Showing posts with label Training. Show all posts
Showing posts with label Training. Show all posts

23 June, 2015

Know more about Champagne Comité style


Big or small, young or old, bio og conventionnal...

I believe we can all share the interest of explaining this beautiful region and the great wine that is made here in Champagne.

The Comité Champagne (former CIVC) has developped an application for you to test your knowledge and learn more.

Why don't you give Champagne Campus a go?

Whether at your desktop, with your tablet or smartphone. In French, English or Chinese.

With all these facts you may experience a dry feeling in your throat... I'm sure you have an idea how to deal with it once you've finished the campus of the Comité.

Enjoy.

Picture: Comité Champagne

15 June, 2011

Tre ugers vinpraktik

I denne og de efterfølgende to uger har Alain en praktikant med i marken. Det er en ung genganger. Han var allerede hos os sidste år, og han ville gerne tilbage igen.

Det kunne have været fantastisk at have haft ham til hjælp gennem de seneste måneder, hvor vi virkelig har haft travlt i det fri. Nu stilner det af, men der er jo altid arbejde. Henover sommeren skal vi også pakke og levere champagne. Og er der ikke andet, kan vi jo altid tage fat i vores udvidelser: To nye værelser til høstfolk samt badeværelse og toilet og så naturligvis det kommende arbejdsrum med de skønne spær. Her er ikke sket en dyt i et halvt år.

Lidt markarbejde bliver der også. Hver uge i praktiktiden vil helt sikkert byde på en gennemvandring af det hele med hækkesaksen. Vinen vokser endnu i nogle uger, og hækken skal derfor klippes til en gang om ugen.

Et par ekstra hænder er altid velkomne, og det skader dem ikke, at de sidder på en ung mand, der gerne vil lære det praktiske arbejde hos os. Det er også et ekstra plus, at han er elev på vinskolen, og derfor også bringer sin viden og erfaringer med arbejdet derfra.

Det er i øvrigt samme sted, jeg besøgte med en kunde for nogen tid siden. En vinskole, hvor man blandt andet kan tage en vin-rettet gymnasieuddannelse og de første to universitetsår. Bagefter kan den videbegærlige med yderligere tre år på universitetet slutte af som ønolog. Sådan som vores praktikant planlægger.

Foreløbig ligger der tre uger og venter og senere på sommeren kommer han tilbage igen med en kammerat og plukker druer til vinhøsten, der for en gangs skyld vil blive afviklet i skoleferien.

18 April, 2011

Tre udlændinge kan lave skolechampagne

 
Posted by Picasa
Vingymnasiet i Avize set fra gaden. September 2011.

For nogle uger siden besøgte jeg vinskolen i Avize sammen med en kunde. Helt præcist drejer det sig om en form for vingymnasium.

Unge mennesker, der vil orientere sig i retning af et liv i og med vin, kan tilbringe deres gymnasietid og desuden første del af en videregående uddannelse her.

Her finder vi den, der skal overtage farmands og tidligere generationers værk. Eller den, der gerne vil arbejde i vinmarkerne, i kældrene eller med salg. Den, der forestiller sig en fremtid som ønolog, tager de første fem år på denne skole - (en fransk BAC+2, det vil sige studentereksamen plus to videregående år - og fortsætter for eksempel på universitetet i Reims eller Montpellier.

Og hvad laver de unge mennesker så her i Avize? De laver blandt champagne af mærket Sanger, og det foregår både på den traditionelle og på den moderne måde. Alt udstyr optræder således i dobbelt form: Gammeldags presse og moderne, automatisk gyropalette såvel som pupitres til at dreje flaskerne og så videre.

Skolechampagnen bliver solgt i mange forskellige lande, blandt andet Danmark. Den er dog meget ung. Brut'en uden årgang stammer for eksempel fra vinhøsten i 2009. Til sammenligning sælger vi en brut, der stammer fra 2004.

Interessant nok stiller skolen tre pladser til rådighed for udenlandske studerende. Den, der har lyst til at bide skeer med champagne og den herboende ungdom, kan altså studere her.

Vores guide fortalte, at folk kommer fra alle verdens kontinenter, og nævnte som det umiddelbart mest eksotiske en studerende fra Bolivia. Champagne er et meget internationalt produkt og tiltrækker naturligt nok unge fra hele verden.

23 January, 2007

Diplomet

 
Posted by Picasa

Diplomet er nu i hus, og sådan her ser det ud.

Det er det fysiske bevis på, at jeg er certificeret vinbeskærer. Hvilken fryd. Efter 10 torsdages kursus og siden en halv dags eksamen sidste år den sidste dag i marts, hvor jeg - selvom jeg nok mente at have lært at beskære - ikke kunne klage over min jurys velvillighed. En venlig tanke til dem.

En sag for formanden
Jeg fik diplomet overrakt af formanden for Verzys uafhængige vinbønder, Laurent Bouy, i går på Saint Vincent, og fik det ved samme lejlighed grundigt døbt.

Se, vi - Alain og jeg - var jo begge ret uforberedte på festens forløb, da det var første gang vi deltog i en vin d'honneur her i Verzy. Det viste sig, at kaniner udover diplom fulgt af formandens håndtryk også får en ordentlig skylle af den nye vin, behørigt serveret i de lange glasrør, man anvender, når man smager på vinen direkte fra tankene. Med røret hælder en af byens glade givere ned, og så er det bare med at synke.

 
Posted by Picasa

 
Posted by Picasa

 
Posted by Picasa

Jeg fandt aldrig ud af, om jeg selv skulle have indikeret "nej tak" til den flinke vigneron, der ville mig det så godt. I så fald er det jo min egen skyld, at jeg simpelthen ikke kunne synke vinen hurtigt nok, og derfor også fik min skjorte grundigt døbt. Og jeg skulle blive yderligere overrislet.

En ring af de lokale
Efter denne officielle afdeling gik et par hundrede gæster eller flere over til den mere muntre. På et række borde, lavet af store trætønder, stod kandelabre med levende lys og en lovende cirkel af lokale cuvéer, store og små, kendte og ukendte. Og så var det ellers bare om at gå om bord i vinene.

 
Posted by Picasa

Jeg kunne endnu engang - så længe det endnu var muligt at smage ordentligt - konstatere, at det heller ikke i Champagne er alt guld, der glimrer. Blandt store kendte mærker, der indeholder blandt andet druer her fra Verzy, var der en lokal vinbonde, hvis champagne bare var så meget bedre end alle de andre ifølge min smag.

En ganske enkelt helt vidunderligt brut. Bare for sjov passerede jeg hans hus tidligere i dag, og det var ikke den store overraskelse at læse rækken af udmærkelser fra blandt andre vinguiden Hachette. Ganske enkelt for god til at holde hemmelig i længden.

En anden - også fra en af de små, omend en af de store her i Verzy - var måske også helt interessant. Mine smagsløg kunne ikke mere, da den landede i mit glas. Mine talegaver og humoristiske sans peakede til gengæld omkring denne tid, ;-D.

Tilbage her i huset for at spise frokost en famille føltes det en anelse slapt at drikke vand, så vi åbnede endnu en flaske champagne. Imidlertid var tidspunktet stort set forpasset. Ingen kunne rigtig rumme mere. Så nu har vi en åben og stort set fuld millésime i køleskabet. Ingen kan klage over manglen på rigelighed. Det værste er efterhånden snarere manglende formåen.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

08 June, 2006

Otte med pil op



Jeg er med på, at dette billede ikke er det allermest spændende i verden... det udtrykker imidlertid på bedste vis min sindsstemning i de timer, det blev taget...

Lokaliteten er Bisseul, datoen den 31. marts, og jeg sidder og sveder over min skriftlige opgave til beskærereksamen, der foregik i de store, grimme bygninger til højre i billedet. Veuve Clicquots vendangeoir.

Resten af dagen - og de måske lidt mere spændende photo opportunities var jeg alt for meget ved siden af mig selv til at tænke i billedokumentation for eftertiden.

Det jeg i virkeligheden også bare ville sige er, at både Alain og jeg optræder med navns nævnelse sammen med en bunke andre i seneste udgave af Le Vigneron Champenois med mention bien, hvilket vel er så meget som et ottetal med pil op.

Nu venter vi så bare på diplom og fri bar... men det er først den 21. januar til Saint Vincent. Forhåbentlig er jeg færdig med at amme vores kommende baby til den tid, så jeg frit kan nyde en af de mest indlysende fordele ved at bo i Champagne.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

05 April, 2006

Husk at smøre saksen


Godt værktøj skal plejes, og en secateur er til en pris af knapt 500 kroner langt fra gratis.

Jeg har haft lejlighed til at prale med mit vinbeskærerbevis overfor en af vores bys vinbønder, og jeg tror sg'u, jeg var lige ved at få tilbudt job. Hvis jeg ikke havde nævnt, at vi p.t. har rigeligt at gøre med vores egen vin.

Damen vandt samtidig mindst 10 points, da hun efter, at jeg vældig nonchalant havde bekendtgjort, at nu er min beskærersaks pakket langt væk det næste år, spurgte, om jeg nu har husket at smøre den først?

Det har jeg selvfølgelig ikke... men det vil jeg se at få lært og gjort. Min gamle layoutlærer holdt meget af sætningen "Gud findes i detaljen". Og mon ikke også samme princip gælder, når man dyrker vin?

En nabo afslørede sig i øvrigt ved samme lejlighed endnu en gang som et yderst taktfuldt menneske, idet hun først nu afslører for mig, at en professionel vinbeskærer når at bearbejde tre vinstokke på otte minutter... jeg har gennem to måneder bidt negle over kravet om at nå bare to.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

01 April, 2006

Bestået som beskærer

Jeg har bestået prøven i vinbeskæring! Bemærk: Dette er ingen aprilsnar.

Denne prøve, som vores lærer i begyndelsen lidt nedladende beskrev som "det er jo ikke en studentereksamen" - en slags fransk svar på AMU vel - er en af de mest udfordrende eksaminer, jeg har prøvet, så jeg er kisteglad.

I dag er det Alains tur. Ham er jeg nu mindre bekymret for; jeg mener bestemt, at han som både vinbonde og vinbondesøn bør hjemføre en secateur d’or - den gyldne beskærersaks - men han siger, han er ligeglad.

Til næste Saint Vincent vil vi tage hinanden og vores børn i hånden og traske med i processionen Verzy rundt med sidste stop i et af byens champagnehuse. I forbindelse med le vin d'honneur vil få vores diplomer overrakt. Det bliver stort! Mit navn kommer også i avisen, næppe med særligt udmærkende omtale, men jeg er helt sikkert første dansker her i Champagne, der får det papir, og det tæller helt på niveau med min første artikel i Jyllands-Posten tilbage i Journalisthøjskoletiden.

60 procent klarede nåleøjet
En og anden læser, der har fulgt mine anstrengelser de sidste måneder, vil måske nu undre sig over kvaliteten af mit jugement, fordi jeg lige inden prøven gav mig selv bare fem procents chance for at bestå. Det mener jeg nu stadig væk. I dag kan jeg bare konstatere, at den ene parameter, der var helt udenfor min kontrol, faldt ud i min favør. Mine færdigheder blev bedømt af en venligtsindet jury.

Ikke alle var så heldige. Af de et par og hundrede aspiranter, der gik til prøve sammen med mig, kunne 61% forlade Veuve Clicquots vendangeoir i Bisseuil med vished om, at de er certificerede vinbeskærere.

Det er et enkelt trin eller to over ufaglært arbejdskraft, men det er et stykke papir, der sikrer en arbejde her i området. Arbejde, der er bedre betalt end at stå på fabrik. Så sent som i denne uge blev manglen og den forventede fortsatte mangel på arbejdskraft i vinen omtalt i et af branchens tidsskrifter.

Jeg er nu ikke liiiige på vej ud i naboernes rækker med min lille saks. Men jeg regner da med at gøre nytte i vores egne rækker næste vinter. Vi har hidtil haft 180 timers beskæring og 80 timers opbinding men med den ekstra halve hektar, som vi formentlig kan overtage fra dette efterår, vil arbejdstimerne løbe op i næsten det dobbelte.

De sendte en dame
Fredag morgen i Bisseuil. Godt og vel et par hundrede mennesker venter uden for spisesalen i forbindelse med en af den gule enkes høstfaciliteter. Stilmæssigt befinder vi os 180 grader fra den store dames normale, gul-orange elegance. Det her er temmelig basic beton og træborde med tilhørende bænke og ingen hurlumhej. Der hænger ikke så meget som en reklameplakat på de to endevægge.

Men okay, vi er også alle vældig koncentrerede om at finde frem til det seksmandsbord med nummer, der korresponderer med det, der står på det stykke papir, vi har fået udleveret på kurset, og som er adgangstegn i dag. Jeg styrer mod nummer 20.

Der sidder vi så og venter, til alle har fremvist deres medbragte id for sekretæren. Derpå myldrer jurymedlemmerne, vore censorer, der har stået som sild i en tønde i rummet ved siden af – det rum må simpelthen lugte som i morgenbusser fyldt med dampende skolebørn - ind til deres respektive borde. Endnu engang skal vi fremvise vore papirer, så alle er sikre på, at de befinder sig i selskab med den rette jury.

Jeg ærgrer mig straks, da jeg ser en ældre dame blandt vore censorer, for jeg har bestemt planlagt at anvende mine otte ekstra kilo på maven som argument for, at jeg arbejder langsommere og ikke kan kontrollere den nederste del af stammen godt nok. Alle kneb gælder i kampen for at bestå.

Men denne dame har sikkert selv børn, og har måske aldrig haft de problemer. Måske vil hun affærdige min pusten og stønnen som pjat? Siden skal jeg blive langt mere end bare tilfreds med både damen og hendes kolleger. Det er kun klokken halv otte tidlig morgen, at de forekommer mig noget stramme.

Opråb til de dumpede
Vi får den skriftlige prøve udleveret, og der er, som jeg kender det fra de sidste mange torsdage 10 spørgsmål at besvare i løbet af syv minutter. Det er let nok.

  • Hvor befinder autres cru sig på échelle de crus?
  • Hvilke beskæringsmetoder må man anvende i Grand Cru?
  • Hvor mange knopper har en prolongement på en Cordon de Royat-beskåret Pinot Noir?
Og så videre, når man har terpet lige netop den type spørgsmål i et par måneder, er den største risiko for at lave fejl i virkeligheden, at man dårligt gider læser sætningerne til ende, før man svarer.

Jeg er dog helt overbevist om, at jeg har lavet 10 rigtige af 10, og da formanden for den organisation, der afvikler beskærereksamen, annoncerer de syv minutter for ovre, har jeg været færdig i flere minutter. Det har mange andre sikkert også, jeg har blot ikke det store overskud til også at holde øje med deres performance.

Alle 200 bliver vi sendt ud, og de, hvis nummer ikke bliver råbt op, går videre til den praktiske prøve i Avenay val d’Or et par kilometer væk. Jeg koncentrerer mig om at høre efter numrene – det er en af de discipliner, der stadig er rigtig svær på fransk – og har slet ikke overskud til også at finde ud af, hvor jeg skal hen nu.

Formanden har givet, forekommer det mig, ret indviklede kørselsinstruktioner umiddelbart efter den skriftlige prøve, men jeg har absolut intet forstået af det, udover at jeg vistnok skal begynde med Chablis. Det tjekker jeg for en sikkerheds skyld med censordamen, og det er i hvert fald rigtigt forstået.

Hvor de Chablis befinder sig, aner jeg til gengæld ikke, og da jeg forestiller mig, at det ikke er samme sted som de Cordon’er, der er den anden praktiske øvelse, panikker jeg helt, for hvilke retning er min? Jeg ved kun, at de andre ved mit bord skal samme sted hen, men jeg har allerede glemt, hvordan de ser ud.

Alain får fat i vores lærer, Stéphanie, der også er censor i dag, og hun forklarer ham, hvor vi skal hen. Alt vokser samme sted, viser det sig, og der er også masser af tid til at køre derhen. Snart begynder dagens virkelige prøvelse.

"Vite, vite, vite"
Jeg vækker som sædvanlig opsigt, når jeg kommer med min spand: "C’est bientôt la vendange?" er en sætning, jeg har hørt nogle gange efterhånden. De fleste bruger tilsyneladende samme type sort spand til druehøsten. Men jeg bruger altså spanden i kombination med strækøvelser og korte gåture til at holde kroppen i en nogenlunde tilfreds tilstand under den times ventetid, jeg har.

Vi er kommet sidst af alle, så jeg er bagerst i køen. Det passer mig fint, så har jeg tid nok til at falde ned, og jeg har også mulighed for at konstatere, at enten er vores censorer flinke eller også er resten af min gruppe ekstremt dygtig, for ikke én bliver dumpet, selvom Chablis-beskæring som regel rummer en del flere faldgruber end Cordon de Royat. Man kan hurtigt komme til at sløjfe en charpente, der burde have overlevet, eller for den sags skyld beholde en, der skulle have haft dødsstødet.

Da de forreste, fire fyre er sluppet igennem, har jeg fri udsigt til min kvindelige kollega 20 meter foran mig. Hun knæler ned ved de to vinstokke, hun skal beskære – og det er altså ikke som udtryk for nogen særlig respekt – arbejdshøjden er bare meget lav, og vi kan konstatere – Alain ved min side – at det grangiveligt ser ud som om, at det ene jurymedlem hjælper hende. Vi bemærker også, at han har en helt utrolig lighed med en mand, vi kender fra Alains landsby.

Snart derefter bliver jeg vinket nærmere og præsenteret for en vinstok, jeg skal beskære. Jeg har allerede i ventetiden kigget dem lidt ud og umiddelbart set, at de er nemmere end de helvedesvin, vi for det meste har arbejdet med på kurset. Disse her er fine og normale og følger stort set bogen. Der er skud fra stammen, de bærer ikke meterlange charpentes, og de har fine regelrette rachets fra sidste år med oplagte muligheder for at forynge med en lancement.

Med lettere bævende hjerte er jeg dog nødt til at sløjfe en lille pjevs af en charpente for at undgå superposition i forhold til min lancement. De tre øvrige charpentes er lige ud af landevejen. Mine valg af prolongements dog ikke nødvendigvis. "Tu coupe là. Là, là, là," lyder det fra den censor, der overvåger mine bestræbelser fra nærmeste hold og som ganske rigtigt er identisk med ham, vi kender. Jeg har ikke noget godt øje for antallet af knopper, det ved jeg jo godt. Dagen efter kommer jeg i tanke om, at det i øvrigt også er dumpegrund, hvis man har mere end fire charpentes, hvilket ville have været tilfældet, hvis jeg ikke klippede én. Men det har jeg i kampens hede fuldstændig overset.

Jeg kan høre censorerne diskutere, men ikke om det drejer sig om mig eller kvinden foran: "Elle sait tailler" – "hun kan godt beskære" – men også, at det går for langsomt. "Vite, vite, vite", lyder det fra Christian, og jeg forsøger at virkelig at stramme tempoet.

Lidt løs i leddene
Jeg er nået til opbindingen, som i det mindste ikke er på tid. Christian stikker mig en rulle tråd i stedet for at måle af. Jeg kunne således have sparet mig for i hvert fald én bekymring: Nemlig hvad nu hvis man har brug for mere tråd, end de giver. Jeg bruger nemlig rigeligt for at få skidtet til at holde ordentligt.

Mine bindinger er nemlig ikke de mest stramme af slagsen, der er set i Champagne. Den første kikser da også for mig, jeg er nødt til at gøre den helt om, og jeg kan høre censorerne snakke om, at jeg vist ikke har al for megen erfaring med at binde op. Jeg binder videre, mens jeg forklarer dem, at jeg ikke har kunnet øve mig ret meget i det, fordi min gravide mave simpelthen ikke har villet acceptere at blive foldet helt ned i den højde - eller rettere sagt lavde.

Jeg tøver, da jeg når til min lancement. Hvordan undgår jeg at lave superposition, når den egentlig kun må bøjes fremad eller anbringes lodret. En af censorerne fortæller mig, at jeg bare skal binde den lodret op, så er alt fint. Det gør jeg så.

Man kan ikke dumpe denne prøve på opbinding; jeg tror heller ikke, at jeg har lavet nogle kæmpebrølere under beskæringen. Men jeg kan godt regne ud at de yderst venligt har sat tiden i stå under selve beskæringen for min skyld. Så jeg går videre til at beskære Cordon de Royat, og det er allerede meget mere end jeg havde turdet håbe på.

Uenighed om foryngelse af Cordon
På et mudret stykke jord med Chablis-druerne til den ene side og Cordon de Royat til den anden møder vi Sébastien, Didier og Maxime, kendte fra de sidste mange torsdages kursus, og som også er oppe i dag. Vi har allesammen været heldige og har klaret os igennem første halvdel af prøven.

Vi er alle netop så vildt lettede, som man tør være, når den anden halvdel stadig ligger foran én. Jeg skal videre til Cordon de Royat, som i hvert fald Alain og jeg regner for lettere end Chablis'en. Den rummer simpelthen færre fejlmuligheder. Til gengæld viser den sig at rumme den værste fælde, man kan forestille sig.

At dømme efter eksaminandernes udtalelser dumper nogle af juryerne dem på at følge nogle regler, som vi i hvert fald i vores gruppe har lært i forbindelse med undervisningen. Det drejer sig om foryngelse af Cordon'en, og hvornår man skal begynde på den.

Vi har lært, at man begynder en ny Cordon, når den gamle udgør mindst to tredjedele af den samlede længde mellem to planter. Men det er tilsyneladende ikke alle, der er af den opfattelse, og her vejer censorernes mening tungest. Og her er adskillige tilsyneladende af den mening, at foryngelsen først skal foretages senere.

Jeg har for længst vænnet mig til, at man spørger den person, der ejer vinen, hvordan han eller hun ønsker beskæringen foretaget, da det ellers ret minutiøst udpenslede reglement åbenbart har mange fortolkninger alt efter ejerens sind men selvfølgelig også i overensstemmelse med de helt lokale forhold, som kun den enkelte ejer kan vide besked med.

Jeg konstaterer blot, at den fejl som i hvert fald fire-fem stykker fra vores hold dumper på, er en vurdering, som jeg ville have foretaget på nøjagtig samme måde. Jeg glæder mig endnu en gang over, at min jury tilsyneladende ikke er kommet i dag for at udøve årets magtdemonstration men for at vurdere, om de mener, at jeg har lært at beskære eller ej.

Og det mener jeg jo sådan set, at jeg har, i al beskedenhed. Så selv om jeg føler mig velsignet og heldig ud over alle grænser, mener jeg bestemt også, at jeg kan tillade mig at hente mit papir, når den tid kommer.

Den mundtlige prøvelse
Skal jeg lige nævne, at dagens sidste prøvelse - den mundtlige overhøring - går som smurt. En ven tilskyndede mig på forberedelsesdagenes faldereb ikke at sjofle det sidste stykke, for "man ved jo aldrig". Nogle gange når man helt frem alligevel - mod alle odds - og det netop tilfældet i dag.

Så jeg har forberedt mig på det, og da jeg trækker mit spørgsmål, er det ren barnemad. Jeg besvarer faktisk de to spørgsmål så udtømmende på egen hånd, at censorerne - det er stadig de samme - ikke har yderligere spørgsmål, og så er der kun tilbage at vente på græsplænen foran bygningen.

Langt de fleste, der har klaret den så langt, når også igennem det sidste stykke vej. Men siden klokken halv otte er et pænt stykke over en tredjedel af morgenens aspiranter sorteret fra, de fleste under selve beskæringen, herunder Didier, og det gør mig faktisk rigtig ondt. Han skulle nemlig ud at bruge det papir. Jeg håber, at han finder en vigneron, der giver ham arbejde alligevel.

Vores lærer, Stéphanie, vinder i øvrigt et ordentligt læs points i løbet af den time, hun tilbringer på græsset i selskabet med fire mentalt handicappede unge, som hun har ledt hele vejen frem til dette diplom, og som nu formentlig vil kunne få et job med det i hånden. En af dem kan i øvrigt hente den berømmelige secateur d'or - saksen med de forgyldte spidser - og han henter sig formentlig endnu flere varme og velmente gode ønsker for fremtiden end nogen som helst andre, der venter med ham på græsset under det klare og varme april solskin. Det er dejligt at se, og det sætter unægteligt alt andet jeg har skrevet her de sidste mange uger i passende perspektiv. Så lad mig i samme ånd også lige tilføje, at vores ordblinde fyr i 50-års alderen også klarede skærene. Det gjorde mig også så glad. Det har ikke været morsomt for ham torsdag efter torsdag at få sit handicap udstillet, men nu fik han da heldigvis det ud af det, han kom for.

Formanden har brugt den lille times ventetid til at komponere en lille tale, hvor han detalje for detalje remser alle de horrible fejl op, han har konstateret i løbet af formiddagens udfoldelser i vinen. Bagefter oplæsing - navn for navn - med det antal points, man har formået at skrabe til sig. Jeg ligger lunt i svinget med 440, der er langt ned til de 379, man dumper på. Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over, hvordan det er lykkedes mig at samle alle disse hyggelige, små points sammen?

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Alain passerer i fin stil dagen efter. Det bliver ikke til en guldsaks, men han kan da hjemføre noget smøreolie og en slibesten som anerkendelse for sine evner udi beskæring. Vi fejrer resultatet sammen med to af kammeraterne med en dejlig frokost og to flasker champagne - Besserat de Bellefons Blancs de Blanc og Rosé, som begge er meget behagelige og blide men måske også en anelse tamme, når man nu ved, hvordan andre og mere karakterfulde mærker angriber købernes smagsløg. Hvad man foretrækker, er klart et spørgsmål om egen smag.

27 March, 2006

Et lille kursus i kunsten at være ydmyg


Vinhøst i Loisy-en-Brie, 2004, det var i øvrigt også min første vinhøst.

Vi har haft vores søde naboer på besøg i weekenden til en drink, og jeg har lært to nye ting om den forestående prøve. På fredag morgen.

For det første skal hver eksaminand beskære både to Chablis'er og to Cordon'er. Der er altså ikke en lettere og en sværere variant af prøven, som jeg har troet hele tiden. Kun dobbelt så meget at bestå eller dumpe på.

Det er jo blot en prøve
Gennem to og en halv måned - 10 kursusdage - har jeg troet, at den praktiske prøve kun er halvt så omfattende, som tilfældet er. Hvilket jeg i øvrigt fandt udfordrende nok. Jeg kan blive helt svedt ved tanken, om hvor meget andet jeg forventes at vide, som jeg heller ikke har hørt og/eller forstået.

Men som de siger allesammen - og her er franskmænd og danskere s'gu forrygende enige - det er jo kun en prøve. "Hvis du ikke klarer den, går du bare op igen, når du har erfaringen til at bestå," opmuntrer nabokonen, Jocelyne. Herregud.

Så hvorfor er det lige så meget mere hæsligt, end de fleste andre prøver jeg foreløbig er gået til?

Udfordring af hovedet eller hænderne
Denne prøve består af tre dele. De dele, jeg kan sætte mig ned på min flade og forberede mig på, kan jeg næsten håndtere. Jeg synes godt nok, det er en enorm udfordring at forberede en mundtlig prøve på fransk, men jeg kender da processen: Det, du ikke kan forstå, må du lære udenad i stedet. Forståelsen går nu fint nok, det er mere at huske alle ordene, og så oven i købet være i stand til at jonglere med dem, der udfordrer mig.

Abeprøven... den skriftlige - syv rigtige svar ud af 10 mulige på 10 minutter - fungerer fint. Jeg kan mærke, når jeg øver mig på det nu, at jeg kan stoffet så godt, at jeg faktisk er begyndt at lave fejl, fordi jeg ikke koncenterer mig fuldt ud om at læse spørgsmålene ordentligt.

Næh, den virkeligt udfordrende del er den praktiske. Jeg kan såmænd godt beskære både Chablis og Cordon de Royat, hvis jeg sidder i fred og ro og ruller gennem rækken i mit eget tempo.

Men jeg kan selvfølgelig godt mærke, at jeg altid har solgt mit hoved, når jeg gik på arbejde, og aldrig mine hænder. Og at det er en ny oplevelse at skulle prøves på samtlige de felter, hvor jeg er svag. Føj til praktikken også sproget.

Kørekort til vinen
Det tætteste, jeg har været på noget tilsvarende, må være køreprøven i sin tid. Dengang brugte jeg alle de billige kneb, jeg kunne komme i tanke om.

Jeg tog lårkort nederdel på, og sørgede for gentagne gange at fortælle den motorsagkyndige, der var håbefuld politiker ved det kommende kommunalvalg, at jeg arbejdede på den regionale radiostation. Jeg bestod... hvorfor var en stor gåde for både min kørelærer og mig selv. Men et kørekort er et kørekort, og jeg har haft det lige siden.

Denne prøve er den første af rendyrket, praktisk karakter for mit vedkommende lige siden, men den er naturligvis meget mere end det. Det er i virkeligheden en forklædt test i ydmyghed. Den foreløbigt allerhårdeste, mentale test af min accept af et liv i det fremmede og det, det indebærer.

Følelser og ren logik
Jeg kender en fransk kvinde, der drog til Storbritannien med en akademisk grad, og indledte sine 12 år i England ved et samlebånd. Dermed viste hun en beslutsomhed og en vilje til at lære sit nye land at kende fra bunden, der gav hende en basis i form af sprog og kendskab til sit nye lands uskrevne regler, der betød, at hun snart kom til at bruge sin uddannelse.

Det er udefra set selvfølgelig soleklart, at emigranten må begynde på et andet trin end han ville have gjort i hjemlandet, hvor alt er kendt. Nu foregår følelsesmæssig erkendelse og efterfølgende accept og handling ikke nødvendigvis i takt med den intellektuelle.

Jeg kan godt regne ud, at det ikke er noget personligt nederlag, at mine præstationer roder rundt en tak eller to over den funktionelle analfabets - så lang tids erfaring har jeg trods alt ikke i Frankrig - alligevel kan jeg konstatere, at jeg bare ikke ejer spyt nok til at få den kamel ekspederet.

Det er måske forklaringen på, at jeg næsten ikke kan bære at gå et næsten - omend ikke helt 100 procent - sikkert nederlag i møde fredag morgen. Men da vi har meldt mig til prøven - og betalt - giver det selvfølgelig ingen mening ikke at prøve. Bortset fra at logik er den stort set mindst anvendelige, mentale operation, jeg kan komme i tanke om i denne forbindelse. Et ordentligt læs ydmyghed på falderebet, ville til gengæld være velkomment.

Ydmyghed på falderebet
Jeg husker levende min gamle mormors kamp for de sidste år af sit liv at acceptere at leve i afhængighed af andre. Jeg tror helt bestemt. at det er sværere at lære sig selv at være svag end det modsatte. I hvert fald hvis man en gang har vænnet sig til at være stærk. Jeg konstaterer, at jeg i løbet af disse to og en halv måned udover at beskære og binde op har lært et par ting eller tre om mit eget sind.

  • Jeg er åbenbart et hardcore konkurrencemenneske, der ikke gerne går ind i noget, hvis mine chancer på forhånd er små. Jeg synes åbenbart ikke, at det er i orden for mig at tabe, selvom dumpeprocenten med sine 50 er yderst demokratisk.
  • Jeg vidste godt, at jeg er stolt, alligevel er graden kommet bag på mig. Jeg tror nok, at den har ofte været min ven i forhold til at gennemføre projekter. Nu gør den det svært for mig at tage prøven afslappet: Det er kort og godt ikke lige meget for mig, heller ikke selvom jeg som den eneste ikke har hjemmebanefordel.
I øvrigt har jeg rent fysisk temmelig store problemer med at følge trop. På den niende kursustorsdag blev det ikke til mere end to gange 30 minutters beskæring og slet ingen opbinding.

Jeg er fem og en halv måned henne og har taget næsten ni kilo på. Jeg har svært ved at bøje mig for at se, hvad jeg skal, og den lave arbejdshøjde på 60 centimeter sætter sig meget hurtigt i maven i form af ubehag og smerter. Udover den ene time i vinen brugte jeg resten af torsdagen tilbagelænet i bilen og udstrakt i min seng. Jeg øver mig heller ikke længere i weekenden. Det må gå, som det kan.

Forny aldrig den amerikanske vin
Nabokonen Jocelyne har endnu et tip på falderebet:

Man dumper, hvis man skærer sin rachet på et skud fra den nederste del af vinstokken, den såkaldte amerikanske vin. Det er sådan set fair nok, for den er steril, så man fornyr sin plante med den, kommer der ikke de druer, der skal. Kunsten er at se forskel.

"Vent og se", siger Jocelyne, der har 30 års erfaring i vinen, "Om nogle år er det nemt nok at se forskel på de rigtige og de forkerte skud." Det kunne elektrikerens kone, der var ny i feltet ligesom mig, ikke, da de var til prøven sammen for mange år siden.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke. Jeg ved blot, at jeg skal passe på med at bruge de allernederste skud til noget. Men det vidste hun sikkert også godt. Problemerne opstår, når der nogle gange ikke er andet, og så er det selvfølgelig noget rigtigt møg ikke at kunne skelne.

Men som de siger allesammen: "Det er jo kun en prøve, herregud." Ja, det er det jo kun.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Til den særligt interesserede, dumper man også på:

1) at være for langsom,
2) at have for mange charpentes: Husk fire er tilladt,
3) at slå courson'er ihjel, hvis det ikke er nødvendigt,
4) at have superposition og chevauchement,
5) at skære sin lancement under rachet'en,
6) at holde forkert på sin beskærersaks,
7) at have for få pluspoints i den endelige sammentælling,
8) at forny sin Cordon de Royat for tidligt.

19 March, 2006

Eksamen i vinen nærmer sig


Lille mand i vinens uendelige vidder. Opbindingen synes endeløs set fra gaden, når jeg sidder der selv, arbejder jeg mig stille og roligt fremad, og finder det oven i købet ganske behageligt.

Mit kursus i vinbeskæring begynder at lakke mod enden, og jeg kender nu dato og tidspunkt for det afsluttende prøve. Jeg har fået nogenlunde styr på teknikkerne, og har denne weekend taget fat på at øve mig i at binde op. Hvad jeg mangler nu for at øge mit tempo og forbedre mine beslutninger er primært erfaring.

Jeg synes selv, at jeg har været rimelig flittig til at bruge de muligheder, jeg har for at øve mig. Søndag formiddag har jeg tilbragt med at binde svigermors Chablis-beskårede Chardonnay op. Det gik fint. Det er næsten ligefrem behageligt at trille afsted gennem rækkerne akkompagneret af fuglesang under den klare forårssol.

Men selvom foråret nu er så fremskredent, at jeg smører solcreme på kinderne, før jeg tager fat, er jeg stadig solidt klædt på. Flere lag uld under overjakken, regnbukser over cowboybukserne, handsker og hue og ekstra sokker og uldsål i gummistøvlerne. Vinden blæser fortsat fra det kolde hjørne.

Ene i et hav af vin
Set udefra, fra vejene, fra stierne mellem vinrækkerne ser vinbeskæring og opbinding overvældende ud. Ene mand - eller dame - i et mægtigt landskab af vin. Og selvom mange af parcellerne er ret små, står stokkene alligevel så tæt, at man skal arbejde sig igennem rigtig mange kilometer for at nå i mål. Mange har radio med, nu hvor fuglene synger så intenst, foretrækker jeg at høre dem. Men jeg har heller ikke tilbragt flere måneder med først at beskære og siden - nu - at binde op.

Når jeg selv sidder på den lille vogn med de kraftige hjul - camionnette'n - oplever jeg ikke den tilsyneladende uendelighed. Fokus er på den plante, jeg arbejder med lige nu, og til dels dens nabo, men aldrig længere fremme end det.

Det er en lille, enkel verden. Snoren, som består af et stykke tynd metaltråd omviklet med papir, ligger i en skuffe bagpå vognen. Vinen er foran mig, mit værktøj i skødet. Snoren vikler jeg et par gange rundt om den gren, jeg vil binde op. Jeg anbringer min lieuse's krog udenom de to trådender og hiver forsigtigt mod højre.

Bevægelsen efterlader, når den går godt, en stram snoning, der vil hjælpe vinen med at holde sig oprejst ved hegnet, når den senere på sæsonen får mere at bære på. To bindinger per gren - charpente får en, prolongement den anden - er normalt nok. Derpå sætter jeg godt af med benene og ruller videre opad mod næste plante, der får samme behandling.


Først anbringer jeg grenene i korrekt position, derpå gør jeg dem fast med en løkke af snor, og til sidst snoes løkken til en stram binding.

Ind i mellem er jeg nødt til at tvinge grenene - så meget det nu er muligt - i ret position. En gren fortsætter måske fra den ene side af en jernpost til den anden og kan derfor ikke bindes helt tæt til tråden. Det kan også være for at undgå superposition - det forbudte fænomen, hvor to frugtbærende grenes knopper vil skyde ind i hinanden. Andre gange er den gamle gren, der bærer det frugtbare stykke, ikke lang nok til at nå op til den nederste række tråd. Så må jeg prøve forskellige andre kunststykker for at få den bundet fast alligevel.

Ingen af dagens grene knækker, så min manipulering af dem kan ikke have været alt for hård. Og så har Annie valgt gode, stærke grene, da hun beskar for nu måneder siden.

Sidste store opgave
Opbindingen er den sidste store arbejdsopgave, inden vækstperioden sætter ind. Og det varer ikke længe nu, for tårerne - les pleurs - er så småt begyndt at flyde også her. Plantesaften er altså på vej op, og livet ved at vende tilbage. Knopperne er også så småt begyndt at få et uldent udseende.

Når knopperne for alvor begynder at vokse, og de første, sammenfoldede blade lader sig ane, bliver det noget mere vanskeligt at binde grene op uden at ødelægge knopper. Jeg formoder, at der er en ret stor sandsynlighed for at det vil være tilfældet under prøven. Den foregår i Bisseul nedenfor Avenay val d'Or, hvor vi allerede i sidste uge kunne konstatere de første tårer.


Liesen består af en krog og en klipper.

Ubeskåret er undtagelsen
De fleste steder, jeg den sidste tid er kørt igennem i Montagne de Reims og i Côte de Blancs, har vinarbejderne skiftet deres tøndetrillebør og grensaks ud med lieuse og camionnette.

Kun ganske få parceller står endnu ubeskårede tilbage. Man kan udskyde vækstperioden med en uges tid ved at beskære senere, og det er et trick, der kan være interessant på særligt frostudsatte parceller. Den anden indlysende mulighed er, at ejerne blot er sent på den.

Som kusine Nathalie, der velvilligt har ladet mig få del i både sin viden og mere praktisk fingrene i sine cordon'er i Rilly-la-Montagne. En metode, jeg finder mindre kompliceret end Chablis. Jeg begynder nu at være nogenlunde tryg ved at træffe mine egne beslutninger. Selv når jeg beskærer Nathalies Meunier-stokke, som jeg meget nødigt vil indskrænke udbyttet unødigt på. Hvad svigermors Chardonnay angår, ved jeg jo fra høsttiden, at de giver rigeligt, så et par beskæringsfejl vil ikke få dramatiske konsekvenser her.

Nathalies besiddelser er i øvrigt et meget godt eksempel på, hvor spredt ejerskabet meget hurtigt bliver her i Champagne. Hun har parceller tre forskellige steder: I Rilly-la-Montagne efter sin stedfar og to forskellige steder omkring byen Dormans i Vallée de la Marne, hvor hun kommer fra, efter sin mor og bedstemor. Indenfor den nære familie kommer dertil ægtemandens marker, som ligger i Côte de Blancs i nærheden af vores. Det betyder, at arbejde i vin også indbefatter en hel del køren rundt.

Prøvens facts
Jeg har nu lært:

  • At beskære vin efter Chablis- og Cordon de Royat-metoderne.

  • At binde op.

  • Reglementet for AOC'en (appellation d'origine controlé) champagne.

  • At klare den skriftlige abeprøve til noget nær perfektion...

    Jeg er stadig usikker på den praktiske prøve. Det går fint nok, når jeg kan få lov at arbejde alene. Det er værre, når nogen kigger på, og allerværst tager tid.

    Jeg mangler også at lære en omgang teori svarende til 10 maskinskrevne A4-sider, hvilket jo ikke er vildt omfattende. Den blokerende faktor er, at det er på fransk. Jeg har besluttet mig for at lære en side udenad hver dag frem til prøven.

    Den finder for mit vedkommende sted om præcis 10 dage. Alains eksamen er dagen efter. Det er næsten en som bestilt, som en gave, at jeg skal til fadet først, og derfor i hvert fald ikke skal gå rundt og bide negle en hel dag, hvor han er afslappet, fordi det hele er slut for ham.

    Til gengæld hårdt for den gravide mave at skulle stille tidligt morgenen efter sidste skoledag. Min graviditet gør det sværere for mig at udføre arbejdet optimalt. Jeg har svært ved at bøje mig nok for at kunne se, hvad jeg har brug for at se. Og jeg har behov for at ligge udstrakt i nogle timer efter at have siddet på min spand - alternativt camionnette - og arbejdet i et par timer. Jeg må sige, jeg glæder mig til det er slut. Alle siger i øvrigt til mig, at jeg selvfølgelig skal gå op til prøven - jeg er meldt til - og det kan jo være, at jeg består.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

  • 16 March, 2006

    Fuglene melder forår i Champagne


    Vinmarker i udkanten af Rilly-la-Montagne i Montagne de Reims. Champagnes hovedstad Reims anes i horisonten. Der er under 10 kilometer.

    Foråret er kommet til Champagne. Vi går ud i dage med høj, klar og lysende blå himmel.

    De fugle, der bliver hos os, er begyndt at bygge rede og synger med hvert deres næb i skov og by. Deres rejsende kolleger har kurs nordpå, højt over vores hoveder. Jeg tænker på alt andet end fugleinfluenza, når jeg hører dem. De giver mig hjemve.

    Det er næsten altid, når jeg er i vinen. For at arbejde, for at fotografere eller for at gå tur. Et stort privilegium er det til gengæld at have timelange ærinder i dette naturens vidunderlige opholdsrum.

    Solen varmer kolde kinder
    Det er stadig ret koldt. Om morgenen decideret frysende ned til i hvert fald et par streger under frysepunktet. Vinden er kold, luften ligeså, men vi mærker tydeligt, at solen virkelig har taget kampen op mod vinterens kræfter. Den varmer kinderne, og jeg er overbevist om, at vinteren ikke længere har den mindste chance.

    Efter at have tilbragt den ottende torsdag på beskæringskurset i Avize vendte jeg ligefrem hjem med solbrændte kinder. Jeg havde end ikke skænket det en tanke, at solcreme måske var lige så vigtig som uldne sweatere, hue og handsker.


    Frossen jord og vandpytter med is udenfor Bouzy i Montagne de Reims. Vi mærker primært foråret pga solens varme, fuglenes sang og det klare lys.

    Vinstokkene holder dog stadig pause. Når vi beskærer, kan vi se, at tåretiden - les pleurs - endnu ikke er sat ind. Det er godt nok, siger kusine Nathalie, der har tilbudt mig træningstid i selskab med hendes cordon-beskårede Pinot Meunier i Rilly-la-Montagne, en anden lille vinlandsby i Montagne de Reims.

    Vinens tåretid melder ny sæson
    Tåretiden er et fænomen, der sætter ind, når vinstokken efter vinterens hviletid begynder at vågne op til dåd og fornyet vækst. Når varmen i jorden passerer en bestemt temperatur, skifter den fortættede saft i vinstokken tilstand, bliver flydende og søger atter op i planten, mod knopperne. Beskærer man sin vin på det tidspunkt, vil saften flyde fra hvert klip, som var det et åbent sår. Det kalder man vinens gråd.

    Tårerne er dog ikke værre, end at marts ifølge kurset i vinbeskæring er den allerbedste tid at beskære. Dog ikke hvis det fryser mere end to-tre grader natten efter indgrebet. I så fald risikerer man tværtimod frostskader. Allerede et par dage efter er såret dog helet så meget, at det kan modstå frost.

    Deres ankomst er i øvrigt også et højst lokalt fænomen. På de sydvendte bakker udenfor Avenay val d'Or er nogle af Pinot Noir-planterne nu så småt begyndt at safte. På den flade slette nedenfor Avize, hvor en kold vind fra nord altid synes at have det sidste ord, viser de ellers tidlige Chardonnay endnu ingen tegn på liv. Og Nathalies nordvendte Pinot Noir ligeså.

    Kaninernes spisekammer
    Nathalie har i øvrigt sin egen metode, og hun deler gerne. Mens du fjerner de gamle bindinger fra sidste år, danner du dig samtidig et indtryk af cordon'erne og de grene, der er skudt fra den. Du vurderer, om du skal forny planten ved at klippe en lancement, og laver i så fald denne. Dernæst hele tre rachet'er, hvilket bestemt ikke passer med teoriens rigoristiske eneste en med to knopper.

    Hvad teorien ikke kan vide, er at Nathalies vingård må være blandt den nordlige del af Montagne de Reims' mest populære kaninpladser. Og de små bæster nøjes ikke med at oppe rundt i sporene, de fouragerer også, hvor de kan finde interessante fødevarer. Og herunder sorterer altså knopperne på vinstokkenes rachet'er. Nathalie efterlader sig derfor to rachet'er med to øjne og en med et enkelt.

    Jeg kommer jævnligt forbi netop dette sted sent om aftenen, og ser ganske rigtigt hver gang mindst en håndfuld små kaniner, der løber over vejen for at pjatte videre i en anden vingård. Ingen bakker mellem Rilly-la-Montagne og Verzy synes så populære blandt kaniner som lige akkurat denne.

    Konsekvensen af de tre rachet'er er til gengæld, at Nathalie efter opbindingen må spadsere en ekstra tur gennem rækkerne for at fjerne de overflødige skud, der har overlevet kaninernes aftenmanøvrer.


    Det højeste punkt i Montagne de Reims (259 meter) befinder sig mellem landsbyerne Bouzy og Louvois i udkanten af den store skov, der dækker hele toppen af bjerget.

    Fredagsbar om torsdagen
    Torsdagen - beskæringsdagen - minder ellers mere og mere om fredagsbar. I dag har Damien medbragt rødvin, baguette og svigermors hjemmelavede patéer til casse-croûte inden vi skal beskære. Et par timer senere - lige før frokost - serverer han champagne, en rose de saignée fra departementet Aisne, som er Champagnes vestligste udpost, og desuden en blanc de blancs fra Avize.

    Nu synes jeg jo personligt rigtig godt om netop vores egen rosé de saignée, der har en vidunderlig dyblyserød farve og rig smag af røde frugter, så jeg har lidt svært ved at forlige mig med Damiens, der er mindre frugtagtig og meget mere tør. Druerne i Aisne er mere syrlige, oplyser Alain. Til gengæld vinder roséen utrolig meget ved at blive indtaget med Florences små quiche-bidder og chips. Den synes meget mere afrundet og behagelig i salt selskab.

    Damiens andet bud - blanc de blancs'en fra Avize - klarer sig til gengæld fint alene. Rene Chardonnay-champagner kan godt virke lige lovligt hvidvinsagtige, men denne er bare blid og behagelig i ganen, en perfekt aperitif. Den vinder over vores egen ikke årgangs blanc de blanc, der er mere syrlig. Hvis man omvendt godt kan lide at få sine smagsløg udfordret, er vores årgangs blanc de blanc - Le Vertueux hedder den - formentlig mere interessant. Men det er til gengæld heller ikke helt fair at sammenligne årgangschampagne med ikke årgangs champagne. De er forskellige.

    Champagnes udbud af forskellige champagner er et sandt skatkammer af udfordringer til hele sanseapparatet. Hvis man altså er hooked på den slags.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

    10 March, 2006

    Syvende torsdag på tid


    Cordon-beskåret Pinot Noir med prolongement og courson'er.

    Den syvende torsdag er dagen, hvor jeg tager mod til mig og accepterer at klippe min første Cordon de Royat på tid. Formentlig som den sidste på holdet.

    Vi befinder os igen i Avenay val d'Or, blandt private vinstokke i de sydligste udløbere af Montagne de Reims. Et charmerende landskab med bittesmå og skrånende parceller, der alle er beplantet med Pinot Noir. Det regner ind i mellem, men når man først er klædt på til at være ude, forekommer dråberne som en detalje sammenlignet med den friske luft og vildgæssenes kalden fra oven, når de passerer i kileformation højt over vore hoveder. Der er forår i luften, og over 10 grader.

    Den sværeste hurdle fra begyndelsen forekommet mig at være tiden. Jeg består ganske vist heller ikke... men det er i det mindste ikke tiden, der fælder mig. Derimod en af de mange detaljer, man må kunne udenad.

    Pas godt på de druebærende dele
    En Cordon de Royat-beskåret vinplante bærer vindruer primært på sin prolongement - en etårig gren for enden af den gamle cordon - og så på courson'erne - små grenstumper, der stritter i vejret fra ryggen af cordon'en.

    Efter dagens tidtagning kan jeg konstatere, at det er éliminatoire at stryge en courson uden grund. Fair nok, der er trods alt ikke så mange druebærende grene på en cordon-beskæring. Alain nævner, at hans mor altid har talt om, at Cordon de Royat gav mindre end Chablis, og når vi går i gang med at tælle de knopper, der skal give vindruerne, er der da også langt færre på en Cordon de Royat (10-12 stykker) end på en Chablis (15 stykker). Tallene med forbehold for antallet af courson'er og cordon'er samt antallet af charpentes, der jo varierer alt efter, hvor meget plads vinstokken har at brede sig på.

    Jeg ved nu også, at den tilladte afstand mellem yderste courson og prolongement ikke er de ned til 10 centimeter, der er tilladt praksis mellem resten af courson'erne. Helt ned til afstanden entre-noeud - der svarer til afstanden mellem to knopper - er acceptabelt i denne alleryderligste position. Jeg lover, jeg glemmer det aldrig mere.

    Instruktøren Stéphanie er heller ikke ganske tilfreds med min finbarbering. Jeg klipper ikke tæt nok ind mod stammen, når jeg fjerner gammelt træ. Et spørgsmål om træning og teknik, det er ganske fysisk krævende at klippe i det hårde træ, selv med en ny kampklar beskærersaks som min.

    Selv om jeg egenhændigt har formindsket den kommende høst, er jeg alligevel pavestolt over at have klaret tidskravet.

    Den vigtige systematik
    Da jeg selv har været en stor og dygtig pige, der har prøvet testen, synes jeg bedre, at jeg kan overvære et par andre. Og det bringer andre, interessante detaljer frem. Der må således aldrig være mere end to lange grene i en Cordon de Royat-beskæring. Altså enten to cordon'er, en cordon og en lancement eller bare en enkelt cordon.

    Det ved vi alle sammen uden tvivl. Men i kampens hede - under instruktørens skarpe øje - kan man hurtigt overse selvfølgeligheder. Især hvis man ikke holder sig til den systematik, Stéphanie ellers har prøvet at lære fra sig.

    Hun har imidlertid kun sagt tingene en enkelt gang, og ikke mindst for mig er det et rimeligt usikkert grundlag at samle nødvendig viden op på. En gang er næsten ingen gang. Næsten, da det naturligvis er tilladt at gennemlæse de papirer med teori, vi har fået udleveret, og hvor alt uden tvivl er nævnt i om ikke andet en bisætning på sidste side.

    Opbinding af cordon
    Den sidste time øver vi os i at binde op. Et tyndt stykke metaltråd med papir uden om snos udenom de grene, man vil binde fast, lieusen anbringes en god centimeter under snoningen. Med en lettere bøjet venstre hånd holder man fast på sine trådender, mens man med den anden trækker lieusen mod højre.


    Lieusens krog er klar i løkken.

    De to modsatrettede bevægelser snor trådenderne sammen i en forhåbentlig nogenlunde stram binding, der skal hjælper vinstokken til at holde sig oprejst, når den får mere at bære på i løbet af den vækstperiode, der nu snart begynder. Dog ikke endnu. Pleurs-perioden, hvor vinsaften driver ned ad grenene ved hvert klip, er endnu ikke sat ind.

    Mine bindinger er noget løse i geleddet. Jeg er nødt til at lave en hel del af dem om og forudser endnu en weekend i svigermors Chablis, hvis jeg skal gøre mig noget håb om at kunne mestre også denne kunst på tid i løbet af de nærmeste uger.

    I dag skal ingen dog tage fra mig, at jeg kan beskære en Cordon de Royat indenfor den gældende akkord.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

    02 March, 2006

    Skæve Cordon'er i Avenay val d'Or


    Pinot Noir ved Verzy i Montagne de Reims beskåret. Cordon'en er den eller de gamle, tykke gren(e). Disse vinstokke er stadig ubeskårede.

    At beskære eller ikke at beskære... Det begynder i hvert fald at være lidt sjovere at komme ud i vingårdene og få fem centimeter mudderkager plantet under støvlerne.

    Det er ikke bare mig, der slapper lidt mere af, tuner ind på mine vinstokke og klipper. Hele holdet arbejder både bedre og hurtigere nu. Tydeligste tegn på øget velbefindende er, at flere nu finder overskuddet til at pjatte med hinanden, og det er ærlig talt nye toner. Hidtil har de fleste haft alt for travlt med at tælle knopper til at finde tid til at daske til sidemanden i både bogstaveligste og overført betydning.

    Den ene mulighed er, at vi simpelthen bare er blevet bedre. Den anden, at den anden beskæringsmetode, vi skal have lært - Cordon de Royat - er lidt lettere at gå til end Chablis'en. Mit gæt: En kombination. Jeg er trods alt konsensus-dansker ind til benet.

    Sol på Avenay val d'Ors skråninger
    Skolen i Avize råder over syv hektar vin, men har brug for 15 for at sikre alle studerende nok erfaring i at beskære. De manglende otte hektar aftaler man sig frem til med diverse vignerons. De får gratis beskæring af normalt ret omhyggelige studerende, omend fejl forekommer, endda også graverende. "Éliminatoire", som det så opbyggeligt lyder fra Stéphanie med hendes aldrig svigtende fokus på eksamen om nu fire uger.

    Det er vokseneleverne, der bliver sendt afsted til de fjerneste parceller, og derfor befinder vi os denne smukke og solrige torsdag eftermiddag på en skråning ved Avenay val d'Or, som er en lille Premier Cru stationsby på Montagne de Reims sydlige skråninger.

    En ældre mand dukker op i vinarbejdernes grønne parka og solide støvler for at vise vej til sine cordon'er, der gror mellem jernpæle, plantet som Kong Volmers Røv i blæsevejr. Meget ulig den ellers militæriske præcision, der normalt hersker i en vingård i Champagne. Nu er det ikke, fordi de er specielt sjuskede i Avenay val d'Or. Uregelmæssigheden lettede tidligere de nødvendige manøvrer med plov, siden har man beholdt den gammeldags facon, forklarer ejeren.

    Han er med hele vejen. Det er svært ikke at få den tanke, at han selv - med sin erfaring - kunne have nået at beskære det meste på de to timer, vi bruger. Men måske hygger han sig med et skolebesøg, måske kigger han de bedste ud. Han går i hvert fald med i rækkerne og får snakket både til højre og venstre på en dag så dejlig, at den trods kulden bringer i hvert fald en dansker klare forårsfornemmelser. Til trods for at formiddagsbeskæringen i Avize foregik i snevejr. Sådan kender jeg vejret i april derhjemme, hernede er alt - også vejret - mindst en måned tidligere på færde.

    Vor vigneron kigger mystificeret på den mudderindsmurte spand uden hank, jeg kommer bærende med. Den fungerer som min siddeplads i skolevinen. Jeg løber alt for hurtigt tør for energi, hvis jeg skal gå op og ned i knæ, og det er jo den anden mulige arbejdsstilling, når man beskærer vin.

    Terrænet er hårdt. Vi begynder i bunden af parcellen, og klipper os op mod toppen. Selvom det kun er et lille stykke jord, må jeg indstille øvelserne efter denne mark. Det er fysisk meget anstrengende at krabbe sig opad gennem den tunge jordbund - selv iført spand - så med ben så tunge som beton hele vejen op til vejen må jeg droppe dagens anden parcel. Dermed går jeg glip af dagens afslutning - un petit coup - fra det lokale kooperativ, som manden er medejer af. Ærgerligt, for det er altid sjovt at smage en anden champagne. Forskellige forhold mellem druetyperne, andre jordbundsforhold og en anden eksponering er de på forhånd givne elementer for smagen af en flaske champagne. Dernæst kommer arbejdet i kældrene, som man bedre selv til en vis grad i hvert fald kan have indflydelse på.

    Cordon'ens principper
    Avenay val d'Or ligger i Montagne de Reims, og har dermed primært Pinot Noir i vingårdene. Da dette er et Premier Cru-område har bønderne valget mellem Chablis-beskæring og Cordon de Royat. Til røde druer vælger man normalt den sidste, og det er da også denne form for beskæring, vi er kommet for at øve os i.

    Den følger nogenlunde de samme principper som Chablis. En enkelt fælde skal man dog tage sig vel i agt for. En Cordon er en gammel stamme, der år for år føjer nogle nye centimeter til sin vækst. Det er imidlertid kun skud fra sidste års tilvækst - altså prolongement eller courson'er - der helt sikkert bærer druer, og det er derfor helt afgørende, at man kan skelne dette.

    Systematikken indenfor Cordon de Royat er, at man begynder med at skære sig en rachet. Det er den lille stump med to knopper, der befinder sig ved stammen, og som vi allerede har stiftet bekendtskab med i forbindelse med Chablis.


    Cordon-beskåret Pinot Noir med prolongement og courson'er.
    Ingen lancement, da der ser ud til at være plads nok.


    Den skal skyde direkte fra stammen og klippes på så flot et skud som muligt. Det, vi kalder un beau bois. Virkelighed og teori kan imidlertid befinde sig lysår fra hinanden, når det er tilfældet, bruger vi, hvad vi kan få, og beder en bøn til, at det lille pjevs af en pind vokser sig stærk i løbet af næste vækstsæson. Eventuelt hjælper vi den yderligere på vej ved at klippe den ene knop af, således at der kun bliver en enkelt tilbage til trods for, at reglementet foreskriver to. Det giver den tilbageværende mest mulig kraft.

    Næste trin er at klippe sin prolongement. Det er ligesom ved Chablis-beskæring en etårig gren og , der befinder sig i spidsen af i dette tilfælde cordon'en. Herfra skal vi plukke en del af den kommende høst. Til næste beskæring er prolongement'en blevet en del af cordon'en, og til den tid er den ikke længere frugtbar. År for år vil prolongement'en således forlænge cordon'en et lille stykke.

    Vi skal tage os i agt for et enkelt forhold. Traditionen tro - i forhold til Chablis - skal naboplanten have lov at være i fred. Prolongement'en må ikke vokse, hvor naboen befinder sig. Er det tilfældet, og har vi endnu ikke fornyelse af planten - herom følger senere - er første mulighed at afkorte prolongemente'en med en enkelt knop og se, om det hjælper. Er der ikke noget at gøre, må man afkorte sin cordon hen til sidste courson og leve med, at denne plante i år vil give færre druer, end den burde. Til gengæld får den så meget mere kraft til at gøre noget ved foryngelsen, når den ikke skal bruge kraft på en prolongement.


    Cordon de Royat med fornyelse lige i hælene. Den gamle cordon vil formentlig blive sløjfet til næste beskæring.

    Næste skridt er at tage stilling til om det er på tide at forynge planten. Kriteriet er, at længden af cordon plus prolongement udgør mere end to tredjedele af vinens samlede længde. Hvis det er tilfældet, laver man en lancement på sidste års rachet og i en længde af en knop over tråden. Antallet af knopper er - modsat Chablis - underordnet. Illemité. Denne pind skal nu i løbet af nogle år vokse sig til en livskraftig cordon.

    Året efter skærer man en prolongement på denne lancement og bøjer og binder denne ned mod tråden. Det bliver i løbet af nogle år til en ny cordon. Når den unge cordon har vokset sig til en længde af to tredjedele af den gamle, bliver veteranen endeligt sløjfet. Processen hedder rajeunissement progressif - altså gradvis foryngelse.

    Man må i øvrigt kun forny højst 20 procent af sine vinstokke om året. Man må heller ikke relancere - forynge - samme år, som man klipper en gammel cordon. Det første for at sikre produktionen, det andet for at skåne planten.

    Cordon'ens courson'er
    Sidst i systematikken kommer courson'erne. Først beskærer man dem, der måtte være på den yngste cordon, hvis der er sådan en, og bagefter tager man fat på den gamles.

    Courson'er er små grenstumper med to knopper, hvis man beskærer Pinot Noir eller Pinot Meunier, og tre, hvis det er Chardonnay. Disse stumper skal altid skyde oven på stammen. Til nøds fra siden - det ser man tydeligt at de gamle courson'ers placering - men i hvert fald ikke fra undersiden af sammen. De skal ligesom prolongement'en klippes på sidste års courson for at sikre, at de er frugtbare. Bois fructifère. Man klipper dem med 15 centimenters mellemrum i teorien. I praksis kan vi leve med ned til 10 centimers mellemrum. Det svarer nogenlunde til længden af grensaksen, som er det måleinstrument, der er lige ved hånden.


    Knuderne foroven på denne gamle vin er gamle courson'er.

    Når courson'erne først er etableret kan man fortsætte samme sted, så længe de blot bliver ved med at sætte nye skud. Hvis der ikke er nogen skud, må man klippe sig en ny courson. Den vil ikke være frugtbar, hvis den er klippet på gammelt træ, men det må man leve med. Ved næste års beskæring bør den have skudt, og disse grene vil så være frugtbare.

    I takt med at den eventuelt yngste cordon får sine egne courson'er fjerner vi dem fra den gamle, således at der aldrig er en courson direkte over en anden.

    Og så er der sådan set ikke andet tilbage end at rydde sine grene for diverse sideskud, eventuelle indtørrede drueklaser og andet, der kan forstyrre indtrykket af en velsoigneret soldat, klar til indsats om ganske få uger.

    Vinen er stadig i dvale, men det må være et spørgsmål om tid, før grædetiden sætter ind - les pleurs - hvor plantesaften stiger op i planten og vækker den.


    Courson'er på Cordon de Royat-beskæring.

    Fransk tradition tro kan jeg i øvrigt næsten ikke tilbageholde min stolthed over at kunne fortælle, at jeg i dag klarede to skriftlige prøver med 100% rigtige. Stéphanie løfter øjenbrynene og siger begejstret: "Mais c'est bien". Sjette torsdag har således stået næsten i den fuldbårne succes' tegn, og jeg føler mig virkelig i form til at tage en tørn med lieusen i svigermors Chardonnay den kommende weekend.

    Beskæringen af dem er helt slut nu. Fætter Gérard undlod dog ikke at bemærke, at man klipper sin række færdig, når man først er begyndt. En anelse ufølsomt, synes jeg, rækkerne er trods alt 200 meter lange, så det tager sin tid, når man bruger 10 minutter per plante. Til hans forsvar noterer jeg til gengæld, at der ikke faldt så meget som et eneste knoppet ord om manglende lancement'er eller håbløst korte prolongement'er. Vi har vel alle været ny i vinen.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

    22 February, 2006

    Fjerde etape i skolevinen


    En stor del af vinstokkene ved Verzy er nu beskåret. Det er en tilsyneladende ret almindelig praksis at vente med at beskære rachet og courson'er helt ned til de henholdsvis to og tre tilladte knopper til senere. Uden tvivl for at minimere risikoen for frostskader.

    Den fjerde torsdag i rækken af i alt ti på vejen frem mod et muligt diplom i at beskære vin kommer i høj grad til at stå i læringens tegn.

    For mine 20 medkursister er dette et kursus for voksne, der forhåbentlig også bliver deres adgangstegn til et arbejde. For mig er det udover selve beskæringen samtidig en førsteklasses introduktion til forskellene på læring i Danmark og à la Francaise. Og helt ærligt, jeg kan ikke lade være med at identificere mig med en gammel stivnakket tyrker i Brøndby Strand, og her er hverken etnicitet eller geografi på nogen måde afgørende.

    At vælge sine kampe med omhu
    Nu er der selvfølgelig ingen, der kræver af mig, at jeg ligefrem elsker den franske indlæringsmetode. Jeg skal blot kende den for at kunne bruge den på den dag, jeg - måske - skal til eksamen i at beskære.

    Direkte adspurgt siger jeg da også til læreren, at jeg ikke længere umiddelbart har tænkt mig at gå til prøven. Hun er himmelfalden.

  • "Men De har jo betalt." (Ærgerligt, sådan er livet.)

  • "Men De kan jo godt beskære." (Ja, det kan jeg selv mærke nu. Jeg behøver ikke noget diplom for at vide det.)

  • "Men det vil da være synd." (Tjah, nogen gange må man vælge, hvilke kampe der er værd at gå ind i. Og jeg er ikke længere helt sikker på, at denne virkelig er det værd for mig.)

    Det, der i dén grad får mig til at stå af, er alle de modsigelser, jeg skal lære at operere med. Jeg må forstå, hvordan teorien skal udlægges, hvis jeg er i klassen modsat den måde jeg skal udføre beskæringen på i vinmarken. Og så er der endda den helt tredje måde, man arbejder efter i det virkelige liv.

    Ifølge Alain er det primært arbejdet med sådanne modsigelser, der giver franske elever på de højere niveauer bunker af hjemmearbejde. Det er nemlig deres ansvar at finde ud af, hvilke svar der er de rigtige i hvilke sammenhænge, og ikke lærerens mål at præsentere stoffet på en sammenhængende måde.

    Dette må alle leve med. Mit sproglige handicap gør det til gengæld ekstra svært for mig at sortere i nuancerne. Jeg har også yderst svært ved at kapere metoden som sådan, og reagerer ved at stejle som et gammelt tyrkisk æsel...

    I øvrigt fortsætter jeg selvfølgelig på kurset. Jeg vil også læret den Cordon de Royat-beskæring, vi stadig mangler at øve os i. Dermed har jeg også fortsat muligheden for at møde op til prøven. Mentalt passer det mig til gengæld rigtig godt at have lagt lidt afstand til den prøve. Jeg er nu engang den jeg er.

    Lær' at beskær' eller bestå en prøve
    En dansker fra et land, der gennem en årrække har dyrket en yderst forsigtig tilgang til det at give karakterer. Modsat Frankrig, der sætter tal på alt, og lader forældrene underskrive alt som bevis på, at de er indforstået. I Danmark har ens eksamenspapir betydning for ens første job - måske - i Frankrig betyder det alt for de jobs, man vil kunne få i resten af livet.

    Derfor er det selvfølgelig ikke så mærkeligt, at læreren som sit helt centrale fokus har denne prøve og intet andet. Men man kan spørge sig selv - og det gør jeg - om folk kommer her for at lære at beskære eller for at bestå en prøve. Det behøver slet ikke at være identisk.

    Se nu blot på roden, vinstokkens rod. Er den gammel og så gold, at den ikke længere skyder ved roden overhovedet, er man nødt til så-at-sige at flytte sin rod højere op på stammen, og lave sin rachet og lancement fra denne højere position. Ellers kan man ikke beskære den rachet, der er nødvendig for plantens stadige foryngelse. Blot ikke i skolevinen, hvor en stok uden rachet er det korrekte facit.

    Her er det så, at jeg har svært ved at begribe den overordnede idé i at lære noget teori udenad - som en flok aber - for så først sidenhen i praksis at skulle lære, hvordan man rent praktisk gør. Jeg er virkelig udmattet, når jeg torsdag aften atter er hjemme efter en dag i skolevinen, og det er ikke bare bøjningerne af min gravide mave, der trætter. Til gengæld kan jeg nu beskære en chablis, hvilket jeg ikke kunne for en måned siden.

    Fik jeg forresten nævnt at jeg klarede otte ud af 10 og ni ud af 10 rigtige i de skriftlige prøver, vi indledte denne fjerde torsdag med? Uden ordbog, mine damer og herrer. Lidt fransk kan man vel altid svinge sig op til at være.


    Disse Cordon de Royat-beskårede vinstokke følger teorien så nydeligt, at jeg formår at fortælle og forklare det meste.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

  • 12 February, 2006

    Tredje runde i vinen gennemlevet


    Hvis jeg får lov at beskære i fred, går det efterhånden helt fint.

    Tredje runde mod diplom i vinskæring er gennemlevet. På den ene side kan jeg ikke være helt utilfreds med, at jeg:

    1) Torsdag fik løst de to skriftlige prøver til bestået.
    2) Søndag fik arbejdet mig ned under de fire minutter per plante,

    På den anden side må jeg også erkende, at jeg:

    1) Torsdag stort set ikke kan finde ud af beskære, hvis jeg følger min lærers vejledning. Hun siger jævnligt flere ting, der er indbyrdes modstridende, og hvad gør man så?

    2) Søndag også har mine problemer, når jeg spørger Alain til råds, for han siger heller ikke altid det samme, som jeg mener at have hørt på kurset, og hvem har så ret?

    Summa Summarum: Jeg har s'gu mine problemer med at finde ud af det, hvis der er ret mange flere kokke end mig selv om at røre i suppen. En hel del af det fører jeg tilbage til, at mit niveau i fransk simpelthen ikke er avanceret nok til at operere med de helt fine detaljer, og det er da muligt, at det er dem, jeg savner i særlige grænsetilfælde.


    At beskære vin er en opgave, hvor man må være fokuseret hele tiden. Så kan det til gengæld gå rimeligt stærkt. Jeg føler mig ikke længere ladt alene - nærmest skibbruden - i et enormt ocean af vinstokke, der alle skal beskæres. Men arbejder mig i stedet fremad. Formoder, at det er et tegn på stigende professionalisering.

    Arbejder fint alene
    Sidder jeg derimod for mig selv og arbejder, går det ganske udmærket. For det meste har jeg ingen problemer med at vælge de grene, som jeg ønsker at arbejde med. Jeg synes, at saksen ligger okay i hånden, og for det meste for jeg vist også klippet af nogenlunde tæt ved la charpente.

    Jeg undlader så vidt muligt at ødelægge knopper på de frugtbærende grene: Prolongements og lancement, jeg husker at fjerne små grene, der ikke skal bruges, og grenstumper, der ikke er klippet tæt nok af. Det hele foregår i et rimeligt tempo, mens jeg ruller deropad på min camionette. Om det så er vinterkulden, kan jeg modstå den i to graders varme i op mod tre timer nu.

    Kort og godt, gennem disse sidste weekenders arbejde har jeg fået opøvet en vis sikkerhed i, hvad jeg gør. Kvaliteten af det, jeg laver, er ligeså god, som det, disse Chardonnay-vinstokke ellers bliver udsat for. Således kan jeg finde fejl, som jeg i det mindste ikke laver. Men erkender i samme ånd, at jeg laver andre...

    Jeg føler mig efterhånden klar til at beskære chablis uden at spørge om hjælp hele tiden, og også i et større omfang end 10 planter på to timer. Til gengæld har jeg lidt svært ved at greje, om det så overhovedet er godt nok, og jeg spørger mig selv, om jeg overhovedet længere har lyst til at prøve kræfter med en fransk eksamen.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

    06 February, 2006

    Hjemmearbejde i det fri


    Chablis-beskæring med to charpentes under høj februar-sol

    Jeg har tilbragt endnu en søndag formiddag i svigermors Chablis-beskårne Chardonnay-druer. Det går stadig langsomt, men jeg kan mærke, at jo flere planter, jeg arbejder med, jo mere metodisk går jeg også frem. Og en firkantet fremgangsmåde gør det i virkeligheden lettere ikke bare at beskære efter bogen men faktisk også at tage stilling til alle undtagelserne. Som er de fleste og det sværeste. Udover tempoet.

    For mig selv gentager jeg konstant de korrekte betegnelser for de dele af planten, jeg er i færd med at bearbejde. Det hjælper mig til at lære navnene så godt, at jeg forhåbentlig til sidst slet ikke behøver at tænke over, hvad jeg siger.

    Rachet, lancement
    Først rachet'en, den lille stump med dens to yeux francs - det vil sige knopper - dette er plantens fornyelse, når de skud, der til foråret formentlig vil udvikle sig af de to knopper, til næste beskæring vil blive forfremment til lancement.

    Det betyder også, at dette års lancement skal skæres på det bedste af de to skud fra sidste beskærings rachet. Knopperne herfra vil skyde i den nye vækstsæson og sætte frugt. Lancement'en selv er gold. Den vil i øvrigt blive beskåret i en højde af fem knopper. Dog må man sikre sig, at den er lang nok til akkurat at stikke spidsen over den nederste række tråd, hvor den vil blive bundet fast til foråret.

    Hvis ingen af knopperne på sidste års rachet har udviklet sig fornuftigt, laver jeg ingen lancement. Da der alligevel ikke kommer druer ud af at skære en lancement på en gren, der har skudt direkte fra stammen - den vil være gold og betegnes en gourmand ligesom skud på træ, der er ældre end et år - bør planten ikke bruge kraft på det rene ingenting. En fejl, jeg har begået adskillige gange i sidste weekend, men som vi nu er blevet opmærksomme på, og som jeg derfor bruger en del krudt på at undgå. En gourmand kan i øvrigt kun bruges til at lave enten en rachet med de to øjne eller indenfor Chablis- eller Vallée de la Marne-systemet en såkaldt rentrure. Den skæres også i to knoppers højde. Formålet med den er at skabe en ny charpente, hvis man er i bekneb.


    Klar til det skrå snit en centimenter over anden knop.

    Sidst arbejder jeg med de op til tre charpentes. Det er det gamle træ på planten, hvor kraften opholder sig. Kraften, der giver druerne de rigtige smagskvaliteter.

    God kraft i les charpentes
    Idéen for af de tre gamle stykker træ er, at hver af dem består af et gammelt stykke, der er forlænget af et etårigt skud - prolongement'en - som er den frugtbærende del - bois fructifére. Man må højst have fem af disse grene på sin plante - lancement'en inklusive. Det nøjagtige antal afhænger af afstanden mellem ens planter. Jo større afstand, jo flere charpentes.

    Inden jeg klipper en gren af, kaster jeg derfor et blik på naboen. Hvis den er død, må min plante gerne brede sig. Ellers er det strengt forbudt at række ind over naboens grene. Hvert kommende skud skal have plads, og derfor må knopper ikke befinde sig over hinanden.

    Mit job er sådan set at rydde op i grenene, således at der stadig er det nødvendige antal. Dog mindre, hvis de på nogen måde generer hinanden - det er de to fænomener, der hedder superposition og chevauchement - man kan sige, at superposition er knopper, der vil genere hinanden på samme plante, og chevauchement er knopper, hvor skud fra én plante vil genere naboen.


    En charpente må lade livet efter grundig omtanke.

    Jeg klipper hårdt og brutalt charpentes, når dette er tilfældet. Efterhånden tør jeg godt aflive en gren med flere år på bagen uden at spørge Alain først. Min evne til at træffe beslutninger på egen hånd er altså i vækst. Et godt tegn. Min evne til at opdage egne fejl, netop som grenen falder for saksen, er også i bedring. Jeg får det stadig helt skidt, når jeg har klippet et skud for kort, fordi jeg for eksempel er kommet til at måle mod en forkert række tråd.

    Barsk nyt på temposiden
    Jeg trøster mig selv med, at med mit ringe tempo når jeg ikke at hærge så mange planter, at det vil få nogen som helst betydning. Der vil stadig være rigeligt med druer trods vores ret hårdhændede styring netop gennem beskæringen.

    Til gengæld bringer weekenden barsk nyt på temposiden. Allerede inden kurset begyndte, har jeg nok anet, at tempo kunne gå hen og få betydning. Diplomet er trods alt et stykke papir, man hyrer akkordarbejdere efter. En kusine bekræfter lørdag, at le grand jury ganske rigtigt ikke er ligeglade. Tre mand skrap dumpede hende for år tilbage, fordi hun var for langsom. Den tygger jeg lidt på resten af lørdagen. Jeg kan ikke få mig selv til at bore i, hvor flittig hun var til at øve sig i fritiden.

    Om søndagen kan jeg konstatere, at det ikke kan lade sig gøre at klippe hurtigere, end at tankerne stadig har tid til at være med. Men det er muligt, at de - tankerne - som disse uger skrider frem, kan lære at rubbe sig lidt, så fingrene også kan få farten op.

    Svigermor - jeg tror faktisk, hun har lidt ondt af sin svigerdatter - foreslår at snakke med sine bekendte, der sidder i en af disse onde, skrappe grands jurys. Vi afslår... foreløbig tror jeg stadig på, at det kan lade sig gøre at arbejde sig i mål.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

    03 February, 2006

    Anden etape mod le concours

    Skovens træer er dækket med rimfrost, en tæt spøgelseståge hænger nogle meter over vores hoveder dagen lang, og temperaturerne når aldrig op over frysepunktet. Det er derfor for koldt til at gå i skolevinen for at beskære, og vi tilbringer derfor anden omgang af beskæringskurset på skolebænken.

    Vi gennemgår den teoretiske del af cordon de royat, der er navnet på den anden metode, der er godkendt til vinstokke i alle klasser (Den anden er chablis-metoden.) Det er ikke et system, vi personligt længere anvender. Alain har forlængst ombeskåret sine Pinot Meunier, der er autres cru fra netop cordon til den mere simple og derfor hurtigere vallée de la Marne, som er tilladt for netop Meunier-druer med autres cru.


    Chablis-beskæring.


    Cordon de Royat-beskæring.


    Vallée de la Marne med et sideskud for meget.

    Vi bruger en hel del tid på at besvare skriftlige spørgsmål enkeltvis på samme måde som det kommer til at foregå til den endelige prøve. Spørgsmål à la:

  • Indenfor hvilke beskæringssystemer er det tilladt at lave en rentrure?

  • Hvad finder man ved foden af en plante beskåret efter Cordon de Royat-systemet? Hvor mange knopper?

  • Hvad er den højest tilladte mængde knopper på en prolongement på en Pinot Noir-plante beskåret efter Chablis-systemet.

    I virkeligheden minder det en hel del om en teoriprøve, når man er ved at tage kørekort. En hel masse teoretiske spørgsmål, som er stillet i en bestemt ånd, som man må kende til sammen med teorien selvfølgelig for at kunne svare korrekt.

    Jeg blev lige så glad, da jeg fik disse skriftlige spørgsmål. Ikke fordi de er lette. Men fordi det skulle være muligt at nå at lære. Straks værre blev det, da Stéphanie, vores lærer, bagefter delte det skema ud, som le grand jury vil give point og eliminere deltagere efter på Store Eksamensdag.

    Den praktiske prøve
    Punkt for punkt, point for point, lister den de krævede færdigheder op samt fejl, der sender én direkte ud i kulden. Ekspres ud af eksamen.

    Vi vil blive bedømmt på vores forståelse for selve beskæringen, vores omhyggelighed under beskæringen, vores håndtering af beskærersaksen, vores hurtighed og endelig vores opbinding.

  • Hvis man undlader at lave en rachet
  • Hvis man laver sin rachet på et skud, der sidder over lancement'en. Dette er i tilfælde af, at man er nødt til at lave de to, der tilsammen udgør plantens nødvendige foryngelse, på sidste års rachet.
  • Hvis man har mere end fire charpentes.
  • Hvis man laver superposition.
  • Hvis man laver chevauchement.
  • Hvis man anvender beskærersaksen helt forkert.
  • Hvis man er for langsom.
  • Hvis man ikke har opnået mindst halvdelen af det mulige pointtal.

    Ordblind eller dårlig saksehånd
    En ældre fyr på holdet kan tilsyneladende hverken læse eller skrive. Han kan til gengæld sagtens være en rigtig god vinarbejder. Men da han åbenbart skal have et stykke papir, må han kæmpe sig igennem.

    Det er rart at se vores lærer hjælpe ham uden at gøre noget stort nummer ud af det. Og rart at høre, at hun straks tilbød at tale den nødvendige teori ind til ham på bånd.

    Ham, tror jeg, jeg vil tænke lidt på, når jeg kror mig over, at det er svært. Det kan være, han tænker tilsvarende, når han ser mine færdigheder med saksen. Det skal i så fald være ham velundt.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

  • 26 January, 2006

    Første etape i skolevinen omme


    Denne beskærersaks kan klare det meste, hvis man holder den rigtigt... mærk dig, kære læser, det er ikke sådan her!

    Første dag på kurset i at beskære vin er slut. Vi er 25 stykker på holdet, og vores unge lærerinde har brugt en pæn del af dagen på - ret detaljeret - at forklare om den afsluttende prøve og de små fejltrin, der dog er store nok til at sende en eksaminand helt ud i kulden. Meget motiverende.

    Vi kender også datoerne. Den 31. marts og den 1. april i landsbyen Bisseul, hvor der altså også er nogle skolemarker, har vi mulighed for at lade de kundskaber, vi gerne skulle opnå i løbet af i dag og de næste ni torsdage, bedømme af en tre mand stor grand jury, der består af professionelle vinfolk: Undervisere, vinbønder, embedsmænd fra CIVC eller noget helt fjerde.

    Et anvendeligt papir
    Naturligvis er det slet ikke nødvendigt at gå til prøve, men hvorfor dog ikke afprøve sin nye viden og sikre sig det papir, der er almindelig anerkendt på egnen, som det, der skal til, for at kunne arbejde i vinen, ivrer vores lærerinde.

    Og det er ganske vist... en fyr fra holdet fortæller, at han har forsøgt at få arbejde i en vingård. Han tilbød oven i købet at arbejde gratis for at skaffe sig sin manglende erfaring. Men det havde ingen interesse. På sin vis klart nok, for oplæring koster en mand, og hvem har interesse i at betale for det, med mindre det er ejerens egen søn eller måske en nabo, man gerne vil hjælpe.


    Chablis-beskåret vin med meget gamle charpentes.

    Så nu er han rykket ind på skolebænken sammen med os andre, der sidder der af mange forskellige grunde: Håbet om at komme i arbejde, nødvendig uddannelse for at træde ind i familiens virksomhed og så Alain, der mest er med for at samle et par detaljer eller tre op undervejs.

    På bedste franske vis er der ingen offentlig præsentation på klassen af navne og baggrund. Mine ører står på stilke, men jeg kan ikke opsnappe, hvad hver især hviskende fremstammer. Jeg må sørge for at blive opdateret på resten under arbejdet i vingården. Hvis jeg ellers mener, at jeg kan afse tid til det. For det praktiske håndelag får jeg ikke ligefrem forærende.

    Chablis og Cordon
    I løbet af disse 10 torsdage skal vi lære de to beskæringsmetoder, der er godkendt over hele Champagne uanset druernes klassificering (grand cru, premier cru eller ingenting): Chablis og Cordon de Royat, der begge må bruges på alle tre druetyper. Der er yderligere to systemer: Vallée de la Marne, som kun er tilladt for uklassificeret Meunier, og Guyot, der er tilladt for uklassificerede druer af alle tre typer (Chardonnay, Pinot Noir og Meunier).

    Der er flere formål med at beskære en vinstok:

  • Der skal være en god balance mellem bladvæg, mængden af druer og mængden af træ.
  • Druerne skal modne, være af god kvalitet og i en passende mængde.
  • Vinstokken skal have en bestemt facon for at lette traktorernes arbejde.
  • Beskæring forlænger vinstokkens liv, man forhindrer den i at slide sig ihjel.
  • Man styrker planten ved at skære uproduktive grene af, bl.a. for ikke at spilde plantesaft - kraft - på alt for mange, ikke frugt-bærende grene.


    Chablis-beskæring af en Chardonnay-vin. Charpentes og lancement ses, rachet'en må også være der.

    Rachet, lancement og charpente
    Vi begynder med Chablis - vores lærer, Stéphanie - finder den vanskeligst og mener ligeså godt, at vi kan få den overstået.

    Hun er en frisk udendørspige. Iført to fleecejakker og røde æblekinder men uden hue og handsker trods bidende kold vind fra nord sætter hun sig på hug med sin saks og demonstrerer Chablis'ens hemmeligheder. Stéphanie går metodisk til værks, ganske behageligt for mig, der er vant til Alains helhedsbeskæring, der er sværere for en begynder at overskue:

  • Først skal vi vælge vores stump - rachet'et - det er plantens fornyelse, og den allervigtigste del af beskæringen, hvorfor man først vælger et af årets skud - un beau bois - fra selve vinstokken til den. Den klippes af i to knoppers længde. Herfra vil vokse to nye skud, som i teorien vil bære druer til næste år.

  • Så kommer turen til den lange spore, et skud fra sidste vækstsæson, der hedder lancement. Denne gren vil formentlig på et tidspunkt - afhængigt af dens videre udvikling - vokse sig til en ny charpente. Den lange spore anbringes i lodret position, og klippes af, således at den har præcis en knop over nederste række tråd. Denne gren har andenprioriteten - efter rachet'en - hvis der ikke er gode grene nok til begge dele.

  • Endelig skal vi rydde op i de op til tre gamle grene charpentes samt sidste års lancement, der har mulighed for at blive forfremmet til charpente. Arbejdet foregår fra venstre mod højre, så den yngste kommer til først. Et sundt langt skud udvælges - det hedder prolongement - og klippes af en knop over den anden række tråd. De øvrige skud klippes af. Dernæst kommer turen til den næste charpente, hvor processen gentager sig, dog må vi vælge vores prolongement, så der er mindst 30 centimeter mellem de nu to af slagsen. Desuden må skuddene fra de to charpentes ikke genere hinanden. Vi afprøver, hvordan planten vil blive bundet op for at sikre, at de to prolongements ikke kommer til at krydse hinanden. Et forbudt fænomen, som en eksaminand dumper på (nyttig oplysning fra Stéphanie), der hedder superposition.

  • Den ældste charpente vrides ud af opbindingerne og tvinges ned - den har flerårig bark og er lige så ubøjelig som en træstamme - mod første trådrække. Hvad er muligt? Er der nogen gode skud fra sidste vækstsæson at bruge? Er der stadig god plads til alle charpentes og alle prolongements? Hvis de genererer hinanden, klipper vi en af dem - ofte den ældste, der vil være på vej til at vokse ind i naboen, af. To charpentes med to prolongements er i virkeligheden nok til en rigelig produktion af druer.

    Der er især to fænomener, vi skal tage os grundigt i agt for. Det ene - superposition - er, når et etårigt skud - prolongement - krydser ind over et andet.

    Det andet - chevauchement - er, når en vinstoks grene rækker ind over naboens enemærker. En charpente med så lange prolongement kommer ogsaå en tur i saksen.


    Det er vigtigt at klippe af helt inde ved stammen for at ungå uønsket vækst på gerningsstedet.

    Kunsten at holde på en saks
    At lære at beskære vin betyder i virkeligheden at lære at anvende teorien optimalt på de faktiske forhold. De færreste vinstokke har præcis det grenmateriale i de positioner, der skal til at opfylde teorien til punkt og prikke. Vi må - med andre ord - lære at klare os gennem klar prioritering.

    Vi skal kunne håndtere grensaksen korrekt. Det vil sige, at vi slutter om værktøjets mobile ben - det venstre for en højrehåndet som mig - med fire fingre, mens tommeltotten klarer det andet ben. Saksens brede del skal dernæst hvile mod den ældste del af træet på en sådan måde, at den gren, der skal klippes over, kommer så langt ind i saksens gab som muligt. Befinder grenen sig helt derinde, og hiver man samtidig den dødsdømte gren ind mod sig selv, mens man klipper, kan man klippe ret tykke grene over med en almindelig saks.

    Et trick, der er helt nødvendigt for mig at lære, da jeg ikke har kræfter i hænderne til at klippe de tykke grene over uden hjælpen fra et ørnenæb. Den har vi imidlertid ikke til prøven, hvorfor det er afgørende at lære den anden metode.

    Udover at holde rigtigt på saksen og positionere den korrekt, skal vi også klippe rigtigt. Klippet skal være skråt, og det skal vende rigtigt. Det vil sige den højeste ende skal være over knoppen. Derved undgår vi, at eventuel løbende saft - aktuelt i pleurs-perioden normalt i februar eller marts - rammer knoppen med risiko for frostskader.

    Jeg planlægger umiddelbart at give mig selv noget hjemmearbejde i førstkommende weekend i svigermors rækker med Chardonnay.

    Prøve i tre etaper
    Vinfolket bestyrer selv den afsluttende prøve. Diplomet herfra fungerer som det blå stempel for, at man har den nødvendige kompetence. Man kan jo ikke lade hvem som helst klumre rundt i ens vinstokke og kommende høstudbytte. Prøven består af en skriftlig, en praktisk og en mundtlig del. De to første fungerer også som stopprøver.

  • Under den skriftlige har man 10 minutter til at svare rigtigt på mindst syv af 10 spørgsmål.

  • Klarer man skærene, kommer den praktiske del. Hver eksaminand skal demonstrere enten to Chablis-beskæringer eller to Cordon de Royat-beskæringer med efterfølgende opbinding. Man har i alt otte minutter til at tænke og handle, og hvis de tre censorer mener, at man har klaret opgaven tilfredsstillende, går man videre til det sidste del.

  • Den er mundtlig. Man trækker et spørgsmål, som man forbereder en ti minutters tid og endelig eksamineres i i et tilsvarende tidsrum.

    Og det er så det... dem, der består disse tre hurdler, vil få deres diplom overrakt efter ønske på skolen, per post eller i forbindelse med den lokale Saint Vincent højtidelighed med efterfølgende omtale i lokalavisen.

    Jeg kan efter den første torsdag på kurset konstatere:

  • 1. at jeg nogenlunde kan følge med i klassen,
  • 2. at jeg får meget lidt med af den teori, der gennemgås direkte i vinen. Jeg har simpelthen ikke mentalt overskud til både at lytte og at arbejde,
  • 3. at jeg - som altid - holder forkert på værktøjet. På 31. år holder jeg stadig forkert på en blyant trods min folkeskolelærers slid... men jeg skriver da alligevel.

    Jeg satser stadig på at få et diplom og indskrive mig i Verzys annaler som første dansker, der har fået beskærerdiplom udleveret under Saint Vincent-festlighederne. Krydsede fingre modtages gerne... de aktuelle datoer fremgår af ovenstående...


    Omend godt begravet i sidste års sne kan man stadig ane, at disse Chablis-beskårede Chardonnay kun har to charpentes. Det er rigeligt til at sætte den ønskede mængde druer, men teorien tillader altså op til fire foruden det etårige skud, lancement.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.