Efterår i Champagne: Verdenskrig i Vraux

 

Et lille museum i en lille landsby og vi havde virkelig ikke de store forventninger til
luftfartsmuseet.

Det ligger i Vraux, som er en lille landsby 10-15 kilometer herfra på det flade land med retning mod Chalons-en-Champagne.

Ingen havde hørt om det før et vennepar tilfældigvis deltog i et fødselsdagsrally hvor en af posterne netop befandt sig på dette museum. Der sluttede deres mulighed for at vinde endegyldigt. De blev fanget ind af historierne.

Så vi tog dertil. Og blev fanget ind af historierne.

Faktis tror jeg aldrig jeg har været på noget museum i mit liv der i den grad præsenterede sit felt og samtidig fører feltet videre ind i nutiden og videre frem. Bringer mennesker og deres historier sammen. Og tro mig, jeg har sørme travet mange mange støvede museumskilometre på flere kontinenter.

Vraux er bare noget helt særligt.

Mindste detalje
Lige udenfor Vraux befandt sig én af en stribe allierede flyvepladser. De blev indrettet op til Den Anden Verdenskrig. Englænderne havde ingen fidus til den franske Maginot-linje. Med god grund.

Inden nazisterne marcherede endegyldigt ind i Frankrig var her engelske flyvere. De kom igen da den amerikanske general Patton marcherede den modsatte vej. Museets hjemmeside redegør meget detaljeret for bevægelserne. Også på engelsk. Dette er et sted som engelske og amerikanske flyvere og deres efterkommere stadig besøger og det forpligter selvfølgelig.

Så vidt den militære del. Museet indeholder alt muligt der beskriver de allierede soldaters ophold i landsbyen og dets guider fortæller om det hele ned til mindste detalje.

Legetøjsflyene og bogen med skyggerne brugte de allierede flyvere til at øve sig i de forskellige skygger som det tyske Luftwafffe kastede.

 

De menneskelige møder
Virkeligt gribende blev det når guiden fortalte om amerikanske flyvere og deres franske kærester der blev skilt af krigen men mødte hinanden igen mange mange tiår efter på museet i Vraux.

Om flyveres børnebørn der kom med den sidste bid af historier som allerede blev fortalt på museet.

Om tidligere soldater der ikke havde set hinanden siden træfninger ved en bro i Holland eller i luften over Den Engelske Kanal og som mødte hinanden igen.

Den ene historie følger i halen på den anden på dette sted i en perlerække. Jeg skal ikke kunne sige om den er to-, tre- eller ti-radet for vi gik før turen var slut. Da havde vi hørt historier i halvanden times tid og kunne ikke mere.

Men det er helt sikkert ikke sidste gang vi har rundet Vraux. Stedet gjorde mig så glad. At der findes sådan et sted. Entréen er gratis. Man kan også give det man synes.

 

I gården holder flere flyvemaskiner og en jeep parkeret, og man er velkommen til at tage plads i førersæder og prøve at drømme sig ind i hvordan det mon har været at sidde netop her dengang.