"Den bedste beskæring finder sted i marts", og "Man beskærer først efter Saint Vincent", i slutningen af januar, hører til god takt og tone i vinparcellerne her. Jeg lærte det så sent som på beskærerkurset for halvandet år siden. Men spørgsmålet er, hvor mange år det endnu vil holde stik.
I Côte des Blancs har vi set, hvordan beskæring ofte begynder tidligere end i Montagne de Reims, ikke dage, men både uger og ligefrem måneder før. Chardonnay-vin, som der er flest af i Côte des Blancs, skyder godt nok tidligere end Pinot Noir, som der er flest af i Montagne de Reims. Men forskellen regnes i dage, aldrig i måneder.
Tredobbelt timeløn
I år tilbød et af de store champagnehuse op til tre gange den normale timeløn for at blive færdig med deres beskæring på et tidspunkt, hvor den nødvendige arbejdskraft var i gang med andre opgaver. Det skete, fordi vinstokkene med det foreløbigt varme vejr i 2007 er usædvanligt tidligt udviklet.
Det er derfor nærliggende at antage, at beskæringen nu også her i området vil begynde væsentligt tidligere allerede fra den kommende sæson.
Vi vil også selv overveje, om ikke den strategisk rigtige begyndelse snarere ligger før end efter jul. Omend vi dyrker Meunier, som er den senest udviklede af de tre druetyper.
Men i øvrigt er tidlig beskæring et mindre sjældent syn i Côte des Blancs, hvor folk til tider begynder så tidligt som i oktober. Her i Montagne de Reims så vi for bare to og tre år stort set ingen, der begyndte før efter nytår.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment