Pastaver i la soupe

 

Vintertid er suppetid, og vi har nu taget en Oliviers kære barndomsminde i brug.

Jeg laver suppe tre-fire gange om ugen, og det går rimelig tjuhej efterhånden at skære nogle grøntsager, eventuelt en kartoffel eller to, i mindre stykker. Lade dem svede i en smule olie, og bagefter hælde vand på, et ordentligt laurbærblad, koge op og skrue ned i en 20-30 minutters tid. Jeg smager først til med salt, peber, kokosmælk, fransk creme fraiche med mere, når jeg blendet det hele.

Mange grøntsager kan glide ned på denne måde. Stort set kun pastinak lykkes det mig aldrig at maskere for de i det tilfælde yderst skarptsmagende børn.

 

Nu har jeg så taget Oliviers trick i brug: Pastabogstaver, som man skriver sit navn med på kanten af tallerkenen. En historie, han delte med os en aften under vinhøsten, der typisk indleder årets suppesæson.

De små stivelsesfiduser skal dog trods liden størrelse nå at koge med i suppen. Ellers er deres tilstand ligesom al anden halvkogt pasta. Ikke noget at skrive hjem om. Og resultatet bør ellers tydeligvis ende henført.

 

Suppen her rangerer i bedstemorklassen, og den smager selvfølgelig bedst. Det niveau af glæde forventer jeg ikke at rykke op på lige foreløbigt. Hvad er herligt akkompagnerende glas angår, drikker vi det inden suppen.