Højtidsbobler

December er højtid for god mad og vin. Derfor også højtid for sammenligner, anmeldelser og rådgivning af forvildede forbrugere, fortabt i indkøbsræs.

Det er interessant at følge slagets gang i franske blade. Store lækre magasiner har en tendens til at anbefale de samme gyldne navne, som reklamerer nærmest skamløst på de glittede sider. Tilfælde?

Næsten alle holder sig også fra deciderede smagninger, hvoraf læserne klart kan vurdere, hvad der falder i panelets smag, og hvad der er for ringe. Tilfælde?

Que Choisir - månedligt forbrugermagasin.
Syv flasker klarer sig op i den kategori, bladet betegner som god og veldoseret champagne med karakterer på 12 og 12,5 på en skala til 20. Bemærk, ingen når op i hverken det excellente eller meget store.

Charles Heidsieck, brut réserve

Fleury Père & fils, brut

Cristophe Lefèvre, cuvée de réserve

Veuve Émille, Grande Réserve brut

Vicomte de Castellane, brut

Piper-Heidsieck, brut

Gosset, brut excellence

Et panel bestående af en prof-smager og flere degustateurs amateurs - hvilket kan oversættes til sådan noget som kendere, der dog ikke lever af at smage vin - har for Que Choisir blindsmagt i alt 65 såkaldte BSA'er - brut sans année, altså ikke årgangschampagner - til under 35 euro per flaske, og har udvalgt ovennævnte syv som de bedste.

Fleury'en kan man rent faktisk købe i København hos l'Esprit du Vin.

Bladet Le Point
Vinjournalisten Jacques Dupont nævner overfor avisen l'Unions ugentlige side om champagne følgende champagner som de bedste, han har smagt i år. Hvilket dog ikke er det samme som en egentlig smagning som Que Choisirs.

Veuve Olivier (Trélou-sur-Marne, Aisne)

Gérard Cligny (Aube)

Heucq Père & Fils (Fleury-la-Rivière, Marne)

La Goutte d'Or: cuvée Napoleon (Vertus, Marne)

Saint-Gall: Extra-brut (Avize, Marne)

Alfred Gratien (Épernay, Marne)

Lanson: Noble Cuvée (Reims, Marne)

Mumm: Cuvée René Lalou (Reims, Marne)

Hans favorit er Franck-Bonvilles: Les Belles Voyes (Avize, Marne).

Det er et rigtig interessant udvalg, først og fremmest fordi det ikke ligner alle andres, og dermed formentlig reelt repræsenterer personlig smag og smagninger snarere end hvem, der har købt hvor mange glittede sider.

Fordi champagner smager så utrolig forskelligt alt efter sammensætning, dosering, lagring og alder, finder jeg det altid mystisk, når jeg på champagnesider finder de samme tre, fem eller 10 flasker som toppen ud afet så utrolig varieret udbud, som Champagne kan stille med.

Det bygger jeg blandt andet på mine egne smagsoplevelser og på hvordan de udvider sig med tid og udvalg. Men også på de kommentarer og det salg, vi selv har af forskellige champagnetyper. Forskellige mennesker har helt tydeligt forskellig smag, forskellige præference. Gudskelov og tak for det.

Bladet Express
Bladet har udvalgt de 100 bedste champagner blandt 400, og grupperet dem som aperitif/forret, hovedret, dessert og til enhver tid. Udvælgelsen er udført af det franske vinblad La Revue du Vin de France.

Følgende champagner er fremhævet blandt de 100. Jeg formoder, at det betyder, at de er fundet ekstra gode i forhold til feltet. Ingen karakterer er dog vedhæftet.

Aperitif/forret: Duval-Leroy, Clos des Bouveries Authentis 2002

Hovedret: Jacquesson, extra-brut 1996

Dessert: Drappier, Grande Sendrée rosé 2002

Når som helst: Cedric Bouchard, Roses de Jeanne

Le Figaro, konservativ avis med flere magasiner
Huset har bragt flere artikler om champagne med anbefalinger i løbet af efteråret. Blandt andet også med præsentationer af 10 vinbønder. Det fremgår dog ikke, hvordan de er udvalgt. Flere af dem er temmelig kendte navne.

Champagne De Sousa & Fils: Brut réserve (Avize, Marne)

Champagne Tarlant: Rosé Zéro (Oeuilly, Marne)

René Geoffroy: Cuvée Expression Brut (Cumières, Marne)

Pierre Moncuit: Brut Hugues de Coulmet (Le-Mesnil-sur-Oger, Marne)

Agrapart & Fils: Champagne Grand Cru (Avize, Marne)

Egly-Ouriet: Grand Cru VP (Ambonnay, Marne)

Jacques Selosse: Grand Cru Brut Initial (Avize, Marne)

Mandois: Blanc de blancs 2002 (Pierry, Marne)

Déhu Pére & Fils: La Grande Réserve (Fossoy)

Larmandier-Bernier: Non dosé Terre de Vertus (Vertus, Marne)

Le Figaro har også opført bunker af kendte cuvéer fra store huse, som jeg springer over i denne sammenhæng, fordi de alligevel ikke er rangordnet på nogen måde. Det er ovennævnte vinbønder heller ikke. Men i det mindste er der intet sammenfald mellem disse navne og helsides annoncer i magasinerne.

Taittinger igen herre i eget hus

Familien Taittinger er igen herrer i eget champagnehus.

Halvandet år efter at banken Crédit Agricole du Nord Est købte champagnehuset Taittinger af den amerikanske fond Starwood, bliver fem søskende med navnet Taittinger igen primære aktionærer i huset med 41 procent af kapitalen og 47 procent af de stemmeberettigede aktier.

Huset Taittinger blev oprindeligt sat til salg, da den belgiske finansmand Albert Frere trak sine penge tilbage i 2005. Det blev købt af Starwood-fonden, der dog var mere interesseret i Taittinger-familiens hotelaktiviteter - Europas næststørste gruppe - end i dens champagne.

Den lokale bank Crédit Agricole du Nord Est interesserer sig meget for champagnehuse og købte huset Taittinger for 600 millioner euro i 2006. Siden har dele af Taittinger-familien, ledet af Pierre-Emmanuel Taittinger, ledt efter penge, og det er altså nu lykkedes dem at købe sig tilbage som den nu største aktionær. Credit Agricole sidder fortsat med 36 procent af kapitalen.

Champagnehuset Taittinger har eksisteret siden Pierre Taittinger i 1931 købte det ret ukendte men 200 år gamle hus, Fourneaux, og siden udviklede det til et af de 10 største champagnehuse. Blandt husets som oftest og højest priste aktiver er knapt 290 hektar vin i de bedste områder.

Husets vækst var i 2006 på 13 procent.

Godt nytår til pigerne

 

Det glæder mig at se, at George har lagt Nespressoen på hylden i disse dage. Jeg tillader mig at formode, at han har champagne i glasset og ikke Korbel (amerikansk producent af mousserende vin).

Løbske propper i juletiden

 

Helt jomfruelige og derfor endnu uskadelige korkpropper. Pas på når de først sidder i flasken.

En løbsk korkprop fra en champagneflaske kan give alvorlige øjenskader. Sådan lyder advarslen fra amerikanske øjenlæger.

Uerfarne hænder og varme flasker skaber problemer. Sidstnævnte er et ofte forekommende problem i Danmark, førstnævnte muligvis også. Køl derfor flasken ordentligt - i køleskabet aftenen før eller i hvert fald samme morgen - og vrid flasken, ikke proppen, forsigtigt og uden at ryste. Sørg for en sikkerheds skyld også for, at flasken ikke peger mod nogen, så skulle åbningen være sikret.

Nu har jeg godt nok aldrig hørt om nogen, der har fået skader i øjnene af en korkprop fra champagne. Måske er det et fænomen, der oftere forekommer i selskab med amerikanske, mousserende vine, der stadig i visse tilfælde kan bære navnet champagne. En meget langvarigt slagsmål mellem champagneproducenter og amerikanske vinproducenter.

Flere gode råd fra de amerikanske øjenlæger her. Man kan jo også bare sable skidtet. Det åbner til gengæld for andre risici.

To rækkers arbejde omme

 

Solen går ned ved 16.30-tiden, og i Loisy-en-Brie har vi næsten frit udsyn.

Det er fuldstændig så vidunderligt, som det ser ud. Omend koldt.

 

 

Mere end nogle timers arbejde bliver det derfor ikke til denne lørdag. Vi blev for kolde. Temperaturer omkring frysepunktet men med en isnende kold vind fra øst.

Vinden kommer fra det flade sletteland, der breder sig ud nedenfor den vinklædte skrænts fødder ligeså langt øjet rækker og langt længere endnu. Og jeg skal love for, at den når at løbe sig så kold, at selv de inderste ben fryser stort set tilk is efter et par timers selskab.

Man bevæger sig jo ikke alverden undervejs. De hurtige bruger nogle minutter per plante, de langsommere - hertil hører jeg og i år også Alain, der ikke rigtig er oppe i fart endnu - det dobbelte. (Mere om beskæring.)

Ild i brouetten
Der er kun én måde at holde varmen på sådan en dag. For en sikkerheds skyld spurgte jeg i dag onkel Michel om eventuelle gode råd fra en menneskealders arbejde i vinen.

Der er ikke noget tøj, der er godt nok sådan en dag. Ild i brouetten, den særlige trillebør, man konstruerer af en gammel olietønde, er vejen frem, lød onkels råd.


Brouetten ser ikke ud af meget, men et rask lille bål, næret af grenkvas, er den eneste måde, man kan holde fingre og fødder i gang på en hel vinterdag i vinen.

Men brouetten var ikke hjemme. Alains fætter fik sin neglet tidligere på året, og har lånt vores, der derfor befinder sig i Belles Feuilles-parcellen nogle kilometer væk. Han har dog lovet, at den er tilbage til januar, når vi for alvor får brug for den.

 

 

Status er nu to gennemførte, beskårede rækker. Planterne har det indlysende bedre end da vi tilbage i januar beskar dem for første gang. De nye grene er for det meste stærkere, og næsten alle planter har i år virkeligt gode og stærke grene, der er så tykke som en af mine tommelfingre.

Det er fantastisk at se. Det er fantastisk at opleve så direkte, hvordan den rette behandling meget hurtigt har positiv effekt for planternes trivsel.

Nu mangler vi bare 40 rækker.

Æblegazpacho med champagne

2 Granny Smith æbler
3 lime
25 cl champagne
5 cl rørsukker

Pres limefrugterne.

Skyl æblerne, fjern kerner og kernehus og skær æblerne i stykker.

Kør æblestykker, limesaft og rørsukker i en blender i tre-fire-minutter, og tilsæt derefter den velafkølede champagne og lad det køre sammen i et minut.

Servér i små glas.

Opskriften passer til fire personer. Den stammer oprindeligt fra tillægget Femina, et tillæg der kommer med vores lokale avis, l'Union.

Rothschilds sæde i Reims

Familien Rothschilds kommende champagne skal bo i Reims.

For et halvt års tid siden slog tre grene af familien sig sammen med "La Goutte d'Or", der holder til i Vertus, for at udvikle og opgradere kooperativets champagne til et nyt og dyrere mærke.

Et rigtigt champagnehus bor imidlertid ikke på landet men derimod i statelig villa med palæruder, smedejernsbalkoner og mansardtag. Sådan et domicil er derfor indkøbt til formålet, og det ligger i passende omgivelser i det, der i Reims hedder den gyldne trekant. Det har ikke noget med opium at gøre, men betyder, at husene Krug, Henriot og Roederer ligger lige rundt om hjørnet.

Navnet er endnu ikke kendt. Champagne Alfred Rothschild tilhører et andet hus, Boizel Chanoine Champagne.

Det skal blive interessant at følge, hvordan Rothschilderne vil konstruere det gyldne image, der går hånd i hånd med de fleste huse. Hvem ved, måske vil de simpelthen bare lave rigtig god champagne? De har i hvert fald ansat huset Ruinarts nu tidligere vinmager, Jean-Philippe Moulin.

Køb bobler, køb bobler

Champagne til højtiden er lig med Jacquart hos Netto. Eller hvad?

Overvej at lægge en halvtredser mere på budgettet og køb en langt bedre flaske hos en importør med speciale i champagne. Der er principielt ikke noget i vejen med Jacquart - vi har lige gensmagt den hos Air France, der skænker den på økonomiklasse - den er bare ikke voldsomt spændende, så hvis det er den eneste flaske champagne, man drikker om året, kunne man overveje en, der var bedre (*).

Det er ingen hemmelighed, at jeg som regel foretrækker de champagner, der kommer fra små vinbønder snarere end store huse. Det er der flere grunde til.

Derfor er småt tit godt
Vinbønder kender deres vinstokke og den jord, de vokser i, og ved, hvordan de får det bedste ud af begge dele. Store huse får druer mange steder fra, og kan ikke have samme detailkendskab. Desuden er de små oftest billigere, blandt andet fordi de ikke er belastet af meget store marketingbudgetter, imponerende domiciler og den slags. Men også - siger nogle af de store - fordi de sælger deres vin for dårligt.

Her er et par tommelfingerregler. Der er naturligvis ædle og store undtagelser.

En brut uden årgang - som er det suverænt mest solgte produkt - kan være ret kønsløs, når den kommer fra et stort hus. Den skal gøre kunder over hele verden tilfredse og glade, og derfor søger man ofte mod en ikke alt for distinkt smag. Årgangschampagner fra store huse er dyre. Også i Frankrig. Alligevel er det ofte her, man virkelig får valuta for sine penge. Det er her champagnemagerne i de store huse har mulighed for at demonstrere deres store kunst.

Gudgivne vinmagere og så de andre
De små mærker har sjældent samme muligheder for tilførsler af druer. De kan købe sig til en vis procentdel, og må ellers blande af det, de selv dyrker. Det giver dem til gengæld det solide kendskab til råvarerne, vejret og jorden, som de bygger deres champagner på. Nogle af dem er gudgivne vinmagere og -dyrkere, andre er ikke, og det kan man smage på deres champagner.

Efterhånden som man får lejlighed til at smage en del forskellige bobler fra både små og store huse, begynder en personlig smag at aftegne sig. Når man først har haft lejlighed til at smage noget, der er virkelig godt nogle gange, kan man godt fornemme, om en champagne har det, der skal til, eller om den blot er i bedste fald kedelig, uinteressant. Også selvom man ikke er hverken vin- eller champagneekspert.

Problemet er dels at finde frem til de gode, og så selvfølgelig at finde de små vinbønders champagner i Danmark.

Find bobler på nettet
Jeg kan godt afsløre, at det ikke er i Føtex eller Brugsen. I København er der naturligvis flere vinhandler med et udvalg af champagner på hylderne. Jeg har aldrig selv besøgt l'Esprit du vin. Men det ville være en af mine muligheder for at købe champagne i København.

Ellers findes der netbobler, for eksempel hos
Benneds Bobler. I København leverer Petillant til flere delikatesse-butikker, og de har samme holdning til små champagner, som jeg selv, har jeg læst mig til.

Jeg kender tilfældigvis en af deres vinbønder, og har derfor vældig tiltro til, at også resten er godt og grundigt udvalgt.

(*) I en smagning af 65 brut uden årgang, offentliggjort i forbrugerbladet Que Choisirs decembernummer klarer præcis Nettos Jacquart-flaske sig op på en 14 plads og ligger bedre end Taittinger, Pommery, Moët & Chandon, Lanson, Laurent-Perrier, Philipponnat, Bollinger, Ruinart, Mumm, Alfred Gratien, Veuve Clicquot-Ponsardin, Mercier med flere.

Champagne citater: Churchill

"Husk gentlemen, det er ikke kun Frankrig, vi slås for, det er Champagne!"
Sir Winston Churchill, britisk PM under 2. Verdenskrig.

Den britiske regeringschef (1940-45, 1951-55) var en kendt champagneelsker. Hans favoritmærke, Pol Roger fra Épernay, hædrer ham stadig, idet husets topcuvée er opkaldt efter den trofaste kunde. ((Engelsk Wiki).

Nu bliver champagne dyrere

Champagne bliver dyrere allerede fra næste år.

Et udsagn, der snarere er en konstatering end egentlig bombe, der har været lagt i ovnen til prisstigninger gennem det sidste halve års tid. Et stadigt stigende salg og ingen umiddelbare muligheder for at udvide tilførslen af druer før tidligst fra 2017 øger presset gevaldigt. (Eksport og salg generelt.)

Helt personligt har vi netop fået en bedre betaling for vores druer fra høsten 2007, end vi havde regnet med. Grundpriserne bliver reguleret af organer, hvor både købere og sælgere er repræsenteret, det vil sige champagnehuse og vinbønder. Udfaldet af forhandlingerne er altså, at vi har fået lønforhøjelse. Vinbladet Decanter nævner en generel forhøjelse på fem procent.

Det er den regning, der vil blive ekspederet videre til forbrugerne, allerede fra næste år ifølge flere medier.

Decanter.com har snakket med Moët & Chandons resursechef, Jean-Marie Barillère, som allerede inden vinhøsten bekendtgjorde et skift i husets hidtidige strategi henmod en mere aggressiv købstaktik, som man hidtil har afholdt sig fra i Champagne: At byde priserne på druer op, til man får, hvad man vil have.

Prisstigninger allerede fra januar på gennemsnitligt syv procent lurer om hjørnet, skriver Decanter.com. En længe ventet kamp om at få fat i druerne, hvor penge er det vigtigste middel, er sendt videre til forbrugerne.

Superbobler slår topmærker

En britisk supermarkeds-champagne har netop tæsket en stribe topmærker ud af banen.

Det skete forleden for Louis Roederer, Charles Heidsieck og Vilmart i en blindsmagning, der omfattede 146 champagner uden årgang, og som optræder i den seneste udgave af det britiske vinblad Decanter.

Waitrose-kædens Blanc de Blancs slog således Piper-Heidseicks Cuvee Rare, der koster mere end det dobbelte i England. Uhada. Nu er det ikke fordi Piper Heidseick klarede sig dårligt. Den landede bare ikke lige så komfortabelt til fem stjerner som Waitrose-champagnen, men måtte nøjes med fire ligesom Louis Roederer, Vilmart og Charles Heidsieck.

Til tre stjerner i smagningen slog kæden Booths i øvrigt en Bollinger special cuvée, der koster mere end det dobbelte, men jo til gengæld nydes af James Bond i de sidste mange film.

Decanters redaktør, Guy Woodward, mener, at de store huse måske slapper lovlig meget af, putter de bedste druer i årgangschampagner og bruger færre kræfter på ikke-årgangschampagner, hvilket selvfølgelig holder døren åben for britiske supermarkeder, der bruger både tid, kræfter og penge på dygtige indkøbere.

At lande på et supermarkeds jævne hylder er sjældent et champagnehus' allerstørste lyst. Dårligt for imaget. Man kan mene, at det heller ikke er heldigt, når dyrere produkter klarer sig dårligere end billigere.

Præcist hvor går mon grænsen for, hvor mange ekstra procent en kunde vil betale ekstra for, at varen er kendt men ikke nødvendigvis bedre? Min egen grænse går ved den ene gang, jeg godt vil smage mærket uanset hvad andre siger. Derefter skal den være god. Helt enkelt.

Scorsese sælger Freixenet

Martin Scorsese er midlet, der skal sælge flere bobler for cava-producenten Freixenet.

Den amerikanske topinstruktør, kendt fra film som "Taxi Driver", "Gangs of New York" og "Goodfellas", står bag en 10 minutter lang reklamefilm, der blandt andet har støvet en påstået, tabt scene fra en af Alfred Hitchocks film af. Musikken er fra Hitchcocks film "North by Northwest".

Det er en helt anderledes stil, end champagnehusene anvender. Her har f.eks. Piper-Heidsieck i år brugt designerduoen Viktor & Rolf med et efter min mening blandet resultat. Jo oftere jeg støder på deres idé med at vende champagneflasken på hovedet, jo mere søgt finder jeg den.

Jeg konstaterer til gengæld, at det blotte faktum, at Scorsese har lavet en reklamefilm, får mig til straks at google den. Jeg er næppe den eneste, der har det sådan. Freixenet er til gengæld ikke særlig rundhåndet med konkret information om den nye lyserøde boblevin på deres hjemmeside, hvorimod champagnehuse typisk skriver grundigt om årgang, vejrforhold, druetype, dosering med videre.

Trods reklame og websites ved jeg til gengæld godt, hvilken af de to roséer jeg ville investere i. Også selvom jeg så må nøjes med et glas champagne i stedet for fem glas cava på grund af prisforskellen på de to mærker.

Absolut julegave

Julegaven til manden, der har alt, samt råd til at fylde køleren fra Porsche.

Læs mere om maksimal luksus hos Le
Figaro.

Næste udvidelsesskridt til marts

 

Nye tråde i Loisy-en-Brie. Kommer her mon også nye parceller med vin om 10 år?

Det næste skridt på vej mod en udvidelse af de godt 35.000 hektar, hvor ejerne i dag har lov at dyrke vindruer til champagne, bliver trådt den 15. marts 2008.

Den dag præsenterer en arbejdsgruppe sit arbejde for INAO, som er den organisation under det franske Landbrugsministerium, der udnævner og udstikker retningslinjer for appellationerne (Appellation d'Origine Controlée). Det meddelte Patrick Le Brun, som er formand for vinbøndernes forening, forleden.

40 nye kommuner er foreslået som muligheder. De fleste i departementet Marne, resten i nabodepartementerne Aisne, Aube og Haute-Marne. Også jord i kommuner, der allerede har vinstokke, kan blive omfattet af den nye delimitation, der er den første udvidelse siden 1990.

Præsentationen for INAO er næste skridt i arbejdet efter at navnene på de 40 foreslåede kommuner blev offentligt kendte i oktober. Tidligst i 2009 vil det ligge fast, hvem de heldige bliver, og først i 2015 ventes de første vinstokke i jorden.

Hurtigt tørlagt for Dom

Champagneelskere, der juleshopper i England, kan nok godt skyde en champagneprop efter eventuelle forventninger om at lade en flaske Dom Perignon til spotpris glide ned blandt de indkøbte julelækkerier.

Nyheden om et supermarkeds dumpning af den normale pris var knapt blevet moden til fiskeindpakning, før et forbrugerblad havde gået kæden efter, og skrev, at kundernes chance for at få fingrene i en flaske var så småt, at de nærmest ikke eksisterede.

En udsalgspris på 30 pund - 50 pund at spare per flaske - lød for godt til at være sandt. Skrevet med usynligt blæk stod, at tilbuddet i virkeligheden kun bestod af 1000 flasker fordelt på 70 af de største butikker.

Kæden havde ifølge sitet This is money skaffet lageret ved at opkøbe fra andre forhandlere, og ikke direkte af leverandøren. Folkene bag prestigechampagner bryder sig normalt meget lidt om at se deres varer som slagtilbud i supermarkeder.

Da det samme skete for Bollinger sidste år, truede man det formastelige supermarked med retssag.

Et sip af Charles et sted over skyerne

Over skyerne et sted mellem Paris og New York havde vi for nylig lejlighed til at teste Air Frances udvalg af champagner. Jacquart til økonomiklasse og Charles Heidsieck til 1. klasse.

Jacquart'en gik an, Charles Heidsieck'en var - som alle de gange, jeg har smagt den - et virkelig dejligt bekendtskab. Huset beskriver den på sin besværlige hjemmeside som fyldig, varm og livlig med fine, elegante bobler.

Charles Heidsieck har da også netop høstet årets 22. og 23. ridderslag i konkurrencen International Wine Challenge for henholdsvis årgangschampagnen Champagne Charlie 1981 og for dette års udgave af husets brut uden årgang.

Hvor finder man så Charles Heidsieck i Danmark? Godt spørgsmål. Jeg kan kun finde den på gode gamle Amager. 10 points til Gunnar Madsen i Holmbladsgade, og stor undren over, at ikke andre finder det værd at forhandle denne virkeligt vidunderlige champagne.

Vi beskærer igen

 

Solveig på plads på sin lille vogn beskærer vinstokke i decembersol. Not that bad.

Denne weekend begyndte vi at beskære vinstokke. I solskinsvejr. Jeg konstaterer med glæde, at jeg stadig synes rigtig godt om jobbet. Det er jo fint, for de fleste af vores weekender til i hvert fald et stykke ind i februar kommer til at gå i vinen.

I år har vi forbeskåret, det vil sige skåret alt af, der stak over trådhegnet, hvilket gør det lidt lettere at beskære. Man skal simpelthen bruge færre kræfter på at trække lange grene ud, der har viklet sig ind mellem trådene.

Mindre miserabel
Vi har to parceller. Begge med Meunier-vin. Den ene halve hektar har det temmelig godt, og gav bedre end gennemsnittet ved den seneste vinhøst. Den anden halve hektar overtog vi for et år siden i miserabel forfatning, og den kun en tredjedel af de tilladte kvote ved vinhøsten.

Til gengæld kunne vi med stor glæde konstatere, at det har hjulpet at beskære den triste halve hektar virkelig grundigt. I år havde næsten alle planter, som jeg selv havde fingrene i, op til flere sunde grene så tykke som en tommelfinger. Dem så jeg stort set ingen af sidste år, og de bevidner med al tydelighed, at planterne har haft godt af sidste års hårde hånd. Nu skal det blive spændende at se, om de har tænkt sig at levere lidt flere vindruer til den kommende høst.

Beskæring af vinstokke i Champagne følger nøje fastsatte regler, som jeg har beskrevet tidligere her. Her er billeder fra denne weekends arbejde:

 

 

Alain indleder arbejdet med at skærpe knivene. Vi bruger ikke elektriske sakse, men den gode gammeldags slags.

 

 

 

Alain beskærer. Først finder han årets bedste grene, derpå klipper han dem af i korrekt længde, endelig klipper han alle overskydende grene af.

 

 

 

 

At beskære vin handler om at have det korrekte antal af disse siddende tilbage på grenene: Det er dette års knopper, og det er dem, der vil give vindruer til næste år.

Dom som våben i julehandlen

I krig, kærlighed og julehandel gælder alle kneb.

Ærede læsere med kombinationen champagneelsker og juleshopper i London bør stikke forbi supermarkedet ASDA. Hurtigt. Jeg formoder, at lageret ikke er uendeligt.

Kædens våben i det store slag om at lokke julehandelen indendøre er et slagtilbud på en af verdens kendteste champagner, Moët & Chandons Dom Perignon til bare 30 pund per flaske. Det er godt 313 danske kroner og under halv pris.

I Danmark går en flaske Dom P - årgang 1999 - for 850 kroner, og det er nogenlunde samme pris som i Frankrig.

Næst efter franskmændene selv er briterne det folk, der køber suverænt mest champagne.

Fremtidigt farvel til de små

Fremtidens champagner bliver store. En af de store, Remy Cointreaus direktør Jean-Marie Laborde, forudser overfor det britiske nyhedsbureau, Reuters, at tidens stigende druepriser vil tvinge de små vinbønder ud af champagnespillet i de kommende år.

Taberne er dig og mig.

De første tegn er tydelige allerede i dag. De handler om priser, på druer og på vingårde.

Druepriser over krisegrænsen
Druepriserne har for længst passeret den traditionelle krisegrænse på fem euro per kilo. Både champagnehuse og ofte også vinbønder, der producerer champagner under eget navn, har brug for at købe druer.

De store og meget rige huse kan principielt byde prisen op, til de får, hvad de vil have. De små kan ikke byde op i det uendelige, og må stå af, hvis priserne bliver for høje. Dermed får de en lavere eller dårligere produktion, hvilket på sigt kan sætte dem mere og mere ud af spillet.

Hidtil har de store huse, der står for 70 procent af den samlede omsætning, undladt at byde priserne op som et led i en slags uskreven overenskomst med de små vinbønder, der ejer 90 procent af vingårdene.

I sommer bekendtgjorde den allerstørste af de store, LVMH's direktør for champagnehusene, Jean-Marie Barrillère, at han ikke agter at spille flink længere, men vil byde priserne op til han får, hvad han vil have.

Han nævnte i samme forbindelse, at alt for mange champagner bliver solgt for dårligt. Et faktum, som også Remy Cointreaus direktør nævner overfor Reuters. De mener, at de små vinbønder, hvis basisvare ligger fem-ti euro under et stort mærkes ditto, sælger deres champagner for billigt.

Million per hektar
Også hektarpriserne er med en million euro for de dyreste jorder oppe over skyerne. Igen kan kun de store huse købe op efterhånden som jord sættes til salg.

Vi har selv regnet på priserne. Ingen småbønder - som os - kan bruge så meget på så lidt. Først i femte generation vil jorden give et overskud. Det kan man kun, hvis man har tid til at vente på sorte tal. Det har de rigeste af husene.

Et af dem har netop købt vores barnløse nabos seks hektar til overtagelse, når vedkommende går på pension om nogle år. Så har Montagne de Reims et lille mærke, en vinbonde mindre, mens et af de meget store huse har lidt flere Grand Cru-hektar at lege med.

"Det er klart, at der vil blive konsolidering mellem mærkerne, " siger Remy Cointreau-direktøren til Reuters.

Vores nabos salg er et glimrende eksempel på, at han har ret, og at udviklingen er godt i gang. Den traditionelle dynamik mellem meget store og rige champagnehuse og små, landlige vinbønder med egne mærker vakler med andre ord i disse år.

Flere tabere
Det er selvfølgelig ærgerligt for de små vinbønder, hvis børn stille og roligt må afhænde vinstokkene i takt med at de arvede jorder bliver for små til at man kan leve af dem. Få vil have råd til at købe hinanden ud.

Men alle os, der elsker champagne, taber også. Udviklingen vil nemlig med al sandsynlighed også betyde dyrere og mere standardiserede champagner.

De store mærker står for sublime champagneoplevelser men de står også for flade fornemmelser, der skal please hele verden. De små mærker står for skrækkelige champagner, der med al tydelighed mangler det fornødne håndelag, men de leverer også fantastiske produkter, der rummer alt, hvad man kan ønske sig af terroir.

Champagne citater: Keynes

"Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke drak noget mere champagne".
John Maynard Keynes, engelsk økonom, på dødslejet i 1946.

Keynes er ellers kendt som økonomen, hvis teori anbefaler kriseramte stater at stimulere sig ud af problemerne ved at bruge flere penge, end de tjener. (Engelsk Wiki).

Bobler til Thanksgiving i New York

 

Happy Thanksgiving i New York. Det er mediestjernen Torsten Sløk til højre.

Vi har holdt Thanksgiving hos gode venner i New York den sidste uge. Det er årets største højtid for amerikanerne og en enormt stor og dejlig oplevelse for os andre.

Den medbragte foie gras blev konfiskeret i lufthavnen, champagnen havde tolderne heldigvis ikke noget at udsætte på, og den passede glimrende sammen med både erstatnings-patéen og den store fugl.

Et rituelt måltid
Et Thanksgiving-måltid består af helt faste ingredienser, ligesom vi kender det på en dansk juleaften. Man fejrer indianernes venlige velkomst af de første hvide på amerikansk jord (fraset vikingerne). Søfolkene blev budt på den lokale mad: Kalkun, tranebær, græskar, søde kartofler, kartofler og pecan-nødder, og det udgør basis-ingredienserne i måltidet.

Amerikansk kalkun smager fantastisk. Jeg har dem mistænkt for simpelthen at opdrætte bedre kød, fordi sådan en kalkunsteg har jeg simpelthen aldrig smagt i Danmark. Thanksgiving har jeg prøvet to gange, og begge kokke har udtalt, at de ikke har gjort noget særligt for fuglen udover at holde godt øje med den. Disse ord tilegner jeg hermed den amerikanske kalkun.

Taksigelser og julestart
Taksigelserne strømmer også ud af tv til Thanksgiving. Jeg husker bedst den unge pige med leukæmi, der på direkte tv omfavner og takker sin donor for sit liv. Tårerne strømmer naturligvis frit. Man kan kalde det følelsesporno - det gør jeg også - men alle har noget at takke for, og det er værd at huske på at gøre det.

Endelig giver Thanksgiving også bolden op for juleræset (samt Ramadan og den jødiske Hanukkah-højtid). Stormagasinet Macy's store parade gennem Manhattan indleder festlighederne. Den er for børn og barnlige sjæle med alt, hvad den kan trække af messingorkestre, tromme, cheerleaders, klovner, verdens største balloner og - sidst i det to timer lange optog - julemanden selv i sin kane. Transmitteret direkte over hele USA. Vi så det blandt enormt mange mennesker på Manhattans Upper West Side.

 

Alain skærer Thanksgiving-kalkunen for. Opskriften opfordrer Thanksgiving-udskæreren til at øve sig på kyllingesteg i løbet af året. Den 22. november 2007.

En fugl med tynde lår
Bagefter champagne. Hvis man er meget stor i slaget, kan man vælge at oversprøjte kalkunen både ind- og udvortes med indholdet fra en magnumflaske. Først skal fuglen lige proppes ind i en stegepose. Boblerne gør underværker, hedder det i en opskrift på Verdens Bedste Kalkun, der videre indholder smør, æbler, hvidløg, salt og peber efter smag. Men kalkun er drilsk, oplyser opskriften. Brystkødet er færdigt hurtigere end lårkødet. Et problem, man løser ved fortrinsvis at købe fugle med tynde lår. Eller hvad?

Måske skal vi prøve kræfter med en fransk kalkun ved lejlighed. Franskmænd er gode til mad, og det gælder også deres fugle. Champagnen plejer vi godt nok at hælde i glassene i stedet for i maden, selvom vi principielt har nok af den.

Til sidst er blot tilbage at sige tak. Og skål.

Skål for Airbus og resten i håret

Den franske præsident og alle hans mænd (og damer) har solgt 160 Airbus-fly til Kina for 10 milliarder euro. Nok en skål værd, selv for Sarkozy, der er kendt for ikke at drikke alkohol.

Det er heller ikke stensikkert, at d'herrer skåler i champagne. Jeg gætter på, at de snarere har hældt kinesiske bobler i kopperne, og konstaterer videre af Reuters foto af Sarko og den kinesiske præsident, Hu Jintao, at kineserne stadig drikker boblevand af lave, skålformede glas.

Ny trend fra de bonede gulve? Eller blot forældede glas? Jeg advarer: Gør ikke som præsidenterne. Man drikker bobler af høje glas, fordi de giver mulighed for at nyde boblernes opdrift og desuden bevarer dem længere. Brug skålene til desserter, lød rådet, da jeg besøgte champagnehuset Lanson tidligere i år. (Mere om Do og dont's.)

Kineserne har ikke lov at læse blogspots. Disse blogs og herunder også min er blokerede. Jeg kan forresten heller ikke kinesisk, men det kan Kim. Og kære Kim, når du nu lige om lidt skal derud og skrive for Berlingske Tidende, kan du så ikke ved lejlighed lade et par ord falde om, at de skal se at få købt nogle ordentlige glas?

Jeg mener, at det må være peanuts sammenlignet med 110 A320 jetfly og 50 A330 dittoer. De store maskiner kommer til gengæld til at pynte svært på både Airbus' og Frankrigs plagede regnskaber. Gad nok vide, hvad der ligger i den del af aftalen, vi ikke får noget at vide om.

Her er jeg, hvem er du?

Velkommen til Bobler.

Barnet blev en blog. Formen var ikke så afgørende. Det skulle bare være nemt og hurtigt, for jeg skulle sitet i gang på nogle timer. Tids nok til at være klar til årets vinhøst i september 2004. De ældre år er fake for at kunne skrive på flere sprog enklest.

Har du brug for min hjælp?

Jeg skriver gerne om champagne eller Frankrig generelt. Jeg hjælper dig gerne med at planlægge din tur. Viser rundt hos os eller hos andre på dansk eller engelsk. Prisen taler vi om. Mail mig her.

Min baggrund:
Faktuel version: LinkedIn

Skønlitterær version:

Blog begyndte med vinhøst

Derfor kom jeg til Frankrig

Computere, radio, web

Frankrig, sprog, integration

Champagne er en skøn syntese

Hey, send mig et hej

Blog begyndte med vinhøst
14 år senere spurgte mange venner hjemme i Danmark interesseret til druerne. Vinhøst i Frankrig er stadig eksotisk for en dansker, for de fleste der ikke kommer fra regioner med vin, vil jeg tro. Og jeg tror faktisk ikke, at man ret mange steder i verden kommer mere back to basics end i Champagne, hvor så meget stadig er håndarbejde.

Det begyndte med billeder og dagbog fra min første vinhøst, som jeg uploadede over telefonnettet, siden fik vi ADSL i Verzy, og jeg begyndte at interessere mig mere og mere for champagne. Det blev det første emne, jeg gad læse om på fransk, og har således også været en yderligere indgang til det franske sprog og kultur for mig.

Til toppen

Derfor kom jeg til Frankrig
Jeg kom til Frankrig, da jeg havde barselsorlov med mit første barn. Først boede jeg hos min svigermor, siden flyttede min lille familie til en anden landsby. Jeg fandt ud af, at en landsby i Champagne ikke er noget let sted at holde sig på benene, når man kommer fra byen. Nu er vi imidlertid fire, så det er ikke længere kun mine behov, der tæller. For Clement og Eva, født 2003 og 2006, er her et stille og overskueligt liv, der giver den nødvendige ro til at lære at stå ordentligt på benene.

Her er umådeligt smukt. Solskinsturene i den orange-røde efterårsskov med dens gennemtrængende duft af muld og kulde. Forårsturene i vinmarker med knopper, der er på bristepunktet, og hvor jeg netop aner spidsen af årets første lyserøde blad. Stæreflokkenes kredsen over efterladte vindruer. Morgener hvide af rimfrost.

Historien er broget i Champagne, der har invaderet af stort set alle de plager, der har sat benene i Europa: Hunnere, romere, vikinger, tyskere, russere, englændere og sikkert flere endnu. Hver gang nogen graver mere end 10 centimeter ned i Reims' undergrund dukker der et eller andet frem af så stor vigtighed, at man må skrive et par linjer af historien om.

Frankrig, Champagne er gammelt kulturland på en måde, der ikke findes i f.eks Danmark. Endelig er der jo champagnen og før den almindelig vin, der har præget regionens udvikling i mange hundrede år.

Den slags giver rødder af en anden karakter end mine, der det meste af mit liv har været der, hvor jeg sluttede min computer til. Den moderne verden med andre ord. Der hvor man tjekker sin email mindst én gang om dagen.

Til toppen

Computere, radio, web
Min karriere begyndte som programmør på Philips. Temmelig internationalt og sjovt det meste af tiden. Jeg var nu ikke så interesseret i Philips' mangfoldige maskiner, men jeg trivedes rigtig godt sammen med Philips' mennesker både i København, Oslo, Stockholm, Helsinki, London, Paris og Eindhoven. En god tid.

Det var også dengang jeg gik i skole hele tiden ved siden af mit arbejde. Filosofi på Københavns Universitet i halvandet år, diverse engelsk- og franskkurser. Tværfløjte. Journalistik.

Netop fyldt 25 år kom jeg ind på Journalisthøjskolen. Boede i Århus. Min by var altid København, sådan er det stadig, og jeg får det altid bekræftet, når jeg bor andre steder. Da jeg startede på DJH, stoppede jeg alle de andre skoler. Journalistik - at søge og ordne viden - var nok i sig selv. Jeg elsker ord.

Efter skolen lavede jeg radio i Åbenrå. At optage og redigere lyd var ligesom at være barn igen. Jeg var også glad for en tid i Sønderjylland, som jeg havde hørt så helt utrolig meget om fra min mormor, der boede der under slut 30'ernes kulturkamp og det meste af 2. Verdenskrig. Et af højdepunkterne fra min tid i Åbenrå var at køre rundt på Løjt Land med hende og prøve at finde de steder, hvor hun havde været med min morfar tilbage i 1944. Til sidst elskede jeg ikke at være langt væk fra mit netværk og søgte tilbage til øerne.

I Odense begyndte jeg at lave netjournalistik som en af de første i Danmark, inden it-boblen bristede og alt det der. På hvad der må være det første længere kursus i Danmark i at skabe indhold på nettet (også kaldet Foliehat) i 1999 var der højt til loftet og plads til solid begejstring.

Jeg var med til at udvikle både det brede nyhedssite på Politiken.dk og arbejder nu selv med det dybe mikrosite på Bobler.blogspot.com. Hvis jeg havde mere tid til at sætte mig ind i sagerne, ville jeg fluks afsøge og udlege mulighederne i de nye sociale tjenester som f.eks. Facebook.

Til toppen

Frankrig, sprog, integration
Mit mål med at være i Frankrig var og er at lære fransk og forstå - forsøge i hvert fald - franskmændene, fordi jeg blev gift med en, og fordi det er halvdelen af mine børns verden og dermed per definition vigtigt for mig.

Alain har dog altid har været lige så internationalt orienteret som jeg, rejst og arbejdet over hele Europa, haft flere sprog i sin hverdag som noget helt naturligt.

Et års barsel var slet ikke nok til at lære det franske at kende. Jeg var dårligt nok begyndt at forstå noget som helst, da det første år var omme. I dag er der stadig enorme mængder, jeg ikke forstår, men jeg føler mig uforstående på et meget højere plan end før, og jeg har lært at værdsætte visse sider af den franske kultur, ligesom jeg har problemer med andre sider. På samme måde har jeg fået det med Danmark i dag. Det er en irriterende følge ved at flytte land, tror jeg nok. Jeg har i hvert fald mødt samme effekt hos andre bi-kulturelle.

I dag håndterer vi tre sprog herhjemme. Det tog et års tid eller to at nå det niveau som noget naturligt. Clement taler dansk og fransk og skifter automatisk. Engelsk kommer formentlig senere, han begynder at kunne nogle ord, men da vi aldrig taler engelsk med ham, kommer det ikke tilflydende af sig selv. Det kan være besværligt både ved middagsbordet og i omgang med andre, men jeg stoler fuldt og fast på, at det er indsatsen værd.

Integration er en yderst interessant sportsgren. Nogen gange kunne jeg ønske mig, at jeg ikke havde hovedrollen. Andre gange sætter jeg pris på det ekstra perspektiv, jeg altid kan give her, og får også på Danmark. Prisen er isolation, jeg fjerner mig fra det jeg kom af men oplever ikke at jeg tilsvarende nærmer mig det, jeg er kommet til.

Til toppen

Champagne er en skøn syntese
Min blog kom dels til at fungere som den kanal, jeg skrev på, i en tid, hvor jeg ikke ret nemt kunne virke som journalist her.

I stedet har jeg målrettet indsatsen mod champagne, hvis historie og arbejde jeg meget tidligt blev fascineret af. Jeg har altid godt kunne lide modsat-rettede dynamikker, i Kbh elskede jeg Christianshavn for dets blanding af rigdom og slum. Champagnes dynamik henter sit spændingsfelt i mødet mellem den meget landlige druedyrkning og de umådeligt rige og globalt orienterede champagnehuse, der er gensidigt afhængige af hinanden og for det meste respekterer denne balance.

Bloggen blev en form for syntese, hvor jeg forener mine tidligere interesser med den nuværende. Den engelske oversættelse var oprindeligt for at også Alain - det går ikke så hurtigt med det danske som jeg kunne ønske mig - kan læse med og rette mine fejl.

Den fungerer både som min dagbog fra vinmarkerne, mine betragtninger, nyheder og kommentarer. Skulle nogen være i tvivl, står det hele naturligvis for min egen regning. Jeg forsøger at være fair, hugger f.eks. ikke andres citater i urimelig grad og aldrig uden at citere og gerne også linke til det relevante sted. Ellers lever nettet ikke, og det går jeg - om nogen - ind for.

Jeg anvender gratis software og har derfor valgt ikke at have reklamer på bobler. Man er hjertelig velkommen til at linke til mig, jeg udlåner også gerne billeder og/eller tekst i rimelig grad. Men i så fald: Spørg lige om lov først, ikk'? Selvom man kan hugge i løbet af to sekunder, findes almindelig høflighed stadig, også i den digitale tidsalder.

Til toppen

Hey, send mig et hej
Kommentarer er rigtig dejlige. Man skal desværre bruge et øjeblik på at oprette sig som bruger i www.blogger.com for at kunne kommentere. Det kan jeg ikke gøre noget ved andet end at opfordre til det, hvis man har noget at sige. Gør det nu. Så kan du fortælle mig, hvad du synes her bagefter.

Til toppen

Kitsch og ko. fra Piper

Okay, det er lækkert på den overdrevne, småvulgære måde, som kun et champagnehus kan vælge at anslå med en effekt, der lægger lidt til et i forvejen glamourøst image snarere end at ødelægge det. Et point til Piper-Heidsieck for den bedrift.

Desværre er Viktor & Rolfs reklamesite for Piper Heidsiecks Rosé Sauvage så fortænkt, at jeg ikke lige kunne finde ud at komme ind i det på de par minutter jeg gad bruge på eftersøgningen. Jeg spørger mig selv, hvem gider så? Jeg har trods alt min på forhånd givne interesse for alt om champagne.

*** Dagen efter, at jeg skrev disse ord, prøvede jeg igen, og så virkede sitet. Så gumpetungt, som dets natur tillader, for det består stadig af en hel masse tidskrævende marengs udenom ingenting. Det er forresten også en forbrydelse at åbne for sit site uden at gøre sig den ulejlighed at undersøge, om det virker. Helt ærligt, Piper-Heidsieck. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg overveje, om I mon også gør sådan med jeres champagne. ***

Superhus
Imidlertid ved jeg heldigvis godt, at Piper Heidsieck er et superhus, selv om det ikke optræder helt så tit på den store verdensscene som nogle af kollegerne. Men det skal man ikke lade sig gå på af. Køb den alligevel.

Også selvom de har forbrudt sig mod internettet med endnu et rigtig irriterende, tungt og ubrugeligt website. To gange oven i købet. Idéen med at vende alt på hovedet har trods alt sin charme.

Farvet med rødvin
Den vilde rosé er altså en assemblage, hvilket betyder, at den er farvet med rødvin, der har lagret to år. Den dufter af frisk rød frugt med noter af mandarin og grapefrugt samt hint af kanel og figen. Den smager af røde blommer, clementin og blodappelsin samt en anelse pistache.

De har forresten også lige installeret 50 ståltanke à 50 hektoliter til at opbevare reservevine på. Men dem er der intet lækkert over. Det er bare praktisk. Modsat Viktor & Rolfs form for kommunikation.

Veuve Clicquot Ponsardin anslog i øvrigt samme tone i deres lyserøde kampagne for et års tid siden.

Cool... Ros til Eustache

 

Jeg er kun et lille menneske: Jeg elsker positiv omtale, ros og smiger i en snæver vending. Så jeg var helt oppe at køre, da jeg tidligere i dag snublede i nettet over denne omtale af vores champagne Eustache Deschamps på et fransk seniorsite.

Foreløbig dyrker jeg alene vindruerne, og lader den professionnelle vinmager på vores kooperativ om champagnen, men det interesserer mig naturligvis, at vores produkt også glæder andre end vores familie, venner og hvem, vi ellers støder ind i, der handler med os.

For jer, hvis skolefransk er lidt støvet, kan jeg oplyse, at vores brut uden årgang får positiv omtale blandt sin gruppe. Den er blevet smagt sammen med i alt 49 champagner af forskellig type. Det fremgår ikke, hvor mange af dem, der er brut'er. Kan man på forhånd bestille en plads i top 3?

Barn af Vertus
Eustache Deschamps er opkaldt efter digteren af samme navn, der virkede i det 14. århundrede (Fransk wiki her). Han var født i Vertus og i sine digte besang han blandt andet vinen fra sin fødeby. Han stod blandt andet i den franske konges tjeneste, men havde også tid til at skrive en meget omfattende samling af digte, herunder utallige drikkeviser.

Åh ja, Eustache. Din champagne er ikke så kendt, for kooperativet ønsker ikke at konkurrere med sine medlemmers champagner, markedsfører den derfor ikke og sælger den kun fra Vertus. Den er med andre ord lidt hemmelig. Det vil vi gerne gøre noget ved, og jeg lover dig, vi arbejder på sagen. Vinene fra Vertus er bestemt stadig værd at sætte tænderne i.

Casting

 

Værs'go' viticultrice med hår den rigtige nuance, lyse striber uden ekstra beregning.

Der er ikke krav til hverken benenes længde eller deres smækkerhed, de nævner heller ikke noget om eventuel kavalérgang i annoncen. SGV (vinbøndernes forening) leder efter en passende viticultrice med lysblondt hår (der står ikke noget om, at det skal være ægte) og en alder på mellem 35 og 45 år.

De skal bruge damen som frontfigur i deres næste reklamekampagne, og da hun skal være ægte - okay, så dur farvet hår nok ikke - skal hun også have sin egen hvælvede vinkælder med korridorlængde nok til at lave billeder med ordentlig dybde. Det kommer sg'u nok til at knibe for denne dame. Vores vinkælder kan ikke rigtig knibe sig op på mere end 1,5 m gange 3.

 

Vores beskedne kælder i Verzy. Foto: Hanne Høier, DR.

Jeg stiller mig naturligvis til disposition. Målene er 1,74 meter, 62 kilo, 50 procent hvidt i det lysblonde og B-skål (men det er kun i Frankrig).

Forbeskæring

I år har vi besluttet os for at forbeskære vinstokkene.

Idéen er, at man med en maskine vandrer op og ned gennem vinrækkerne og simpelthen skærer alt det grenværk af, der stikker ovenover den øverste række tråd.

Når vi så til december skal i gang med den egentlige beskæring, gør det arbejdet med at hive vinstokkens grene fri af trådhegnet lettere. Sådan lyder i hvert fald teorien.

De fleste vinbønder, vi kender, forbeskærer, og min holdning er altid, at travle folk normalt prøver at indrette deres arbejde så effektivt, som de overhovedet kan, og at det måske derfor er værd at prøve også for os. Alain mener, at det er spild af tid.

Vi får se.

Modern manners, darling

Okay, jeg har også sagt det her. Flere gange, både samlet og spredt ud i posterne gennem de seneste tre år. Men jeg har ikke ægte britisk punch, og jeg er ikke The Times guide udi moderne etikette.

Det er Philip Howard, og han skriver for eksempel, at man skal nyde champagne, endelig ikke spilde og ikke nødvendigvis købe de store og dyre huses produkter.

Supermarkedschampagne er god. I hvert fald i England, hvor de store supermarkeder sender indkøbere til de rigtige steder i Champagne for at handle. Mit gæt er, at det ikke er tilfældet i Danmark, hvor udvalget normalt er temmelig pauvert.

Læs resten her.

Hele Amerikas Martha Stewart har også beskæftiget sig med boblernes etikette. Læs hendes råd suppleret med mine (Martha ved nemlig ikke det hele) her. Skal man være lidt sej, sabler man sin egen champagne. Man kan hyre Marianne Sass Petersentil instruktionen.

Måske skal man også tjekke andre vinanmeldelser end McQuitty i The Times.

100.000 tons druerester

 

Sådan ser drueskind ud efter fire timers presning. Vertus, September 2007. Foto: Hanne Høier, DR.

Champagnes eneste distilleri - Goyard, der holder til i landsbyen Aÿ lige uden for Épernay - har taget sig kærligt af hele 100.000 tons aignes under vinhøsten, der lukkede helt den 29. oktober.

Aignes er den fælles betegnelse for restprodukter fra områdets mange pressehuse. I alt 430 presser har leveret vin af sekundær kvalitet og mere fast materiale i form af kerner, stilke og skind.

Distilleriet laver alkohollerne Fine og Marc de Champagne af mosten Læs mere her. Det smager skønt, og er i familie med den italienske Grappa. Mere om Goyard her.

Overskudsdruer

 

Overskudsdruer på Grand Cru-markerne ved Verzy, Montagne de Reims.

Den 29. oktober var hvinhøstens definitive dag i Champagne. En uge senere så der sådan ud i nogle af vingårdene i Verzy. Disse Pinot Noir tilhører den sene generation af druer, som er modnet siden den store vinhøst, og som ofte ikke bliver plukket. Til trods for at de ofte er virkeligt smagfulde.

Jeg kan undre mig over synet. De store producenter skriger efter flere druer, og alle - store huse som selvstændige vinbønder - sælger deres champagner så hurtigt, at nogle kun lige akkurat kan overholde de lovpligtige 15 måneders lagring i kældrene før salg.

"Moralsk pligt"
Ingen plukker imidlertid de sidste, ekstra druer Sådan spiller klaveret nemlig ikke i AOC-land, hvor alt er styret til mindste detalje. Vinbønder har lov at vinificere og siden champagnificere et bestemt antal kilo druer per hektar. Resten får lov at rådne op.

Med mindre man som en af områdets chef de caves - meget tiltalende synes jeg forresten - opfatter det som en "moralsk pligt" at bjærge alt. Det betyder blot ekstra udgifter. Til nytår må han rydde op i sine tanke som alle andre. Det er den officielle skæringsdato, hvor mængden af hektolitre i tankene skal svare til det antal hektar, han modtager druer fra.

Rester eller ej
Nu er det selvfølgelig ikke altid, der er en rest. For vores eget vedkommende havde vi i år kun akkurat nok druer, fordi familiens Chardonnay-vinstokke kunne supplere vores Meunier-vin, der ikke gav ret godt. Vi købte også druer fra et andet medlem af kooperativet, der havde leveret for mange.

Den sene generation af aromatiske druer kan vi sjældent bruge, fordi kooperativet ikke åbner for presning og vinificering, med mindre mange har brug for det.

Men i øvrigt er årets høst i Champagne blevet udråbt som en rekordstor rekordhøst, og det er selvfølgelig også rigtigt, at en rekordstor kvote svømmer rundt i tankene i disse måneder. Rekorden hænger dog primært sammen med, at kvoten i år var hævet, og ikke at der var ekstra mange druer på vinstokkene. I stedet var vi en del, der kun med hiv og sving fik landet de mange druer i et år med det mest mystiske vejr i manges minde.

Citat fra avisen l'Union.