Den foerste sten

Ringene breder sig i champagnesøen, formoder jeg.

Selv jeg - en alt for direkte dansker - løftede alligevel et øjenbryn over denne artikel.

Vi ved jo allesammen godt, at salget af champagne er presset - især for de store huse - lagrene vokser - det har de også godt af nogle steder - og at der altid er større risiko for gnidning, når krybben tømmes.

Vinbønder, der har tjent gode penge på stigende kilopriser og rekordhøje druekvoter gennem flere år, må vel forberede sig på hårdere tider. Champagnehuses lagre er blevet alt for store.

Alligevel var det noget af en kampsten, en af champagnecheferne sendte afsted i lokalavisen forleden. Paul-Francois Vranken taler om det pressede marked og foreslår en druekvote mellem 7.500 og 9.600 kilo per hektar. Op imod en halvering.

Man må formode, at det er en prøveballon i form af en kampesten for at tjekke, hvor store ringe man kan lave, og hvor langt og længe de kan brede sig. Eller er det mon starten på en chok- og frygtstrategi, så køberne af druer kan få det som de vil have det med sælgerne.

Dunno. Men det er efter sigende en meget ufransk lancering. Den er jeg til gengæld med på. Vranken er nemlig belgier, og ejer udover huset af eget navn ogsaa maerkerne Pommery, Vranken, Charles Laffitte og Heidsieck & Co.

Første række er bundet

 

Alain binder vingrene op i Loisy-en-Brie.

Vi er i gang med opbindingen. Det foregår under en vidunderlig blå himmel. Omend koldt.

Alain begyndte i går, jeg følger efter senere på ugen.

Her i Montagne de Reims og også i Côte des Blancs har folk bundet op i adskillige uger. Der er dog stadig parceller, der ikke er beskåret. Med vilje, formoder jeg, det sinker planternes udvikling adskillige dage at beskære dem sent.

Vi tæller konstant timer for at vurdere, hvor meget tid vi kommer til at bruge på arbejdet. I går klarede Alain 200 meter på to timer, hvilket alt i alt betyder, at det ikke bør tage os mere end et par uger til sammen. Det er også sådan cirka, hvad vi har til rådighed.

Jeg er ikke den fødte opbinder, snoren har en tendens til ikke at holde, og derfor snor jeg den gerne en stram og ekstra gang. Resultatet har jeg set under beskæringen i år. Der er to effekter: For det første er det besværligt at fjerne mine snoninger, de er simpelthen for solide. For det andet er de så strammer at de har skåret sig af og til flere millimeter ned i veddet. Det gør helt ondt at se. Jeg formoder, at det heller ikke er behageligt for planten. Læs mere om opbinding.

Derfor har jeg fået lovning på en elektrisk lieuse, som ifølge Alain vil gøre alt meget lettere. Jeg er en anelse skeptisk, men vil selvfølgelig gerne prøve. Den speeder efter sigende også selve opbindingen gevaldigt op. Lad os se senere på ugen.

Mention bien

Den årlige beskærereksamen er netop afviklet. Moren til en af min søns kammerater fik det forleden med mention bien. Franskmænd elsker at flashe deres karakter.

Et par 100 prøver lykken hvert år, og i år opnåede hver anden diplomet.

Det er med andre ord ikke et indlysende let stykke papir at komme i besiddelse af. Problemet er primært, at man beskærer på tempo, og det er svært at være hurtig, hvis man ikke har daglig erfaring i at beskære. Hvilket man i sagens natur sjældent har, når man går på skole for at lære det.

Da jeg selv tog mit papir for nogle år siden, lykkedes det 60 procent at hive udmærkelsen i hus. Ud over lige en fortrængt eksamen i Assembler - programmeringssprog, der befinder sig et niveau over maskinkode - for enormt mange år siden tror jeg ikke, at jeg nogensinde har været til en eksamen med så lav en beståelsesgrad. Læs mere.

Og det er åbenbart blevet værre endnu. Jeg fik også mention bien endda gravid i sjette måned. Lidt fransk bliver man åbenbart med årene.

Regn sinker opbinding

Regnvejr og en stadig uidentificeret infektion har denne uge ekspederet den ventende opbinding ind i den kommende uge.

Jeg kan godt blive en anelse bekymret over opgavens omfang, når jeg ser, hvor mange, der går og binder grene op i Verzy og omegn, og hvor langt de allerede er nået. Jeg prøver i stedet at bemærke de parceller, der endnu ikke er beskåret.

Alain har lovet mig et elektrisk værktøj, der efter sigende gør det meget lettere og hurtigere at binde op. Jeg tror, de beregner en uge per hektar med sådan en fætter, og selv med forbehold for at jeg arbejder grundigt, skulle det være muligt at nå igennem det hele, inden vi rejser til Danmark i midten af april.

Det vil forhåbentlig også spare os for min personlige stil, der tager meget lang tid, fordi jeg kløjs i de manuelle manøvrer. Til gengæld er mine bindinger vanskelige at hive af, når de først sidder, hvilket sinker os, når vi skal fjerne dem under beskæringen.

I virkeligheden passer forsinkelsen mig fint, da jeg sidder og skriver andre ting færdige. Alain er heller ikke helt færdig med pæle og wirer, i dag er han afsted for at klæde flasker på, som vi skal have sendt til Danmark om en uges tid.

Robotbeskærer opfundet

Når vi beskærer en vinstok, træffer vi en stribe beslutninger, som varierer fra plante til plante.

Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan dette arbejde kan automatiseres. Måske fordi jeg tænker alt for gammeldags og traditionelt.

I Californien arbejder mere moderne tænkende folk på at udvikle en robot, der kan klare beskæringen. Den ruller afsted henover vinstokkene ligesom vores vintraktorer, og er udstyret med kameraer, hvis billeder den kan sammenligne med egne billeder, og dermed træffe beslutninger.

Den træffer sikkert forkerte beslutninger, men jeg begår også fejl.

En mulig hindring kan være, at Champagnes vingårde er meget tæt beplantet og lavt beskåret. Det sidste for at udnytte sollyset maksimalt. Det er en begrænset resurse her, men næppe i Californien.

Forskere kommer til Montpellier i Sydfrankrig til april for at præsentere feltet, der også omfatter automatisk kontrol af gæringen og andre nye opfindelser til brug i vingården og under vinifikationerne.

Det fremgår ikke umiddelbart af robottens hjemmeside, om den rent faktisk er i produktion i dag.

Gamle rivaler vil begge være verdensarv

 

Champagne eller Bourgogne? Hvem er mest verdensarv.

Champagne vil være UNESCO-kulturarv. Det vil Bourgogne sørme også, og da Frankrig kun kan stille med én kandidat til efteråret, er disse to store vinområder nu rivaler.

Ikke nogen helt ukendt situation.

De to områder lå i skarp konkurrence for flere 100 år siden, da Champagne-området stadig producerede almindelige, stille vine. Konkurrencen blev mindre direkte, da producenterne i Champagne begyndte at koncentrere sig om mousserende vin, og overlod den røde, stille vin til burgunderne.

I mellemtiden har forholdene taget endnu en drejning. Vinbønder i Bourgogne har de seneste tiår lavet deres egen mousserende AOC-vin, crémant de Bourgogne. De har oven i købet overtaget ordet, crémant, der tidligere blev brugt om champagner med et tryk på under tre atmosfærer.

I Champagne laver vinbønderne også rød, stille vin, den såkaldte Coteaux Champenois, men at kalde den en pendant til rød Bourgogne, ville vist være en rigeligt stor mundfuld. Man kan imidlertid godt finde gode rødvine i Champagne, og man kan vel også finde gode crémant'er i Bourgogne.

Vi overnattede sidste år i et fantastisk vinbondehus uden for Dijon i Bourgogne. Der var smukke, gamle sten overalt. Det lignede et set-up fra De tre Musketérer, og herren i huset havde også en tankegang, der daterede sig tilbage til nogenlunde samme tid. Han hadede Champagne og folkene dér og deres overvurderede boblevin ganske inderligt og så levende, som disputten må have været for 400 år siden. Nu havde vi smagt hans egen vin aftenen før, så vi tog det ret roligt.

Saint-Emilion i Bordelais er det eneste franske vinområde, der har status som UNESCO Verdensarv. Det har siden 1999 øget antallet af turister med 20 procent til en årlig million.

I Champagne er den form for turisme utrolig uudviklet. Bevares, enkelte champagnehuse har rundvisninger med efterfølgende smagninger. Og har man egen bil, kan man køre fra vinbonde til vinbonde, smage og købe champagne. Der er fine restauranter, slotte med mulighed for overnatning, katedralen i Reims og så videre. Men man skal selv finde frem til det. Der er ingen eller i hvert fald få færdige turistløsninger, og derfor ser man heller ikke horder af turister som f.eks. i Saint-Emilion. Hvilket for så vidt er tiltalende nok.

Alligevel har det altid undret mig, hvorfor ingen forsøger at få folk herud. En idé om et stort golf- og konferencecenter, der skal være på vej i Côte des Blancs, er det eneste, jeg har hørt om i seks år. Vi ligger trods alt kun 150 kilometer øst for Paris, hvilket ikke er meget i et stort land som Frankrig.

Med krisen sælger boblerne imidlertid ikke længere sig selv, så det kan jo være, at det ændrer sig nu. At champagneturismen vil få et boost. Hvis altså ikke burgunderne når at overhale indenom.

Læs mere om UNESCO på Bobler og i Times Online.

Nyt jern

Alain er alene afsted for at erstatte gennemrustede jernpæle med nye. De er lette nok at fjerne. De er nemlig knækket. Det kan til gengæld godt være hårdt at banke efterfølgerne den halve meter ned i jorden, der er nødvendig, for at de holder til noget. Der er cirka en pæl per række, altså 70-80 stykker i alt. Læs mere.

I næste uge skal vi sammen skifte knækkede wirer. De længste er 200 meter, hvilket er besværligt at udføre alene.

Bagefter er spalieret klar til opbinding.

Fini la taille

 

 

En vinstok facon Cordon før og efter beskæringen.

Omsider færdige. Tre vingårde er nu beskåret. Foråret er kommet undervejs. Vinen fælder endnu ikke tårer - les pleurs, hvor plantesaften pibler ned friske sårflader - men det er sørme tæt på.

Det har taget os to måneder at nå igennem de godt 10 kilometer med vinstokke. Alain nævner ofte, at man ikke gør antallet op på den måde. Hvad så med 10-12.000 planter, der hver har fået et sted mellem 10 og 25 klip.

Næste job er at tjekke spalieret igennem. Cirka en gennemtæret jernpæl per række løber op i 70-80 stykker, der skal bankes en halv meter ned i jorden. I næste uger skal vi sammen skifte knækkede wirer, og så kan vi gå i gang med at binde grene op.

Glemt er sne og kulde. Vinden kan stadig være kold, men solen er helt vidunderlig nu, og den skulle fortsætte resten af ugen. Jeg har for længst set bier, små edderkopper, mariehøner og andre repræsentanter for vingårdens mikroliv. Har den der gode følelse af, at nu kommer foråret virkelig, og intet kan stoppe det.

Verdens ældste champagne

Tre flasker var forleden tilbage af verdens ældste champagne. O

En af dem blev åbnet forleden og smagt af en stribe vinjournalister. En af dem, anmelderen Michel Bettane beskrev overfor Decanter.com Perrier-Jouët'en årgang 1825 som "utrolig".

Tilbage resterer to flasker årgang 1825.

Le Figaro har billede og en lang, tilhørende historie på fransk.

Champagne M/K

En kusines lillesøster kunne næsten ikke holde tårerne tilbage i lørdags, da hun beskrev, hvordan hun til den seneste Saint-Vincent blev groft ydmyget med, at hverken hun eller nogen anden kvinde har forstand på at drive vinmarker.

Også i champagnens verden i Champagne må kvinder finde sig i mændernes machismo'er.

I går var det kvindernes internationale kampdag. Den 8. marts. I sin tid indstiftet i København af den internationale socialist Clara Zetkin. Hvor er kvinderne så i dag?

Vi arbejder på kontorerne, tager telefonerne, skriver brevene, forestår smagningerne og de guidede rundvisninger. Mange af os klipper vinstokkene og udfører derefter løbende alle manuelle opgaver i vinmarkerne, og de er mange. Vi begynder også at trænge os på som ønologer. Om det så er i champagnehusenes chefstole sidder der overraskende mange kvinder. Ikke kun hos Den Gule Enke, der i øvrigt indstiftede en international kvindepris ved husets 200 års jubilæum for godt 30 år siden. Piper-Hiedsieck, Krug og Duval-Leroy m.fl. har også kvindelige chefer.

Lillesøsterens mor var også tilstede, og efter at have mødt hende er jeg ikke i tvivl om, at Mélanie nok skal finde ud af at overleve torten og med årene finde solidt svar på tiltale. Misæderen var præst. Endnu et søm til den katolske ligkiste.

Reims har forresten haft en kvindelig og socialistisk borgmester siden valget sidste år. Det har givet borgerne nyskabelser, de umiddelbart kunne mærke i deres dagligdag. For eksempel pasning på skolerne. Farvel til entréen på to euro for at kunne nyde en af Reims' få grønne åndehuller: Parc de Champagne. Med mere. Den slags ting var ikke ret højt prioriteret under den konservative, gamle gamle forgænger. Jeg ved ikke, om tiltagene skyldes Madame la maires køn eller politiske farve. Men hælder nok til det første.

Mens vi venter på tåretiden

 

Nyklippet grenflade. Loisy-en-Brie i Champagne.

For to uger siden fortalte Alains grandfætter, at les pleurs er kommet. Tårerne, som betyder, at vinstokken atter er aktiv efter vinterdvalen. Læs mere.

Det sker der ikke så meget ved. Vi beskærer videre, mens saften først siler, siden nærmere driver fra friskklippede sårflader.

Problemet er snarere væksten: Når knopperne begynder at vokse - nogen tid efter tårerne - bliver det vanskeligere for mig for eksempel at binde op uden at ødelægge.

Vi mener nu ikke, at tåretiden er specielt fremskreden. Vi ser saften sile ved vinstokkenes nedre dele, og foroven på de spinkleste vækster. Resten har samme tilstand som vinteren lang, så der vil formentlig gå endnu nogle uger, før det safter.

I dag klippede Alain række nummer 21, og vi er dermed halvvejs gennem beskæringen af den sidste parcel. Vi når begge to rækker af 100 meter om dagen, så der er 10 dages beskæring tilbage. Vi har aldrig tidligere beskåret det hele sammen. Hold kæft, hvor har vi bare klippet mange grene denne vinter.

Når sidste klip er klappet, kan vi gå i gang med at binde grene op.

Januars salg er ret rødt

Det er ikke mange uger siden, at jeg hørte en af dem, der gerne bestemmer, hvad der tales om og hvordan, udtale, at han ikke brød sig om al denne snak om krise.

En anden havde rent faktisk held - snarere dygtighed - til at få placeret en god sætning sidst i et interview, hvilket ændrede artiklen fra "krise" til "godt-nok-lavere-salg-men-det-passer-os-i-virkeligheden-fint".

Forleden blev CIVC's ene præsident, Ghislain de Mongolfier, så atter interviewet i den regionale avis l'Union, og der var han noget mindre kæk. Men det er da for ingenting at regne mod torsdagens tal. L'Unions opregner januar måneds salg - skulle jeg hellere skriver nedregner? - til et fald på 6,9 procent sammenlignet med januar måned i 2008.

Vinbønderne solgte til gengæld 0,6 procent flere flasker, og bekræfter dermed den positive tendens fra året 2008, hvor de også gik frem. De udgør dog kun en mindre del af det samlede salg.

Forårshandskerne

 

Handskerne og saksene. Essentielt udstyr for os i øjeblikket.

Vi har tilbragt endnu en uge med at beskære vinstokke. Nu i den øvre parcel, hvor vi har afsluttet 10 rækkers cordoner.

Vejret er skiftet. De kloge siger, at vinteren endnu ikke er slut - det tager jeg så ad notam - men lyset er stærkere, vi hører fuglesang, og jeg har omsider kasseret vinterhandskerne til fordel for denne lækre skindmodel. Brugt to gange fire timer og så ser de allerede let brugte ud. Det er de jo også. Jeg har også smidt jakken. Vi nærmer os 10 grader om eftermiddagen, og har set den første bi.

Fætter Gérard meldte ved frokosttid, at tårerne nu stiger, men det er vi ikke enige i. Vi ser vel nu de allerførste dråber, men der vil stadig formentlig være tre-fire uger til den rigtige pleurs-tid, hvor plantesaften decideret driver ned af grenene. Det er et ret imponerende syn.

 

Udsigt nedover beskårede cordoner i vores øverste parcel i Loisy-en-Brie.

Også i denne parcel har vi godt træ at arbejde med, gode stærke grene fra sidste år og normalt nok af dem. Vi har desværre også en esca-syg plante i hver række på trods af, at vi fjernede, hvad vi kunne spotte af dårligdom i efteråret. Vi har med andre ord ikke fået problemerne under kontrol, og befinder vel et skridt nærmere en genplantning til næste år.