14 October, 2013

Vores vinhøst set fra oven

 
Posted by Picasa
For en halv uge siden plukkede vi årets sidste drue.

I alt 10.000 kilo per hektar samt 3.100 kilo per hektar til den såkaldte individuelle reserve giver for vores vedkommende knapt 40 tons mulige druer. Så mange kunne vores parceller ikke levere.

Se flere billeder af lidt af det hele på vores Facebook-side.

Få Chardonnay, mange Pinot
Normalt plejer Chardonnay-planterne at dække Pinot'erne ind. De første bærer som oftest mange og store klaser, de andre formentlig lige så mange men meget mindre klaser. Men som I ved, skal vi altid passee på med at læne os for langt op ad plejer, for han er en lunefuld fætter i længden.

I år havde han besluttet sig for at spille Chardonnay et puds og lade dem lege vinter til helt ind i juli, hvor han sendte tropiske temperaturer. De tidlige Chardonnay blomstrede derfor under svære forhold, hvilket har givet en dårligere bestøvning og færre druer i klaserne. Omvendt blomstrede Pinot'erne under perfekte forhold, og aldrig har vi set så mange og store klaser. En generel effekt.

Varme, fugt, Indian Summer
Tropevarmen varede til september, hvor et kort mellemspil med lidt regn fandt sted, inden varmen vendte tilbage, og stort set holdt sig til i hvert fald vi var færdige med at vinhøste. En hjertelig tak herfra til vejret.

For det lidt regn, september kom med, var for så vidt godt nok for at druerne kunne vokse lidt, men også skidt, fordi det gav gråskimmelen mulighed for at installere sig. Den mærkede vi også.

Eksponentiel spredning
På vinhøstens første dag havde vi meget få druer med råd, men allerede på tredjedagen var gråskimmel mærkbar i den største af vores Pinot Meunier-parceller. Den spreder sig eksponentielt, så fra nærmest ingenting den første dag, bliver spredningen meget hurtigt mærkbar, hvis man vi ikke kan plukke meget hurtigt.

Det kommer I aldrig til at smage, for vi klipper rådne klaser ned. Til gengæld betyder det noget for vores samlede mængde druer. Der altså kom en smule til kort.

Men alt andet var så fint og flot, at vi ikke kan være andet end glade og tilfredse.

Vineriet arbejder på fuldt tryk.


Læs om champagnehøsten generelt hos Decanter.com

No comments: