Den ny vin

Alain klapper jord om en ung plante, der bør være fuldt produktiv om tre år.

Weekenden er omme, og status er 150 stykker i jorden. Det vil sige, 150 ét år unge Meunier-vinstokke har fået ny muld under rødderne. Forhåbentlig for rigtig lang tid. Der er et vist tidsmæssigt perspektiv over at plante vin.

Vi passer vinstokke, plantet af Alains far, bedstefar og onkel tilbage i 1960’erne. I den netop forløbne og vidunderligt, varme aprilweekend har det for første gang været vores tur til sammen at plante vin, og det er stokke, som Clement eller vores kommende barn måske kommer til at passe en gang.

Selvom mine rødder ikke er i Champagne - ikke endnu i hvert fald - er det alligevel noget ganske særligt at plante nyt liv, der med ret stor sandsynlighed kommer til at overleve mig. Tanken tiltaler mig. Helt konkret betyder den også, at det betaler sig at gøre arbejdet grundigt. Ordentligt.


Et bundt unge vin, der endnu ikke er klippet til.

De små vinplanter har været bestilt hos vores foretrukne pepinièriste i den lokale storby Vertus i månedsvis. Det er skønt for en gangs skyld at være kommet for at plante nyt i stedet for at grave op. Oven i købet under høj sol og 20 grader allerede klokken 11. 425 små Meunier til erstatning for de gamle, der faldt.

Det er sygdommen esca, der gennem de sidste fire-fem år har tyndet godt ud i rækkerne. En sygdom, der er helt horribelt smitsom, fordi der ikke i øjeblikket er noget middel til at bekæmpe den. Et produkt, som man anvendte tidligere er i dag forbudt.

Podning forseglet med voks
For den uindviede men også for en førstegangsbeplanter som mig ser de små vinpinde vældig spøjse ud. 40-50 centimenter lange, overtrukket med et tykt lag fuchsia-farvet voks og nederst et rodnet, som vi klipper af til få centimeters længde, inden vinen kommer i jorden. En procedure, der ikke adskiller sig væsentligt fra for eksempel at plante eller omplante roser, og formentlig også gælder for andre planter.

Voksen skal beskytte den lille vin og især det sted, hvor toppen er sat sammen med bunden med et såkaldt omega-snit. De fleste franske vinstokke er i dag sat sammen af en underdel, som er amerikansk vin, og en overdel, som er fransk vin. Omega-snittet har facon som samme græske bogstav, en maskine skærer det ind i de to vindele, således at de kan sættes sammen som et stykke finere snedkerarbejde.


Den lille udposning er det sted den franske vin er sat
sammen med den amerikanske.

Disse fiksfakserier er løsningen på den katastrofe, der ramte de fleste franske vingårde i slutningen af det 19. århundrede. Vinlusen phylloxera nåede gennem 30 år at spise sig igennem det meste af den ærværdige, franske vinarv indtil et kvikt hoved fandt den løsning, man bruger den dag i dag.

Det viste sig, at såkaldt amerikansk vin ikke blev angrebet af insektet, og derfor begyndte man at pode en roddel af amerikansk vin sammen med en top af fransk vin. Den amerikanske vin er steril, og det er derfor stadig den franske topdel, der producerer druerne. Som altid.

Kigger man godt efter på billedet, kan man ane podestedet i form af en lille udposning nogle centimeter under hovedet. Det er her, at den amerikanske porte-greffe møder den franske Meunier.

Podestammen, altså den underste del af koblingen, vælger man efter sine forhold. Der findes specielle typer til brug i særligt sure eller basiske jorder. Ikke mindst det sidste kan være aktuelt i Champagne, hvor et af de særlige geologiske karakteristika netop er en meget kalkholdig jord. Man kan også få en podestamme, der er tidlig, hvilket kan være aktuelt på sene jorder.


Vi klipper det meste af vinens rodnet af, inden den kommer i jorden.

I Loisy-en-Brie er vi imidlertid ganske almindelige. Vores porte-greffe er af standardtypen 41B, hvilket er godt på jorder, der er udsat for chlorose - jernmangel. Den er desuden robust og normalt befordrende for et godt udbytte.

Så uundseelige disse højlyserøde pinde end tager sig ud, gemmer der sig altså i dem alligevel en hel del års erfaring med og viden om både vindyrkning generelt og om de lokale forhold i ens egne jorder. Som små børn vil pindene få særlig omsorg i begyndelsen. De har nu fire år til at vokse sig stærke og fuldt produktionsduelige.

Vinen gror på de fattige jorder
Når en vin først har fat, er den en vældig nøjsom plante. Ikke mindst derfor er den - eller har i hvert fald været - så populær en beboer på jorder i Sydeuropa, hvor valget ofte har stået mellem vin og oliven.

Også i Champagne gror vinstokkene typisk på de mest besværlige jorder. Besværlige på grund af mange for mange sten, for meget vand, for meget kalk eller for stejl en hældning.






Den ny vin får rødderne begravet i et pænt stort hul fyldt med ny muld.

Vi hjælper derfor de nye vin så ordentligt i vej, som vi kan, blandt andet ved at give dem en ordentlig bunke muldjord med sig i hullet, inden de bliver dækket til med den almindelige kalk- og grusrige jord. Det andet, vi kan gøre for at hjælpe de unge planter, er at sikre dem mod vinmarkernes mange sultne gæster.

Plasticklokke beskytter mod dyr
Jeg kan ganske vist undre mig over, hvad kaninerne finder interessant ved disse små kviste, der oven i købet er fuldstændigt pakket ind i voks. Ikke desto mindre beskytter alle tilsyneladende deres unge nyplantninger på en eller anden facon, og det koster både tid og penge at sætte dem op, så de må jo virke.

Vi har købt 425 stykker gennemsigtig plastic, der på forhånd er stanset ud, så de er nemme at samle til en slags klokke, som man kan placere udenom vinkvisten og derpå nagle fast med en lang bambuskæp. Kunsten er at presse denne så langt ned i jorden som muligt, så den rent faktisk kan holde til noget.

Alligevel er det lidt af en gåde for mig, hvordan denne skrøbeligt udseende anordning kan overleve sommerens ind i mellem voldsomme storme for ikke at tale om vintervejr, blæst og hagl. Men jeg konstaterer, at jeg ser dem overalt i vingårdene - sommer og vinter - og de flyver ikke rundt, men står solidt plantet om de unge håb, som de skal. Det må altså virke.






De unge vin beskyttes af en plasticklokke, holdt på plads af en bambuspind.

Langsom ungdom
Når de først er i jorden og behørigt beskyttet, får de nye planter næsten lov til at passe sig selv de første år. Den langsomme fremdrift skal fremme planternes almindelige sundhed og styrke, og derfor får de lov at koncentere sig om at vokse fremfor at mangfoldiggøre sig. At skabe en stærk plante har i første omgang højere prioritet end at få druer.

Vi beskærer derfor de nye planter ganske kraftigt de første år, og det gælder samtlige af de fire beskæringssystemer, der er i brug i Champagne.

Næste år vil planterne blive klippet helt ned til bare en til to centimeter afhængig af plantens vigør. Jo mere skravlede de er, jo mere vil vi klippe af, for at give den stump der er tilbage, så meget mere næring. Året efter lader vi en rachet - en lille stump med to øjne - og et enkelt øje blive siddende, hvis planten vokser godt. Er den af en eller anden grund stadig lille og svag, vil den blive klippet helt ned igen. Derved kan den spare på kræfterne og forhåbentlig udnytte, hvad den har, til at vokse sig stærkere.

Først efter tredje års beskæring begynder planten at ligne noget. Er vinen livskraftig og stærk får den lov at beholde både en rachet og for vores vedkommende - fordi vi bruger Vallée de la Marne-systemet - en baguette-gren med fem-seks øjne. Nu begynder den unge vin at finde samme form som de ældre kolleger i rækken.

At særlig opmærksomhed og omhyggelighed virker, er tydeligt. Vi har nogle ganske korte rækker i parcellens ene ende med unge planter. De er dog ikke yngre, end at de for længst burde have vokset sig store og stærke. Men det er altså først i år, efter at Alain gennem flere år har viet netop deres beskæring særlig interesse, at de begynder at se nogenlunde livskraftige ud. Nænsomheden virker.

Tiden vil vise, hvordan weekendens 150 nytilkomne vil klare sig. De får i øvrigt selskab næste weekend af yderligere 275 kolleger, der p.t. venter i svigermors garage på at få jord under rødderne.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.