08 December, 2009

Beskæring à la bz

 
Posted by Picasa
Fredag var vi begge afsted for at beskære vinstokke og klæde flasker på. Mandag ligeså. Lejlighed til at eksperimentere med ny og desværre nødvendig hovedbeklædning for mit vedkommende.

Landskabet henlå i farver, jeg endnu aldrig har set helt på lige dén måde. Vi kører jo 50 kilometer mellem vores hjem og vores vinmarker, og har derfor god lejlighed til at se landskabets små skift fra dag til dag.

Efter seks år har jeg endnu ikke set det hele.

Fredag var ugens flotteste dag. Sol og blide vinterfarver i grønt og brunt og med tung, blågrå morgentåge over store dele af côten i Côte des Blancs. Den langstrakte skrænt, der er beklædt med hele have af Chardonnay-vinstokke.

Det var den der tungtfarvede morgentåge, jeg endnu aldrig har set. Tåge plejer at være hvid og enten hænge foroven eller hylle vej og marker i ærtesuppe for neden. Men denne morgentåge mindede mere om en tordenskylle, hvilket den altså ikke var.

Typisk nok var den emnet for smalltalken på kooperativet, da vi hentede dagens ration af flasker. Og så mig: Alors, Solweg, pas de dégustation cette année? Jeg har endnu ikke smagt den nye vin.

Jeg kan ikke få mig selv til at sende den yngste på ikke engang tre et halvt afsted på en ni timer lang dag med frokost i kantinen og efterfølgende pasningsordning. Det er ikke hende, der ikke vil, men mig, der synes, det er alt for mange timer, når man er så lille. Så det ser ud til, at mændene og Isabelle må degustere uden mig i år. Det er ellers ret interessant, og Alain er da også med hver gang.

 
Posted by Picasa
 
Nå, vi har fundet ud af, at det er smart at sætte toppe på flaskerne, mens vi og de stadig er på kooperativet.

Deres maskine er en hel del årtier bedre end vores, og det kan vi lige så godt udnytte.

 
Posted by Picasa
Sådan en lille fætter her fungerer med trykluft, og sætte toppene på så vi ikke får de grimme folder, den antikke model, vi selv råder over, af og til udstyrer flaskerne med.

Snart har vi en kassefuld assemblage og nogle millésimer og Rosé de Saignéer med i druekasserne. Flaskerne skal gøres rene, og derefter kan vi klistre etiketter på.

 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa

Alain har allerede klistret en god ladning assemblage - hos os hedder den Tradition - og dem går jeg i gang med at rengøre én gang til.

Limen sætter af og til mærker, og dem fjerner vi, så godt vi kan, inden vi pakker flaskerne i kasser. Det er ganske meget ekstra, og vi pønser på at købe et lille apparat, der fordeler etiketklister på en måde, der skulle eliminere dette problem med overflodsim og dermed forhåbentlig og formentlig spare os en hel del ekstraarbejde.

 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa
 
Posted by Picasa

Posted by Picasa
Efter frokost kører vi til den vinmark, der hedder Belles Feuilles. Den er beplantet med Pinot Noir, og vi beskærer dem efter Vallée de la Marne-systemet.

Vi beskærer denne parcel for anden gang. Første gang var i januar måned.

En stor forskel er, at forvedningen ikke er gået nær så godt. Hvor vi ved sidste beskæring havde masser af gode, stærke grene at vælge i mellem, sidder der nu forholdsvis få og af og til så skravlede grene, at kvist nok er en mere korrrekt betegnelse. Næppe det gode udgangspunkt for sunde vindrueklaser, og derfor vælger vi da også meget ofte at køre videre med grene, vi ellers normalt ville have klippet af for at erstatte med andre, sådan som Vallée de la Marne-modellen foreskriver.

Vejret har været varmt og overraskende frostfrit, og det er en faktor, der kan have betydning for fænomenet. Det er rimeligt at nævne, at grenene ved den seneste beskæring var af den hidtil bedste kvalitet, jeg har set, hvilket sikkert gør en sammenligning ekstra grel. Mere om beskæring af vinstokke.


Posted by Picasa
Posted by Picasa

Posted by PicasaDet er dejligt at være tilbage igen.

Om vinteren har jeg oftest haft få ærinder udendørs. Når jeg beskærer vinstokke, finder jeg ud af, at jeg iklædt det rette tøj har det meget behageligt.

Hvad der om morgenen føles som begyndende ondt i halsen, forkølelse og lignende vinterirritationer forsvinder meget ofte i løbet af nogle timers ophold i det fri, og jeg når at få nok lys og luft til at holde vinterdepressive tendenser helt i skak.

Jeg kan simpelthen godt lide det. Men arbejder stadig på den gode beklædningsløsning i ansigtet. Min hud har nemlig ikke reageret ret positivt på det første år fuldstændigt i det fri, og jeg har bemærket, at vinterens vind tilsyneladende er næsten hårdere end sommerens sol.

I første omgang pakker jeg mig ind som en BZ'er eller som en bankrøver. Men det er ingen indlysende løsning, da det begrænser udsynet så meget, at det faktisk bliver ret svært for mig at gennemskue visse grenes placering på stammen, og det forsinker mig ret markant.

 
Posted by Picasa
Denne elefanthue fra farmershoppen er forkastet.

 
Posted by Picasa
Jeg har også arbejdet med en kombi med tørklæde, der heller ikke er indlysende god, omend bedre. Jeg skal selv kunne se, og mine kinder og næse helst intet se eller mærke af hverken sol eller vind. Gode råd modtages. Gerne inden fredag.

03 December, 2009

Kunsten at forlænge forventningens glæde

For et par måneder siden fik jeg en fantastisk gave fra Paris. Den har virkelig sat mine tanker i sving. Foreløbig peger pilen på cellofan.

Indholdet var the. Den er dejlig, men det er nu emballagen, der har sat sig på mine hjernevindinger. De to theblandinger var nemlig pakket så fint og elegant ind, som var det kronjuvelerne i Tower of London.

Oplevelsen kort fortalt: Jeg blev ved og ved med at pakke ud. Som en Pandoras æske blev nye lag ved med at dukke frem, inden jeg nåede ind til de liflige theblade inderst inde. På det tidspunkt var jeg helt på det rene med, at hop over de lave gærder ikke længere var nogen reel mulighed. Denne the kan kun laves på opvarmet thepotte efter alle kunstens regler, og jeg har endnu ikke snydt en eneste gang.


Posted by Picasa

Posted by Picasa

Posted by Picasa

Posted by Picasa

Posted by Picasa

Posted by Picasa

Posted by Picasa

Posted by Picasa

Posted by Picasa

Posted by Picasa
Det kunne jo være fantastisk at emballere sin champagne således at det gav en tilsvarende oplevelse at pakke den ud. Og det er selvfølgelig ingen kunst at smække fin karton, silkepapir, trææsker og jeg ved ikke hvad uden om flaskerne. Der er bare det lille problem, at emballage i denne region i forvejen tegner sig for 40 procent af det samlede forbrug af CO2, og da vi først står med vores overvejelser nu få dage før Cop-15 eller hvad det hedder, er det ingen reel mulighed at indkorporere et unødvendigt CO2-forbrug som en del af pakken.

Vi kan ikke undvære papkasser. Vi er trods alt nødt til at pakke flaskerne solidt, men det bliver ikke os, der introducerer Loubotin-sko, Swarowski-besatte flasker og jeg-ved-ikke-hvad. Jeg er nok for meget fra Jylland.

Til gengæld går vi og ruger med et par andre tanker, som jeg håber, kan blive en realitet til næste år. De bygger på gode idéer. Helt enkelt.

I mellemtiden er jeg ikke nået længere end til at tænke cellofan. Og det er vel ikke ligefrem stilskabende som Louboutin og Swarowski. Jeg har heller ikke styr på CO2-forbruget endnu. Til gengæld kan det en anden ting, som kan være ret brugbar for os.

Farvet cellofan beskytter mod den såkaldte smag af lys - goût de lumière - som for eksempel champagner i klare flasker er ekstra udsat for, hvis de får for voldsom en dosis af det skadelige ultraviolette lys. Typisk er typisk rosé champagne i klare flasker i farezonen.

Men udover dette praktiske formål gjorde det jo heller ikke noget, hvis man kunne finde en god og CO2-billig måde at strække forventningens glæde helt ud til sit yderste.

02 December, 2009

Det ene eller det andet

 
Posted by Picasa
Der er tre uger til skoleferien begynder, og vores champagnesalg er inde i det afgørende heat før jul. Flasker får derfor etiketter på, pakkes og skikkes afsted.

Alain har været afsted en eftermiddag for at beskære. Han er begyndt i Belles Feuilles, og selvom billedet er fra sidste år, ligner vingården og Alains hue stadig sig selv godt nok.

 
Posted by Picasa
Grenmaterialet er ikke lige så godt som sidste år. Grenene er ikke lige så stærke. Måske fordi forvedningen - l'aoutement - ikke er gennemført lige så godt i det varme vejr, der har præget efteråret. Det bliver formentlig koldere efter nytår, og så vil det til den tid vise sig, hvordan grenene så tager sig ud.

Jeg har endnu ikke holdt min saks i hænderne, men glæder mig over, at den har fået fine nye blade. Jeg glæder mig til at slippe etiketterne og komme ud.

Den anden smagning

Den anden større smagning af de stille vine årgang 2009 er gennemført og en tredje står for døren torsdag formiddag.

Det drejer sig om:

  • Fire Chardonnay-parceller i Vertus og Oger,
  • En stribe klare vine på Pinot Meunier og Pinot Noir,
  • Rosé de Saignée 2009
  • Den lokale rødvin 2009. Til Coteaux Champenois og/eller Rosé d'Assemblage.

    Ingen af de fire Chardonnay-parceller har gennemgået den malolaktiske gæring, der fjerner noget af syren men også skræller et lag af de primære aromaer af. Vinene har ikke overraskende alle et godt lag citron eller lime i næse og ofte også i ganen, holder længe i munden men er forholsvis lukkede. Med en enkelt undtagelse, der allerede har de smørrede associationer, der er typiske for Chardonnay. Sådanne vine kan for eksempel bruges til de ret omtalte enkeltmarkschampagner.

    De klare vine på blå druer har mange forskellige udtryk.

    Forskellige næser fra citrus over i fersken, hvide frugter og i visse tilfælde en vis kompleksitet. Nogle er svage i afsættet men gode på længden, andre det modsatte, og nogle klarer begge dele. Smagspaletten går også fra det syrlige over mod det fyldigt afrundede. Disse forskellige Pinot-vine kan bruges til at matche forskellige Chardonnay-vine med henblik på at opnå et ønsket facit for den assemblage, der for de fleste udgør mindst 80 procent af forretningen.

    Rosé de Saignée'en er en forholdsvis sjælden champagnetype. Blandt andet fordi dens farve er en vanskelig størrelse. P.t. har den en meget tiltrækkende dyblyserød farve, som vi desværre ikke skal regne med som det endelige udtryk, skuffer ønologen Arnaud. Næsen er fuld af røde bær som jordbær, hindbær og solbær. Denne champagnetype er trods alt 100% Pinot Meunier og Pinot Noir.

    Af de fire røde vine, der skal blive til Coteaux Champenois er kun en enkelt af en virkelig god rød farve. Vores egne Pinot Meunier-druer, der blandt andet befinder sig her, var ikke alle lige modne, og resultatet finder vi her i farven. Lidt ærgerligt, da vi først på året diskuterede forskelligt netop for at kunne lave en vin med bedre farve. Et spørgsmål om hvor meget pigment, der sidder i skindet.

    Læs om de klare Chardonnay-vine her
  • 01 December, 2009

    Gul og vil gerne ses

     
    Posted by Picasa

    Vi har netop deltaget i julebasaren i et par danske kirker her i Frankrig.

    Vores flasker var i hvert fald det ene sted ganske tydelig på grund af etikettens Chardonnay-gulgrønne farve.

    Dejligt at vide, at man er synlig. Spændende om der kommer noget ud af det.