Marnes skjulte poesi

 

I vores familie har vi noget med øer. Dem har vi ingen af her i Champagne, men vi har himlen over vores hoveder, og den leverer ofte et imponerende flot sky-teater, som jeg giver en del opmærksomhed.

For eksempel når jeg cykler. Udover øer har jeg også noget med at rode rundt på en cykel og kigge mig omkring. Det gjorde jeg for eksempel i går og for en uge siden. I går så jeg ikke så meget, jeg slog følge gennem skoven med genboen og hendes to små hunde, Rex og Max, der følger en velkendt omvendt proportionalitet mellem hundes størrelse og deres store farlighed.

Den skjulte poesi
Vi snakkede blandt andet om vores adopterede område. Jeg fortalte hende, at jeg elsker at køre lidt hist og pist rundt, og at jeg meget ofte bliver ganske overrasket over den mængde af små historier, jeg kan nå at akkumulere i løbet af sådan en tur. Departementet Marne er trods alt et område, de fleste kun slår et slag forbi for champagnens skyld.

Selv har det taget mig nogle år. Men jeg har lært at finde Marnes skjulte poesi. Den findes overalt men byder sig aldrig til. Jeg er nødt til selv at se ordentligt efter. Tit vender jeg cyklen og kører tilbage for lige at tjekke noget. Som regel med god grund.

Farlige fætre
Men altså sidste søndag stak jeg afsted ned ad bjerget for at snuppe den sædvanlige tur langs kanalen og op igennem vinmarkerne tilbage. Sådan blev det bare ikke.

Af en eller anden grund foretrak jeg at køre igennem landsbyen, Val-de-Vesle, se lidt på campingpladsen, hvis vi nu engang skulle blive afkrævet et svar om den. Den gamle kirke og hvad så?

Jeg fik lyst til at køre den anden vej. I stedet for at køre langs kanalen mod Sept-Saux tog jeg en anden vej og kom forbi et sted i udkanten af landsbyen, hvor folk har fældet en del træer.

Der stod disse foruroligende fætre.

 

Ja, ikke for noget, men jeg følte mig hensat til en lokal udgave af Kafka live.

Der bor et par kunstnertyper i landsbyen, der laver alt muligt, og det er nok et meget godt gæt, at de er ophavskvinder til dette dystre træfolk.

Turen fortsatte forbi et par store gartnerier og nogle luzerne-marker, hvor jeg også gjorde holdt for lige at dufte den blålilla blomst. En velkendt duft, men jeg kunne ikke sætte navn på. Var nødt til at hive et blomsterhoved og tage det med hjem til den landbrugsuddannede for at få et navn på herligheden.

I udkanten af næste landsby kom jeg forbi et lille slot eller en stor villa. Godt barrikaderet bag virkeligt høje mure og overfor dette lille kapel. En metal-plade oplyser at dette er et godkendt mindesmærke.

 

Slottet er bygget af Edouard Mignot, der i 1920'erne tjente sig en formue blandt andet på en kæde af kolonialhandler, de såkaldte Comptoirs Francais, der senere genopstod som supermarked.

Slottet ses i artiklen her.

Jeg formoder at grundlæggeren måske kan være begravet i kapellet.

Uden at være kender får jeg tydelige associationer til fascistisk arkitektur, som for eksempel Mussolini fik bygget i en hel ny bydel uden for Rom, den såkaldte EUR. Kapellet i Sept-Saulx har ikke samme dimensioner, men de stramme, helt rene linjer minder om hinanden, synes jeg. Byggerierne falder også tidsmæssigt nogenlunde samme.

Det store i det små eller omvendt
Det, jeg blandt andet elsker, er den store variation i de små og store historier på mine ture.

 

Trillebørstrilleren her dukkede op som dekoration på en rundkørsel.

Jeg tog en ekstra tur for at fotografere ham.

Han er i ført fodboldtrøje til minde om sejr i en fodboldturnering. Sept-Saulx er nemlig gode til bold, at I ved det.

Næste levende billede er der hvor man tømmer sin madkurv.

Det gode hjørne
Rigtig mange af de lokale landsbyer har stillet bord og bænk op, og enhver der kommer forbi med sin kurv er velkommen til at slå sig ned.

Kan dette skilt få nogen til at føle sig andet end velkommen?

 

En søndag eftermiddag i Sept-Saulx får man oven i købet ægte uforfalsket fransk dansemusik med i købet.

Her er en form for forlystelsespark anlagt ved de mange vandløb (ja, mange myg), og man finder blandt andet en guingette. Tænk på Renoir.

Vals og pasodoble
Det kan godt være at pigerne ikke har helt lige så langt hår. Det kan også godt være at de ikke er helt så unge, og har glemt deres stråhatte. Men musetten er god nok, dens toner flyder ganske svagt gennem Sept-Saulx sådan en dag, og hvis man kan sine trin til pasodoble og vals, kan man jo overveje at studere harmonikaen på nærmere hold.

Jeg har altid godt kunnet lide musette. Hende her er en gammel kendling fra mit teenageværelse. Jeg fandt hende på Odense Musikbibliotek, og den plade var aldrig udlånt til andre end mig, tror jeg,.

Nå, vi holder os fra disse søndagens thé dansants, men min svigermor tager afsted til forskellige landsbyer de fleste søndage i vintersæsonen.

Vandløb og bro
Videre fremme gennem landsbyen nåede jeg over Vesle-kanalen og selve vandløbet Vesle, der ikke ser ud af meget.

Denne gamle bro fører over kanalen.

Overraskende nok er her stadig rester af skinner. Guderne må vide hvilket tog der har kørt over denne brolægning. Og hvornår.

 

 

Kanalens ordentlighed fulgt af vandløbets krummede vildskab. En grøn underverden af frodighed og indetrængt natur der vælder ud og frem overalt.

En veninde gav mig en fransk yndlingsforfatter at læse. Bosco hedder han, og han beskriver en sær flodverden, som to drenge oplever den. En farlig men fascinerende og dragende verden.

Bogen er af den type, der ligesom bliver hængende. Om man kan lide den eller ej, er den af den slags bøger der tager en plads og bliver der. Den grønne Vesle-verden mindede mig om Boscos vandløb. De er større og voldsommere, det er selve grønheden der giver mindelser og det er på en eller anden måde også som grønhed at Boscos bog sidder fast.

Passende nok er der på den anden side om ikke vildnis så i hvert fald en sti der ender i ingenting. Det fortæller en med-cyklist, adspurgt. Jeg fulgte derfor kanalen tilbage til landsbyen og derpå landvejen tilbage mod vores eget bjerg.

Krigskirkegård
Krigskirkegården dukkede op på min venstre side.

 

 

Den måler 80 gange 173 pæne skridt.

Det ved jeg for jeg skridtede den af - stadig til harmonikatoner - mens jeg tænkte på, om det så ville blive mere tydeligt for mig, at der ligger over 3.000 døde soldater begravet her. På denne kirkegård fra Første Verdenskrig, der dog er en af de meget små.

Jeg overvejede at sætte mig under et træ. Men der er ikke så meget at se. Tre forskellige typer gravsten alt efter trosretning. Navne og enkelte tombe vide. Tricoloren. Meningsløshed der decimerede denne region i en grad, der gav andre mulighed for at indvandre. Der var tomme pladser nok.

 

Den næste krigskirkegård er mindre endnu og ligger i udkanten af den næste landsby, Villers-Marmery.

I skabet finder jeg listen med de dødes navne og en gæstebog. Jeg skriver ikke noget. Det er ikke nødvendigt.

Syv landsbyer og to flækker her i området blev aldrig genopbygget. Beine-Nauroy er et eksempel. Beine blev genopbygget, Nauroy aldrig, den lever i dag videre kun som et navn der blev tilføjet dens nabo.

 

 

Hidtil uset dyr
Dagens sidste billede er ikke længere særligt levende.

Jeg er på vej tilbage til Verzy af den sidste og værste bakke, da jeg ser noget på vejen.

Det er et mærkeligt glinsende stykke, som jeg har svært ved at sætte navn på.

Men det ligner faktisk rigtig meget et stykke af en overraskende stor slange. Udenom stykket ligger bittesmå slanger, formentlig unger. Slangen har været gravid. Nu er de alle meget døde.

 

Alain mener, at der er tale om den slange, der hedder Orvet.

Der er flere typer af dem i Frankrig, men den lokale Marne-model er ikke farlig.

Godt nok. Det glæder mig at høre efter ni år i området.

Det er i øvrigt første gang at jeg har den ære. Jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg har brug for at vide at der bor den slags dyr oppe i min skov.

Ungerne ville til gengæld gerne gyse lidt ved slangens sidste hvilested, men allerede dagen efter var den væk fra vejen. Sådan er der så mange og meget og historierne fra alle mulige liv stiller sig op i kø. Men nu fik jeg da fortalt et par stykker fra Val-de-Vesle, Sept-Saulx og Villers-Marmery.