Slut

 

 

Vi er færdige. Vi er glade. Vi er trætte. Vi har skålet for de mange tons vindruer, vi har landet gennem de seneste knapt syv dage.

Vi har næsten knebet en lille tåre over, at høstholdet skilles. Hvert år udvikler det sig til at blive en voldsomt hyggelig lille stor familie, og de fleste udtrykker en vis tristesse, når det er slut, efterfulgt af et "Vi ses til næste år" med stor overbevisning i stemmen. Men de mener det faktisk: Næsten alle høstfolk kommer hos os adskillige gange, og det er med til at gøre det til en så ganske særlig oplevelse, at også nye har lyst til at prøve kræfter med det.

I dag påtog søstrene fra Normandiet sig at stille bord op i gården, så vi kunne indtage et af de sidste måltider i det fri. "De vil ikke afsted igen", smiler kokken Annie, men mon ikke Mickaël er den sidste, når hans familie henter ham lørdag formiddag.

Menuen?

Macedoine (Ærter og gulerødder i mayo med halve hårdkogte æg)
Boeuf Bourgignon med fritter
Ost: Maroilles, Brie og Tomme
Is, Flan, og blommetærte