17 October, 2010

Et dræn fra gamle dage

Vores øverste parcel i Loisy-en-Brie skal genplantes. Den beslutning er vist truffet nu.

Det er til gengæld ikke længere sikkert hvornår. Der er en vis ræson i at vente på bedre kvotetider, så vi mærker selve genplantningen mindre. En parcel under genplantning udgår af ens økonomi i fire år. Det vil sige, at vi mister 25 procent af vores normale indtægter i fire år, og det er vi selvfølgelig nødt til at forberede os på.

Det er måske også meget godt. Et ret vigtigt papir fra gamle dage har nemlig forputtet sig i en eller andens sikkert støvede reol. På papiret kan man se, hvordan parcellen blev drænet tilbage i 1960'erne, da de første vinstokke - formentlig siden Phyloxera-epidemien - blev plantet her. Da vi nu har tænkt os at gennemgrave parcellen for at imødegå den erosion, der foregår i den, er vi først nødt til at vide, hvordan drænet er lagt, så vi ikke ødelægger det.

I dag lever entreprenøren imidlertid ikke længere, men vi håber meget, at hans efterfølger lover at finde sin kopi. Alains udgave er i hvert fald pist væk.

Imens kan vi så tygge lidt på, om vi skal skifte fra Pinot Meunier til Chardonnay.

No comments: