Heliport Mumm

Hver onsdag kører jeg igennem Grand Cru-landsbyerne Verzy, Verzenay og Mailly-Champagne. Mange onsdage minder mig om Champagnes særlige dynamik, der udgår fra mikset mellem ekstrem eksklusivitet og den lige så ekstreme landlighed, der udgør det meste af resten. I hvert fald på overfladen.

Skoleugens midterste dag er den ugentlige halve eller hele fridag, som franske børn har til at gennemføre sportslige, kulturelle eller andre aktiviteter, der ikke står på skoleskemaet. Min 4-årige søn får musikundervisning i Reims, hvilket hver onsdag morgen bringer os gennem vingårdene i denne del af højdedraget Montagne de Reims.

Vi passerer adskillige highllights på vejen: Først Veuve Clicquots nydelige villa - i den store ende - på landet. Det vil sige i udkanten af Verzy, hvor vi bor. Halvanden kilometer senere når vi fyrtårnet i Verzenay. Oprindeligt bygget som traktørsted i Belle Epoque-tiden. Nu rummer det et vinmuseum, og der er en dejlig udsigt ned over Vesle-dalen. Det er der også fra Mumms vindmølle, der optræder på den anden side af Verzenay på skræntens næste fremspring.

I dag landede der til lejligheden et par helikoptere med huset Mumms logo. Vindmøllen, der blandt andet har tjent som udsigtspunkt under 1. Verdenskrig, er for længst sendt på pension, og har i dag sammen med møllerhuset status som Mumms prestige lokalitet. Jeg formoder, at der var efterfølgende frokost. Vi passerede i hvert fald klokken 12, og franskmænd tager normalt deres maver alvorligt og befinder sig på den tid i nærheden af det bord, hvor de har tænkt sig at indtage deres déjeuner. Fair nok.

Det morer mig at spore disse tegn på den luksus, der her optræder visse steder i forbindelse med visse mennesker. Helikoptere overflyver os jævnligt, og kun de færreste af dem er på vingerne for at sprøjte vinen. Det hænger ikke specielt godt sammen med de begyndende hensyn til miljø, der er ret nye toner her. Og man kan altså også godt se vin fra parkeringspladsen ved møllen. Endda tæt på.

For sønnen var det til gengæld et af dagens højdepunkter at se helikopterne lande.

Spæde blade

For en uge siden så jeg, hvordan vinstokkens første knopper var på nippet til at bryde ud i årets første blade.

Nu er det sket.

Débourrement er godt i gang, og vinstokkene på skråningerne i Montagne de Reims er i gang med den del af årets arbejde, der vedrører blade.

Plantens grønne fabrik, der først lige skal etableres, før den kan overtage madgivningsarbejdet fra plantesaften.

Vi har ikke besøgt parcellerne i Loisy-en-Brie et par uger. Formoder at bladene også må være i fuldt firspring på de sydøstvendte skråninger, når de nu er i så fart her i Verzy, hvor de fleste parceller vender mod nord.

Knopperne rører på sig

De allerførste af knopperne i vores to parceller er så småt begyndt at røre på sig.

Knoppen begynder at svulme, hvilket skyder de brune skæl, der beskytter den mod frost i løbet af vinteren, til side. Og så sidder årets potentiale rimelig ubeskyttet og bart på de brune grene.

Først et stykke ind i maj regner man normalt risikoen for nattefrost for slut. Sørme længe at bide negle.

Vi mangler i øvrigt stadig at binde 500 meter vinstokke op. Familien har ligget helt underdrejet af influenza. Vi er ikke de eneste, men det er ret tydeligt, at det er sidste heat af opbindingen, der er i gang i disse dage.

Forårets frost er farlig

Årets farligste tid nærmer sig. Den sene frost.

Foråret har allerede været her et stykke tid. Vinstokkene er i fuld aktivitet, og det betyder, at knopperne vil begynde at svulme i løbet af nogle uger. Afhængigt af parcellens placering. Der er trods alt et stykke vej mellem departementerne Aube og Aisne, der begger er en del af Champagne Viticole.

I Loire slog den farlige forårsfrost til natten mellem søndag og mandag. Der går et par dage fra vinknoppen åbner sig for det første blad til det er hærdet nok til at modstå frost. Hvis det fryser undervejs fra knopperne begynder at svulme til det første blad har et døgns tid eller to på bagen, kan det ødelægge knoppen. Altså ingen druer herfra. Og det skete altså i Muscadet-området i Loire forleden. På hver anden af 180 parceller skønnes mellem 80 og 90 procent af de primære knopper svedet af frost. En ny generation knop vil udvikle sig, men det er umuligt at vide i hvilken grad den vil kunne kompensere for det ødelagte.

Champagne ligger noget nordligere end Loire, og vinstokkene er mindre udviklede, men det er klart, at risikoen er den samme her, når først knopperne begynder at røre på sig. Seneste frostkatastrofe i Champagne fandt sted i 2003, hvor 40 procent af områdets vinstokke frøs ihjel på en enkelt nat.

Langs Côte des Blancs fladeste og derfor mest frostudsatte parceller er varmelamper kommet op for nogle uger siden. Cirka to-tre procent af parcellerne i Champagne er beskyttet mod forårsfrost af forskellige systemer. Vores vinstokke må som langt de fleste i Champagne klare sig med en bøn til Vorherre.

Nye klokker til unge vin

 

 

Nye klokker skal beskytte de to år gamle vinstokke mod blandt andet kaniner og dårligt vejr.

Vi kæmper stadig med at binde grene op. Regnvejr afløser influenza, der afløser regnvejr.

Sidste weekend rakte kræfterne kun lige til en køretur til Vertus for at købe flere plasticklokker til at sætte uden om de 400 små vinstokke, vi plantede for snart to år siden. De er stadig ikke i produktion.

Filosofien er at lade planterne vokse sig stærke, før de skal yde. Ligesom alle andre små. Først efter den tredje beskæring må vi lade dem vokse op i fuld størrelse, med maksimalt antal knopper: 18 styks, fordi vi på den nederste mark beskærer efter Vallée de la Marne-systemet, der består af en kort spore med tre knopper, en ung og lang med ni knopper og en forlængelse af den ældste gren med seks knopper. Til næste års vinhøst skulle de være klar til at give druer.

De oprindelige klokker, som vi anbragte for to år siden, har stort set bevist deres nedbrydelighed. Der er ikke længere mange rester tilbage af dem.

Meunier-planterne trives i øvrigt fint. Guderne skal vide, de må få vand nok.

 

 

Clement hjælper Alain med transporten af klokkerne. Han synes normalt, det er hyggeligt at være med i vinen, hvis der er opgaver han rent faktsik kan bidrage med.

Sig det med rosa

 

Muligvis sommerhuskitch... men sådan set første gang, undertegnede smagte lyserød champagne, og jubelen ville næsten ingen ende tage.

Den lyserøde champagne er så populær at selv ikke konservative vinbønder kan ignorere dens succes. I snit har den populære drik haft en fremgang på 12 procent af det totale salg, hvilket gør rosa til den næstmest solgte champagne.

Hos en bekendt i Bergères-les-Vertus bærer hver fjerde solgte flaske i dag enten den diskret laksefarvede eller en mere dybrosa robe.

Men traditionnelt har den lyserøde ikke været alt for god tone, og jeg husker stadig den første kasse lyserød, Alain medbragte på sommerferie i Danmark. Lad mig sige det sådan: Det var ikke lige hans stil. Men jeg havde insisteret på at få den, og pigerne syntes virkelig godt om sagerne. Siden har han - og mange andre - måttet overgive sig. Salgstallene taler for sig selv med 23 millioner flasker pink sidste år mod 14,6 millioner flasker i 2004. Ikke en fordobling, men det nærmer sig. På bare tre år.

Farven kan forlede. Lad mig derfor lige slå fast, at lyserød brut er nøjagtig lige så knastør som alle andre brut'er. Dette er alt andet end en sød bolschevin. Tværtimod har lyserød champagne ofte noget mere krop og kraft end den klare kollega. Hvorfor ikke prøve selv? For eksempel til sushi eller med ske?

Den klassiske er Billecart-Salmons, der stammer tilbage fra det 19. århundrede. Laurent Perrier genintroducerede pink sidst i 1960'erne, og i dag har alle med den mindste mulighed et bud på de kinky bobler i sortimentet.

Pædagogisk vin

En have, der præsenterer Champagnes forskellige vintyper og de landskaber, de optræder i, er i sin vorden. Det nye, pædagogiske stop på la "Route Touristique de la Champagne" ligger uden for Épernay.

Det nye landskabsprojekt syner stadig ikke af ret meget. Det er også først fra næste år, man regner med at tage imod turister,

Vinstokken menes bragt til Champagne af romerne, og det er meningen, at man her kan følge den historiske udvikling i den lokale måde at dyrke vinstokkene på, få demonstreret beskæringens betydning med mere.

De pædagogiske vinstokke befinder sig ved landsbyen Chouilly på samme akse som Épernays berømte Avenue de Champagne, hvor blandt andre Moët & Chandon og Perrier-Jouët bor. Hvis man med andre ord befinder sig på Avenuen fortsætter man blot ad samme vej ud af byen og forbi Nicolas Feuillatte, så når man vinhaven.

På vejen mellem landsbyerne Chouilly og Cuis i samme område kan man allerede nu studere såkaldte vignes en foules, hvilket betegner det system, de fleste vinbønder i Champagne brugte før 1. Verdenkrig. I stedet for vore dages spalierer, bandt man dengang planterne op ved hver sin stok.

Silende saft

Vinstokkene er virkelig på nippet. Den forløbne weekend bandt jeg grene op, og når jeg af og til måtte afkorte en gren, kunne jeg se, hvor frit tårerne løber.

Det drypper simpelthen fra friske klippeflader som fra en vandhane, der skulle have set blikkenslageren for flere måneder siden. For ikke at sige, det siler.

Et livsbekræftende syn. Og lidt stressende. Med 650 meter, der stadig kører friløb. Naboerne er stort set færdige med at beskære og binde op, I Côte des Blancs og Montagne de Reims er de fleste parceller beskåret, og vinbønderne binder op livet løs.

Jeg kan endnu ikke se udvikling i knopperne, men det er et spørgsmål om tid nu. Varmelamperne er i løbet af de sidste uger sat op i vingårdene på det flade land langs landevejen gennem Côte des Blancs. De vinstokke, der mere end nogen er i risikozonen, hvis det bliver frost på det forkerte tidspunkt: De par døgn, hvor bladene er helt nye.

Altid et meget spændende tidspunkt: At se knopperne arbejde sig frem mod det første, friske blad. Så skønt et syn.