24 April, 2012

Hagl hører ellers til marts

 
Posted by Picasa
Vi har efterhånden haft en serie kølige uger.

Frosten har I hørt om. Det er blevet lidt varmere, men temperaturerne holder sig under 10 grader Celsius dagen lang, hvilket er noget af en forskel fra de 20 grader om eftermiddagen, der fik vinknopperne til at åbne sig på rekordtid.

Hagl og torden
For tiden har vi ikke en dag uden regn. Hagl hører også til næsten hver dags uorden. Det er et vejr, der her i Champagne oftere hører marts til end april - modsat Danmark - så man kan godt få den tanke, at der vejrmæssigt er byttet om på månederne i år.

Mærkeligst var det alligevel en aften for nogle uger siden, hvor det tordnede og bagefter haglede. Det plejer at være sommervejr, men lige i de dage blev det varme vejr formentlig fortrængt af det kolde, og det går sjældent helt stille af.

Vi har haft en smule skade af de første hagl i den øvre Chardonnay-parcel i Loisy-en-Brie. Vi har hørt, at flere i Bergeres-les-Vertus få kilometer fra os har fået flere hagl og større skader.

Forsikring
Det har givet anledning til at begynde arbejdet med vores årlige forsikring mod den form for skader.

Det gik ikke stille af, da der blev arbejdet på den. Onlinesystemet er meget vanskeligt at bruge som sidste år. Vi har foreløbigt undgået smadrede tastaturer og lignende, der af og til er den fuldstændige desperations følgesvend, når intet makker ret, skærmbilledet fryser fast de næste to timer uden at gemme det arbejde, der allerede er gjort. Behøver jeg nævne, at der naturligvis ikke ligger nogen vejledning online. Men hvad gør man ikke for at forsikre sig mod hagl?

Uvejr har tendens til at vende tilbage gennem hele sæsonen, når de først er begyndt. De næste måneder vil vise om Bergeres-les-Vertus ligger i deres passage i år. Foreløbigt er næste haglbyge meldt i dag.

No comments: