06 September, 2013

Des bulles, bobler og brus

 
Posted by Picasa
Jeg har netop lagt mine bobler til weekenden på køl.

Morgendagens værtinde har bestemt, at det skal være den med mest Chardonnay, der ikke er Blanc er Blancs. Den består jo nemlig udelukkende af denne hvidvinsdrue. I øjeblikket står dens modenhed noget tilbage for Pinot'erne. Det er egentlig overraskende, fordi Chardonnay normalt er kendt som early bird, men sådan er der jo så meget. Hvert år sine særheder.

Tradition er altså lagt på køl. Hvis du skulle få brug for din egen af slagsen, kan en kollega erhverves i København, Åbenrå og Luxembourg by, og alle steder kan du spise til. Lidt godt eller meget.

Restaurant Godt i København har forhandlet os i flere år, i foråret sluttede restaurant Knapp på det skønne Løjt Land sig til selskabet. Mere stemningsfulde omgivelser at nyde et glas bobler i har jeg svært ved at forestille mig. Eller ring til Champagneselskabet.

Vi er også rigtig glade for at være til stede i Luxembourg By, hvor du kan nyde vores champagne i Danish Deli, for eksempel sammen med nogle af de bedste spisegodter, Danmark i øjeblikket leverer. Du kan selvfølgelig også købe med hjem til weekenden.

Måtte den blive b(e)rusende. Og skal vi forresten ikke bare være enige om ikke at sige noget til champagnelovens strenge håndhævere om Champagnebrus? Nu er de lige ved at få travlt med at tage i Apples vingeben. (Historien og vinkelen på fransk)Hvert år på ferier i Danmark får Alain røde prikker over isskiltet, men derved bliver det. Vi går helt stille med dørene, og hvor selv selveste Yves Saint Laurent har måttet bide i den sure bolle og finde på noget andet at kalde sin parfume, så lever brusen mig bekendt stadig upåagtet i det høje nord. Tys-tys og god weekend.

 
Posted by Picasa

No comments: