Alain fjerner syge grene i Loisy-en-Brie.
Vi har været i vingården nogle timer i dag for at rydde op. Fjerne den synlige del af de vinstokke, der er smittet med Esca. En ubehagelig sygdom, der slår vinstokken ihjel enten hurtigt eller langsommere. Som kræft.
"Lad nu være med at skrive, hvad vi laver" siger Alain.
"Måske tror folk, at vores druer er dårlige."
Han fik det i hvert fald dårligt over at se, hvor mange syge grene, der i eftermiddag lå i vores trailer efter et par timers arbejde. Deprimerende, hvor vi i forbindelse med sidste års oprydning egentlig troede at have en slags fod på i hvert fald den parcel, vi arbejdede i i dag.
Ifølge vinbladet Decanter, der anskuer tingene på nationalt niveau, har Esca'en tilsyneladende haft et ubehagelig godt år i blandt andet Cognac, Bordeaux, Gascogne og Champagne. Op imod en femtedel af vinmarkerne skal være smittet visse steder.
En trailerfuld Esca-syge grene fra vinstokke.
Vi er dermed langt fra de eneste, der slås med Esca'en. I øjeblikket er der nemlig ingen bedre midler mod den end at fjerne syge planter og plante nogle nye. Der går imidlertid lang tid, før man får druer fra småplanter. Først efter den fjerde beskæring har vi lov at lade planten give druer. Læg dertil mindst en sæsons braklægning.
Det er i øvrigt første gang, at jeg har set selv et løseligt gæt på Esca'ens ødelæggelser. Det er ikke et emne, der bliver diskuteret ligeså åbent og lystigt som høstdatoer og bestøvningens succes. Vi kan dog konstatere på vores mange køreture, at vi ikke sidder alene i suppedasen.
Selvom vi ikke selv har sat 20 procent til, føler vi os hårdt ramt. Vi har ondt i kiloene. Svært ved at producere nok. Primært på grund af denne pest, der æder sig ind på vores planter, så hurtigt at vi har svært ved at følge med.
Det er to og et halvt år siden, at vi genplantede 400 småplanter. De erstattede huller fra Esca-syge planter, og er såmænd ikke engang i produktion endnu, hvor det begynder at blive aktuelt at genplante igen. Bare for at kunne holde en form for trit med døden i vingården.
For en god ordens skyld: Esca'en rammer ikke druerne. Den ødelægger til gengæld den plante, der nærer druerne, og druerne rådner ofte før tid. Så langt når de ikke i deres cyklus hos os. Vi fjerner dem. Med tungt og af og til næsten blødende hjerte, når grene med gode, fine klaser må lade livet, fordi moderplanten har Esca.
No comments:
Post a Comment