21 January, 2007

Cordon'ens behersker

 Cordon'erne i Loisy-en-Brie har utroligt mange ubrugelige skud. Her et, der sidder under cordon'en i stedet for ovenpå stammen.
Posted by Picasa

100 meter vin tager en arbejdsdag. Tempoet er tilsyneladende ret ensartet. Jeg kan måle mod den række, jeg beskar i sidste weekend, og konstatere, at jeg når stort set samme antal meter på tre timer i dag som for en uge siden. Det betragter jeg derfor som, hvad jeg p.t. kan drive det til med beskærersaks, ørnenæb og lille vogn.

Indtrykket af planterne er ret miserabelt i vores nyovertagne parcel. Især den nederste halvdel af rækken, hvor så godt som intet synes at være bare nogenlunde normalt. Cordon'erne er ynkelige, skuddene så skrøbelige, at de synes at kunne knække for ingenting. Og viser der sig at være nogle ordentlige grene af god tykkelse som en tommelfinger, kan jeg være stensikker på, at de sidder på en eller anden uautoriseret ekstra eller ligefrem ekstra ekstra cordon. Som vil blive elimineret og dens skud ligeså.

Fornyelse fra grunden
Da vi har besluttet os for at skære helt igennem, vil der ikke være mere end én cordon - gammel gren - at finde efter at min saks har arbejdet sig igennem planten. Undtagen selvfølgelig for dem, der er autoriseret dobbelte med en cordon hver vej, typisk for at dække for an manglende plante. Det er frnyelse fra grunden, stort set så meget som det kan blive uden at skifte planten helt ud. Hvilket i øvrigt i stigende grad får mig til at tænke på næste høst.

 
Jeg kan nå at beskære 100 meter vin på en arbejdsdag.
Posted by Picasa

For ikke få af disse trist udseende vinstokkes vedkommende er det svært at forestille sig, at der kan komme udbytte fra dem. En drueklase hist, en anden her.

Jeg kan jo se, at jeg til tider skærer få af de frugtbare courson'er - det er de korte stumper, der sidder ovenpå cordon-stammen. Ja, det vil sige, den skal helst sidde ovenpå. Også her må jeg fravige, for i ret mange tilfælde er det simpelthen ikke muligt at lave så meget som en eneste courson, hvis den ikke kan sidde på siden. Jeg undgår dog helst dem, der sidder under stammen.

Koncentration af kraft
Idéen med denne ekstra grundige barbering er selvfølgelig - udover at bevæge sig tilbage til kravene for, hvordan en vinstok skal beskæres her i Champagne - også at bringe planten i en tilstand, hvor den bruger kraften på den rigtige måde.

At koncentrere kraften betyder blandt andet, at jeg skærer alt unødvendigt træ bort. Kun grene, der vil være frugtbare til næst høst, er interessante. Og så naturligvis en enkelt lille stump på stammen, der skal bruges til at skabe en ny cordon om nødvendigt.

Det sindssyge vildnis af grene, der ofte befolker disse vinstokke, er især et udtryk for manglende vedligeholdelse. Passer man planterne ordentligt, vil man eksempelvis i foråret spadsere sig en tur gennem rækkerne og fjerne alle overflødige knopper, således at planten ikke komme til at bruge kraft på en masse grene, der ikke bærer druer, eller sidder forkerte steder. Det er tydeligt, at ingen har fundet det nødvendigt med sådan en gåtur sidste forår.

Der sidder en del indtørrede drueklaser på de grene, jeg klipper af. Jeg undrer mig. Jeg har svært ved at tro på, at der kan være overskud på en parcel, hvor planterne ser ud som disse. Men det må komme an på en prøve til næste høst.

 
Dette nærmest håbløse vildnis af grene skal ligne...
Posted by Picasa

 
...denne horisontale stamme med tilhørende forlængelse og courson'er.
Posted by Picasa

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.