Monocru, single plot, enkeltmark

 

Om nogle år skulle vi gerne smage vores egen enkeltmarksvin i et lignende INAO-glas

Vores vej videre frem har været klar nok nogle år.

Det har blot været lidt grumset, om vi skulle køre ad motorvejen eller skumple afsted ad hjulsporet. Tilfældet har i høj grad villet det sidste.

Retningen fejler til gengæld ikke noget, og nu vil kooperativets seneste fælles investering komme os til gode. Måske allerede næste år.

Stor presse kan tage lidt
Jeg har vist udvidelsen frem i ny og næ. Byggeriet, som rent faktisk stod klar til årets vinhøst.

Umiddelbart så de to nye presser ikke meget anderledes ud end de gamle. Forskellen er deres intelligens.

Det nye maskineri kan presse 8.000 kilo druer ad gangen. For stor til os. Vi vil næppe ønske at allokere en tredjedel af vores produktion til en enkeltmarkschampagne, som vi kun kender omridset af på forhånd.

Stor glæde, da vi fandt ud af, at den nye presse tager højde for mængden. Vi kan selv vælge kun at fylde den halvt, og så spiller piben anderledes godt for os. En parcel hvert tredje år kan pludselig være en reel mulighed.

Det tilhørende nye cuverie er bemandet med små ståltanke, der kan rumme for eksempel vores første enkeltmarksvin.

Flere parceller, flere vine
Vi passer i dag 6-8 parceller, der placerer sig over tre forskellige lieu-dits.I hver af disse har vi Chardonnay-druer samt enten Pinot Meunier eller Pinot Noir-druer. Der er altså noget at vælge i mellem.

Når druerne er presset, og mosten gæret til vin, vil bagefter følge de sædvanlige fem mørklagte og fugtige år, før vore første enkeltmarkschampagne vil se lyset. Forhåbentlig værd at vente på.

Kålfætterens fremtrædelsesformer

 

Chenillard'en i brug under vinhøsten, mens dens motor stadig var i live. August 2011.

Vi har en lille hjælper i vinen, som er næsten uundværlig. Chenillard'en alias kålormen på grund af larvefødderne.

Godt nok har vi måttet klare os uden siden midt under vinhøsten. Det har heller ikke været uden konsekvenser.

I øjeblikket må wirerne holde for. Hver fjerde stykke ståltråd få et fatalt hak i samme hug som vingrenene.

Vente eller købe
Mens der stadig intet nyt er om vores pensionerede mekanikers hjemvenden fra filmstjernernes by i Syden, begynder Alain nu at overveje, hvor længe han vil undvære kålfætteren. Hvor mange flere wirer han egentlig gider skifte til foråret.

Jeg kender efterhånden turen: Lån hos nabo eller genbo eller eventuelt barndomskammeratens en, måske to gange. Derefter stryger han ud og køber egen nye model.

Så gæt lige engang, hvad der også blev studeret på VITeff? Fætteren koster fem gange den sædvanlige pris på nye medlemmer af firmaet. Til gengæld er fyren mildt sagt omstillingsparat.

Her er et blot nogle af de funktioner, den snedige lille maskine kan udstyres til at dække:

 

 

Forbeskæring, gødning og øverst transport, og der er endda yderligere ekstra udstyr.

Kålfætteren her har været i firmaets tjeneste siden 1991. Det trækker op til afløsning. Æret være dens minde.

Jordbor

 

 

Belles Feuilles-parcellen med tilhørende jordprøve. 11. Oktober, 2011.

Vi har tidligere tjekket jorden i de to Pinot Meunier-parceller i Loisy-en-Brie.

Dette efterår er turen kommet til vores ældste parcel, Les Crochettes, der er plantet i begyndelsen af 1960'erne, og Belles Feuilles, der er lidt yngre.

Her er prøverne, som selvfølgelig er gravet op i alle verdenshjørner, foroven og forneden samt henover midten.

Måske kan afstanden mellem de to parceller i fugleflugt lige akkurat snige sig op på en kilometers penge.

Hvad bemærker den opmærksomme læser med hang til jord? Eller lyder det bedre med terroir?

 

 

Les Crochettes-parcellen med tilhørende jordprøve. 11. Oktober, 2011.

Personligt er jeg lige glad.

Men jeg synes, det er interessant nok, at de to jordprøver er ret forskellige.

Belles Feuilles' jord består af større sammenhængende klumper, hvorimod Les Crochettes jord er mere smuldret. Jorden er ganske enkelt ikke den samme, og det er da heller ikke nyt for os. Crochettes jord indeholder mere organisk materiale end den anden.

Du ser simpelthen forskellen på ler og kridt og så lerjord blandet med sand. Såkaldt limon.

Når vi kender den mere præcise sammensætning, kan vi tilføre gødning mere præcist.

Vi har i øvrigt en ny smart maskine til arbejdet.

 

 

Den kører på rugbrød, og en sjælden gang havregryn, og det er skam ellers ikke så almindeligt på de her kanter.

Sort på hvidt

Søndag frokost serverede vi et par flasker af den kommende sorte og hvide Tradition.

Almindelig tilfredshed med dens tilgængelighed som aperitif, der gør den nem at værdsætte også uden veltrænet gane. Det gør heller ikke noget, at glasset uden større dikkedarer kan fortsætte ved bordet som ledsager af forskellige forretter.

Blomme fremfor citrus
Denne champagne har mere krop end dens gråklædte fætter. Mere frugt og i øvrigt også andre frugter end de citrus-varianter, der ofte markerer sig i de champagner, vi sælger, fordi de er Chardonnay'ens tro følgesvende det unge stykke af vejen.

Denne er imidlertid sammensat af vine i andre forhold. Det sender smagen i andre retninger, hvilket selvfølgelig også er meningen. Her er den ovre i den mere afrundede og blide afdeling med stenfrugter som for eksempel blomme af quetsch-typen. Det vil sige aflange, blå blommer med gult kød, der er populære i tærter og som syltetøj. Og blomster af forskellig slags.

Champagnens høje indhold af Pinot Noir og Pinot Meunier og blot 30 procent Chardonnay gør den mindre skarp, end vi selv er vant til.

Almindelig enighed om, at denne champagne er klar til at drikke. Ikke længere grøn og umoden, som de seneste gange vi tidligere har drukket den. Vennerne smagte den for første gang i dag og første omgang fuldstændig uden kommentarer.

Krop i stedet for kant
En nævnte i øvrigt fra sin tid i et af de store champagnehuse i Reims, at huset markedsførte sin Blanc de Blancs om sommeren og sin Blanc de Noirs om vinteren. Altså mere krop til den kolde tid og mere kant til den varme.

Denne her er ikke en ren Blanc de Noirs - som er en klar champagne på udelukkende blå druer - men med sine 70 procent nærmer den sig, og er i hvert fald lidt af et brud med vores sædvanlige 80-90 procent Chardonnay.

De næste fem år i flasken begynder at kunne smages. Et godt tidspunkt at sælge. Nu er sommeren jo også omsider slut, og vinteren i vente.

Morgenrim

 

Den første morgenrim er ude. Det grønne isprængt det hvide. Det har frosset to nætter i træk.

Den nye kulde vil få efterårsløvet til at visne, og derpå vil det ikke vare længe, før det spreder sig i bunden af skoven, vinen og gaderne i stedet for toppen.

Det betyder, at vinen snart kan få fred, og det passer os fint. Bagefter begynder den første egentlige beskæring. Vi overvejer i år at vente med at finbeskære de overlevende grene til foråret. Et trick for at beskytte de frugtbærende dele bedre mod frostskader. Ulempen er, at vi skal igennem alle rækker med saksen to gange.

Efteråret er fortsat impec' - hverdagsfransk for upåklageligt - vi kan også kalde det flot.

Kapsel og kompagni

 

Sådan en guldstjerne vil vi gerne have på kapslerne med baggrund, der matcher etiketterne.

Foliehatten - la coiffe - har sendt os flere hovedbrud. Mere end en om året i snit.

Kapselen har jeg helt parkeret.

Mål med messen
Meget besværligt, men således kunne vi da drage til VIT-eff-messen med et vaskeægte og dejlig konkret mål:

Finde nogen, der kan lave en til os, så vi undgår flere Marianner, franske skattemærker på flasker til eksport og prægede bobler i sølv i stedet for guld.

Noget om netværk
Ha, en af naboerne arbejder hos et af de firmaer, der klæder champagneflasker på.

Ligesom alle andre går ting bare så meget mere glat, når man kender nogen i forvejen.

Jeg synes, det er vældig charmerende, at båndet er skabt af mig på en mudret skovsti og ikke af Alain i 2. klasse i 42. kartoffelrække i for 40 år siden.

Folietop og kapsel
For at det ikke skal være hverken løgn eller latin, skal vi til møde om både folien og den capsule, som min kære mand har afvist i næsten tre år som en total umulighed med vores lave årlige antal.

2.500 enheder er faktisk en mulighed.

Vi opererer med fem forskellige farver og én i vente. Det er selvfølgelig oplagt, at kapselfarven følger etiket.

Lad os se. Lige i dag må armene godt være strakt helt i vejret. Realiteterne kan jo altid støde til efter mødet.

Plovmandens værk

 

Dette efterår har været meget travlt i vinen.

Blandt andet fordi vi er begyndt at pløje parcellerne. For første gang i adskillige tiår.

Billederne her er fra Crochettes-parcellen i Soulieres, som vi deler med Alains fætter. De viser forskellen. Ukrudtet vokser pænt højt i fætterens rækker, og det har det fået lov til, siden vinhøsten afsluttede sæsonen.

Vi skulle gerne slippe helt af med ukrudtsmidlerne, når alt kommer under plovjernet.

 

Epernays mousserende messe

 

I dag begynder den årlige messe for mousserende vine.

Den foregår i champagnens hovedstad, Epernay.

Det er en af årets oplagte muligheder for at lufte konen.

Men man kan meget andet gennem de tre dage.

• Se det nyeste maskineri
  
  
• Det nyeste indenfor flaskeres beklædning
  
  
• Gå til foredrag om f.eks. eksport
  
  
• Personligt møde diverse rådgivere og eksperter.

Netop i et sådant møde fik vi for et par år siden demonstreret det på det tidspunkt kommende fælleseuropæiske toldsystem, som vi bruger i dag. I år har det netop vist sig, at vi godt kan bruge et par tips om toppe. VITeff-messen varer tre dage.

Fuglene er landet

 

Beaumont-sur-Vesle, 4. november 2010.

De er tilbage.

Den skrigende fuglesky, den cirkulerende snart stigende snart dalende masse af baskende vinger.

De tusinder, titusinder, hundredetusinder af stære, der gør vejene usikre, fordi bilister som mig ikke kan holde øjnene fra deres suggestive bevægelser.

Billedet er fra 2010, men det tilgiver I nok, når jeg fortæller, at stæreskyen stadig lejrer sig på mastetrådene.

Andre års historier om og billeder af de baskende, skrigende sorte skyer:

Fugle 2010

Nettets tid

Larmende stæresky

Blændet op for stæreballet

Marianne er rykket ned

 

Forleden fik vi en overraskelse.

Pludselig var Marianne med sin lange, lige næse og revolutionære hue dukket op på siden af den folietop, vi køber i kvanta af 500 hos Syndikatet.

Mariannes kontrafej betyder, at vi har betalt skat og afgift i Frankrig. Hun dækkede tidligere over vinbøndernes logo, som er fint - se bare - men mon vi virkelig kan være de eneste, der er en smule overrasket over den uvarslede ændring.

 

Den nye placering ændrer Mariannes udsyn en del. Desværre også synet, skulle jeg hilse og sige. For eksempel tager vores Selection og Rosé de Saignée flasker sig noget anderledes ud nu hvor den grønne og hvide medaljon fremstår meget synligt mod den kobberfarvede folie.

Hidtil har hun levet forholdsvis upåagtet på toppen af flaskerne.

 

Det er ikke første gang, at vi får en overraskelse på Syndikatet.

Vores første top - med guldbobler - strøg ud af produktion et halvt års tid efter at vi var begyndt at bruge den. Vi måtte finde en anden, der lignende.

Den anden top - med Marianne i lyset - tog det os et halvt år at blive enige om, og nu skal vi i gang med at diskutere den igen.

Vejen frem er vores egen top. Det koster penge. Jo mindre oplag jo dyrere stykpris. Vi kender det. I forvejen må vi være det firma i Champagne, der har suverænt flest forskellige trykte etiketter og tilhørende elementer, set i forhold til antallet af solgte flasker.

Af og til skal vi huske os selv på, hvorfor det er en god idé.

Til gengæld har vi nu et konkret mål på næste uges årligt tilbagevendende messe for alt med bobler. Samle priser på egen top.

Lad Radio kalde dig

 

Vores æbler har set lyset og fået varmen sommeren lang i Soulieres i Champagne. På restaurant Radio indgår nogle af deres danske kolleger fra Fejø i flere retter.

For nylig havde jeg i København mulighed for lidt men godt og oven i købet et godt glas.

Vi var to, der både fandt det hyggeligt at mindes gamle radiodage og havde lyst til lidt af det nye, nordiske køkken på tallerkenen. Derfor Claus Meyers nyåbnede restaurant overfor det tidligere Radiohus.

Anden gang var den gode
Tre retter med saft, fordi vi ville dele oplevelsen, og min ledsager ikke drikker vin. Champagne går til gengæld fint, så vi snuppede et startglas fra Vilmart.

For nogle år siden var jeg til bryllup, og det foregik i netop denne producents festlokaler, hvor gæsterne blandt andet går forbi stedets genkendelige egefade. Vi drak naturligvis Vilmart ved denne lejlighed, og det var ingen stor oplevelse.

Champagnen var til gengæld en nydelse på Radio. Et godt eksempel på, hvorfor det altid betaler sig at smage én gang til, selvom en tidligere oplevelse var intetsigende eller ligefrem dårlig.

Mange forhold kan have spillet ind. Forskellige år giver forskellige flasker, og brylluppet er trods alt seks år siden. Forskellige flasker kan have haft forskellige vilkår, også selvom producenten ikke er klar over det. Endelig kan ens egen gane også spille et puds, fordi man ikke har spist det samme forud, eller fordi ens humør ikke er stemt på samme måde. Jeg vil mene, at man skal være en yderst erfaren smager for aldrig at være en smule påvirkelig.

Leg med smag og tekstur
Vi holdt os til tre retter med disse ingredienser.

Fiskefilet med æble, paradisæble, karse, ymer
Kylling med rødbede, rødbedeblad, æble,
Brombær, mælkeskum, hasselnøddebrud og revet lakrids.

Alt var top.

Hver enkelt ret spillede selvfølgelig på tungens forskellige smagsspektre, men også på forskellige teksturer: Noget smeltende blødt, noget knasende hårdere osv.

Dessertens elementer har på foruroligende vis lagret sig, og vil ikke rigtig forlade mit mentale smagsbibliotek igen. Idéen om at jeg simpelthen bør spise dette endnu en gangl har åbenbart hægtet sig fast for en længere tidshorisont. Vel, lad det så være sådan.

God efterårsferie til dig, der skal have sådan én fætter afviklet.

Ny type på sort og hvidt

 

Foreløbig deler de to Tradition-typer etiket. Det nye miks har imidlertid halskrave i stedet for bagetiketten, der ikke passer det nye druemiks. Soulieres, den 11 oktober 2011.

Vi har en lille ny på vej.

Den har været i pipeline nogle år efterhånden.

En ny type Tradition, hvor vi har sat kombinationen af druetyper på hovedet.

70 procent Pinot Noir og Pinot Meunier deler flaske med 30 procent Chardonnay i stedet for henholdsvis 10 og 90 procent.

Resultatet er en fyldigere smag, der er lettere at nyde end 100 procent Chardonnay. Ren Blanc de Blancs passer ofte ikke begynderganer.

Første, anden, tredje
Denne nye cuvée er fra 2007.

Da vi smagte den første gang, havde den kun akkurat rundet de obligatoriske lagermåneder på langs. Det kunne man godt smage. 18 måneder er ingen tid for champagne, hvor der ofte begynder at ske spændende ting efter de første to år i flasken.

Anden gang var meget bedre. Sommeren 2010. Omend stadig noget grøn og uøvet, når man er vant til brut'er fra 2004 og nu 2006.

Tredje gang var for et halvt års tid siden i en alpehytte nær Mont Blanc.

Pludselig et helt andet bekendtskab. Siden har vi af og til stukket smagsprøver ud på dette kommende medlem af familien.

Etiket er det næste
Dens navn og farve ligger fast. Så vidt jeg ved helt nyt i Champagne, selvom det hænger godt sammen med resten.

Jeg glæder mig til at drikke den denne weekend i selskab med et par kompetente veninder og deres mænd. Måske sætte et par ord på oplevelsen sammen.

Nu skal vi have en etiket klar. Jeg holder på foråret 2012 .


Læs også Blancs fra bjerget, Noirs fra Côte'n

Vinens ukendte udmattelsesgrad

 

De rødsprængte Pinot-blade hører efteråret i Champagne til. Verzenay, den 7. oktober 2011

Efteråret kører den flotte stil.

Set nedefra fremtræder de vinklædte skrænter nærmest stribede. Hver parcel synes at bære sin egen nuance af grønt, brunt og alt der i mellem.

Når synsvinklen nærmer sig vinrækkerne, bliver det til gengæld slående, hvor grøn vinens verden stadig er. Og skovens med for den sags skyld.

Vi har det stadig varmt. For årstiden. Ofte temperaturer, der om eftermiddagen når op på de 17-18 grader, og om morgenen køligere men ofte tocifrede.

Det påvirker selvfølgelig.

 

 

 

Andre vinblade såvel som omgivende vegetation er til gengæld usædvanligt grøn. Den 7. oktober 2011.

I vinmarkerne er saften begyndt at forlade grenene. Sådan da, sine steder. For andre steder er stadig usædvanligt grønne for årstiden. Der er varme nok til den klorofyl, der holder bladene grønne. Selv om den er på retur, betyder det, at vinstokkene foreløbigt arbejder i længere tid end normalt.

Lige nu ved vi ikke, hvilken betydning det eventuelt kan få. For grenenes styrke. For plantens vigør. For kommende druer. En del af svaret vil vise sig, når vi til vinter går i gang med at lede efter store, stærke étårs-grene. Beskæring af vinstokke med andre ord.

 

Druer af anden generation når at modne. Verzenay, 7. oktober 2011.

Det er lige før, man kan ønske sig den første frost, og et mindre mildt, mere normalt efterår, der kan give vinstokkene den hvileperiode, de har brug for. Men det er jo selvfølgelig stadig 2011, hvor alt tilsyneladende kan ske.

Læs flere historier om 2011 her.