Vejen til Compostela går gennem Verzy

 

Forleden onsdag fik jeg en fin, flot oplevelse. Baseret på tilfældighedernes tilfældighed. Godt nok tilsat en anelse erfaring.

Vi var på vej til Reims, børnene og jeg.

Snakkende - vi kan nå vidt omkring på tyve minutter - kom jeg af vanvare til at køre hverdagens skolevej i stedet for onsdag morgens musikvej. Derfor kom vi forbi en bestemt vinmark, ved landsbyen Verzenays udkørsel mod la Nationale mod Chalons, som vi ikke tager en normal onsdag.

Jeg havde allerede bemærket, at denne parcel bliver pløjet. Men ikke, at en arbejdshest trækker plovjernet, som en "chauffør" bagved styrer. To andre heste ventede i baggrunden ved en trailer. Et flot syn, som jeg allerede har set i år ved Bouzy.

Det er interessant at se gamle dages teknikker vende tilbage. Min svigermor på 80 har ingen erindring om hestetrukne plovfurer i vinmarken, fordi vinmarkerne ved Soulieres først blev genplantet fra 1960'erne. Allerede fra 1970'erne var vintraktoreren i brug selv i så små brug som vores.

Mine børn var begejstrede for synet af de store heste. Det var jeg også, men vi måtte vende bilen og køre hurtigt tilbage mod Reims for at nå den lilles musikkursus. Da vi vendte tilbage efter klokken 12, blandt andet for at få en snak med hestefolkene og få deres telefonnumre, var de taget videre til næste parcel.

Vi passerede en vandrer på vejen op.

Kammusling er tegnet
Da vi havde konstateret, at hestene var væk, vendte jeg bilen og kørte op i landsbyen igen, og så kunne jeg jo se hans pilgrimstegn på rygsækken. Det kender jeg godt.

For over 20 år siden besøgte jeg selv Santiago di Compostela. Jeg var tiltrukket af stedets ældgamle, kristne mystik og af det vilde, keltiske Galicien.

Byen opstod, da disciplen Jakob ifølge traditionen strandede ved Finisterre ved Atlanterhavet i en stensarkofag. Pilgrimsfærden til Santiago var i Middelalderen efter Jerusalem og Rom den helligste mulighed. Tegnet for Santiago-pilgrimmene er den håndsstore kammusling, som de bærer som tegn på at have gennemført færden.

Ham her havde den altså på forhånd. Sådan vidste jeg allerede en smule, og standsede derfor bilen for at invitere ham med os hjem at spise frokost. Det blev dagens held for ham.

Han var nemlig på vej mod vandrehjemmet i vores landsby, Verzy, og det har været lukket i al den tid, vi har boet her. Men er stadig opført i guiden for pilgrimme, kunne jeg konstatere. Jeg formoder, det er derfor, de af og til dukker op hos os og i Verzenay.

Musik var fælles
Vor vandrer Leo kommer fra Holland, og har vandret 300 kilometer fra sidst i april. Han har med andre ord haft fart på. Lidt for meget, mener en af hans venner, der er erfaren pilgrim. Da vi mødte Leo, havde han ondt i foden. "Du har gået for hurtigt", lød vennens dom.

Når man skal gå over 2.000 kilometer på omkring tre måneder, skal man bruge sine kræfter rigtigt.

Foreløbig bød vi ham indenfor, og han gik straks over til marimbaen og begyndte at spille et af vores søns stykker.

"Jeg er musiker", fortalte han.

Pianist og korleder.

Der kan man bare sig. Verden er så tilfældig. Alligevel passer brikker tit sammen i et mønster, der giver mening, når man samler en brik op et tilfældigt sted ude i verden.

Hans tur handler blandt andet om at holde seriøs pause fra musikken. Det gik ikke så godt i vores hus. Men jeg modstod fristelsen til at bede om et nummer på keyboardet. Til gengæld underholdt Clement - med absolut og nonchalant venstrehånd - og fik alligevel et "han spiller godt". Af høflighed måske, for jeg ved jo, at det kan lyde en hel del bedre. Men at drengen spiller musik, kan enhver høre, også når han kun gider gøre det med venstrehånd.

Herberget var lukket
Efter spaghetti bolognaisen, et glas vin og kaffe gik jeg i gang med at skaffe ham plads på herberget.

En interessant oplevelse, for adskillige af de pilgrimsguidens telefonnumre førte os til damer, der ikke har huset pilgrimme de sidste 15 år. Ingen har åbenbart genredigeret listen i al den tid.

 

Jeg endte med at bestille seng til ham tre nætter på vandrehjemmet i Chalons-en-Champagne. På den måde kunne han følge sin rute, komme til messe Kristi Himmelfartsdag og få kigget grundigt på sin fod.

Og hvad har alt det her så med champagne at gøre? Ingenting.

Det har til gengæld alt med stedets kulturhistorie at gøre. Siden Middelalderen har disse Santiago-pilgrimme passeret Reims og er vandret videre mod Chalons-en-Champagne på deres vej ned gennem Frankrig mod det nordvestspanske mål.

Da jeg som nævnt for mange år siden selv var afsted, fordi jeg ville mærke dette steds sjæl, betyder det noget for mig at have eller måske rettere skabe mig en levende kontakt med et felt, der er både fortid, nutid og formentlig også fremtid. Det fletter fine tråde ind i mit liv af en europæisk, spirituel historie, som også er min. Og så bringer den slags altid et møde, udveksling mellem mennesker.

Men pilgrimme er ikke helt, hvad de har været. De skal godt nok gå lige så langt. De henter deres stempler samme steder - i Reims er det den gamle kirke i bymidten Saint Jacques og altså ikke den imponerende katedral - men til gengæld er det helt nyt at have blog, mobiltelefon og MP3-spiller.

Leo har 25 albums med på sin. "Nåda," sagde jeg straks, "hvilke 25 vælger et musisk menneske til så lang en tur?" Han nævnte en hel stribe, herunder danske Alphabeat. "Men," sagde han, "Jeg har ikke lyttet til det, jeg har ikke haft brug for det".

Det kunne jeg sagtens forestille mig.

Jeg investerede jo selv for flere år siden i en iPod til vinen. Jeg kan huske, at jeg har siddet og sunget med på Gasolin, mens jeg beskar, så jeg har haft den tændt en enkelt gang eller to i de fem år. Men i virkeligheden vil jeg meget hellerede høre de lyde der bare er.

 

Vejen tilbage fra Chalons var i øvrigt helt guddommeligt belyst. Det har jeg nu også set på andre tidspunkter, hvor der ikke har været pilgrimme i farvandet.