Formiddag i Loisy-en-Brie: Høj sol. Virkelig høj sol med blå himmel og brændte farver ad libitum og 300 små rødvoksede pinde der skal i jorden.
Eftermiddagens 20 grader kunne ellers godt få den slags fiduser til at tro at sommer er i vente. Nattefrosten lurer imidlertid på os alle, og der er god grund til at tro at den slår til senere på ugen. Så kan de lære det.
De små pinde har vi hentet hos plantefætteren i Vertus. De får studset rødderne til nærmest ingenting, og kommer derpå i et af de uhyggeligt mange huller i øvre parcel i Loisy-en-Brie.
En vinstok består af to sammensatte dele: En stor amerikansk fod og en lille fransk fortsættelse hvilket redder den lille franske fidus fra en importeret plage der kommer fra den amerikanske side af Atlanten. Også kaldet Phylloxera. Den røde farve er voks, der klistrer det hele sammen.
Disse få centimenter fransk fidus er alt hvad vi lader stikke op over jorden.
Den store nyhed er så at vi planter Pinot Noir i stedet for Pinot Meunier, som ellers hidtil har huseret i denne parcel. Vi har hidtil haft cirka halvt Chardonnay og halvt Pinot Meunier med en smule Pinot Noir. Det vil altså nu ændre sig.
Alt i alt om cirka 10 år med den nuværende dødsrate. Træsygdommen Esca huserer i denne parcel, har gjort det længe og vi har ikke hidtil plantet, fordi vi ikke vidste hvad vi ville gøre. Derfor har vi mange mange huller at tage os af nu.
600 planter kom i jorden i foråret. Nu kommer 300 mere. Her er plads til 4-5.000 stykker så der er stadig et stykke vej til den rene Pinot Noir.
Vi beskytter de små vinstokke - 350 i alt - mod vinteren ved at anbringe en plasticklokke i en bambusstok udenom. Klokken bliver fyldt op med en ordentlig dyne jord, og så er den lille klar til at sove vintersøvn de næste mange måneder.
No comments:
Post a Comment