Kan du li' østers?

Selv har jeg lige smagt for første gang. En interessant oplevelse. Jeg har taget tilløb ganske længe.

I min ungdom arbejdede jeg i en stor international virksomhed med en division for alle former for elektronik fra forsvarssystemer til transistorradioer. Dengang var der ikke noget, der hed frokostordning, og det var ikke smart at være kok. Til gengæld havde stedet sin egen gæstekantine, og her kom fodfolket normalt aldrig.

Marineret sild og Brie
Ved et par lejligheder - chefens sygdom eller lignende - var jeg og min kollega nødt til at stille op som værtinder for udenlandske gæster. Her lærte jeg at spise et par ting, som min familie i hvert fald aldrig havde kunnet friste mig til at røre. Når man sidder med et bordfuld udenlandske chefer som eneste dansker, kan man ikke rigtig springe to af fire muligheder på frokostplatten over, vel? Sådan lærte jeg at spise marineret sild og Brie. Limfjordens bløddyr optrådte til gengæld aldrig i den multinationale gæstekantine på Amager.

Mit tydeligste minde om østers er fra engang sidst i 1990'erne på en tur til Strasbourg med kolleger, hvor vi blandt andet skulle indtage et finere fransk måltid. Vi skulle med andre ord også spise til det, vi drak.

Østers til forret var en a à la carte-mulighederne, og det var der flere, der valgte. Både nogen, der vidste, at de kunne lide stadset, og i hvert fald én, der ville prøve. Det ville jeg egentlig også gerne. Men endnu engang tøvede jeg. Jeg syntes, det ville være for pinligt ikke at kunne tøme skallen. Seks østers kan faktisk godt virke som et ret overvældende antal. Jeg traf et sikkert valg, og det blev jeg glad for, da jeg siden overværede et meget stort, meget morsomt, meget ufrivilligt show, som den modige førstegangsspiser gennemlevede under forsøg på at fortære i hvert fald en af klatterne.

Min første østers
For en uge siden var vi inviteret til fødselsdag hos en veninde med masser af mennesker, som vi ikke kendte, omkring det lange, lange bord. Sørme om ikke et fad østers sejlede bordet rundt, og også jeg blev spurgt af min meget belevne bordherre.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg nogensinde har været til en lang middag, hvor min bordherre så konsekvent har holdt alle fade og skåle frem for mig.

Af en eller anden grund fór en djævel i mig, som mente, at jeg burde se og få overstået den første østers nu, netop nu. Af en eller anden grund, som jeg ikke har forstået, valgte jeg for første gang at sige ja tak. Selvom det ikke var noget problem overhovedet at sige nej tak. Øjeblikket var det rigtige, er min bedste forklaring.

Jeg udbad mig sidemandens vejledning i, hvilket af dyrene jeg burde vælge som min debut. Da han forstod, at det ikke var nogen morsomhed med den første østers, fik jeg gode, belevne råd om både passende størrelse og at snuppe en citron samt en hurtig gennemgang af løsrivelsesprocessen.

Godt med citron
Jeg gav for en sikkerheds skyld min første østers et ordentligt skud citron, fik lirket den fri af skallen og anbragt i mundhulen. Tyg-tygge-tyg. Ikke meget at arbejde med for tænderne. Min gane gik i gang med at smage. Citron. Virkelig meget citron og en gélélignende konsistens, som jeg manøvrerede rundt fra højre til venstre og tilbage igen, mens jeg smagte løs. Jeg ville godt lokalisere den jodsmag, som østerselskere taler om. Hvis de overhovedet siger noget. Jeg smagte og smagte, stadig kun citron og så en anelse havsmag, inden jeg slugte gélé-citronen.

Til alt held fremkaldte forsøget ikke alle de krumspring, som jeg stadig tydeligt husker som meget malerisk fra den aften i Strasbourg. Men nu har jeg jo også boet i Frankrig i næsten 10 år og føler mig ret hærdet, hvad udfordrende retter angår. Intet har nogen sinde slået den stålsathed, der var nødvendig for at tygge de ægte vinbjergsnegle, vi fik en nytårsaften for nogle år siden. Hvem har nogensinde hørt om snegle, der ikke blot skal synkes? De findes, men vores venner havde også selv opdrættet dem.

Østers og champagne
Østers, kunne jeg konstatere, er trods alt i familie med at spise andre former for skaldyr. Jeg fandt det interessant at smage en. Næste gang vil jeg måske udvide til to og samtidig spare en hel del på citronen.

Ellers er der ikke den store grund til, at der behøver følge en østers med.

Vi fik hvidvin til vores østers. Når jeg kommer så langt som til selv at sætte skallerne på bordet, bliver det sørme med champagne. Det kan jeg nemlig godt lide, og det er fra naturens hånd doseret med passende mængde citrus. Tidligst til vinter når det er sæson igen.