Jeg synes generelt vi bruger alt for lidt tid på at besøge franske châteaux. Forleden var vi forbi Etoges. Billedet her er godt nok fra Normandiet, beklager, det er altid mørkt, når vi er i Etoges. Stemningen rammer under alle omstændigheder meget godt.
Jeg mener ikke, at det er nogen undervurderet aktivitet at sidde i en dunkel salon med passende ild i passende højde og bredde i dertil indrettet, åben kamin. Jeg gør det bare for lidt. Må konstatere, at jeg ser væsentlig mere ild under åben himmel end i højloftede, parketknirkende og hyggeligt halvdunkle sale.
I februar fik vi lige klemt en enkelt slotsmiddag ind ledsaget af un petit café foran bemeldte ild. Vi besøgte samme sted for næsten 10 år siden, og så længe skal der ikke gå igen. Det har været renoveret siden 2006, og selvom det ligger højst fem kilometer fra Soulieres, så vi det altså først igen forleden uge.
Stemning af fortid
Slottet er stadig helt rigtigt. En lettere skramlet blanding borg med slotselementer, der bringer os frem til Louis Treize og hans tre musketerer. Delvist omgivet af en voldgrav, toppede brosten bien-sur og en vis patina af Solkongen der engang for længe siden overnattede her på vej østpå. I dag kan almindelige, dødelige prøve at fylde fodsporene.
Min erindring om restauranten bestod i små, intime rum med to-tre borde i hver.
Vi sad i den blå stue. Dunkel belysning og gulvet kan have været slidt skakternet. Maden husker jeg ikke længere. Men stemningen sad meget mere effektivt i mine sideben, end jeg på forhånd var klar over, for jeg blev mere end almindeligt skuffet, da vi forstod, at restauranten nu befinder sig i slottets orangeri. En lang, rektangulær sidebygning, som et fransk slot med respekt for sig selv og fra andre bruger til at overvintre sarte appelsin- og citrontræer.
En karakter i orangeriet
Orangeriet indeholder en smuk sal med 20-30 borde, en monumental kamin, gevir, gobeliner, kandelabre og hvad der ellers hører til et château på det franske land. Behageligt oplyst og en god atmosfære, hvor vi følte os godt tilpas og taget os af, uden at det blev for fint eller for meget.
Sommelier'en viste sig at være lidt af en karakter, meget tilbageholdende indtil han havde forvisset sig om, at vi gerne ville have både hans råd og kommentarer, og også gerne besvare spørgsmål. Ellers påtager jeg mig nu uden videre rollen som den mystiske, engelske dame.
Champagne til en menu
Han hjalp os frem mod en flaske champagne fra Avize. En sjov type. 2002'er og et miks af sort og hvidt. Eller Noirs og Blancs, som vi siger her. Denne her var meget tydelig i smagen. Formentlig ikke mange år fra sit endeligt, men jeg vælger efterhånden nærmest ufejlbarligt den vin, som andre her dropper for dens pruneaux (svedske), portvinspræg eller andre tegn på at toppen enten er slut eller umiddelbart forestående. Tilfældigvis passer den smagskategori mig godt.
Denne champagne skulle matche lidt af hvert:
Quenelles de sandre i en skum med svampe.
Foie gras-escalopes. Jeg mindes ikke nogensinde at have smagt det bedre.
Risotto med urter og stegt bars.
Og en kødret mere som jeg ikke lige har in mente.
Under alle omstændigheder noget af et spænd for én flaske. Men vi havde ikke lyst til at drikke huset på glas, den blev derfor kompromis'et. En interessant champagne fordi den var så anderledes, end hvad vi selv har, eller i øvrigt smager. Vi skal tilbage til en flaske fra Ambonnay eller Trépail, som vi smagte for nogle år siden, for at finde noget lignende. Ikke i smagen som sådan, men snarere i ekspressiv voldsomhed.
Interessant, omend jeg foretrækker vores egen Blanc de Blancs 2002. Hvem ville også have troet andet?
Den ville til gengæld aldrig have klaret den afsluttende chokoladedessert. Ingen ringe præstation, så vidt jeg husker har vi aldrig selv gjort forsøget. I det hele taget holder vi os normalt langt væk fra champagne til desserten.
Slotskaffe
Helt kunne jeg ikke dy mig for at lufte min skuffelse over restaurantens ændrede beliggenhed. Oplevelsen var god, maden dejlig, alt var fint udover at det ikke kunne matche mindet af engang.
Måske derfor foreslog personalet, at vi drak kaffe i salonen på slottet. Malingen på væggen skaller hist og her, men hvad gør det, når patinaen er ægte gammel, stilmøblerne mange og magelige, og vi har det hele for os selv.
Det lignede altsammen mindet. Det være hermed æret.
No comments:
Post a Comment