04 December, 2012

Andepandepot: Mad til vinterbrug

 
Posted by Picasa
Snevejr og vinterkulde fordrer god, solid kost, så vi kan holde varmen.

Hachis er jo egentlig en ret, jeg har lært at kende under vinhøsten. Det er nemlig en af den franske madmors muligheder for at genoplive rester i ny form.

Det her er altså de luxe-udgaven med Confit de canard. Egner sig fint til fransk frokost, så har du hele dagen til at arbejde måltidet af.

Opskrift:
Kog nogle kartofler og lav dem til kartoffelmos. Jeg rører lidt creme fraiche i - den franske, der ikke har samme syrlighed som dansk creme fraiche - og ellers kartoffelvand i stedet for smør og mælk for ikke at gøre det alt for tungt og fedt. Salt og peber.

Til fire personer foreslår opskriften kød fra to andelår. Hvis man elsker Canard, kan man måske godt fordoble. Andekødet i små stykker varmes op og røres med persille.

Porre i stykker steges let på en pande i lidt olie eller smør. Salt og peber.

Fordel kartoffelmos i bunden af et stort fad, eventuelt smurt med smør, ovenpå et lag af porre, derpå and og så videre. Du slutter med kartoffelmos, drysser lidt rasp foroven og anbringer din andepot i ovnen ved 180 grader en 15-20 minutters tid. De sidste minutter fyrer du op for varmen, så toppen får en gylden farve.

Champagnen drikker du først. Undervejs: Stor glæde. Bagefter: Stor mave.

No comments: