En pakke ægte, kenyansk kaffe kom i denne bomuldspose. (Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal bruge den til).
To poser the fra Paris, så sådan her ud. Meget smukt, men mængden af emballage er en anelse overdrevet. I en region, hvor 40 procent af det totale CO2-udslip hænger sammen med emballage, er det ikke den vej, vi har lyst til at gå.
Min egen glæde ved at pakke ud er vokset med årene. Jeg bemærker emballagen på en anden måde. Er det fordi, at gave generelt bliver pakket smukkere ind nu end før? Eller hænger det sammen med min egen evne til at gribe udpakning - og meget mere - an i roligere tempo. Hvilket giver mere tid til at lægge mærke til fine detaljer. Ved det ikke.
Foreløbig holder vi os til vores pap-kasser. Hvid og brun i forskellige størrelser, fordi vores flasker ikke har helt samme størrelse. Hvilket er meget besværligt, fordi vi konstant må afsted for at hente kasser, der passer i størrelse og kvalitet (farve). Vi har ikke plads til at opbevare store mængder kasser, og især ingen lyst til at binde midler i den slags.
Foreløbig arbejder vi altså med at skaffe os stemplede kasser i eget personlige navn i stedet for i champagnens generelle. Cellofan - klart eller kulørt - er også en mulighed. Hvad mener du? Hvordan synes du, en flaske champagne præsenterer sig bedst?
No comments:
Post a Comment