Efterår følger druehøst

 

Pinot Noir-blade på vej over i rødt. September, Montagne de Reims.

Vi har efterår.

Børnene kommer tilbage fra fodbold sat til i mudder. Morgenerne er uigenkaldeligt grå. Arkitektens trøst er godt i gang med at skifte farve, og lige efter den følger Pinot'erne i Montagne de Reims. Et syn for guder i alle nuancer fra grønt over orange og rødt til det uigenkaldeliget visne. I Côte des Blancs går Chardonnay-vinstokkene anderledes på hæld med året i farver, der skifter fra grønt over i gult, før også de visner.

År efter år er det som om, vinhøsten virkelig styrer årstiden. I virkeligheden er den vel blot er udtryk for et bestemt (højde)punkt i den årlige cyklus, hvor planten efter høst forbereder sig på den vinterdvale, der begynder med den første nattefrost.

Efter vinhøstens varme overvejer vi nu de fornuftigt kraftige efterårssko, regntøjet ligger lige for døren, i går så vi den første fuglesky, og jeg har såmænd også spottet den første, armygrønne vinterparka i børnehaven.

Syg optælling

Vi råder over to parceller med vinstokke. Den ene har Alain passer siden 1997, den anden overtog jeg i 2006 i en rædsom tilstand. God beskæring har rettet op på planternes svageligheder, men vi kan ikke stille så meget op med den snigende død.

Esca'en kæmper vi stadig med. En i sidste dødelig og også smitsom sygdom, der i øjeblikket ikke findes nogen behandling for.

I den ene parcel holder vi den stangen. Sådan da. To døde planter per række - 200 meter - per år. Det kan betale sig at genplante i hullerne, hvilket vi gjorde for fire år siden, og forventer at gøre igen det kommende forår.

Den øverste parcel er helt anderledes ramt. Vi har hele tiden regnet med, at vi mangler op imod hver femte plante. Det er mærkbart, og så er det endda værre endnu. Alain har i dag gjort hullerne op til, at vi mangler hver fjerde plante i den mark. Det eneste, vi kan gøre, er at give de raske planter mere plads til at brede sig langs hegnet, mens vi håber på, at de har kraft nok til at sætte frugt for to. Men det går selvfølgelig kun en tid. I år nåede vi ikke engang op på kvoten på trods af, at den var lav.

Nu er der ingen vej udenom. Vi må i gang med at planlægge at nedlægge hele skidtet og plante nyt. Noget af en beslutning - også økonomisk - fordi parcel under total genplantning udgår af ens økonomi i de fire år, der går, før vinstokkene vil komme i produktion. Vi kan ikke bare plukke nogle flere druer i de øvrige parceller. Kvoten bliver simpelthen sat ned i perioden.

Men valget er efterhånden med så store huller mellem planterne mest af alt en illusion.

Mellem linjerne

Nogle gange er det mere interessant, hvad der ikke bliver sagt end omvendt.

Normalt får vi en samlet udmelding fra de største champagnehuses vinmagere om deres syn på høsten. Men enten har de ikke holdt deres sædvanlige frokostmøde i det grønne, eller også har de endnu ingen samlet mening, de vil ytre.

Vi har hørt meget spredte ting. Både tilfredshed med den overståede vinhøst, men også den efterhånden traditionelle "vi gik i gang for sent" (for meget sukker). Under vinhøsten hørte vi også om huse, der ikke kan få forsyninger nok, og vi hørte fra vinbønder om parceller, der var så angrebne af svamp, at det reelt ikke kunne betale sig at høste dem. Det ene hænger vel til dels sammen med det andet.

Kiloprisen på druer var ikke som sædvanligt fastsat før høsten, og den bliver da også interessant at runde på et tidspunkt.

Saignéen er usikker

 

Pinot Meunier druer fra Loisy-en-Brie.

Vi lagde ud med at plukke Pinot Meunier i Loisy-en-Brie, og vi sluttede med Pinot Noir i Soulieres.

Især de første blev sorteret meget hårdt - væk med alle botrytis-ramte klaser - for at få optimal kvalitet til rødvin. Vi kasserede en tredjedel, hvilket er virkelig meget, når man i forvejen har beskåret parcellen hårdt, og derfor har lavere udbytte. 8-9.000 kilo druer per hektar var, hvad det blev til.

Nu er rødvin 2010 på vej. Det samme er Rosé de Saignée-champagnen, der begynder på samme måde som rødvin - maceration i tank - men vi afventer stadig mere end spændt, hvad det så ender med. Om kvaliteten vil være tilstrækkelig, er foreløbig usikkert.

Hver vinhøst sine specialiteter. 2010 vil uden tvivl blive husket som svampesporernes og sorteringens år. Den kommende tid vil afsløre om anstrengelserne er tilstrækkelige til at redde Rosé de Saignée 2010.

 

Pinot Noir druer fra Soulières.

De første spæde tanker for 2011

 

En ganske ordinær Pinot Noir-vinstok og dog så fuld af poesi.

I morges rejste Aldo hjem til Charleville-Mezières. Nu er den forplejningsmæssige del af vinhøsten i Champagne lukket og slukket for sæson 2010. Vi er i gang med at diskutere, hvordan vi selv vil planlægge 2011.

Skal vi for eksempel satse 100% på vores helt eget hold. Vi synes, vi har et tættere forhold til dem, der er begyndt, efter at vi begyndte at arbejde 100 procent med champagne, end dem, der var med i forvejen.

Vi er derfor begyndt at diskutere, hvordan vi vil rekruttere, og hvem. Vanen tro har vi tænkt os noget internationalt. Noget, hvor man udover at snuse til vin, også kan bruge ugen til at møde andre horisonter end sine egne.

Penibel rekruttering
Rekruttering er en penibel sag. Den snart pensioneringsklare bedstemor i naboparcellen fortalte Alain under vinhøsten, hvordan de hidtil har ansat uni-studerende, der kender en af svigerdøtrene.

"Vi aner ikke, hvad vi skal gøre, når hun er færdig med studierne."

Problemet med at henvende sig på det, der svarer til et dansk jobcenter, er, at arbejdskraften kan være meget ustabil. Det hænger uden tvivl også sammen med ens egen organisering af vinhøsten - jeg har hørt horrible eksempler - men lige meget hvis skylden er, så har en vinbonde, hvis halve hold stikker af halvvejs gennem vinhøsten, altså et ret stort problem med at blive færdig, mens druerne er optimale.

I år rejste en af vores plukkere hjem efter den første dag. Han kunne ikke undvære sine forældre. En anden kom ved middagstid dagen efter, og da vinhøsten var slut kunne vores pensionerede tolder-hundefører afsløre, at han havde været hel- eller halvskæv hele ugen. Well, druerne landede da også i hans spand. Godt nok ikke som den hurtigste.

Chef eller chauffør
Så vidt rekruttering. Vi kommer også til at organisere os selv på en ny måde. Hidtil har den snart pensionerede grandfætter Gérard kørt druerne til pressen. Det bliver fremover Alain. Jeg har optimistisk også foreslået mig selv - "har du nogensinde set en kvinde aflevere druer? lød svaret", "ja (ok, godt nok ikke ret tit)".

Nå, men man skal have store arme nok til at kunne løfte de to paller med hver 12 kasser druer à 50 kilo ud af bilen i en snæver vending, så mit foreslag strander nok cirka der. Spaghettiarme.

I stedet kan jeg så begynde at forberede mig på at være deltidschef i marken. Vi har godt nok en nevø, der er både stor og stærk og har været med hvert år, siden han blev født, men han vil hellere drikke øl med holdet end dirigere, så jeg kommer nok til at øve mig.

Det er stadig ret grænseoverskridende for mig at råbe - tale højt - på fransk. Nå, men ungerne vokser jo op og bliver frækkere og frækkere, så det kan jo være, at jeg får vanen i løbet af året.

Flere indtryk fra vinhøsten 2010 her og her

Indtryk fra Årgang 2010

Vores del af vinhøsten i Champagne i går formiddags.

Det var jeg sørme glad for, da jeg i morges kørte igennem et Montagne de Reims med regn, der stod ned i stive strømme. Det er ikke sjovt at plukke vindruer, når man højst 15 minutter efter start er drivvåd. Regnen siler ned gennem regnjakkens ærmer, og fingrene er isnende kolde i de gennemblødte handsker.

Vi andre frøs lidt de første morgener med temperaturer ned til syv-otte grader. Allerede ved 9-tiden varmede solen nok til korte ærmer og bare skuldre.

 

Høstholdet foran Crochettes-parcellen, som vi deler med blandt andet Alains fætre.

Nedenunder madholdet, hvad skulle vi gøre uden Annie og Annick, der har den madmæssige del af vinhøsten i deres hule hånd og desuden nedfældet i et gammelt kladdehæfte, der dækker samtlige familiens vinhøster siden engang i 1980'erne.

Det er Gerards sidste vinhøst, men Annie, hans kone, bliver i firmaet et par år mere, så endnu behøver jeg ikke bekymre mig alt for meget om Boeuf Bourgignon'en. Der bliver lavet rigtig meget mad i løbet af vinhøsten.

 

 

 

Gerard - det er Alains ældre grandfætter - har deltaget i vinhøsten siden begyndelsen af 1970'erne. Siden har han planlagt den, fra 1997 sammen med Alain. Fra næste år er den del, der foregår i vinmarkerne vores. Den anden halvdel - den der handler om mad og indkvartering - tager Annie sig af et par år endnu.

I år har vi haft 14 høstfolk boende og yderligere syv fra familien plus et par børn, så det er et større folkehold gennem den uge, hvor høsten ruller.

Flere og flere vinbønder i Champagne opgiver at afvikle høsten på denne måde, og ansætter i stedet sigøjnere, østeuropæere eller kinesiske studerende fra Reims, som holder sig selv med kost og logi.

Den sociale del af vinhøsten
Den dag, der ikke længere er vinhøst som hos os, forsvinder den menneskelige, den sociale del af vinhøsten. Den er vigtig for os, så vi har da også allerede svaret ja til Isabelle, der spurgte, om vi vil fortsætte som hidtil. Hun var hos os for sjette år i træk, og vi har efterhånden mødt det meste af hendes og hendes søsters familie. I år havde hun sin eksmand med.

De kommer fra Normandiet, så jeg har efterhånden hørt et og andet fra denne region. Vinhøsten er også den uge af året, hvor jeg hører masser fra andre områder fra de folk, der bor der. Vi har rigtig mange fra Normandiet, nogle studerende fra Lille, holdets sjove fyr kommer fra Ardennerne og en enkelt fra den sydlige del af Marne. Han er søn af Alain, der også af og til arbejder for os, men hellere sidder i traktor end håndterer en klippesaks.

Årets nyskabelse fra et par i bedsteforældrealderen fra Savoie. De fortalte os vidt og bredt fra deres bjerge - Alperne - om deres hunde og heste - manden er pensioneret hundefører hos tolderne, og konen kendte et par af vores heste i Soulieres, der åbenbart er avlet i deres landsby.

I sig selv var de imponerende at opleve i aktion som vinplukkere. Hurtigere på fingrene end 30-40 år yngre unge piger og mænd. De kom med erfaring fra vinhøst i Bourgogne og Alsace, og jeg ved da ikke, om de bare ville være flinke, men de fortalte os, at de aldrig har oplevet en lignende stemning.

Det er faktisk ikke pral, når jeg fortæller, at vi hvert år ender med at være en høstfamilie, og at jeg hvert år med et gran af vemod vender snuden mod Verzy. I år har også begge børn i den grad hygget sig med de unge. Sparket fodbold, det sidste måltid ville de hellere afvikle sammen med ungdommen end mor og far. Buksevand, bandeord - mor, de siger merde (lort) hele tiden, og det gør man bestemt ellers ikke i det bare nogenlunde velopdragne segment - og drengene driller pigerne. Syv-årige Clements øjne og ører har stået på stilke hele ugen, og i år har også fire-årige Eva deltaget i løjerne for første gang.

 

 

 

 

 

 

Pæne druer
Men i øvrigt handler vinhøst om vindruer. Vi har fleste Chardonnay og Pinot Meunier men også en smule Pinot Noir. Efter alle rædselsstatistikkerne op til vinhøsten, hvor råddenskaben bredte sig som lynild, har det været virkelig skønt at konstatere ret pæne druer grænsende til det helt normale. Her er de:

Chardonnay, Pinot Noir fra den sidste dag i Crochettes-parcellen og Pinot Meunier fra lørdag i Vieilles Grandmeres-parcellen.

 

 

 

Men ok, det er et år med meget råd og skimmel.

Et kort fætter- og kusinemøde onsdag i Crochettes afslørede, at Vallée de la Marne - som vi havde gættet - er hårdt ramt af svamp. Deres erfaring fra deres parcel nær Dormans var, at de skulle igennem tre rækker for at fylde en kurv med acceptabel kvalitet.


I praksis dropper man at høste en sådan parcel. Redningen kan være at have parceller adskillige andre steder, hvor man forhåbentligt har ekstra kilo, således at man alligevel kan nå at presse den maksimale kvote.

Det er sjældent at alle steder er lige hårdt ramt, og det er da også netop fætter- og kusine-planen. Kvaliteten i vores fælles Crochettes ved Soulières var nemlig i år overraskende god. Ens hukommelse kan så nemt spille et puds, men mig forekom druerne her bedre end normalt.

Men selvfølgelig er vi også stødt på svampen. En af plukkerne fandt såmænd også gode spisesvampe mellem rækkerne, hvilket ikke er almindeligt.

Her er nogle ramte Chardonnay-eksempler:

 

 

 

Vi har så rigeligt afleveret alt, hvad vi skulle, og vi har også plukket til den såkaldte vin ordinaire, der bliver solgt videre til champagnehuse og større kooperativer. For eksempel fordi de mangler, eller fordi det, vi har, er bedre, end det de har.

Regnskabet - vin svarende til 10.500 kilo druer per hektar land - skal passe ved årsskiftet. Efter nytår må man kun have den mængde, der svarer til størrelsen på ens jord samt hvad man eventuelt handler som indkøber (négociant).

Nu bliver det så rigtig spændende at følge de unge vines udvikling igennem efteråret.

 

 

Sidste dag i solen. Med årene har en tradition for baptême (buksevand med mere) udviklet sig. Oprindeligt går det ud over de nye, men efterhånden deltager de fleste i løjerne.

Muriel, der nu er kommet hos os gennem 20 år, afleverede frivilligt briller, cigaretter og ur, inden hun fik en tur under vandsprøjten. Da havde hun også sørget for, at selv bedstefar Jacky fik en spand druer sendt ned ad ryggen den sidste dag, mens han var godt i gang med at forklare mig, at Julie selv havde lagt godt i kakkelovnen til en temmelig grundig gang buksevand: Elle est maline. Kun hans très chère kone, der helt sikkert ikke ville have værdsat hverken vand, øl, barberskum, mudder eller druer ned ad nakken, gik fri.

Slut

 

 

Vi er færdige. Vi er glade. Vi er trætte. Vi har skålet for de mange tons vindruer, vi har landet gennem de seneste knapt syv dage.

Vi har næsten knebet en lille tåre over, at høstholdet skilles. Hvert år udvikler det sig til at blive en voldsomt hyggelig lille stor familie, og de fleste udtrykker en vis tristesse, når det er slut, efterfulgt af et "Vi ses til næste år" med stor overbevisning i stemmen. Men de mener det faktisk: Næsten alle høstfolk kommer hos os adskillige gange, og det er med til at gøre det til en så ganske særlig oplevelse, at også nye har lyst til at prøve kræfter med det.

I dag påtog søstrene fra Normandiet sig at stille bord op i gården, så vi kunne indtage et af de sidste måltider i det fri. "De vil ikke afsted igen", smiler kokken Annie, men mon ikke Mickaël er den sidste, når hans familie henter ham lørdag formiddag.

Menuen?

Macedoine (Ærter og gulerødder i mayo med halve hårdkogte æg)
Boeuf Bourgignon med fritter
Ost: Maroilles, Brie og Tomme
Is, Flan, og blommetærte

Hellere det søde i det sure end omvendt

 

Chardonnay-druer i Loisy-en-Brie.

Søndag eftermiddag fik jeg hvisket i øret, at den nypressede most er lidt for sød og ikke syrlig nok. Der skal helst ikke være mere frugtsukker end nok til 10,5 % vol, fordi champagneprocessens anden alkoholiske gæring også bringer et bidrag til procenten, og totalen skal helst lande omkring de 12.

Da jeg selv smagte et glas most, fornemmede jeg også mere sødmen end syren, hvor jeg andre, tidligere år har fundet den balance lige modsat. Em syrlig most med underliggende sødme fremfor en sød most med syre i baggrunden.

Et godt indhold af syre er ønskeligt, for at vinen kan udvikle sig godt og langsomt over tid, samtidig med at den bevarer formen en rum tid. Vigtigt, når man sælger fem år gamle champagner. For meget syre kan man arbejde med, det er straks værre med for lidt.

I går mandag mødte Alain så et andet medlem af det smagepanel, der i det nye år sammensætter de kommende champagner, og de mente omvendt begge, at årets høst foreløbig tegner ganske godt. Fornuftige balancer mellem det søde og det sure, og et indhold af svamp og råd, der er til at leve med.

 

Whiteboard'et, her dog med tal fra 2008.

Ens indtryk hænger af gode grunde sammen med det budte glas, og hver most er trods alt sin egen. På et whiteboard kan man følge pressernes nøgletal, og variationen går fra 9,5 til 11. Med en verden til forskel.

Rygte om for få druer
Til gengæld løber der nu rygter om champagnehuse, der ikke får den mængde druer, de har brug for. Interessant for sådan nogle som os og vores kolleger på kooperativet, der sælger det meste af årets udbytte videre til husene i form af druer, most, vin og måske endda vins sur lattes.

Kilopriserne blev ikke fastsat som normalt, så vi krydser fingre for, at overskuddet kan blive solgt fornuftigt. Indkøberne er der i hvert fald, de er let genkendelige på deres sporty polo-shirts med mere og af og til mindre diskret firmalogo.

Selv har vi heldigvis de kilo, vi skal bruge.