Indtryk fra Årgang 2010

Vores del af vinhøsten i Champagne i går formiddags.

Det var jeg sørme glad for, da jeg i morges kørte igennem et Montagne de Reims med regn, der stod ned i stive strømme. Det er ikke sjovt at plukke vindruer, når man højst 15 minutter efter start er drivvåd. Regnen siler ned gennem regnjakkens ærmer, og fingrene er isnende kolde i de gennemblødte handsker.

Vi andre frøs lidt de første morgener med temperaturer ned til syv-otte grader. Allerede ved 9-tiden varmede solen nok til korte ærmer og bare skuldre.

 

Høstholdet foran Crochettes-parcellen, som vi deler med blandt andet Alains fætre.

Nedenunder madholdet, hvad skulle vi gøre uden Annie og Annick, der har den madmæssige del af vinhøsten i deres hule hånd og desuden nedfældet i et gammelt kladdehæfte, der dækker samtlige familiens vinhøster siden engang i 1980'erne.

Det er Gerards sidste vinhøst, men Annie, hans kone, bliver i firmaet et par år mere, så endnu behøver jeg ikke bekymre mig alt for meget om Boeuf Bourgignon'en. Der bliver lavet rigtig meget mad i løbet af vinhøsten.

 

 

 

Gerard - det er Alains ældre grandfætter - har deltaget i vinhøsten siden begyndelsen af 1970'erne. Siden har han planlagt den, fra 1997 sammen med Alain. Fra næste år er den del, der foregår i vinmarkerne vores. Den anden halvdel - den der handler om mad og indkvartering - tager Annie sig af et par år endnu.

I år har vi haft 14 høstfolk boende og yderligere syv fra familien plus et par børn, så det er et større folkehold gennem den uge, hvor høsten ruller.

Flere og flere vinbønder i Champagne opgiver at afvikle høsten på denne måde, og ansætter i stedet sigøjnere, østeuropæere eller kinesiske studerende fra Reims, som holder sig selv med kost og logi.

Den sociale del af vinhøsten
Den dag, der ikke længere er vinhøst som hos os, forsvinder den menneskelige, den sociale del af vinhøsten. Den er vigtig for os, så vi har da også allerede svaret ja til Isabelle, der spurgte, om vi vil fortsætte som hidtil. Hun var hos os for sjette år i træk, og vi har efterhånden mødt det meste af hendes og hendes søsters familie. I år havde hun sin eksmand med.

De kommer fra Normandiet, så jeg har efterhånden hørt et og andet fra denne region. Vinhøsten er også den uge af året, hvor jeg hører masser fra andre områder fra de folk, der bor der. Vi har rigtig mange fra Normandiet, nogle studerende fra Lille, holdets sjove fyr kommer fra Ardennerne og en enkelt fra den sydlige del af Marne. Han er søn af Alain, der også af og til arbejder for os, men hellere sidder i traktor end håndterer en klippesaks.

Årets nyskabelse fra et par i bedsteforældrealderen fra Savoie. De fortalte os vidt og bredt fra deres bjerge - Alperne - om deres hunde og heste - manden er pensioneret hundefører hos tolderne, og konen kendte et par af vores heste i Soulieres, der åbenbart er avlet i deres landsby.

I sig selv var de imponerende at opleve i aktion som vinplukkere. Hurtigere på fingrene end 30-40 år yngre unge piger og mænd. De kom med erfaring fra vinhøst i Bourgogne og Alsace, og jeg ved da ikke, om de bare ville være flinke, men de fortalte os, at de aldrig har oplevet en lignende stemning.

Det er faktisk ikke pral, når jeg fortæller, at vi hvert år ender med at være en høstfamilie, og at jeg hvert år med et gran af vemod vender snuden mod Verzy. I år har også begge børn i den grad hygget sig med de unge. Sparket fodbold, det sidste måltid ville de hellere afvikle sammen med ungdommen end mor og far. Buksevand, bandeord - mor, de siger merde (lort) hele tiden, og det gør man bestemt ellers ikke i det bare nogenlunde velopdragne segment - og drengene driller pigerne. Syv-årige Clements øjne og ører har stået på stilke hele ugen, og i år har også fire-årige Eva deltaget i løjerne for første gang.

 

 

 

 

 

 

Pæne druer
Men i øvrigt handler vinhøst om vindruer. Vi har fleste Chardonnay og Pinot Meunier men også en smule Pinot Noir. Efter alle rædselsstatistikkerne op til vinhøsten, hvor råddenskaben bredte sig som lynild, har det været virkelig skønt at konstatere ret pæne druer grænsende til det helt normale. Her er de:

Chardonnay, Pinot Noir fra den sidste dag i Crochettes-parcellen og Pinot Meunier fra lørdag i Vieilles Grandmeres-parcellen.

 

 

 

Men ok, det er et år med meget råd og skimmel.

Et kort fætter- og kusinemøde onsdag i Crochettes afslørede, at Vallée de la Marne - som vi havde gættet - er hårdt ramt af svamp. Deres erfaring fra deres parcel nær Dormans var, at de skulle igennem tre rækker for at fylde en kurv med acceptabel kvalitet.


I praksis dropper man at høste en sådan parcel. Redningen kan være at have parceller adskillige andre steder, hvor man forhåbentligt har ekstra kilo, således at man alligevel kan nå at presse den maksimale kvote.

Det er sjældent at alle steder er lige hårdt ramt, og det er da også netop fætter- og kusine-planen. Kvaliteten i vores fælles Crochettes ved Soulières var nemlig i år overraskende god. Ens hukommelse kan så nemt spille et puds, men mig forekom druerne her bedre end normalt.

Men selvfølgelig er vi også stødt på svampen. En af plukkerne fandt såmænd også gode spisesvampe mellem rækkerne, hvilket ikke er almindeligt.

Her er nogle ramte Chardonnay-eksempler:

 

 

 

Vi har så rigeligt afleveret alt, hvad vi skulle, og vi har også plukket til den såkaldte vin ordinaire, der bliver solgt videre til champagnehuse og større kooperativer. For eksempel fordi de mangler, eller fordi det, vi har, er bedre, end det de har.

Regnskabet - vin svarende til 10.500 kilo druer per hektar land - skal passe ved årsskiftet. Efter nytår må man kun have den mængde, der svarer til størrelsen på ens jord samt hvad man eventuelt handler som indkøber (négociant).

Nu bliver det så rigtig spændende at følge de unge vines udvikling igennem efteråret.

 

 

Sidste dag i solen. Med årene har en tradition for baptême (buksevand med mere) udviklet sig. Oprindeligt går det ud over de nye, men efterhånden deltager de fleste i løjerne.

Muriel, der nu er kommet hos os gennem 20 år, afleverede frivilligt briller, cigaretter og ur, inden hun fik en tur under vandsprøjten. Da havde hun også sørget for, at selv bedstefar Jacky fik en spand druer sendt ned ad ryggen den sidste dag, mens han var godt i gang med at forklare mig, at Julie selv havde lagt godt i kakkelovnen til en temmelig grundig gang buksevand: Elle est maline. Kun hans très chère kone, der helt sikkert ikke ville have værdsat hverken vand, øl, barberskum, mudder eller druer ned ad nakken, gik fri.