I dag klarede vi en kombi: Først en halv dags vinsmagning på kooperativet, suppleret med en halv dags beskæring bagefter. Vi begynder på den ene side at kunne se enden på Belles Feilles, og på den anden begyndelsen på en idé om, hvad høståret 2008 vil bringe. Gode sager, kan jeg godt afsløre.
2008 har ret generelt tegnet godt. Meget syre i basisvinene giver et godt og langt potentiale, og La Vigneronne pønser da også på både en Vertueux, en almindelig Blanc de Blancs-årgangschampagne, de to rosé typer, den traditionelle assemblage og en lille ny, der vil få et højere indhold af blå druer - Pinot Noir og Meunier - end vi normalt bruger i Vertus.
20 forskellige vin clairs, assemblages og årgangschampagneforsøg blev det til i dag. Jeg begynder at have mere ud af at teste basisvinene, de byggesten, som ønologen Arnaud bygger sine assemblages af. Det vil sige, aromaerne kommer til mig, nogle af dem i hvert fald, og jeg begynder at have en mening om, hvilke vine jeg kan lide og hvilke jeg synes mindre om. Nu mangler jeg så at følge disse vines udvikling over tid.
To Meunier og Pinot Noir-vine var også på dagens program. En af dem deltager vi selv i som en af ikke ret mange leverandører af Meunier og Pinot Noir fra Vertus' omegn. Vi fornemmer meget tydeligt, at der foregår et stående slag omkring disse blå druer. Det handler om, hvor mange af dem der må ryge i den almindelige brut uden årgang.
Arnaud havde lavet seks forskellige assemblages, og her kompliceres tingene atter for mig. Man skal have fat i de meget fine smagsmæssige og siden sprolige nuancer for at kunne kvalificere forskelle på disse vine. Det kan jeg endnu ikke.
Mine smagsløg blev sendt til tælling på de sidste seks af 20 vine. Jeg bemærkede samme fænomen som sidst. Inden mine sanser bliver trætte, begynder alkohollen at brænde ubehageligt i ganen. Jeg konstaterer derfor blot, at der er materiale til fine ting i koop'ens stil.
Vi sluttede af med et glas - der var sansestoppet til alt held ophævet. Vi drak en Blanc de Blancs 2002, og den smagte intet mindre end forrygende. Jeg sendte mere end en tanke til den Blanc de Blancs årgang 2000 fra Trépail, som vi smagte for en uge siden. Som var vidunderlig. Dagens Blanc de Blancs kan til hver en tid hamle op. Den havde de samme fine aromaer kombineret med dette noget mere, som alderen giver en Chardonnay, der får tid nok at finde det frem i.
Alain mente i øvrigt, at en smagning koncentreret omkring Chardonnay-vine, ligesom leder smagsløgene frem mod mere, og at Blanc de Blancs'en også derfor fremstod som så ualmindeligt god. Jeg husker faktisk ikke nogensinde at have nydt den så meget.
Han mente også, at man arbejder ekstra godt på et dejligt glas champagne. I hvert fald forløb de efterfølgende fire timers beskæring behageligt. Tempoet lader til at have stabiliseret sig, men arbejdet forløb ligesom lettere. I produktetes ånd. Totalt løftet stil.
No comments:
Post a Comment