Byen Braine i departementet Aisne har ligefrem en boulevard der navnligt set er dansk. Boulevard des Danois. Den når muligvis ikke Haussmannske højder men er dog alligevel noget. Siden 1956 har den været venskabsby med Haderslev, der i øvrigt også har sin egen Brainepark.
View Larger Map
Vraggods fra slagmarker
Her befinder vi os ikke langt fra flere af Den Første Verdenskrigs ildevarslende stednavne: Somme, Chemin des Dames og mange flere, og det bærer egnen præg af.
Monumenter og krigskirkegårde, javel, men hvem tænker på, at den, der henter sine kartofler eller sukkerroer op af en større matrikel, stadig må påregne at få et halv ton gamle i det mindste ukampdygtige granater og lignende med i lasten?
Det sker stadig, fandt krigen så aldrig så meget sted for snart 100 år siden. Har landmænd i Nordfrankrig så aldrig så meget hentet metalskrammel op lige siden.
Sønderjyder i verdenskrig
I 1914 var alt det danske land syd for Kongeåen - med undtagelse af Ribe - en del af det tyske kejserdømme. Unge sønderjyske mænd havde værnepligt i den tyske hær, og blev derfor udskrevet til den krig, resten af Danmark stod uden for.
"Til en sag der ikke var deres", som der står på portalen til den kirkegård lige udenfor Braine, der i dag rummer 79 sønderjyske gravsteder. En sætning der i øvrigt blev gentaget adskillige gange denne 11. november. For danskerne var jo tvunget over på den forkerte, på den tyske side.
Et lille stykke gribende Danmarks-historie, der virkelig fik kød og ben i den tid, jeg selv boede i Sønderjylland. Men jeg var nok også dygtigt præpareret fra helt lille af min mormor, der var glødende interesseret i den sønderjyske sag.
Mindesmærke i hver by
Verdenskrigen trak et blodigt spor gennem Frankrig. Jeg tror ikke, man finder en eneste familie her, der ikke har sit lod.
Overalt i Frankrig markerer byer og landsbyer stadig den dag hvor myrderierne stoppede efter fire års brutale ødelæggelser. Hver by har sit mindesmærke hvor navne på byens døde soldater står hugget i sten, og det er altid her, våbenstilstandshøjtideligheden foregår.
I Braine begynder dagen i kirken. Hvert år deltager en delegation fra Sønderjylland og også det officielle Danmarks er repræsenteret af Den danske Ambassade i Paris. Ved gudstjenesten taler også præsten ved Den danske Kirke i Paris. Selv er vi med som dansk-fransk familie i området.
Blomsterkranse i de franske, de belgiske og de danske farver fra Den franske Stat, fra Den danske stat, fra den belgiske venskabsby af samme navn og fra de sønderjyske kommuner Haderslev og Åbenrå (tjansen går på skift, andre år deltager Tønder og Sønderborg).
Dagens ceremonimester er pensioneret fremmedlegionær, så vidt vi kan tyde uniformen. Det har mindre betydning i dag. Braines borgmester nævner også siden i den officielle tale de franskmænd der de seneste år er døde i Afghanistan.
Også den danske attaché holder en tale - på fransk og på dansk - og blandt andet han nævner, hvordan de 79 sønderjyder faldt for en sag, der ikke var deres.
Det personlige lod
Flere af de danske her har også eget personlige lod i dagen. Det er karakteristisk, at selv efterkommere i tredje og fjerde generation kan redegøre for den del af familiehistorien, som de hjemvendte soldater ønskede at dele. Det stødte jeg også på, da jeg boede i Sønderjylland.
Flere i dag kender historier fra deres egne familier. Oldeforældre, bedsteforældre eller andre, der var med i denne krig eller en anden, og hvis efterkommere blandt andet mindes de historier og måske også det, som det gjorde ved deres familier, netop i dag.
Det gør jeg selv, og da jeg en times tid senere ikke er i stand til at presse hverken et eneste ord eller den mindste tone ud under den fælles afsyngelse af "Altid frejdig når du går" på Den danske Kirkegård i Braine, hænger det sammen med præcis dét. Den sang er for ladet med bevægelse til, at det er særlig klogt at omgås den i offentlig sammenhæng.
Den franske Kirkegård er nabo til den danske. Her går følget over bagefter, nedlægger kranse og synger Marseillaisen. Hvilket er noget mindre tåreladet for undertegnede.
Fortid og nutid
Højtideligheden slutter på Braines rådhus med et glas champagne - her kom så mit figenblad for hvorfor denne historie også hører til på Bobler, - og mulighed for at tale. Det gør vi blandt andet med vores dansk-franske vennefamilie som bor nær Braine, og blandt andet fortæller os om de levende bånd mellem Braine og Haderslev.
Vedligeholdelsen tager blandt andet en gruppe unge mennesker fra Danmark, Tyskland og Frankrig sig af. Hvert andet år kan 10 fra hvert land deltage i en ungdomslejr, hvis formål er at holde kirkegårdene, men også at opleve lidt af Frankrig sammen og lære hinanden at kende. Praktisk, forhåbentlig interessant og helt sikkert fredsbevarende arbejde på gulvplan.
De to byer har i øvrigt udvekslet unge mennesker siden 1956. De slår dermed Elysée-trakaten med seks år.
Tradition med fremtid?
Våbenstilstandsdagen er en tradition, der vil forsvinde, forudser nogle af vores i øvrigt historisk bevidste franske venner et par dage før den 11. november. Færre franskmænd kender personligt historierne, og som tiden går vil de blive endnu sjældnere og markeringen dermed miste sin betydning, mente de.
Sandt er det nok, at den slags giver større mening på landet, hvor den kollektive hukommelse har anderledes tyngde end i byen. Der er altid én, der husker. Og i parentes bemærket: Det er ofte ikke rart.
Alligevel føler jeg mig selv også som et bevis på noget modsat. våbenstilstandsdagen er for så vidt ikke min tradition, men jeg finder stor mening med den. Behøver jeg nævne, at det her i huset er mig, der har sparket hele familien afsted til trompetskrat, faneføring og uniformerede mænd siden mine første måneder i Frankrig for snart 10 år siden? Det bliver nok Braine for os igen til næste år.
No comments:
Post a Comment