En tur ned ad glidebanen

 

Vi har hævet os en anelse.

Fra nedre Pinot-parcel i Loisy-en-Brie befinder vi os nu nogle flere meter over havets overflade i øvre Pinot-parcel i Loisy-en-Brie.

Rækkerne er blevet flere men også kortere.

Det passer fint.

 

 

Det er praktisk at kunne tømme kassen for hver 100 meter i stedet for det dobbelte.

 

Der er nemlig ikke langt mellem krabaterne.

Undseelige for den der overvåger fra fugleperspektivet

 

Store som underjordiske katedraler når den ellers begravede andel først er trukket op i så meget lys som det nu kunne blive til en dag i midten af oktober.

 

 

Selvom traktoren står i rigtigt gear. Det vil sige l-a-a-a-a-n-g-s-o-m-t. Selv for en traktor. Så knækker rødderne uundgåeligt før eller siden.

Vi ser altid kun lige toppen. Og så jo altså kernen. Den er rødlig. Et altid overraskende syn.

 

Efter 5-10 stubbe per række - vi kan fjerne cirka halvdelen, de andre skal graves op - når vi den øverste ende af øvre parcel.

Stigningen ser ikke ud af noget særligt, vel? Jeg kender heller ikke graden,

 

men når Alain alligevel sender den et sigende blik,

 

hænger det måske sammen med, at traktorens bremser ikke virker overhovedet i rækkens øverste 20-30 meter.

Det kræver alligevel en vis portion dødsforagt i over to meters højde at rulle ned gennem den øverste femtedel af den halvanden meter brede vinrække velvidende at det næste lange stykke er point of virkelig no return. En glidebane af mudder.

Sådan ser den ud efter traktorens passage.

 

At køre traktoren derned hvor det er muligt at få den til at holde stille er sikkert en vanesag.

Bare ikke for mig. Jeg har det fint på jorden med mine kæder.