Det eneste stykke intelligente arbejde, der foregår i vingården, er beskæringen. Citat Alain. Her er det til gengæld en klar fordel at holde hovedet tæt ved jorden og rette tankestrømmene mod det, der foregår i forlængelse af grensaksen. Det er nemlig nu, vi skal lette arbejdet for os selv under efterbeskæringen til marts. Det er nu, vi forenkler høstarbejdet til efteråret. Det er nu, vi fornyer vinstokken, så den kan udvikle druer af høj kvalitet ikke bare til den kommende høst men også til den næste.
Teorien er enkel nok. Vi har primært røde Pinot Meunier-druer, og de beskæres efter Vallée de la Marne-metoden: Man har en rod - en gammel knudret stub med et virvar af årets unge grene stikkende op og hen og ud i alle retninger - heraf vil kun to grene og en stump se lyset i morgen.
En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte knopper.
En gammel, en ny, en stump
Først vælger vi den gamle gren med grålig bark, hvorfra årets stærkeste skud får lov at overleve i op til otte knoppers længde. Alle andre sidegrene bliver barberet af. Fra de otte knopper vil dette års produktion af druer udvikle sig. Er der to gamle grene, får den yngste normalt lov at overleve, fordi den ældste ofte vil have vokset sig så lang, at dens vækst kan genere naboens. Med en diamater på flere centimeter skal den typisk have et solidt klip eller to med den store grensaks for at blive fældet.
Den således fornyede, gamle gren får følgeskab af en ung, brun og stadig bøjelig gren, der - igen ifølge teorien - har udviklet sig af sidste års stump. Den får lov at forblive akkurat så lang, at dens øverste knop stikker op over nederste række metaltråd, men ikke lang nok til, at den kan komme i karambolage med den gamle grens yderste unge del. Til næste år vil denne nye gren, der i løbet af dette år vil udvikle en barket, ru overflade, erstatte den nuværende gamle gren.
Til sidst forbereder vi den stump, der skal udvikle råmateriale til at levere næste års unge gren. En sidste stærk gren får et skråt snit lige over sine nederste to knopper. Og sådan fornyr man en vinstok. Helt enkelt.
Den unge gren skal over nederste række tråd, men må ikke møde den gamle grens produktive del. Alain måler efter.
Teori og praksis
Med teori er det jo imidlertid ofte sådan, at den egner sig bedst for bøger, mens virkeligheden normalt byder på mere komplekse problemstillinger. Således også i en vingård. Ikke to planter kan i virkeligheden behandles helt ens; man må gennemskue deres særlige karakter og tillige sammenholde dem med naboens, før man kan beslutte sig for, hvordan saksen skal føres.
Det eneste, der ligger helt klart, er, at de fleste af grenene skal væk. Hvor mange og i hvilken længde og retning afhænger af plantens tilstand men også af naboens: Levende, døende, alt for ung?
For hvis naboen af den ene eller den anden grund ikke sætter druer nok, må ens plante kunne levere druer for begge. Et problem, man løser ved at efterlade to gamle grene i stedet for en. De vil blive bøjet og bundet op i hver sin retning til foråret. Hver forlænget af en ung gren med otte knopper.
Et andet problem kan være, at grenene, der har udviklet sig af sidste års stump, kan være for svagelige eller sidde for yderligt på planten. En sådan placering øger risikoen for at få klippet, når traktorer sommeren lang beskærer de yderste blade, og det er naturligvis ikke meningen. En så yderligt placeret gren vil derfor - uanset den er både sund og stærk - blive valgt fra til fordel for en mere centralt placeret. Er der ikke gode grene, vælger man den mindst dårlige.
Først efter mange overvejelser kan man klippe færdig.
En kunst at klippe til bunds
Vi fornyer helt i bund og kører jernhårdt frem efter dette princip. Alains kongstanke er, at vinstokken udvikler sig bedst, hvis den er blevet skåret helt ned til det minimale. Ekstra grene og ekstra knopper vil dels give ekstra arbejde, dels sprede vinstokkens kraft i stedet for at koncentrere den om det nødvendige.
En stribe unge planter udgør tydelige eksempler på forkert beskæring. De er godt fem år gamle og burde i løbet af de første tre år have vokset sig store nok til at blive bundet op ved den første række tråd. Men sådan er det ikke gået. Typisk fordi de har fået lov at at sætte for mange grene. Havde den mand, der har beskåret planterne, i stedet efter det første år valgt sig en enkelt stærk gren, ville vinstokken have koncentreret kraften her, hvorved denne ene gren ville have nået at vokse langt mere i løbet af året.
Forkert beskæring betyder i sådan et tilfælde en mindre eller ligefrem slet ingen produktion af druer. Her kommer naboen så til at producere dobbelt på to gamle grene, indtil den nye plante er kommet med op i højde.
Denne plante har to gamle grene, fordi en nabo ikke giver druer.
Døde grene
Endnu en parameter er væsentlig. Når man har fundet de nødvendige grene, må man sikre sig, at de er sunde og raske, inden man når at klippe resten af. Ellers vil også dette gå ud over produktionen.
For den uerfarne - som mig - er alle grene brune, eventuelt grå for de gamles vedkommende. Alain derimod kan kaste et blik på en tilsyneladende stærk og spændstig gren for sekundet efter at forkaste den som død. Klipper jeg et par centimeter af en sådan gren, vil den stensikkert vise sig at have en gul og brun kerne i stedet for en sund og grøn og levende. Først 20, 30, 40, 50 centimeter længere inde ad grenen kan den vise sig at være spillevende, men det vil normalt være for kort en længde til at kunne levere de otte knopper, der er nødvendige for en passende produktion.
En sådan halvdød gren må derfor væk til fordel for en anden, omend den kan synes mere skrøbelig.
Evnen til at spotte sygdom og død, hvor alt for lægmanden synes i fineste orden, hedder også erfaring.
Den store saks bruges til klippe de ældste grene.
Erfaring, mod og stærke hænder
Med erfaringen kommer evnen til mere at fornemme end egentlig at se vinstokkens aktuelle tilstand. Alain er knapt nok i stand til at forklare, hvad der egentlig får ham til at slå ned på enkelte grene, enkelte planter. Det er noget med farven, noget med styrken, noget, der er alt andet end konkret. Men som kommer med tiden.
Som udvikler sig i takt med, at man år efter år kan studere planternes udseende og udvikling og sammenholde dem med sit eget arbejde i vingården.
Udover disse erfaringsbaserede fornemmelser har man brug for et vist mod. Der er vitterligt ikke meget tilbage på stubben, når man er færdig med saksen, og det kræver en vis selvtillid at tro på, at man rent faktisk har satset på de rigtige grene.
Lægger man oveni erfaringen og modet også en vis portion kræfter i hænderne til at kunne levere de kraftige klip, har man alle nødvendige egenskaber for at kunne lade sig indrullere i den vinterhær af landarbejdere, der lige nu er i færd med at skære samtlige Champagnes vinstokke ned. Til sokkeholderne for de modigstes vedkommende.
In English
Trillebør af gammel olietønde, som bruges til at brænde de afklippede grene i. Man holder bedre varmen med et mobilt bål og slipper for at slæbe grene væk, til gengæld lugter man af brændvæske i flere dage efter.
De efterladte druer er først rådne og siden udtørrede. Afklippede grene kan kun brænde, hvis druerne er helt tørre, hvilket er et problem i år.
Til toppen
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment