27 October, 2013

Ja eller nej til nørderi

 
Posted by Picasa
Der var en gang, hvor en flaske champagne var en flaske champagne, og det eneste, du og jeg fik ud af at kigge på den, var dens år eller mangel på samme, dens hus og dets adresse og dens sødmegrad.

På dette trin af oplysningsstigen har champagnehuset Krug stået fast og længe.

Men nørder vil vide meget mere.

De vil vide, hvordan champagnen er sat sammen af forskellige vine fra forskellige steder. De vil vide, hvilke processer vinenehar været igennem. Så meget som muligt, og det har flere og flere givet. Skrevet mere på etiketten.

Vi har selv nok placeret os et sted midt i mellem. Skrevet flere informationer end traditionelt, men ikke dænget jer til med de tekniske detaljer, som nørder elsker at svinge rundt med blandt andre nørder. Det overrasker jer vel ikke alt for meget, når jeg fortæller, at der er ret skrappe regler for, hvad vi overhovedet må skrive på etiketterne.

Krug gav efter for nørderne i 2012. Nu kan man via bagetiketten komme videre til husets website, hvor man kan finde alskens godt.

Spørgsmålet er så, hvad man skal bruge det til? Kan den begavede champagneelsker bruge dybe detaljer fra tilblivelsesprocessen til noget relevant? Det spørger huset Krugs nuværende chef om i magasinet Decanter.

Smagning af unge vine
Et eksempel, der efter min mening demonstrerer dilemmaet, er når vi smager vins clairs, årets nye vine.

Jeg mindes f.eks. at have læst en dansk vinjournalists beskrivelse af netop en sådan smagning hos Moët & Chandon. Ærligt fortalte han, hvordan han blandt de hampre vine - den slags vine er supersure - fandt én, han kunne lide lidt mere eller måske snarere lidt mindre dårligt, end de andre. Hvorpå han af husets chef de cave fik beskeden: Den vin er den mindst egnede til champagne.

En historie, jeg husker, fordi jeg selv har haft nøjagtig samme oplevelse, når vi smager de nye vine. De vine, jeg bedst kan lide, finder de mere erfarne ofte mindre egnede til champagne. Fair nok, man har brug for en anden erfaring i champagnens maskinrum end i dens saloner. Mit spørgsmål er så, hvem har den erfaring, udover dem, der laver vinene og champagnerne?

Derfor kan vi selvfølgelig godt dele... men jeg synes, det giver god mening at stå fast på, at mange af champagnernes nydere ikke vil kunne bruge disse oplysninger til særlig meget.

Hvad mener du?

No comments: