygningen, som jeg fandt meget yndefuld og fin. Den dag fandt jeg ud af, at den er meget mere. Den fineste lille totalt gennemførte juvel og med udstillinger, så enhver kan have ærinde i den, også uden at komme med tegneserier under armen.

Bygget for fredspenge
Bibliotekekt er bygget for en donation fra Carnegie-fonden - til støtte for international fred - og blev indvidet i 1928. Både den franske præsident og den amerikanske ambassadør var til stede. Blandt mange andre.

På det tidspunkt har Reims stadig skullet kæmpe sig i gang efter ødelæggelser af meget voldsom og total karakter. Jeg forestiller mig, at indvielsen af en sådan bygning af sådanne mænd må have haft et symbolsk skær af noget Fugl Fønix, der endelig igen kan rejse sig af asken.

 

 

Biblioteket er bygget af byens stadsarkitekt til Reims' samling af manuskripter og sjældne bøger, der tidligere befandt sig på byens rådhus. Det brændte i 1917.

De gamle dokumenter befinder sig stadig på Carnegie, der - en renovation senere - er så ung og uspoleret et skue som nogensinde.

 

Nu kender jeg jo godt Carnegie, så jeg har fundet andre interessante sager i programmet:

1) Rekonstruktion og Art Déco i Reims, med bus

2) Villa Douce, rue de la Paix (Art Déco)

3) Palais du Tau, ved siden af katedralen, med udstilling om Katedralens store Rose, der ikke har været restaureret siden 1914.

4) Katedralen, den kommer vi aldrig udenom, hvorfor skulle vi også det? Jeg har endnu aldrig været oppe i Syd-tårnet, det er der mulighed for i dag for den, der kan få plads.

Rigeligt med gamle sten til én enkelt weekend. Der er nemlig også åbent og gratis adgang mange steder søndag.


Du kan også besøge Den gule Enkes barndomshjem.

Kongeligt loeft af danske krigergrave

 

Den danske kirkegård i Braine er mest kendt af de indviede få.

Jeg har i hvert fald forklaret den i vidt forskellige sammenhænge det seneste halve års tid. Men det er for så vidt enkelt nok. Alt, hvad du behøver at vide, er:

Her ligger sønderjyske soldater, der faldt på tysk side på fransk jord under Første Verdenskrig.

Jeg blev selv indviet i sagen for en hel del år siden, da jeg boede i Sønderjylland.

På kirkegården er der 79 grave, kun en brøkdel af alle 5.300 døde sønderjyder. Nu har penge fra en sønderjysk forretningsmand, danske fondsmidler og offentlige midler gjort det muligt at renovere stedet og opstille en mindetavle med resten af navnene på de døde soldater.

Braine ligger i departementet Aisne mellem Paris og Reims. Den 11. november - datoen for Våbenstilstanden under Første Verdenskrig - er der en højtidelighed i byen med repræsentanter fra venskabsbyen Haderslev sammen med Åbenrå, Tønder og Sønderborg foruden folk fra Den Danske Ambassade og Den Danske Kirke i Paris og selvfølgelig folk fra Braine. Det er der også i morgen, hvor renovationen af kirkegården i Braine bliver genindviet af prins Joakim.

Fattigfolks børn

 

Nye vinstokke i et lille hjørne af en parcel et sted som så mange andre i Montagne de Reims.

Bortset fra selvfølgelig at ejeren her har sparet de forholdsvis få centimes, det koster at købe en form for beskyttelse i plastic eller stivelse og en pind i farmerbutikken.

Den slags kan se sådan her ud:

 

 

 

Se, vi genbruger godt nok også jernstænger fra år til år og vi samler såmænd også klokkerne, hvis de stadig er noget værd efter brug.

Men udstyret er jo på et tidspunkt købt modsat vores kollega her, der i stedet har gemt et større antal plasticflasker - her køber mange drikkevand på flaske, og det gør vi også - og brugt tid på at skære dem over og tilpasse størrelsen til de små planter.

Den slags sparer penge, og tid koster ikke noget for mange mennesker her.

Jeg kom til at tænke på et berømt citat på disse kanter, da jeg så denne parcel:

Nous sommes les fils des pauvres.

Vi er fattigfolks børn, betyder det, og det sagde en af syndikatets ledere for en menneskealder siden. Han har selv været medlem af den første generation her i Champagne, der begyndte at have lidt flere penge mellem hænderne. Folk før havde aldrig kendt til andet end hårdt slid for få penge.

At udnytte alt hvad man har til det yderste sidder stadig i rygraden på den helt gamle generation. Den, som min svigermor tilhører, og en facon, som alle vi andre i virkeligheden skal genfinde dyden og nødvendigheden af for at udnytte de ressourcer, vi er blevet givet så meget og så længe, som det er muligt, i stedet for bare at købe nyt.

Jeg tror dog ikke, at vi komme til at bruge plasticflasker på denne måde. Vi har andre gøremål i de lange vinteraftener end at skære hundredevis af plasticflasker til.