Den første større smagning af de nye vine fra vinhøsten i september fandt sted i går formiddags.
Undertegnede har hver onsdag travlt med at køre børn frem og tilbage mellem gymnastik, danskkursus, afrikansk tromme og nu også musikkonservatorium, så læsere tilgiver nok, at jeg ikke havde noget ledigt slot til også at smage vin. Sigende nok var der heller ingen andre kvinder med. Onsdag går mindre børn og børnebørn ikke i skole, og derfor springer primært mødre og bedstemødre rundt mellem dagens aktiviteter dagen lang kun afbrudt af obligatoriske måltider.
Smagninger på onsdage er stort set garanti-garanteret 100 procent maskuline. Fred være med det.
Alain tog mindst et par notater, og vinene udvikler sig stadig fra uge til uge. De kan nærmest skifte fra himmel til helvede og tilbage igen på ganske få dage. De nye, stille vine er som levende væsner, og de leder stadig efter deres endelige fremtrædelsesform. Først i det nye år når de et mere blivende stadium, og først der kan vi i virkeligheden begynde mere endeligt at nærme os deres fremtid.
Men det er muligt at have en mening allerede nu, og erfaring hjælper.
Målet er at finde ud af, hvilke vine der skal i den traditionelle, blandede champagne - assamblagen eller BSA (brut sans année) - hvad der kan klare sig på egen hånd som årgangschampagne (millésime, og hvad der vil blive solgt videre til diverse champagnehuse.
Ret generelt bærer mange af de såkaldte AOC-vine - dem, der ikke er Grand eller Premier Cru - på Chardonnay-druer i år et mere eller mindre tydeligt præg af ananas. Premier Cru-vinene har mere citrus og af og til eksotisk frugt.
Alle vinene er chaptaliseret, de har altså fået tilsat sukker for at nå et indhold på 11 procent alkohol. Druernes medfødte indhold var ikke højt nok i sig selv. Mere globalt opvarmet er Champagne trods alt endnu ikke. Den anden alkoholiske gæring - den såkaldte prise de mousse, som finder sted på flasken - tilfører yderligere 1,3 procent, hvilket bringer det samlede indhold over på den anden side af 12 procent.
Den næste smagning finder sted på tirsdag, og jeg glæder mig til selv at være med.
No comments:
Post a Comment