04 October, 2010

Alt tyder på rigtigt gode Chardonnay

 
Posted by Picasa
Chardonnay fra vinhøstens sidste morgen, hvor vi så solen stå op over parcellen les Crochettes.

Foreløbigt tyder alt på, at vi har høstet rigtigt gode Chardonnay-druer. Også de mere generelle meldinger for 2010 lyder samstemmende på rigtigt gode druer.

Fra den traditionelle chef de cave-sammenkomst under vinhøsten lød det fra den vel mest centralt placerede person overhovedet - det er den tekniske chef i den centrale organisation, CIVC, Dominique Montcomble - at det er for tidligt at begrave muligheden for at lave årgangschampagne: "Dér, hvor det er godt, er det rigtig godt," sagde han sidst i september til den regionale avis, l'Union, der også altid er til stede ved denne bedste lejlighed for at snuppe et generelt snapshot fra vinmarkerne.

Nu hører man normalt heller aldrig noget dårligt om druerne, og guderne skal vide, at mange var bekymret for botrytis'en op til vinhøsten. En kombination af hård sortering , muligheden for at supplere med kilo fra den individuelle reserve for dem, hvis man ikke har kunnet plukke sunde druer nok, og måske også en vis korrektion for vinbønders af og til generelt negative indstilling til det modsatte er bevist har ændret billedet i mere positiv retning end lige før vinhøsten.

Pressede Pinot'er
I øvrigt er det et meget tidligt tidspunkt at udtale sig på. Det gør ingen normalt særlig skråsikkert endnu, og det er da vist også kun Veuve Clicquot's vinchef, der ret bestemt allerede har afvist at lave årgangschampagne fra 2010. Nu anvender dette hus også rigtig mange Pinot Noir-druer i sine blandinger, og lige netop Pinot var forholdsvis hårdt ramt af svamp i år.

Det så vi også selv. Her fra Verzy - med suverænt flest Pinot Noir - har vi nu også hørt om gode udbytter af gode druer, så billedet tegner ret komplekst. Selv baserer vi os jo i høj grad på Chardonnay, og kan dermed bedre leve med kun at hive få Pinot'er hjem i visse år.

Omend det er ærgerligt, at der ikke kommer nogenSaignée - en 100 procent Pinot champagne - i 2010, så fylder de Chardonnay-baserede champagner mere i vores regnskaber.

 
Posted by Picasa
De nye vine fra vinhøsten ligger blandt andet på disse tanke.

De første stjerner
Foreløbigt er det halvanden uge siden, at vi sluttede vinhøsten. Den første, alkoholiske gæring er ved at være gennemført, og det vil sige, at de nye vine årgang 2010 nu ligger på tankene.

De første stjerner er allerede sat til side. Andre vine, som vi allerede nu ved passer os og vores champagne-stil dårligere, er solgt videre til det brede udvalg af champagnehuse og store kooperativer, der normalt køber vores vine.

Vinene er jo helt unge og derfor stadig meget ustabile. De ændrer sig fra uge til uge, og vi venter derfor på, at de i det nye års første måneder normalt vil være så stabile, at det giver mening at smage dem systematisk for at danne sig mere faste meninger om deres endelige sammensætning (assemblage).

No comments: