Marne-deputeret vil ikke plante frit

Fri ret for alle til at plante vinstokke, hvor de vil, og det fra 2015. Sådan bliver det, når en del af Mariann Fischer Boels vinreform træder i kraft. Det huer ikke jordejerne i Champagne. Altså den del, der - som os - ejer en del af de godt 34.000 hektar vinmarker i produktion.

Lobbyarbejdet for at gøre noget ved det er i gang. Catherine Vautrin, der var den socialistiske Reims-borgmesters borgerlige modkandidat ved kommunalvalget for nogle år siden og nu er deputeret for vores departement, Marne, har begået en rapport, som hun præsenterede for et par uger siden.

Madame Vautrin har besøgt andre appellationer i Frankrig men også vinområder i Ungarn og Tyskland for at diskutere problemstillingerne omkring fri tilplantning, og hun siger, at Champagne er lidt af en model for de andre.

Der hentyder formentlig til den jernhårde kontrol med mængden af flasker, der betyder at udbud i høj grad reguleres efter efterspørgsel, og derved undgår man for det meste, at priserne bliver for lave. Det er jo alt andet end frit marked. Til gengæld kan kvalitetsprodukter rent faktisk produceres, fordi de kan sælges til en pris, der gør en sådan produktion mulig. Det nærmest ufattelige, franske udbud af god vin, gode oste og gode kødvarer er efter min mening udmærket bevis herpå.

Nu er det bare sådan, at løbet umiddelbart er kørt. EU-reformen er vedtaget. Det bliver spændende at se, om Catherine Vautrin med Champagne men uden tvivl mange andre euroæiske producenter af højkvalitetsprodukter får held til at rokke lidt ved den. Arbejdet er i hver fald gang.

Hvad vi mener? Ja, vi sørger i hvert fald for at have klausuler på lejekontrakterne på den jord, der gnubber ler- og kridtklumper med AOC-parcellerne. Bare for en sikkerheds skyld.

Flasker flasker ikke

Rygterne løber som altid gennem kældre og marker.

Der har været talt om en mulig deblocage mere eller mindre siden vinhøsten. Sådan en kunne vi, der har så få flasker, virkelig godt bruge.

Blokeret vin er vin som al anden stille vin til champagne med den undtagelse, at den er bag lås og slå og absolut forbudt at røre. Kun med myndighedernes blå dekretstempel kan vi få lov at hælde den på champagneflasker, der ad åre kan indgå i vores lager.

I dag hørte jeg rygtet om snarlig deblocage gentaget her i Montagne de Reims.

Men det seneste, vi selv har hørt fra Côte des Blancs, er, at det snarere er vin sur lattes-salget, der vil genåbne. Det er selvfølgelig også fint, hvis man har flasker liggende, som man alligevel ikke kan sælge i sit firma af administrativt bureaukratiske grunde. Vi foretrækker så absolut deblocagen, der ifølge Côte des Blancs-rygtet til gengæld skal være udskudt.

Tiden må vise, hvem der har fat i den længste ende af rygtet.

Fuldendt forbeskæring

 

Efterårsklædt vinmark får skåret den øverste del af grenene af med denne motoriserede klipper.

Alain er færdig med at forbeskære.

Nå, nå, tænker du nok, hvis du læste om beskæring i Vertus forleden, så jeg skynder mig at tilføje, at forbeskæring ikke er det samme som den endelige beskæring.

Klip toppen
Når vi forbeskærer, klipper vi simpelthen toppene af vingrenene, således at de flugter nogenlunde med spalieret.

Det er et arbejde, der foregår med en elektrisk hækkesaks, og typisk tager en dags tid i vores to parceller. Således også denne gang.

Når vi siden tager fat på den mere detaljerede finbeskæring, er det en stor hjælp at have forbeskåret, fordi de grene, vi trækker ud af spalieret, ikke er så lange, og derfor bruger vi færre kræfter. En ikke ubetydelig detalje, når man bruger kræfter dagen lang gennem et par måneder eller tre.

Og mon dog ikke det sidste blad er viftet af, når vores efterårsferie er slut?

Beskæring på tid

Vi har set den første parcel beskåret ved Vertus.

Hvert år undrer vi os over, hvor hurtigt nogle folk arbejder i Côte des Blancs. Her i Montagne de Reims er de ikke helt så hurtigt på den. Klimaet er godt nok også et helt andet.

Bjerget byder på mindre sol og mere fugt end Soulieres.

Men alligevel...

Taille tôt, taille tard, det bedste er beskæring (taille) efter Saint Vincent, og der er altså endnu et stykke vej til den 22. januar.

Hvorfor beskærer folk tidligt? Fordi der ikke er ret meget andet udendørs arbejde lige nu, og arbejdsgivere vil gerne sætte deres folk i gang. Andre - som er deres egne arbejdsgivere - må jonglere med tiden, så de er sikre på at blive færdige med alt i tide, og derfor kan det være fristende at gå i gang i god tid.

I civiliseret tone foreslår Le Vigneron Champenois og hvad vi nu ellers læser af teknisk litteratur, at vi i det mindste lader saksen ligger til efter bladfald. Med den første nattefrost allerede i sidste uge, kan det ikke lade vente længe på sig.

Fransk klasse elller andres forståelse?

 

Glade har vi klistret disse etiketter bag på vores flasker det seneste års tid.

I gult, i gråt såvel som rødt og brunt og pink, så det skriger til himlen.

Vi er ikke Moët & Chandon, så vi trykker ikke frejdigt tekster på alverdens tungemål. I forvejen er det helt vildt at køre med fem farver og en sjette på vej, når man har så få flasker som os.

For at holde mængden af forskellige etiketter nede har vi kun et sprog, og for forståelsens skyld for så mange som muligt blandt vores kunder har vi valgt engelsk.

 

Jamen, teksten skal da stå på fransk, indvendte designeren så indigneret forleden.

Fransk er klasse, fortsatte han. Det betyder mindre, hvad folk forstår.

Nu er kommer han her med al sin erfaring, så han er svær at verfe helt af. Det giver mening at slå ørerne helt derud, hvor man tier stille og i stedet lytter godt efter.

 

Jeg er jo så glad for ord, og jeg gør mit bedste for at vælge dem med omhu. Mine ord er som regel ikke til pynt. Men jeg erkender, at der er så mange af dem bag på flaskerne, at de kan være svære at læse, og hvis ingen alligevel læser bag på flasken, kan teksten jo principielt stå på kinesisk, uden at det gør nogen forskel.

Men har han virkelig ret? Er fingerspidsfornemmelsen af fransk klasse vigtigere end konkret information om vinen og dens mulige anvendelse?

Det vil interesse mig rigtig meget at høre din mening om det på bloggen eller her. På forhånd tak for din hjælp.

 

Forsiden ser sådan her ud i den brune version.

Himmelstriber

Hver morgen kører jeg ned ad bjerget, gennem vinen, med kurs mod byen. Skolen, trommerne, vennerne og alt det der.

I begyndelsen var det lyst. Så blev det mørkere, og solen skiftede tilstand. Først var den der bare, siden blev den en orange ildkugle - appelsin om man vil - der nåede at hæve sig fra bunden og derfra op. I løbet af den tid, det tager mig at snirkle os fra Verzy gennem Verzenay ned ad bjerget, rundt, og sådan cirka frem til den lille lufthavn i Prunay, skifter solkuglen synligt tilstand fra daggrysstribe til en brændende appelsin på morgenhimlen.

Senere måtte vi nøjes med nogle skønne pastelstriber i rosa og orange, og med lidt held de første anelser af dagslys igen ved Prunay.

Nu er mørket ved at hale ind på vores morgener. De er stadig skønne, omend tusmørke. Fredag morgen var horisonten stribet. En kontrastfyldt vekslen mellem midnatsblå og glødende orange fortalte mig, at solen stadig er med os. Selv før klokken otte om morgenen. Men der er ikke længer tvivl om, hvorvidt det er nødvendigt at have lys på bilen.

Allerede på den tid står de første folk klar i vinen. Jeg skutter mig, og prøver ikke engang at fotografere himlen. Så kommer vi for sent i skole.

Nu har vi ferie, og jeg ryster mig lidt mere ved tanken om, hvor mørke morgenerne, når vi er tilbage om halvanden uge.

Vinshows og valgbarhed

Vi forfølger fortsat idéen om at præsentere vores vine på et af de vinshows, som sammenslutningen af vinbønder afvikler i blandt andet Danmark og Finland til foråret.

Alain var afsted på et orienterende møde i denne uge, og mødte et par gamle kendinge fra vinsmagningsklubben og fra bjerglandsbyerne her på egnen. Begge pampere, eller hvad det nu hedder på fransk, men det er jo et ord med sådan en uheldig klang, jeg kunne også bare sige valgte.

Valgbare familier
Det mener jeg jo også, at Alain skal prøve at blive. Det er altid godt med nogle forbindelser, og her får man absolut intet at vide, hvis man ikke kender nogen. Men man kan ikke blive valgt i sin kreds, hvis man ikke tilhører en af de rigtige familier, siges det.

Vi har under alle omstændigheder ikke så meget tid til den slags. En hel del praktisk arbejde de næste fem-ti år med at indrette arbejdslokaler, genplante parceller og for søren forhåbentlig da også en gang omsider at kunne begynde at arbejde med vores egen enkeltmarksvin, og så har jeg endda intet sagt om, at vi gerne vil bevæge os i en grønnere retning. Eller at vi kun er to om opgaven plus lidt løsarbejde i ny og næ.

Dyr fornøjelse
At deltage i et vinshow med invitationer til den lokale presse, importører, restauranter, og hvad har vi, koster dyrt. Til gengæld er det en målrettet metode, hvor vi kommer effektivt i kontakt med de rigtige mennesker. Bestemt interessant i lande, hvor vi ikke har noget fodfæste af betydning.

Det mener nogle af kollegerne også. Men de slynger ikke om sig med deres foreløbige erfaringer. Som gode franskmænd kunne jeg tilføje for egen regning. Selv i vores tomandsfirma er vi ikke enige, om hvor meget man skal og kan dele.

Mig undrer det altid, når man ikke vil dele det, der alligevel er indlysende fællesstof. Men jeg har også arbejdet med nettet længe nok til, at min indstilling er at dele helt frem til det point of no return, hvor man skilles for derfra at konkurrere.

Den facon passer mig stadig bedst, så den fortsætter jeg. Men jeg er begyndt at notere mig - og det med store bogstaver - hvornår jeg deler hvad og med hvem.

Vi har smagt efteråret ind

 

Foto: Knud Fryland.

Sådan så et bord i Haderslev ud for et halvt års tid siden, og sådan ser der også ud her efter et veloverstået efterårsbesøg.

I løbet af fire dage har vi gjort en nogenlunde hæderlig indsats for at smage os igennem sortimentet i champagne.

Vi begyndte med Tradition lørdag aften, som vi nød alene og siden i selskab med Moules-Frites. Den smagte fantastisk. Gav alt, hvad den har i sig af efterår, og lige præcis styrken af den afdeling af dens duft og smag varierer med ganens aktuelle tilstand. Lørdag var den lige i øjet. Også til muslingerne fra bugten ved Mont Saint-Michel.

Søndag drak vi så Selection, som er vores topchampagne fra det gode år 2002, som i øvrigt også var min første vinhøst. Vi drak Selection i selskab med først en form for brød eller kage med laks, revet ost, æg, mel, muslinger og lidt væde i form af muslingesuppen, bagefter kylling med en efterårssalat af rødbede, æbler og valnødder, agurker med dild og ris. Til dessert chokoladekage, men da var vi for længst færdig med champagnen.

Mandag var der Spaghetti Bolognaise i gryden og en lyserød Rosé de Saignée champagne, der måske ikke var det oplagte match, men da den kan leve op til lidt af hvert, gik den hjem alligevel, og sørgede for noget godt til både børn og voksne.

Endelig snuppede vi tirsdag den anden rosé d'Assemblage til først agurkeskiver med torskerognssalat på, og derpå Selection til Confit de Canard med kartofler stegt i andefedt og grønne bønner.

Blanc de Blancs 2004 og Tradition i den søde demi-sec udgave nåede vi ikke at smage på i denne omgang.

Vores gæster fandt det interessant - og velsmagende - at prøve så mange af champagnerne tæt på hinanden: Normalt går der op til halve år i mellem flaskerne, og så har man ikke oplevelsen helt lige så present.

Vi spiser stadig af resterne. Champagneslatter behøver vi ikke bekymre os om.

Version 2.0 til brug i vinen

 

Nu fås den lille, rustikke vin-vogn også i en elektrisk udgave.

Den seneste uge bød blandt andet på Viti-vini messe i champagnefolkets hovedstad, Épernay, og der stødte Alain på dette elektrificerede fartøj. Man kan bruge det til at manøvrere gennem vinmarkerne, og det kan nok få et og andet smilebånd til at trække opad.

Jeg siger er bare: Når man sidder derude, så tæller hver eneste kraft, og det er bedre at bruge dem, man har, på at beskære end på at manøvrere sin lille vogn op eller ned med små vrik med ben og bagdel. Det har desuden den utilsigtede effekt, at jeg, der ellers er slank, taber mig en buksestørrelse, hvilket faktisk er ret irriterende.

Men jeg foretrækker nok den klassiske model, og når vi taler om investeringerne for 2011 indgår denne lille, elektriske drøm da heller ikke som et muligt aktiv for Champagne Tange-Gerard: Vi taler hellere om traktorer, et fast arbejdslokale eller hvorfor ikke en brugt maskine til at klistre etiketter på. Den kan passende få plads i det nye arbejdslokale, og så er budgettet vist overskredet allerede inden den første nytårsraket er fløjet.

 

Den klassiske model i vinmarkerne er fuldt manuel.

Femstjerne eller syvstjerne

 

Vi har haft efterårsgæster de seneste dage, og da de var her for første gang, skulle vi selvfølgelig en ordentlig tur i vinen og se på det hele.

Herunder stjernen, den syvstjerne, der skinner på vores etiketter til vores store tilfredshed, fordi vi selv har fundet den. Godt gemt i vores landsby på toppen af kirketaget på toppen af landsbyen.

Det er godt med jer, sagde en af gæsterne, men har I tænkt på, hvorfor den stjerne er svær at fotografere. Den er aldrig ens. Jeg tror slet ikke, den er en syvstjerne, men to stjerner med hver fem takker, der er sat sammen for at give en tredimensionel effekt.

Nå.

Nej.

Det havde vi ikke tænkt på.

Da vi kom tilbage, bad gæsten om pap og saks, nål og tråd, og så gik han i gang med at fabrikere en model, som skulle understøtte teorien.

Typisk ham, sagde konen.

 

 

Og så gik han ellers rundt og svingede med sin model i husets indendørs briser fra både øst og vest og nord og syd, og vi må indrømme, at resultatet minder utrolig meget om vores stjerne, og at det giver en utrolig plausibel forklaring på, hvorfor den stjerne tilsyneladende forandrer sig så meget samtidig med, at den er lidt kluntet i formen.

Hvis han har ret, er vores symbol dermed snarere udtrykket for, hvordan virkeligheden tager sig ud, end hvordan den i virkeligheden egentlig er. Men det betyder måske heller ikke så meget.

Et dræn fra gamle dage

Vores øverste parcel i Loisy-en-Brie skal genplantes. Den beslutning er vist truffet nu.

Det er til gengæld ikke længere sikkert hvornår. Der er en vis ræson i at vente på bedre kvotetider, så vi mærker selve genplantningen mindre. En parcel under genplantning udgår af ens økonomi i fire år. Det vil sige, at vi mister 25 procent af vores normale indtægter i fire år, og det er vi selvfølgelig nødt til at forberede os på.

Det er måske også meget godt. Et ret vigtigt papir fra gamle dage har nemlig forputtet sig i en eller andens sikkert støvede reol. På papiret kan man se, hvordan parcellen blev drænet tilbage i 1960'erne, da de første vinstokke - formentlig siden Phyloxera-epidemien - blev plantet her. Da vi nu har tænkt os at gennemgrave parcellen for at imødegå den erosion, der foregår i den, er vi først nødt til at vide, hvordan drænet er lagt, så vi ikke ødelægger det.

I dag lever entreprenøren imidlertid ikke længere, men vi håber meget, at hans efterfølger lover at finde sin kopi. Alains udgave er i hvert fald pist væk.

Imens kan vi så tygge lidt på, om vi skal skifte fra Pinot Meunier til Chardonnay.

Chablis, Cordon for evigt

 

En stak gamle vejledninger i at beskære vinstokke i Champagne er dukket op et eller andet sted i et glemt og sikkert støvet hjørne i min svigermors gemmer.

Jeg har kun akkurat bladret nogle stykker af dem igennem for sjovs skyld.

Interessant rundt rummer vejledningen fra 1938 eksempler på Gobelet-beskæringsformen, som jeg ellers kun har set i Languedoc-området i Sydfrankrig.

Dengang var appellationen med dens skrappe regler helt ny - Champagne blev en AOC i 1936 - og derfor har det helt sikkert stadig været overgangsformer. Både planter og beskæringssystemer, som vi ikke længere ser.

I dag rummer Champagne-regionen stort set kun de to blå druetyper Pinot Noir og Pinot Meunier og den grønne Chardonnay. De to første er beskåret efter Cordon de Royat-metoden og den grønne som i Chablis. Selv bruger vi også Vallée de la Marne-systemet til Pinot Meunier, og i selve Valle de la Marne-regionen ser man også Guyot.

Vinfødder

 

Disse Pinot Meunier-vinstokke har været med i 30-40 år. Det er en ret gennemsnitlig alder for en vinstok i Champagne.

Hos os må en vinstok nu gerne deltage i kampen lidt længere. Vi kan jo ikke sådan rende rundt og grave huller hele tiden, vi har sjældent huller i arbejdsdagen, der skal fyldes med meningsfyldt arbejde. Det er med andre ord omfattende at genplante en parcel.

Når først vinstokkene har stiftet bekendtskab med den dødelige sygdom Esca, er det et spørgsmål om tid, før den tykkeste del af dem ender sådan her. Det eneste middel mod mere sygdom er at fjerne de syge planter. Fødderne tager vi med os - det er ikke småting, vi kan bruge druekasser til i løbet af året - og resten, grenene, brænder vi direkte ved siden af parcellen for at undgå, at smitten eventuelt spreder sig.

Vi har haft den nederste del af stammen med tilbage, og da vi ikke selv har kamin, kommer de til at holde naboerne varme gennem vinteren. Vores fordel er dels, at vi gerne deler det, vi har, og desuden dufter røgen virkelig dejligt.

Nu er den nederste parcel i Loisy-en-Brie derfor klar til at få en flok små, nye Pinot Meunier stukket i jorden til foråret i disciplinen pletplantning, hvor vi planter nyt, hvor gammelt er gået til.

Der skal ske mere drastiske ting i den øvre parcel. Vores maskinstation er nu bestilt til at rydde halvdelen til næste forår.

Et pænt men ujævnt salg

Champagneflaskerne klirrer atter lystigt ud af regionen. De seneste 12 måneder er fremgangen på 8,1 procent, og den tegner champagnehuse og kooperativer sig for.

For os andre er det en god nyhed, fordi vi så da forhåbentlig snart kan få bedre druekvoter og dermed mulighed for at producere flere flasker. Det har været svært i 2009 og 2010 for os, der ikke har opbygget de fede års fede lagre. Kriseår.

Men når champagnehuse sælger bedre, tømmes deres kældre hurtigere, og så skal der noget ind igen, og det giver begrundet håb om en bedre kvote.

Vors kældre har aldrig været mere end halvfyldte, fordi vi gik i gang, da krisen var på sit højeste og kvoterne derfor lave.

Vi har til gengæld ikke de store problemer med at sælge det, vi trods alt har. Andre små vinbønder kæmper stadig på kanten af krisen med et tab på 5,5 procent i de første otte måneder af 2010 sammenlignet med samme periode året før, hvor de godt nok klarede sig bedre end husene.

Det er et ret traditionnelt, økonomisk mønster: I krisetider bliver champagnehusene ramt først, hvorpå de små vinbønder følger med en vis forsinkelse. Genopretningen følger samme mønster: Først huse, dernæst vinbønder.

Det hænger blandt andet sammen med, at champagnehuse normalt eksporterer en meget stor del af deres flasker. Når eksporten går dårligt, kaster de deres interesse på det hjemlige marked, og mange af de små mærker, der normalt får mere fred på hjemmemarkedet, kan kun vanskeligt klare kampen.

Vi skal selv klare os igennem et 2011, der ikke ser lettere ud end 2010, fordi vi nu når ind i de magre krisekvoter uden at have noget lager. Derefter bør kursen gå fremad.

315,3 millioner flasker champagne er solgt mellem den 1. september 2009 og den 31. august 2010.

Nettets tid

 

Vi er ikke helt klar over, hvornår dette foto er fra. Måske 1973, det er tydeligvis en våd høstdag. Parcellen les Crochettes ved Soulières er let nok at kende. Sådan her så den ud på en noget bedre høstdag i 2009.

 

Og hvad laver så disse mennesker under deres tunge regnfrakker?

De ruller net sammen. Net? Spørger den opmærksomme læser. Der har da aldrig stået noget om net, møjsommeligt trukket ud over vinstokkene her på bloggen. Fordi net aldrig harværet aktuelle i min tid i Champagne

Vinhøsten falder tidligere, og de store stæreflokke, der æder druerne, kommer senere end for en generation siden, og derfor bruger ingen net i dag. Mig bekendt.

Men stæreflokkene ser sådan her ud, når de laver deres tusindtallige, deres titusindtallige saltemortaliske hvirvlen opad gennem luftlagene og nedad mod vinmarkerne.

 

 

 

 

 

Stæreflokke over vinmarkerne ved Taissy, den 20. oktober 2007.

Pizza-tid i Champagne

I dag cyklede jeg en tur. Der var flere medcyklister på den mildt sagt miserable vej, jeg kan godt lide at cykle alene, så jeg stak for en gangs skyld nedad mod Beaumont i stedet for til højre eller venstre.

Jagtsæsonen er i gang, og jeg stødte på flere fraktioner, der åbenbart har dyrket deres hobby i vinen i dag. Jeg undrede mig. Lige netop i dag var der også randonnée i skoven bag landsbyen. Fælles gåtur, for byfolket vel, mon ikke det var derfor søndagsjægerne fortrak til vinen. Men her var der altså også både cyklister og fodgængere, sådan rent undtagelsesvis. Jeg har normalt disse småveje for mig selv.

Jeg stak altså ned gennem vinmarkerne til Beaumont-sur-Vesle, forbi vores nabos palæejendom, der viste sig at have en hel park bagved, alt gemt bag tårnhøje tornerosemure, og ned til Vesle-kanalen, der i søndagens skønne sol var befolket med en hel del lystfiskere, flere spadserende familier og så mig.

Jeg kom forbi en motorbåd, tjekkede lige flaget - svensk - og råbte "Hejsan". Det havde kaptajnen ikke lige regnet med at høre i Champagne. Jeg havde til gengæld heller ikke regnet med at blive spurgt om, hvor man køber pizzaer.

La Copenhague

 

Det moderne og det traditionelle: Kontrast i København, f.eks. Den sorte Diamant og Dannebrog.

Jeg har netop bladret igennem et diasshow om Copenhague. Set gennem Madame Figaros designersolbriller og derfor var jeg på forhånd en anelse skeptisk med hensyn til, hvad den udsendte vel kunne få ud af en weekend i København udover Noma og Arne Jacobsen.

Jeg er behageligt overrasket, jeg synes, billederne dækker en rimelig del af Københavns kontraster. Vi drømmer selv om et kontrastisk projekt, der gerne må bygge bro mellem lidt af hvert: Frankrig og Danmark, det 19. og det 21. århundrede, og Art Nouveau og nordisk modernisme.

Læs også Scandinavia, here we come.

Scandinavia, here we come

Vores fagforening har sendt os en invitation.

De vil lære os mere om det skandinaviske marked, og det kan jo være interessant nok. Vi kender ikke så meget til det norske og det svenske marked og slet ikke det finske - som så godt nok heller ikke er Skandinavien. Alt i alt nok værd at ofre en dag.

Skandinavien fra Frankrig
At og til er det ikke mindre interessant at høre, hvordan franskmænd opfatter Skandinavien. Men det er en helt anden historie. Vi regner med, at de nok har undersøgt sagen i Syndikatet, i hvert fald mindst til det modsatte er bevist.

Det er heller ikke helt uinteressant at møde andre af vores kol-kurrenter. De andre vinbønder, der er eller vil ind i Skandinavien. Vi er både kolleger og konkurrenter.

Hip som hap-prøven
Jeg har flere lakmusprøver. Iblandt dem er om taleren rent faktisk skelner mellem nordmænd, svenskere og danskere. Ofte er vi hip som hap, og hvem har lyst til at være det? Jeg har ikke, og jeg går ud fra, at samme gælder vores kunder.

En med ploven

Naboen i Loisy-en-Brie forsøger sig med at pløje jorden mellem vinrækkerne. En praksis, der har været stort set opgivet her i Champagne, efter at ukrudtsmidlerne blev udbredt i 1970'erne. Og en teknik, vi gerne skulle tilbage til, for at fjerne kemien.

Vi har foreløbig sat dosis ned, hvilket er yderst mærkbart under vinhøsten, hvor druerne nu hyppigt er nærmest filtret ind i grønt værk fra neden.

Nå men, når naboen begynder at binde an, så svinder elefanten på en måde også ind i vores parceller. Skiftet synes mindre uoverkommeligt. Jeg synes i øvrigt, det er et meget positivt naboskab. Det var samme nabo, vi arbejdede sammen med i foråret om sommerfugleforvirringen.

I praksis har det vist sig, at vinrødderne vokser rimelig ordentligt, hvilket Alain konstaterer nu, hvor han går og graver op. En ikke uvæsentlig faktor, for hvis der er for meget underjordisk aktivitet på tværs, er det ikke muligt at pløje.

Næste seriøse overvejelse er, hvor meget risikoen for erosion forøges ved at pløje jorden. Vi fordeler ellers et lag flis, som for det meste hjælper.
Man får ikke mange gratis omgange i denne branche. En ny praksis det ene sted, betyder stensikkert en justering et andet.

Kridt er dyrt

 

Denne bunke kridt og mange flere tog sig i 2008 ud på en anden parcel under fornyelse i Loisy-en-Brie.

Vi har fået vores tilbud på kridt og optrækning af gamle vinstokke.

Kridt er dyrt, og da vi har adgang til en mark, der ikke er dyrket, netop fordi den stort set kun består af kridt, er det sin sag at bestille andres. Men det er også et spørgsmål om tid.

At vi har brug for hjælp til rødderne, er indlysende efter at Alain tidligere på ugen tilbragte en halv dag med at fjerne rødder uden traktor. Ikke helt overraskende er det hårdt.

Parcellen er aldrig gravet igennem som opdyrket land ellers ofte er det, og det betyder blandt andet, at der løber vand ned igennem nogle af rækkerne. Vinstokke bryder sig ikke om at dyppe deres rødder i vand, så det skal vi også gerne have gjort noget ved, når nu entreprenørmaskiner alligevel til foråret skal i gang i den øvre parcel i Loisy-en-Brie.

Næsten helt vemodigt nu, hvor jeg har set, hvor meget godt den rigtige og hårde beskæring gør for en vinstoks vigør. Uanset hvor skrap beskærersaksen er, kan den trods alt ikke opvække levende fra de døde.

Mon ikke der hermed er tale om årets investering?

Læs mere her

Druekilo i 2009

 

Nogle af de mange kilo druer fra vinhøsten i 2009.

I alt 12.276 kilo druer per hektar blev høstet på de 33.077 produktive hektar, som Champagnes vinmarker alt i alt udgør.

Selve kvoten var lav i 2009. De resterende kilo blev i mange tilfælde - og i hvert fald i vores - plukket alligevel og sat til side i form af individuelle og umiddelbart utilgængelige reserver af vin i mængder på op til 8.000 kilo druer per hektar.

Mere fra druehøsten i Champagne i 2009 her.

Den nysgerrige vinbonde

Af og til påstår vi halvt i spøg, at alle her i landsbyen er hinandens fætre og kusiner. Groft sagt er der ikke mere end godt 10 efternavne samt de mulige kombinationer heraf i omløb.

Gennem tiderne er folk blevet på deres bjerg, de har giftet sig med hinanden og - moderne tider eller ej - de bliver s'gu stadig væk på deres bjerg og gifter sig med hinanden.

Af og kommer nye folk til, mennesker der arbejder i Reims eller Chalons-en-Champagne med de forestillinger, byfolk har om hvordan de vil indrette livet. Det forstyrrer ikke landsbyens indre kraft. Den er, som den altid har været. De andre må rette ind eller gå.

De fleste udenbys holder det højst ud i to år. Landsbyens feudale struktur er for stærk en kop the, hvis man ikke er født med den.

Også for mig, men jeg har nu også fundet det interessant at studere lidt fra sidelinjen. Hovedvejen har jeg aldrig fundet ind på, vi - landsbyen og jeg - er for uenige om op og ned og til højre og venstre.

Manglende nysgerrighed
Alligevel er det lidt rystende at høre omverdenens syn på denne le vignoble - det betyder vingård, men det betegner også samfundet i vinlandsbyerne. Som nu i aftes, som jeg højst behageligt tilbragte med dejlig bourgogne - selv i Champagne står der til tider andre geografiske navne på etiketterne - og kloge kvinder.

En af dem sidder centralt placeret i skolemyndighederne - det kan ikke rigtig oversættes til dansk, sådan et tilsyn findes mig bekendt ikke i Danmark - og hun fortalte, at eleverne på det, der svarer til mellemskolen, i netop le vignoble klarer sig ringere end selv elever i de såkaldte ZAP - zone avec problemes, etagebyggeri med socialt svage familier. Der er tale om dårlige skoler eller måske snarere dårlige læremiljøer.

Og hvorfor så det? Ifølge denne dame, fordi disse børn i le vignoble ikke er nysgerrige. Mange af dem mangler den mest grundlæggende motivation for at sætte sig ind i noget.

Jeg kan skrive under på, at mange af de voksne bestemt heller ikke er nysgerrige. Det er vel også derfor, de bliver på deres bjerg, og forklaringen på, at andre forlader det. Tant pis - pyt - så er der bedre plads til os.

Hvem forlanger mere af oktober?