Sidste Tour-etape: Gult og prikket

Vi er da ret stolte over at se Københavns nok guleste etiket være med til at åbne Tour'ens sidste etape på TV 2.

Gætter på at kjolerne også hører til de mest prikkede.

Bobler er vel også en slags prikker, og den gule etiket sidder på Champagne Tange-Gerards Blanc de Blancs 2010.

Den smager aldeles glimrende også hvis du ikke lige har østers ved hånden.

Hvis du skal bruge en flaske til afslutningen i dag, fås den hos le Petit vinbar i Torvehallerne, København, frem til kl. 19-20 stykker.

Franskest: Tour eller champagne

Få ting er mere fransk end champagne.

Det skulle da lige være Tour de France, som har rullet gennem landet, såvel som henover fladskærmen i Soulieres de seneste uger. Min svigermor kan nemlig godt lide at se levende billeder fra alverdens franske landsbyer.

Slutter med gult
For nogle år siden var Tour'en i Champagne. Her runder rytterne en rundkørselen ved Mareuil-sur-Aÿ. Det tog dem vel en 30 sekunders tid alt i alt for alle deltagere, så det var bare med at holde øjnene stive. Vi havde ventet i tre timer på disse få sekunder. Det var det værd alligevel. Tilbage i 2012.

2016-udgaven slutter senere i dag, når manden i gult er nået hele vejen op ad Champs-Élysées.

Det kan du følge med i på dansk TV 2 fra kl. 14.10. Holder du ud hele vejen, skulle der dukke noget med både gult og bobler op på et tidspunkt. Det gad jeg personligt godt se :-)

Tange-Gerard og Triumfbuen

Å, det er alligevel ikke så tit, vi har mulighed for at lufte logoet på et af Europas travleste og kendteste strøg.

Champs-Élysées var i skønneste sommerhumør. Spækket med liv.

Bær derfor gerne lige over med mig og mine otte kasser Tradition.

De bør nu være lagt på køl. Jeg vil straks lægge en kollega et lignende sted. Hvad skal du selv have på køl?

Så weekenden kan begynde godt.

Champagne nærmer sig Unesco-drømmen

Champagne er måske kun nogle uger fra endelig at få det blå stempel som Verdensarv.

Fra Danmark finder man historiske steder som Jelling-stenen, Roskilde Domkirke og Kronborg og naturområder som Stevns Klint og Vadehavet på Unescos liste.

I Frankrig er der en hel del flere. Alene i Reims har vi tre.

Men altså endnu ikke det geografiske Champagne med dets historiske vinområder og -landsbyer, en 300-årig, teknologisk udvikling af den lokale, mousserende vin, udvilingen af appellationen, der var blandt Frankrigs første, og den arkitektoniske arv fra 1800-tallet i form af produktions- og repræsentationsfaciliteter som f.eks. på Avenue de Champagne i Épernay, de gallo-romerske kalkstensbrud i Reims og meget mere.

Valoriseringen
Der skal noget til at blive optaget på listen over kulturens og naturens højdepunkter på planeten Jorden.

Blandt andet skal man kunne præsentere sin sag godt. Det vil sige tydeligt forklare, hvorved man bidrager med noget særligt.

Hvad der er indlysende for én selv og landsmænd, er det ikke nødvendigvis for folk fra den anden ende af kloden.

Dæmrer det for Champagnes Unesco-drøm? Ja, den slags billedtekster burde være forbudt, for en sikkerheds skyld, men jeg kan beklageligvis ikke nære mig, og der er intet filter til at stoppe det. Undskyld.

Kriterierne
Champagnes dossier har udgangspunkt i følgende tre af Unescos kriterier:

3) at være et unikt eller exceptionelt vidnesbyrd om en kulturel tradition eller civilisation, der lever eller er forsvundet.

4) at tilbyde et enestående eksempel på konstruktioner, arkitektur, teknologi eller landskab, der illustrerer en eller flere betydningsfulde perioder i menneskets historie.

6) at være direkte eller konkret tilknyttet begivenheder, levende traditioner, idéer, tro eller kunstneriske og litterære værker med en universel og enestående betydning

Se resten af kriterierne her.

Stor forventning
I begyndelsen af juli skal Unesco-projektets hovedkræfter så præsentere Champagnes ansøgning for anden gang. Det foregår i Bonn.

Der er på forhånd store forventninger.

Ikke mindst siden den 15. maj, hvor den internationale organisation ICOMOS' anbefaling af Champagne blev kendt.

Sådan en anbefaling anses som et vigtigt skridt på vejen.


Avenue de Champagne i Épernay lige efter Tour-starten, juli 2014. I bygningerne langs med avenueen er der produceret milliarder af flasker champagne i flere 100 år, og de nyeste ligger i kilometervis af kældre blandt andet under brolægningen.

Ikke alene i kampen
Nu er Champagne ikke helt alene i verden med sine Unesco-drømme.

Første omgang tabte man til minefolket i Nord.

Denne gang er der 38 andre konkurrenter herunder Rioja i Spanien og Tequila i Mexico.

De 21 Unesco-ambassadører, der afgør sagen, kommer fra Algeriet, Colombia, Filippinerne, Finland, Indien, Jamaica, Kazakhstan, Kroatien, Libanon, Malaysia, Peru, Polen, Portugal, Qatar, Senegal, Serbien, Sydkorea, Tyrkiet, Tyskland og Vietnam.

I Champagne mener man, at et Unesco-stempel vil gøre regionen mere populær for turister. Men det vil uden tvivl også yderligere blåstemple de bobler, som det hele handler om.

Tidligere historier om Unesco-processen

It's all about Oscars

So time is up for the Oscar's once again. In a few hours Paris time anyway.

Showtime. Nice dresses. Ugly dresses. Moviestars, starlettes.

And champagne.

Piper is up
This year Piper-Heidsieck is up if you're in.

"There is nothing more grand than receiveing a coveted Oscar", says CEO Cécile Bonnefond.

"It is therefore very natural for Piper-Heidsieck to be serving its champagnes at the Oscar's ceremony".

We could have said the same thing about Tange-Gérard. But I'm not sure we could supply enough bottles, so we did not even try to run for the honour this year.

More movies
As for the movies, I would like to go much more often.

I really like to sit in the red seat, talk quietly with whoever is with me as we eye the trailers and then go silent as the light's are off. 100% Showtime.

"The Grand Budapest Hotel" is done, with delight. "Timbuktu" as well with mixed feelings but not about the beauty of the film. I am pretty sure we'll make it to see Whiplash as well.

What about yourselves? Which of the nominated movies did you enjoy?

Et rigtigt receptionshej

 

Vi var knapt nok vendt hjem fra ferie, da vi fik en særlig ordre.

Der var bud efter et antal kasser Tradition til en reception i Paris, og den slags bestillinger får vi altså ikke flere af, end at jeg lægger mærke til dem.

Det er ingen hemmelighed, at Paris ikke er det allerletteste marked. Reims er trods alt kun 150 kilometer fra Frankrigs hovedstad, og de store champagnehuse står på tæerne af de små for at levere til chic'e fester. Oven i købet med et image i ryggen, der går godt i spænd med den slags lejligheder, så hvis deres priser er rigtige, er det svært for os at konkurrere. At det også er svært for andre, illustrerer denne historie, hvor et supermarkedsmærke har vundet æren som bedste årgangschampagne blandt mange 100 flasker.

Samme stykpris, samme kvalitet
Vi går et stykke ind i kampen. Vi strækker os faktisk ret langt for at levere varen, og kommer gerne selv med den, hvis det er, hvad der må til. Prisen er til gengæld den samme for både store og små, kendte og ukendte. Et par danske gæster forleden købte tilsvarende flasker til samme stykpris, og vi slår heller ikke knuder på os selv eller vores sædvanlige betingelser for at vinde.

Fra begyndelsen har vi ment, at vores champagner skal stå distancen med den kvalitet, de har. Også i Paris. Og det har de gjort i over fem år. At det er svært at være op imod meget kendte navne, illustrerer følgende

Derfor er der stor glæde, når vi trækker et blåt stempel i hus. Også selvom det ikke kommer til at figurere nogen steder. Mon ikke det fortjener at få selskab af lille en? Det kan jo meget passende blive en Tradition.

Tour giver os bedre veje

 

Tour'en rammer atter Reims, og det er om to dage.

Det kan sportsfolket jo så glæde sig til.

Befolkningen i flere dele af Reims kan glæde sig resten af året, for de har omsider fået ordnet deres veje, der har været i mere eller mindre miserabel tilstand.

Avenue Jean-Jaures, Place Aristide Briand, Avenue de Laon og også Boulevarderne de la Paix, Pasteur og Victor Hugo er blandt de værdigt trængende modtagere.

Vi så jo Tour'en drøne forbi på landet for nogle år siden... det er da meget muligt, at vi vil give det en chance også i byen et år.

 

Words don't come easy

 

Forleden læste jeg en interessant artikel i le Mondes weekendtillæg.

Den handlede om naming. Navngivning. Det lyder bare ikke lige så lækkert. Heller ikke på fransk, gætter jeg på, siden begrebet også her optræder på engelsk.

Idéen er under alle omstændigheder at finde navne - i dette tilfælde til hudpleje, parfume og kosmetik.

Rigtigt navn, ægte behov
Disse navne skal dels selvfølgelig give mennesker lyst til at købe. Mennesker, der vel at mærke har vidt forskellige sprog, kulturer og referencer, og som derfor kan være svære for ikke at sige umulige at ramme med et ord. Derfor er de multinationale mærker af og til nødt til at sælge samme produkt under flere navne. Det er for svært at ramme et globalt publikum lige midt i pengepungen, så de alle får samme behov med et eneste ord.

Et andet interessant fænomen er, at visse ord kommer til at tilhøre et bestemt mærke, fordi et storsælgende produkt bliver mere eller mindre synonymt med ordet. Ordet capture tilhører således Dior, læser jeg, og andre mærker har dels egne ord, dels en sprogbrug, som er netop dem og ingen andre.

Det er præcis, hvad vi selv gør, når vi navngiver vores champagner. (Jeg vidste blot ikke, at det også har sit eget navn).

Champagners navne
Vi har selv holdt os på ret sikker og veltrådt grund, og kalder de fleste af vores champagner det, de også er. 100% Chardonnay er en Blanc de Blancs, og vi har også Rosé d'Assemblage og Rosé de Saignée, der hver især oplyser noget om enten druesammensætning eller vinificering.

Vores Noirs et Blancs lægger sig direkte i slipsporet, selvom navnet ret beset er opfundet af os. Kun Tradition og Selection afviger fra modellen, nok mest fordi vi ikke havde nogen helt klar linje i begyndelsen.

De 15.000-20.000 euro, det ifølge le Monde-artiklen koster at anskaffe sig en ekspert-påfundet sky af ord, havde vi heller ikke. Det har vi stadig ikke. Vi mangler altid lige et eller andet apparat, som koster højst en tredjedel af sådan en ordbog.

Navneserie
Når vi på et tidspunkt - og det kan såmænd hurtigt dukke op - skal navngive vores første parcel-champagne, skal vi til gengæld i gang med at name. Udgangspunkt vil være at finde en idé, vi kan bygge videre på, ligesom vores farveserie, som jeg - i al beskedenhed naturligvis - mener kan måle sig med de bedste i området.

I mellemtiden har Decanters klummeskriver, Jefford, nået at komme dette indlæg i forkøbet med denne - synes jeg - ret interessante epistel om, hvordan de store champagnehuses topfolk vejer deres sprog på den fineste guldvægt, og her mener jeg ikke, at en guldvægt er fin, men at sprogets allermest marginale nuancer for en gangs skyld får lov at gøre en forskel. Det er da faktisk ren poesi.

Gode idéer er der jo heldigvis ingen, der har monopol på, og vi har stadig tid at løbe på. En god idé, de rigtige ord, tager ikke nødvendigvis lang tid at finde, det ved man aldrig, men de kan i hvert fald ikke forceres.

Decanter's Jefford om Champagne

Det engelske vinblad Decanter har klummeskriveren Andrew Jefford, som skriver om stort og småt fra vinens globale verden.

For nylig skrev han dette indlæg om Champagne.

Tankevækkende, som altid.

Besøg os hos le Petit i Torvehallerne

Nogle af jer ved sikkert allerede, at vores Blanc de Blancs i et halvt års tid har været på kortet hos den lille vinbar le Petit i Torvehallerne, København.

Den har folket taget rigtig fint imod.

Nu blander også Noirs & Blancs sig i selskabet, og det gør vi sørme også selv.

Hver onsdag kører le Petit med et særligt koncept, som hedder Sparkling Wednesday. De sætter fokus på en særlig champagne, go sælger den glasvis. Der er store fodspor at fylde ud, vi kommer efter kendte navne som Billecart-Salmon, Dom Perignon, Mandois og Special Club-champagnerne, der alle har optrådt.

Vi gør, hvad vi kan på onsdag. Kom og hils på.

Prist tallerken

En af Reims' rigtigt gode restauranter får sin tredje Michelin-stjerne.

Det er ikke helt uventet.

Stedet hedder l'Assiette Champenoise, og ligger i Reims-forstanden Tinqueux.

Trist er det, at en anden en ikke allerede har været der, for nu mener ham, der virkelig for længst burde have inviteret, at det bliver alt for dyrt.

Og det er da meget muligt, at den slags er alt for både hypet og for meget. Men skulle jeg blive budt, prøver jeg gerne trøflerne her.

Stjerner koster også knaster i Champagne, og tre fås ikke til to's pris. Selvom to efter sigende også tog sig godt betalt. Men maden var god i sommer, hvor flere kunder prøvespiste den priste tallerken.

Moderne tiders lejrkop

 

Til hende eller hamn, der har alt: Champagneglas, hvor foden kan skrues af og transporteres indeni selve glasset.

Lige til at stoppe i rygsækken.

Jeg bliver nødt til at sige det. Al god vin og champagne smager bedre af et godt glas, og sådan et er mig bekendt aldrig lavet af plastic.

Nu kan alle jo alligevel ikke smage forskel, og andre kan godt, men er stadig nødt til at tænke praktisk.

Jeg synes, det er sejt, at man købe champagneglas i Spejdersport. Hvem så dén udvikling for bare 10 år siden?

Det er formentlig også kun spejderne, der genbruger korken så kreativt. Ud og købe tubestrik.

 

Gamle bobler

 

Måske har du ligesom os en af den svenske champagneelsker Richard Juhlins bøger stående i reolen. Ham med de 4000, så de 6000 og nu er det så "8000 champagner", hvoraf en hel del for længst ikke længere er i almindelig handel.

Det betyder dog ikke, at du aldrig nogensinde kan komme til at smage den slags.

En måde er at holde øje med vinauktioner rundt omkring. I London har dem med de tykke tegnebøger netop kunnet erhverve sig en Moët & Chandon fra krigsåret 1914. En høst, der blandt andet huskes for, at kvinder måtte hente druerne ind. Deres mænd var ved fronten, og den var i øvrigt ikke langt væk. Kældermesteren på Pommery skrev i sin dagbog om, hvordan granaterne susede høstfolkene om ørerne.

Denne form for hobby er formentlig kostvar på en Sothesby-auktion, som den forleden, men hvis man kan finde mindre mediedækkede begivenheder, når flaskepriserne næppe samme højder der.

Du kan aldrig være sikker på, at flasken stadig er god, men hvis den er, rummer den en oplevelse, de fleste af os ikke engang får én gang. Jeg har prøvet én gang, og det bringer mig frem til den anden måde.

Nemlig at have venner, der af uransagelige årsager er kommet i besiddelse af årgang 1914. Jeg smagte sådan en flaske til en venindes 40 års fødselsdag, og ingen i selskabet - heller ikke dem fra diverse champagnehuse - havde den mindste anelse om, hvad de havde i glasset. (Læs mere her).

Vores ældste bobler er 11 år, så der er langt til de avancerede tertiære oplevelse. Men Blanc de Blancs er det i det mindste: Den ældre fætter til 2006'eren, som i øjeblikket befinder sig på et ikke gammelt så i hvert fald tiltalende punkt i sin alderskurve.

Kunstens champagne

 

For nogle år siden fik jeg selv en genial idé, mente jeg.

Vi sad hos toldvæsenet i Épernay, og skulle have registreret et eller andet til vores nystartede salg af champagne. På døren i det 50'er-agtigt udseende kontor var klistret en af de udødelige grafiske champagneplakater. En af de vilde damer fra sidst i 1800-tallet.

Vi skulle da også have vores egen champagne-kunst.

Champagnen er stærkt indskrevet i kunstens historie, og på den måde kunne vi både række tilbage til en skønhedens fortid og selv bidrage til at fortsætte værket ind i fremtiden. En dansk kunstner selvfølgelig, der kunne forbinde linjerne mellem Champagnes vildt voksende finurligheder og den strenge linjer fra det høje nord.

En ret stærk idé, syntes jeg selv. Og vi gik også i gang med forhandlingerne med en dansk kunster, der var med på idéen. Men jeg var alligevel ikke helt stærk nok i hveken ånd eller økonomi, da jeg fik stillet diverse pågående spørgsmålstegn.

Indtil videre strandede den dér.

Men... derfor kan jeg da godt dele lidt af fortidens overflod (PDF-fil) videre. Billedet foroven var helt ukendt for mig indtil for nylig. Det er det heldigvis ikke mere. Det befinder sig p.t. sammen med andre fine sager fra boblernes verden på kunstmuséet i Reims. Kig ind, hvis du vil se kunstens bobler eller boblernes kunst eller hvordan den vender sig bedst.

Udstillingen fortsætter til den 26. maj i år.

Champagne til din Oscar

 

Ja, vi er jo altså ikke officiel champagne til Oscar-festen på søndag nat.

Det blev Champagne Thiénot. Såmænd i sig selv lidt af en begivenhed. Normalt har Moët & Chandon haft dominans.

Intet bør imidlertid hindre den gode smag.

Hvis du har mere lyst til at smage på os end på Thiénot, er du velkommen til at kontakte Champagneselskabet, så du kan få en flaske på køl inden søndag. Thiénot kan du købe hos Theis Vine, og Moët & Chandon mange forskellige steder.

Imens jeg tænker lidt over, hvordan det mon er lykkedes det knapt 30 år gamle Thiénot at skubbe det flerhundredårige Moët ned ad piedestalen, kan du overveje, om du vil følge "A Royal Affair's" videre vej gennem kampen med eller uden Bobler.

Foto: Magnolia Pictures

Jul i Champagne: Rosé til knuden

 

Måske har du allerede hørt om den franske knude?

Julemåltidet her i landet ligger ikke i nær så faste rammer som det danske. Med én undtagelse, og det er netop knuden. Bûche de Noël, der er en kage, hvis udseende skal minde om en brændeknude.

Det gør den så i større eller mindre grad. Chokoladeversionen noget mere end den med vanille og mango.

Hedensk ritual
Brændeknuden hentede man oprindeligt nogle dage før jul. Træet blev skåret op før solopgang. Det gjaldt om at skaffe et stykke hårdt træ, der kunne brænde helt til Hellig 3 Konger, og gerne fra et frugtbærende træ eller eg. Knuden dekorerede man på forhånd med bånd og blade.

Ritualet har forskellige versioner.

I Sydfrankrig velsignede familiens overhoved træstykket, der bagefter blev anbragt på ildstedet i familiens stue og tændt af den yngste og den ældste i fællesskab . I andre regioner blev knuden tændt med tændstikker fra forrige års bûche, og atter andre steder blev den indviet med vin.

Knuden brændte som et minimum hele julenat. I andre områder helst til Hellig 3 Konger, den 6. januar.

 

Nogle mener, at knudetraditionen daterer sig tilbage til keltiske glædesfester i forbindelse med vintersolhverv. At ilden brænder til solens ære.

Man tog varsler undervejs, alt efter hvordan knuden brændte. Bagefter gemte man asken, som blev tillagt magisk kraft. For eksempel beskyttede den huset mod ildebrand,den bragt markerne frugtbarhed, og kunne i visse tilfælde også helbrede sygdom.

Finere chokolade
Den ægte brændeknude er forsvundet i takt med at at de store, traditionelle kaminer ikke længere hverken oplyser eller opvarmer husene. Men i vore dage overlever den altså i form af et mylder af kagevariationer. Idéen skal være opfundet af en fransk konditor i 1945.

Dén tradition følger en af Épernays finere kagekonstruktører.

I området her er kunsten naturligvis at kombinere kagen med champagne.

Hvert år lancerer chokolademesteren Vincent Dallet, Épernay, derfor årets bûche, som han matcher med en bestemt champagne.

Med champagne til
I år den halvsøde Lady Rose fra huset Duval-Leroy, der i øvrigt ofte spiller på de kvindelige strenge med navne som "Femme", "Fleur" og nu altså "Lady Rose". Kagen er nøje matchet, og det er ikke hver dag, chokolade og Rosé champagne får lov at gå op i en højere enhed. Så meget desto bedre.

Vincent Dallet har kombineret hvid chokolade med diverse variationer over jordbær og ledsaget af blandt andet crème brulée på jernurt (verveine citronée).

Vi er et pænt stykke vej fra den oprindelige knude. Men den kulinariske opfindsomhed er til gengæld i top, og den kan være både vældigt velsmagende og en fryd for øjet.

I dag spiser vi et julemåltid sammen med den nære franske familie, og der vil komme adskillige knuder på bordet. Jeg gætter på chokolade og frugt, og så vil vi alle trille hele vejen hjem bagefter.

Joyeux Noël.

Rullende nationalskat

 

 

Okay, biler er ikke lige min spidskompetence. Men de kan være praktiske nok på landet.

Alligevel var dette indslag i weekenden svært at stå for selv for mig.

Franskmænd elsker deres lands storhed, og denne weekend åbner - en gang om året - en masse bygninger, der tilhører landets stolte arv, og som normalt er lukket. Andre som er åbne er gratis disse to dage.

I Reims kunne vi også prøve den del af nationalarven, der kører på fire hjul, og det var til gengæld en sjov mulighed.

Vi fik et lift fra Rådhuset til Boulingrin, hvor vi har befundet os en del på det seneste.

"Der er ikke så mange dimser i den", kommenterede vores søn på ni. Nej, instrumentbrædtet var til at overskue i 1957. Tre gear, max hasighed 110 km/t (i medvind, formoder jeg). Halløjsa, for en interessant taxatur.

 

Foran markedsbygningen holdt denne elegante bil, som skåret ud af Tintin. Den skulle samme vej som os, da vi kørte hjemad.

"Dupont og Dupont forfølger os," prøvede vi overfor den 6-årige som dog ikke lod sig imponere: "De ligner overhovedet ikke". Der er ingen grund til at opfinde historier hvis ikke de er virkelig gode.

 

 

Reims var tæt på at være sort af mennesker: Dejlig sol og gratis adgang blandt andet også i de store champagnehuses kældre, og de er efterhånden blevet prismæssigt ganske pebrede at besøge. 35 euro per person er de seneste priser, jeg har hørt om. Et glas champagne er naturligvis med i prisen, men alligevel. Rigtig mange benyttede i hvert fald den gratis entré i dag hvor man jo altså ikke engang behøvede at køre selv.

Lille eller stor eller koop

Tidligere på ugen stødte jeg på et sympatisk blog-indlæg om vin. Forfatteren slår et slag for at små vinerier ikke nødvendigvis er gode fordi de er små, og at store kollegaer omvendt heller ikke er dårlige fordi de er store (Læs det her).

Jeg synes jo selv, at det er vigtigt at lade ens smag bestemme. Men det er svært når musikken spiller og klogere folk end én selv kommenterer vinen. Derfor kan blindsmagninger være fine. Især hvis man tager konsekvensen af resultatet. Hvilket heller ikke er altid. Det oplever vi hvert år når vi smager årets nye vine i vores egen koops smagspanel.

Her er yderligere laurbærblad til the dark horse og dens venner.

Trofæ til koop
Det store engelske vinblad, Decanter, afvikler hvert år en stor smagning af vine fra hele verden, og årets smagning bekræfter heldigvis at andre også går efter smagen snarere end guldet.

I hvert fald i champagne-klassen, hvor det lille Reims-baserede og ikke alt for kendte kooperativ Palmer faktisk vandt klassen for mousserende vine til over 10 pund.

Smagsdommerne roste blandt andet Palmers Blanc de Blancs fra 2006 for dens exceptionelle smagsmæssige dybde. Sejt. Der skal noget til at slå Charles Heidsieck og kompagni (se alle resultater).

Fra mikro til mini
Selv befinder vi os i mikro-størrelsen, og vi arbejder som myrer for at nå op i mini-klassen, kan jeg godt afsløre.

I år er vi ramt af alle mulige ulykker fra oven, og regner derfor ikke med at vi kan levere druer nok til at nå det mål, vi ellers havde sat os: For første gang at lave vores egen champagne af 100% egne druer.

Alle sejl var ellers både rebet og hejst. I stedet kommer vi nok til at koncentrere energien om at bringe det vi trods alt har ordentligt ind. Vi må derfor foreløbig afvente om der alligevel dukker en åbning op.

Sommer i Champagne: Merkel og Hollande i Reims

 

Angela og Francois kommer til Rådhuset i Reims.

Anledningen er 50-året for det fransk-tyske venskab. Danskere har nok hørt om det - måske også gyst en smule - i forbindelse med deres ofte tætte samarbejde i EU. Men hvem har hørt om, hvor almindeligt det er for college-børn - alderen 11-14 - at have en korrespondent i Tyskland, hvis familie man besøger og også får besøg af i en uge. Jeg har ikke hørt om et venskabsprojekt i Danmark af tilsvarende størrelse.

Dette handler om at knytte personlige bånd og ikke blot at besøge et andet land. Det er muligvis kunstigt, fordi det er iværksat fra oven. De bånd det bliver til mellem familier er til gengæld reelle nok. Jeg ved jo selv hvor mange af vennerne der kører til Nigoland, til Disneyland og endnu andre lande med deres børnegæster weekend efter weekend gennem foråret. Det er reelt nok og på det helt praktisk plan fremfor i den politiske teori.

Traktat i Reims
Den slags idéer begyndte altså for 50 år siden, da Konrad Adenauer og Charles de Gaulle den 8. juli 1962 underskrev en venskabstraktat mellem Tyskland og Frankrig, og det foregik i Reims. En ødelagt og siden genopbygget by, der om noget var symbol for Den Første Verdenskrig. Der er endda dem, der mener at den lokale mentalitet fik et så seriøst skud for boven ved samme lejlighed at det endnu aldrig er forvundet.

Om Reims' socialistiske borgmester også mener det, ved jeg ikke. Men som hun forleden sagde til den lokale avis, vil hun gerne have at borgerne i Reims skal være stolte af deres by. Netop én af Achilles-hælene efter krigens ødelæggelser, mener nogle.

Bach fulgt af rådhus
Et stærkt symbolsk besøg er det i hvert fald, og gæt engang hvem der står ved Katedralen før klokken 11, når de to ledere ankommer for at høre Johan Sebastian Bachs Johannes-passion opført inde i Katedralen.

 

Bagefter spadserer de to ledere til Reims' rådhus for at spise frokost med la Maire, Adeline Hazan. Også her skulle der være mulighed for at se dem, hvis man ellers kan kæmpe sig til en plads.

Det var der ingen problemer med dengang jeg og en flok tidligere kolleger fra det syd- og sønderjyske mediebillede spadserede samme vej for nogle år siden. Derfor: Tak Knud for billederne.

Mon ikke også de to ledere bliver budt på champagne i en af rådhusets forgyldte sale. De findes i flere størrelser, og champagnen findes nok også i forskellige udgaver. Da de jyske journalister og jeg besøgte rådhuset i Reims kom der Louis Roederer i glassen. Det var der vist ingen, der havde noget imod.

 

Pakkeprikken over i'et

 

En gave, der pakket er smukt ind, vinder.

En pakke ægte, kenyansk kaffe kom i denne bomuldspose. (Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal bruge den til).

To poser the fra Paris, så sådan her ud. Meget smukt, men mængden af emballage er en anelse overdrevet. I en region, hvor 40 procent af det totale CO2-udslip hænger sammen med emballage, er det ikke den vej, vi har lyst til at gå.

Min egen glæde ved at pakke ud er vokset med årene. Jeg bemærker emballagen på en anden måde. Er det fordi, at gave generelt bliver pakket smukkere ind nu end før? Eller hænger det sammen med min egen evne til at gribe udpakning - og meget mere - an i roligere tempo. Hvilket giver mere tid til at lægge mærke til fine detaljer. Ved det ikke.

Foreløbig holder vi os til vores pap-kasser. Hvid og brun i forskellige størrelser, fordi vores flasker ikke har helt samme størrelse. Hvilket er meget besværligt, fordi vi konstant må afsted for at hente kasser, der passer i størrelse og kvalitet (farve). Vi har ikke plads til at opbevare store mængder kasser, og især ingen lyst til at binde midler i den slags.

Foreløbig arbejder vi altså med at skaffe os stemplede kasser i eget personlige navn i stedet for i champagnens generelle. Cellofan - klart eller kulørt - er også en mulighed. Hvad mener du? Hvordan synes du, en flaske champagne præsenterer sig bedst?