04 November, 2011

Vinblade må gerne arbejde over

 
Posted by Picasa
Gulgrønne vinblade i Champagne den 1. november har jeg først set i 2011.

Oktober og foreløbig også november måneds i den grad indianske sommer har gjort vinstokkene godt. Det skriver et par teknikere i denne måneds overordnede rapport over den almindelige tilstand i Marnes vingårde.

Det er jo overraskende, når vi hele tiden har ment, at dette efterårs forlængede vækst tværtimod udmatter vinen. Normalt ville den være stort set i hvile og uden blade nu.

Ifølge artiklen giver bladenes fortsatte aktivitet tværtimod planterne mulighed for at fylde mere på de indre lagre inden vinteren.

Mangler på næringsstoffer
Planterne har haft en hård sæson her i 2011, der har været både meget varmt og meget tørt.

Et symptom er mangel på grundstofferne magnesium og potassium, og den kan vi aflæse direkte på bladenes kulørte aftegninger. Mere præcist kan en analyse af jorden fortælle, om næste års gødning skal tage højde for manglen.

Jeg læser dette af og til meget tekniske blad af lige præcis denne grund: For at lære noget.

Dets hyppige kemiske formler er svære både på dansk og fransk. Om vinen står grøn eller bar den 1. november kan jeg til gengæld få øje på både med og uden briller.

 
Posted by Picasa
Selv slyngtråde kan jeg stadig finde i den grønne og sartrosa udgave fremfor vinterens hærdede brune.

03 November, 2011

Vinterjob i skjorteærmer

 
Posted by Picasa
Bladene hænger stadig i stor mængde på de højest beliggende vinmarker i Montagne de Reims. 1. november 2011.

Naboen beskærer i Loisy-en-Brie. Vinstokkene står stort set bladløse nu.

Betingelsen er det bladfald, som den første frost normalt bringer.

Selv i Montagne de Reims begynder det at hjælpe på det.

Grenværket står temmelig nøgent for neden, der hvor skråningen flader ud i mark, og højderne kan man jo gemme til sidst. Men jeg har nu ikke set nogen ude med saksen endnu på disse kanter.

I Loisy-en-Brie begyndte vores vinmarksnabo imidlertid vinterens arbejde i sidste uge, og det foregik i skjorteærmer. Trods alt ikke hverdagskost i Champagne i november måned.

Alain er stadig i gang med at forbeskære. Han har også vejret med sig. 15 grader viste termometeret i bilen, da vi kørte mod Reims kl. 8 i morges.

01 November, 2011

Toussaint

 
Posted by Picasa
Alle Helgens Dag eller Toussaint er fridag i Frankrig.

Vinen bærer stadig blade. Flest foroven, og færre eller ingen forneden, hvor der er koldere. Tidligere frost betyder hurtigere bladfald.

Skoven er stadig til dels grøn. Jeg har endog set krat med nyudfoldede, grønne blade først på ugen.

November følger foreløbigt oktobers temperaturer, vi ligger omkring de 8-10 grader Celsius om morgenen.

 
Posted by Picasa
Begge billeder: Mellem Verzy og Verzenay, den 1. november 2011.

28 October, 2011

Monocru, single plot, enkeltmark

 
Posted by Picasa
Om nogle år skulle vi gerne smage vores egen enkeltmarksvin i et lignende INAO-glas

Vores vej videre frem har været klar nok nogle år.

Det har blot været lidt grumset, om vi skulle køre ad motorvejen eller skumple afsted ad hjulsporet. Tilfældet har i høj grad villet det sidste.

Retningen fejler til gengæld ikke noget, og nu vil kooperativets seneste fælles investering komme os til gode. Måske allerede næste år.

Stor presse kan tage lidt
Jeg har vist udvidelsen frem i ny og næ. Byggeriet, som rent faktisk stod klar til årets vinhøst.

Umiddelbart så de to nye presser ikke meget anderledes ud end de gamle. Forskellen er deres intelligens.

Det nye maskineri kan presse 8.000 kilo druer ad gangen. For stor til os. Vi vil næppe ønske at allokere en tredjedel af vores produktion til en enkeltmarkschampagne, som vi kun kender omridset af på forhånd.

Stor glæde, da vi fandt ud af, at den nye presse tager højde for mængden. Vi kan selv vælge kun at fylde den halvt, og så spiller piben anderledes godt for os. En parcel hvert tredje år kan pludselig være en reel mulighed.

Det tilhørende nye cuverie er bemandet med små ståltanke, der kan rumme for eksempel vores første enkeltmarksvin.

Flere parceller, flere vine
Vi passer i dag 6-8 parceller, der placerer sig over tre forskellige lieu-dits.I hver af disse har vi Chardonnay-druer samt enten Pinot Meunier eller Pinot Noir-druer. Der er altså noget at vælge i mellem.

Når druerne er presset, og mosten gæret til vin, vil bagefter følge de sædvanlige fem mørklagte og fugtige år, før vore første enkeltmarkschampagne vil se lyset. Forhåbentlig værd at vente på.

26 October, 2011

Kålfætterens fremtrædelsesformer

 
Posted by Picasa
Chenillard'en i brug under vinhøsten, mens dens motor stadig var i live. August 2011.

Vi har en lille hjælper i vinen, som er næsten uundværlig. Chenillard'en alias kålormen på grund af larvefødderne.

Godt nok har vi måttet klare os uden siden midt under vinhøsten. Det har heller ikke været uden konsekvenser.

I øjeblikket må wirerne holde for. Hver fjerde stykke ståltråd få et fatalt hak i samme hug som vingrenene.

Vente eller købe
Mens der stadig intet nyt er om vores pensionerede mekanikers hjemvenden fra filmstjernernes by i Syden, begynder Alain nu at overveje, hvor længe han vil undvære kålfætteren. Hvor mange flere wirer han egentlig gider skifte til foråret.

Jeg kender efterhånden turen: Lån hos nabo eller genbo eller eventuelt barndomskammeratens en, måske to gange. Derefter stryger han ud og køber egen nye model.

Så gæt lige engang, hvad der også blev studeret på VITeff? Fætteren koster fem gange den sædvanlige pris på nye medlemmer af firmaet. Til gengæld er fyren mildt sagt omstillingsparat.

Her er et blot nogle af de funktioner, den snedige lille maskine kan udstyres til at dække:

 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa
Forbeskæring, gødning og øverst transport, og der er endda yderligere ekstra udstyr.

Kålfætteren her har været i firmaets tjeneste siden 1991. Det trækker op til afløsning. Æret være dens minde.

24 October, 2011

Jordbor

 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa
Belles Feuilles-parcellen med tilhørende jordprøve. 11. Oktober, 2011.

Vi har tidligere tjekket jorden i de to Pinot Meunier-parceller i Loisy-en-Brie.

Dette efterår er turen kommet til vores ældste parcel, Les Crochettes, der er plantet i begyndelsen af 1960'erne, og Belles Feuilles, der er lidt yngre.

Her er prøverne, som selvfølgelig er gravet op i alle verdenshjørner, foroven og forneden samt henover midten.

Måske kan afstanden mellem de to parceller i fugleflugt lige akkurat snige sig op på en kilometers penge.

Hvad bemærker den opmærksomme læser med hang til jord? Eller lyder det bedre med terroir?

 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa
Les Crochettes-parcellen med tilhørende jordprøve. 11. Oktober, 2011.

Personligt er jeg lige glad.

Men jeg synes, det er interessant nok, at de to jordprøver er ret forskellige.

Belles Feuilles' jord består af større sammenhængende klumper, hvorimod Les Crochettes jord er mere smuldret. Jorden er ganske enkelt ikke den samme, og det er da heller ikke nyt for os. Crochettes jord indeholder mere organisk materiale end den anden.

Du ser simpelthen forskellen på ler og kridt og så lerjord blandet med sand. Såkaldt limon.

Når vi kender den mere præcise sammensætning, kan vi tilføre gødning mere præcist.

Vi har i øvrigt en ny smart maskine til arbejdet.

 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa
Den kører på rugbrød, og en sjælden gang havregryn, og det er skam ellers ikke så almindeligt på de her kanter.

23 October, 2011

Sort på hvidt

Søndag frokost serverede vi et par flasker af den kommende sorte og hvide Tradition.

Almindelig tilfredshed med dens tilgængelighed som aperitif, der gør den nem at værdsætte også uden veltrænet gane. Det gør heller ikke noget, at glasset uden større dikkedarer kan fortsætte ved bordet som ledsager af forskellige forretter.

Blomme fremfor citrus
Denne champagne har mere krop end dens gråklædte fætter. Mere frugt og i øvrigt også andre frugter end de citrus-varianter, der ofte markerer sig i de champagner, vi sælger, fordi de er Chardonnay'ens tro følgesvende det unge stykke af vejen.

Denne er imidlertid sammensat af vine i andre forhold. Det sender smagen i andre retninger, hvilket selvfølgelig også er meningen. Her er den ovre i den mere afrundede og blide afdeling med stenfrugter som for eksempel blomme af quetsch-typen. Det vil sige aflange, blå blommer med gult kød, der er populære i tærter og som syltetøj. Og blomster af forskellig slags.

Champagnens høje indhold af Pinot Noir og Pinot Meunier og blot 30 procent Chardonnay gør den mindre skarp, end vi selv er vant til.

Almindelig enighed om, at denne champagne er klar til at drikke. Ikke længere grøn og umoden, som de seneste gange vi tidligere har drukket den. Vennerne smagte den for første gang i dag og første omgang fuldstændig uden kommentarer.

Krop i stedet for kant
En nævnte i øvrigt fra sin tid i et af de store champagnehuse i Reims, at huset markedsførte sin Blanc de Blancs om sommeren og sin Blanc de Noirs om vinteren. Altså mere krop til den kolde tid og mere kant til den varme.

Denne her er ikke en ren Blanc de Noirs - som er en klar champagne på udelukkende blå druer - men med sine 70 procent nærmer den sig, og er i hvert fald lidt af et brud med vores sædvanlige 80-90 procent Chardonnay.

De næste fem år i flasken begynder at kunne smages. Et godt tidspunkt at sælge. Nu er sommeren jo også omsider slut, og vinteren i vente.

22 October, 2011

Morgenrim

 
Posted by Picasa
Den første morgenrim er ude. Det grønne isprængt det hvide. Det har frosset to nætter i træk.

Den nye kulde vil få efterårsløvet til at visne, og derpå vil det ikke vare længe, før det spreder sig i bunden af skoven, vinen og gaderne i stedet for toppen.

Det betyder, at vinen snart kan få fred, og det passer os fint. Bagefter begynder den første egentlige beskæring. Vi overvejer i år at vente med at finbeskære de overlevende grene til foråret. Et trick for at beskytte de frugtbærende dele bedre mod frostskader. Ulempen er, at vi skal igennem alle rækker med saksen to gange.

Efteråret er fortsat impec' - hverdagsfransk for upåklageligt - vi kan også kalde det flot.

21 October, 2011

Kapsel og kompagni

 
Posted by Picasa
Sådan en guldstjerne vil vi gerne have på kapslerne med baggrund, der matcher etiketterne.

Foliehatten - la coiffe - har sendt os flere hovedbrud. Mere end en om året i snit.

Kapselen har jeg helt parkeret.

Mål med messen
Meget besværligt, men således kunne vi da drage til VIT-eff-messen med et vaskeægte og dejlig konkret mål:

Finde nogen, der kan lave en til os, så vi undgår flere Marianner, franske skattemærker på flasker til eksport og prægede bobler i sølv i stedet for guld.

Noget om netværk
Ha, en af naboerne arbejder hos et af de firmaer, der klæder champagneflasker på.

Ligesom alle andre går ting bare så meget mere glat, når man kender nogen i forvejen.

Jeg synes, det er vældig charmerende, at båndet er skabt af mig på en mudret skovsti og ikke af Alain i 2. klasse i 42. kartoffelrække i for 40 år siden.

Folietop og kapsel
For at det ikke skal være hverken løgn eller latin, skal vi til møde om både folien og den capsule, som min kære mand har afvist i næsten tre år som en total umulighed med vores lave årlige antal.

2.500 enheder er faktisk en mulighed.

Vi opererer med fem forskellige farver og én i vente. Det er selvfølgelig oplagt, at kapselfarven følger etiket.

Lad os se. Lige i dag må armene godt være strakt helt i vejret. Realiteterne kan jo altid støde til efter mødet.

20 October, 2011

Plovmandens værk

 
Posted by Picasa

Dette efterår har været meget travlt i vinen.

Blandt andet fordi vi er begyndt at pløje parcellerne. For første gang i adskillige tiår.

Billederne her er fra Crochettes-parcellen i Soulieres, som vi deler med Alains fætter. De viser forskellen. Ukrudtet vokser pænt højt i fætterens rækker, og det har det fået lov til, siden vinhøsten afsluttede sæsonen.

Vi skulle gerne slippe helt af med ukrudtsmidlerne, når alt kommer under plovjernet.

 
Posted by Picasa