Måske kan I huske hvordan vi gik og plantede små vinstokke i foråret?
600 stykker helt præcis, og de kom allesammen i jorden i den øvre Pinot Meunier parcel i Loisy-en-Brie. Smertensparcellen hvor der har manglet i hvert fald de 2.000 ud af de 8-9.000 vinstokke der bør gro her.
Det var i marts, og nu skal I se hvor langt de er nået sommeren over. Hvor forskellige de er.
Sommeren må have gjort dem godt. De er vokset fint.
Vi går og lurer på hvornår vi kan fylde resten af hullerne op med nye planter. De næste dage er der lovet fint vejr med op til 20-21 grader celsius. Det er dejligt. Men lidt for dejligt for en lille vinstok der kunne gå hen og tro at det er forår.
Det er ikke meningen at den skal vokse når vi sætter den i jorden om efteråret. Den må gerne gå i vinterhi nærmest straks og vente med at tage fat på den grønne del af arbejdet til foråret.
Arbejdet fremmes heller ikke af det meget våde vejr. Jorden er mudret, og hvis vi planter i det kan leren lægge sig uden om den lille plante og give den alvorlige vejrtrækningsproblemer. Det går dermed heller ikke.
Vi nøjes derfor med at bestille en flok af de rødvoksede pinde. Forhåbentlig til at plante ud i næste uge.
No comments:
Post a Comment