Alain og David skifter pæle og ødelagte wirer i den nye parcel.
Alain og David har brugt de fleste af sidste weekends lyse timer på at fjerne 100 gamle, rustne jernpæle og erstatte dem med nye.
Mange kilometer wirer skal også skiftes. Men det er lidt af et helvede, inden vinstokkene er beskåret, fordi de gamle grene er filtret ind på kryds og tværs. Derfor skifter de kun i de tre rækker, hvor de gamle wirer er knækkede.
Vi skal have skiftet mange flere wirer i år, men resten må vente, til alle vinstokkene er blevet beskåret. Dog inden opbindingen, da den nederste trådrække bliver brugt til at binde vinstokkene op ved, og derfor nødvendigvis skal være på plads.
Denne trillebør med monteret hjul er i brug, når wirerne skal skiftes.
Beskæringen fortsætter på søndag, om vejrguderne vil. Lige nu er det så koldt, at de fleste har indstillet beskæringen for en tid. Med minus to grader Celsius er det præcis så koldt, at frosten kan skade vinstokkene,
Hvis man altså inviterer den indenfor gennem den sårbare åbning, som beskærersaksen efterlader en dags tid eller to indtil såret er helet. Kort tid efter kan planten atter klare helt ned til minus femten grader.
Mange bliver derfor enten hjemme eller laver andet arbejde i parcellerne som at samle de afskårne grene og stammer sammen som en af vores naboer havde travlt med i går.
Vi samler ikke rigtig sammen, siden jeg ikke har undersøgt muligheden for billig fragt til Danmark af et læsfuld vinstammer til sommerens mere eksklusive grillparties. Vi har stadig en ordentlig stak stammer liggende fra sidste år, så vi er ikke helt vildt obs på at samle mere ind, før vi er sluppet af med sidste årgang.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment