Vi råder over to parceller med vinstokke. Den ene har Alain passer siden 1997, den anden overtog jeg i 2006 i en rædsom tilstand. God beskæring har rettet op på planternes svageligheder, men vi kan ikke stille så meget op med den snigende død.
Esca'en kæmper vi stadig med. En i sidste dødelig og også smitsom sygdom, der i øjeblikket ikke findes nogen behandling for.
I den ene parcel holder vi den stangen. Sådan da. To døde planter per række - 200 meter - per år. Det kan betale sig at genplante i hullerne, hvilket vi gjorde for fire år siden, og forventer at gøre igen det kommende forår.
Den øverste parcel er helt anderledes ramt. Vi har hele tiden regnet med, at vi mangler op imod hver femte plante. Det er mærkbart, og så er det endda værre endnu. Alain har i dag gjort hullerne op til, at vi mangler hver fjerde plante i den mark. Det eneste, vi kan gøre, er at give de raske planter mere plads til at brede sig langs hegnet, mens vi håber på, at de har kraft nok til at sætte frugt for to. Men det går selvfølgelig kun en tid. I år nåede vi ikke engang op på kvoten på trods af, at den var lav.
Nu er der ingen vej udenom. Vi må i gang med at planlægge at nedlægge hele skidtet og plante nyt. Noget af en beslutning - også økonomisk - fordi parcel under total genplantning udgår af ens økonomi i de fire år, der går, før vinstokkene vil komme i produktion. Vi kan ikke bare plukke nogle flere druer i de øvrige parceller. Kvoten bliver simpelthen sat ned i perioden.
Men valget er efterhånden med så store huller mellem planterne mest af alt en illusion.
No comments:
Post a Comment