I foråret købte vi en aflagt traktor af en nabo. Den har klippet vores vinhække hele sommeren, og den seneste uges tid har Alain haft den ude at rode i jorden.
Det er første gang i adskillige tiår, at vores parceller bliver pløjet. Min svigermor har svært ved at se fidusen, men den ligger i virkeligheden lige for, når man ikke selv har gennemført den kemiske sprøjterevolution.
Ukrudt er vi nødt til at holde på det ganske minimale, indtil vinhøsten er slut. Den ene mulighed er at aflive det kemisk, den anden er jævnligt at pløje mellem og under vinstokkene.
Plovjernene ruller ganske tæt på vinstokke og wirer, og det kræver derfor ganske megen koncentration ikke at klippe noget over ved et uheld.
Vinrødder, der vokser i en uhensigtsmæssig retning, kan godt blive kappet af, men en enkelt vil formentlig ikke have den store betydning, da rodnettet er stort, forgrenet og dybt.
Plovfurerne ligner ingen større revolution. Det er heller ikke nu, vi forventer nogen forskel. Den ene forskel er, at vi til næste år skal have ploven frem i stedet for kemien.
Den anden, at vi formentlig må organisere beskæring og opbinding på en anden måde, fordi det ikke længere vil være muligt at bruge den lille rygvenlige bænk på hjul.
Et glimrende eksempel på, at hver gang vi drejer på en lille skrue her, så kan det få en pænt stor indflydelse på, hvordan vi afvikler resten af arbejdet der.
Foreløbig er vi bare glade for plovfurerne, og efter at have været i gang i over en uge, har Alain snart pløjet samtlige tre hektar.
Det er selvfølgelig et meget begrænset skridt for menneskeheden, men sådan set en meget symbolsk begyndelse på vores egne projekter. På hvordan vi vil drive vores parceller og på lidt længere sigt også på, hvad vi vil have ud af dem. Lød det stort? Jamen, det er det sådan set også.
No comments:
Post a Comment