Den søde juletid kommer

Et julesmykket Verzy.

Julen har taget syvmilestøvlerne på.

Vi er nu efter det punkt, hvor samtlige legetøjskæder i regionen har udsendt deres julekatalog. Hvor den kommunale juleudsmykning lyser i rødt, grønt, gult og blåt. Nu er endelig også de små huse på julemarkedet i Reims bemandet, og det vil de være helt frem til den 31. december. Skøjtebane og skibane ditto.

Nu er de lokale ikke ligefrem verdensmestre i at jule, men de prøver at blive bedre, og det kan jeg da kun have respekt for.

Reims arbejder på at blive en rigtig stor juledestination og ønsker sig halvanden million gæster i julegave ligesom Bruxelles.

Dér var vi jo selv denne weekend, og det var virkelig stort og virkelig bemandet og virkelig udstyret med både skøjtebane, kælkebane og et kæmpestort pariserhjul. Fin stemning, omend den æteriske fe-stemning efter min mening led en stille kvælningsdød i fritureos. Vin chaud går man jo til gengæld aldrig galt i byen med, og jeg er da også gået i gang med at tilberede min egen til den kommende søndags julekalas.

Her i huset har vi jo nemlig arbejdet på at formidle de stolte danske juletraditioner år efter år på trods af at det - helt ærligt - er et helvede med alle de æbleskiver, der skal bages, og klejner, der skal koges, og jeg ved ikke hvad mere.

Reims kommer efter det. For dem, der eventuelt er i byen torsdag, er der Lucia-optog i katedralen som en del af et svensk tema på den teater- og kulturfestival, der finder sted det meste af december. Ved samme lejlighed er katedralen oplyst i den efter sigende meget flotte lyssætning, der har kørt hele sommeren, og som er inspireret af middelalderens stærkt bemalede bygning.

I dag viste fransk tv i øvrigt årets juletræ på Rådhuspladsen i København klatrende julemand inklusive. Så nu skal vi på jagt efter risengryn til risengrød, og så må det da snart være tid til at jule.

Julesmut i Bruxelles

En smuttur i Bruxelles, hvor Blanc de Blancs årgang 2004 artede sig mere end nydeligt i vores medbragte glas.

Vi begyndte det, der egentlig skulle være en hurtig smagsprøve, med Blanc de Blancs i stedet for Tradition som normalt. Hvilket virkede rigtig godt for Blanc de Blancs. Måske skyggede den til gengæld en anelse for Tradition. Men man kan jo altså ikke få alt her i livet. Vi var nødt til at vælge.

Når vi vælger rækkefølge i en smagning, kan vi enten begynde med champagner, der ikke er årgang, og siden gå over i årgangschampagner. Sådan plejer vi vist egentlig at gribe sagen an.

Men denne gang valgte jeg altså at begynde med årgangschampagnen, fordi den er 100% Chardonnay. Og det er så den anden måde: At begynde med mest Chardonnay for at ende i mest Pinot Noir/Pinot Meunier. Rosé champagne kommer under alle omstændigheder sidst.

Blanc de Blancs af årgangen 2004 begynder omsider at antage den lækre sødme, som er et af alderens udtryk. Vi undgik helt at spise andet end brød for at lade vinen komme til sin ret, og det må man sige, den gjorde. Så asketisk behøver man ikke at behandle den, men at sende tilbehøret en tanke er ingen dum idé, når man har en god vin i glasset.

Vi fortsatte med Tradition. Den er stadig pænt stram, så selvom den ikke er nogen ufølsom vin, har den nok ikke helt lært at udtrykke sit inderste væsen endnu. Kontrasten til Blanc de Blancs'en blev derfor meget tydelig, og også større, end når Tradition får lov at stå alene.

Til sidst Rosé d'Assemblage, der efterhånden ikke behøver mange ord som akkompagnement. Den er i høj grad på toppen med frugt men stadig vældig struktureret i sin opbygning.

Jeg blev mere end almindeligt tilfreds med at høre, at en, der allerede har købt vores champagner i forbindelse med en tidligere smagning, på forhånd havde sikret sig noget mere via vores kontakt. Kunder, der kommer tilbage, er den allerbedste anbefaling, man kan få.

Længe leve sult før champagne

 

De sidste par uger har jeg haft et par rigtig gode smagsoplevelser.

Nu forlader vi så lige den æstetiske set-up, der ellers plejer at ledsage champagne.

Men i min gane sublimerer god gammeldags sult og den deraf følgende udledning af spyt i skøn forening vinens smag udi noget nær det perfekte.

Både i Normandiet, hvor vi drak roséen forrige weekend, og forleden, hvor vi drak en Blanc de Blancs årgang 2002, var jeg ganske aldeles glubende sulten. Begge steder drak vi champagnen uden alt det tilbehør, der plejer at hobe sig op i små skåle og på fade.

Salutter af smag
I begge tilfælde afleverede begge champagner - og de er dog ellers ganske forskellige - salutter af smag. Som om de var mere fortættede i smagen end ofte ellers. Det var de jo på sin vis også, fordi smagen ikke blev ført i nogen som helst anden retning end sin egen. Hvilket tyder på, at vi enten skal give tilbehøret mere opmærksomhed, eller også snuppe som minimum det første glas helt på egen hånd.

Og hvad var det så de to flasker gav fra sig?

Årgangschampagnen mest. Der er en grund til, at vi sætter et klistermærke med år på den slags typer, og ikke på de andre.

Cremethed og sødme
Den havde alt det, den plejer, men dertil lagde sig en nærmest nektar-lignende sødme og cremethed. Jeg tænker ikke på sødme som i høj dosering. Det her er den sødme, som Chardonnay-champagne kan udvikle med alderen, og som vi blandt andet refererer til som pate de fruit. Det hedder frugtflæsk på dansk, men det er ikke den rigtige association. Denne slags frugtflæsk begynder for eksempel med frugt.

Blanc de Blancs 2002 er simpelthen en vin af den slags, der bliver hængende i ganen resten af dagen uanset hvad man ellers putter ind de følgende timer.

Roséen Rosé d'Assemblage. Dens balance mellem rød frugt på den ene side og samtidig en ret stram struktur - da den stadig indeholder mest Chardonnay - stod nærmest krystalklart på tungen. Jeg synes ikke, jeg normalt fornemmer dens komposition så tydeligt, og jeg kunne godt lide det på den måde.

 

Der er sådan set kun et problem forbundet med ikke at spise. For mig i hvert fald, og det er, at jeg begynder at føler mig overrislet efter to glas, og er nødt til at springe al - god, ak - rødvin over til den efterfølgende frokost. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, at det havde ændret noget at spise små canapéer til champagnen.

Champagne Nouveau

 

Første smagning af årets nye vine fandt sted tirsdag.

Det må være Champagne Nouveau for at snuppe en parallel, der er oppe i tiden. Boblerne kommer først under den næste alkoholiske gæring.

Forskellen er, at Beaujolais'en aldrig rigtig kommer længere end saft med alkohol. De nye vine her i Champagne har kun lige knapt gennemført første etape. Når vi sælger den færdige flaske champagne er alderen omkring fem år.

Lige nu ændrer de sig stadig fra uge til uge. Men man kan godt smage dem og have en idé om, hvorvidt de minder om de vine vi normalt laver champagne af eller ikke.

Sælges eller gemmes
15 vine blev duftet, smagt og slynget hele ganen rundt af seks-syv smagere.

Formålet er at finde ud af, hvilke vine der skal sælges videre straks, og hvilke vi vil gemme til eget brug. Vi er en del, der går med de tanker, for tankbilerne ruller rundt i øjeblikket med ny vin, der er lavet et sted og nu skal videre til et andet.

Syre eller ikke
Alain deltog i smagningen, og fandt at flere af de nye vine havde den gode syre, som vi blandt andet kigger efter. Vinene skal også have duft og smag, men dog stadig ikke være alt for meget aromatiske.

De vine, der havde mindre syre, møder vi ikke igen i et glas i nær fremtid. Men det kan være, at jeg krydser den i en tankbil.

De mere detaljerede smagninger begynder normalt først efter nytår, når 2011-vinene er så meget ovre den tidlige ungdom, at de ikke skifter duft og smag fra uge til uge.


Mens du venter: Læs om smagninger af årgang 2010

Selskab i flaskeriet

 

Etiketterne skal tørre et par timer, før jeg kan vaske klisterrester af. Når det er tørt, kan jeg pakke i kasser.

Jeg tilbringer min torsdag i klirrende selskab.

Det er jeg ikke ene om i disse dage, hvor mange forbereder de flasker, der skal holde jul et andet sted end i en kælder i Champagne. Onsdag havde naboen besøg en halv dag af en lastbil med et mobilt degorgerings-anlæg.

En arbejdsgæst
Tirsdag klædte jeg nogle 100 flasker på i interessant selskab, hvor jeg lærte både det ene og det andet om berber-folket i Algeriet. Frankrig og især Champagne - det er jo her, jeg bor - er i dén grad blevet et vindue, der har åbnet mit liv mod nye horisonter, som jeg aldrig tidligere har haft samme mulighed for at kende til. Et af de store vinduer vender mod forskellige dele af Afrika.

Min gæst er omvendt tilsvarende interesseret i noget, hun aldrig tidligere er stødt ind i, det nordeuropæiske og det nordiske, den to-tre-sprogede familie og endda også champagnens og vinens verden, som hun overhovedet ikke kender til som muslim. Ligesom mig er hun ikke så ortodoks, at det gør noget.

Kulturmøder
Jeg kender efterhånden den landlige del af champagne-kulturen godt nok til at jeg kan fortælle andre om den. Hende her f.eks.

Hun kvitterede med at fortælle mig om sin første vinhøst i selskab med to andre nordafrikanske piger, der først på den sidste dag fik en del af høstglæden solidt ødelagt med en kommentar om, at ejeren aldrig ville have troet, at arabere kunne være som dem. Underforstået almindelige, morsomme, glade, trætte, hvad man nu er efter en uges hårdt arbejde. Naturligt nok spurgte hun derfor mig, hvordan jeg bliver modtaget som dansk kvinde.

Her hvor vi hører til, er jeg jo altid blevet modtaget som et medlem af familien. Af alle fra den lokale jorddrot til sekretøren og tøndetrilleren. Ingen har nogensinde stillet spørgsmålstegn ved min tvivlsomme herkomst som dansker, journalist, ukyndig i vin og ikke fransk-talende og fortsæt selv listen.

Med årene har folk set mig arbejde på sagerne, men det kunne de jo ikke vide de første gange. Deres varme og imødekommenhed opfatter jeg som meget fransk. Den er til gengæld forbeholdt familien, og stilen minder på den måde ikke så lidt om min gæsts beretninger om sit andet land, Algeriet.

Nydelig skrift
Under alle disse udvekslinger fik vi faktisk også arbejdet.

Især jeg, der er en pænt habil etiket-klistrer, når jeg selv skal sige det.

Til jer, der kommer til at sidde med en af denne uges pakkede flasker, kan jeg oplyse, at de nydeligt nedfældede LOT-numre på bagetiketten ikke stammer fra min sorte tusch. Kun en tåbe frygter ikke denne families klo, og det både på fædrene og mødrene side, og uvanen ser desværre ud til at gå i arv til afkommet, så det er godt, at jeg nu kan skaffe læselige tal andet steds. I hvert fald til prestige-flaskerne.

Hold varmen med vinen

 

Flere i færd med at brænde vingrene i Loisy-en-Brie. Februar 2011.

Man brænder da vingrene. Altså de afskårne vingrene direkte ved planten. Det hænder, at man holder varmen bedre.

Men nej, ikke længere. På den årlige messe for mousserende vin blev en ny opfindelse præsenteret.

Man installerer det ekstra værktøj på sin traktor, og det opsamler de afskårne grene, skærer dem i passende stykker, som opsamles i en beholder bagi.

Hjemme har man så installeret en brændeovn, der kan tage disse stykker, og vupti opvarmer man sit hus. Eller hvad man gør.

Selv har vi sygdom i vores vinmarker og brænder alt af direkte for at minimere spredning. Umiddelbart lyder traktorfindelingen også dyr i det brændstof, der driver traktoren. Men idéen om at udnytte de naturlige resurser bedre, finder jeg rigtig. Og jeg er ofte imponeret af, hvor meget opfindsom der faktisk er rundt omkring.

En opfindsomhed, som der har været tradition for i flere hundrede år, og som jo faktisk har gjort en flaske champagne og dens indhold til, hvad det er i dag. En opfindsom, der sikrer fortsat udvikling.

Propsmagning

 

Vi har netop deltaget i en større propsmagning.

Idéen er at smage fem gange fem forskellige kork-propper på samme champagne. Prøvechampagnen er en assemblage fra 2006. Alle flasker er degorgeret på samme tidspunkt.

Tirsdagens smagning var den tredje i serien, 23 måneder efter degorgering. De to første smagninger fandt sted syv og 14 måneder efter degorgering.

De fem propper
To serier er lukket med Mytik-propper, som er lavet af korkgranulat i to forskellige finhedsgrader. Sybel er den klassiske model med en kork-del i den ene ende med runde korkplader limet på i den ende, der er i kontakt med champagnen. To andre modeller - Compaq og XL - er begge varmebehandlet for bedre at undgå propsyge.

Idéen er nu, at hver smager for hver serie på fem klassificerer de fem flasker på en skala over reduktion/oxidering og desuden giver en karakter fra et til fem til hver serie for både den foretrukne serie men også til den mest homogene gruppe.

Jeg skal måske lige sige, at korkpropper kontra skruelåg ikke er en debat, vi fører i Champagne. Producenterne går andre veje. Køber bedre kork, eller laver korkproppen med f.eks. granulat som Mytik-proppen, der er stærk mod propsyge. Producenten har udviklet en skrue-model oplyser repræsentanten.

 

Granulat vinder ind på kork
I smagningen deltager en stribe ønologer, herunder flere chef de caves fra store champagnehuse, en courtier, en større producent fra Vertus, et par topfolk fra et stort kooperativ i Côte des Blancs og flere medlemmer af koop'ens sædvanlige smagegruppe samt prop-producentens Mytiks specialist.

Vinderne er én klassisk model og en Mytik-granulat-model. Nogle finder den ene serie bedre, andre den anden. Konklusionen bliver, at det står forholdsvis uafgjort mellem de to, hvilket ikke var tilfældet ved de første to smagninger. Det handler altså dels om selve champagnens smag - om man kan lide den - men også om seriens enshed. Granulatmodellen vinder smagsmæssigt ind på den traditionelle kork.

Der er stadig flasker tilbage til endnu en smagning i serien.

Roser i randen

 

Roser i vinmarkerne er en gammel tradition her, fordi roserne får samme sygdomme men før vinstokkene. Tidligere virkede roserne derfor som en slags detektorer.

I dag behandler vinbønder deres marker præventivt, og sygdom skal derfor helst aldrig ses.

Roserne - de forholdsvis få der er tilbage - er derfor overgået fra aktiv tjeneste til serviceerhvervet turisme.

Men det er heller ingen skade til at gøre pynte sine omgivelser. Roser i randen af vinmarker ser knaldgodt ud, og så få de end er, findes de alligevel i flere versioner.

 

 

Derfor vil vi også have roser. Vi skal bare lige finde ud af hvilke og hvordan.

Forleden købte jeg de første eksemplarer, og så er det ellers bare med at få dem i jorden og se, hvor vi har plads, og hvor mange der vil være brug for. Hvilke farver.

Foreløbig skal vi have foretaget en vis udligning. Alain forestiller sig en busk i hver parcel. Min idé er snarere en rose for enden af hver række. Realiteterne vil nok ende et sted imellem?

 

Det velvalgte ord

Forleden havde jeg lejlighed til at tale om ord med en chef de cave i et af regionens større champagnehuse.

Spændende af en masse grunde. Blandt andet talte vi om ord, fordi vi begge kender til at lede efter den helt rigtige nuance.

Nuancer i næse og gane
Det kommer ikke helt nemt til mig på fransk. For eksempel til en smagning som den forleden, hvor jeg både skal have styr på nuancerne i næse og gane og derefter i mit sprog. Det er lidt af et graverarbejde.

Vedkommende kendte fænomenet fra engelsk i forbindelse med præsentation af sit hus' champagner.

Sproget uden filtre
Men vedkommende bruger også en hel del tid på at sætte sine champagner på ord. Det, syntes jeg, var helt interessant at høre. At der faktisk sættes tid af til at skrive, til at vægte sproget, til at lede efter det ene ord, der gør forskellen.

Det hedder kommunikation, og jeg ville til hver en tid have gættet på, at man i et hus med flere 100 ansatte har folk til den slags. Det har man sikkert også. Men for at undgå ethvert filter mellem idé og idéens sproglige udtryk skriver vedkommende altså selv.

Det er også noget, jeg bruger tid på. Jeg finder det kompliceret, udfordrende og ekstremt forløsende, når jeg synes, jeg har fået en idé over middel.

Da jeg jo i den grad er kommet ind i denne spændende champagneverden fra sidelinjen er det meget interessant at diskutere måder at arbejde på og opleve, hvordan man med næsten ekstremt forskellig baggrund alligevel i visse tilfælde intuitivt lander på samme hylde.

Champagne vil være UNESCO-arv igen

 

Champagne skal være UNESCO-arv.

Det er der mange heromkring, der er enige i. Der er endda en hel forening til udbredelse af synspunktet.

Allerede for et par år siden prøvede man kræfter med sådan en UNESCO-kåring. Den gik ikke. Der var nogle miner i Nord, der skulle udnævnes først, og siden kom også Bourgogne med i opløbet. Der er de vel sådan set stadig.

Nå, men nu prøver foreningen igen, og denne gang er de blevet mere populære. De har trykt 16.000 klistermærker, som vi lokale kan klistre med for at vise vores støtte til initiativet.

Jeg synes, det er en fantastisk idé, men jeg ved ikke, hvor jeg får fat i hverken klistermærke eller streamer til min bil. Mere populær er genlanceringen alligevel ikke.

Heldigvis er jeg fra gamle dage, hvor man måtte gøre alting selv på nettet, så jeg har skaffet mig en GIF selv.

Sådan der.

På med vinterperspektivet

 

Vinterens perspektiv ser sådan her ud nedenfor Verzy.

Der er ikke væsentlig forskel, fordi vi i stedet skriver Loisy-en-Brie.

 

Man kan vel lige så godt vænne sig til det.

Ugen skulle blive god. Det betyder så meget som, at der ikke er lovet regn.

Vi har mange gode beskærertimer foran os, og vi begynder i den øvre Pinot Meunier-parcel.

Vildgæs over Verzy

Jeg begyndte at overveje dagens rute allerede på vej ned ad bjerget, da jeg så de lokale skydebrødres biler parkeret i en lang række. Fik mig selv bildt ind, at deres spredte skud faldt på min side af bakkerne og derfor ikke lige ved vejen tilbage.

Det var muligvis rigtigt.

Da jeg en halv time senere begyndte opstigningen, havde 10-15 stykker af dem imidlertid dannet kæde på bakken fem-ti meter fra den vej, jeg cyklede på, og i virkeligheden havde jeg lyst til at komme tæt nok på til at se, hvorfra skuddene kom.

Jægerne har ikke dårlig presse her. Alligevel foretrak jeg at svinge til højre ad et ukendt hjulspor, der gradvis førte over i andre og noget mere ubarmhjertige stigninger. Til gengæld med retning væk fra de spredte hagl og nu en vis hjertebanken ved tanken om eventuelle vrede vildsvin snarere end diverse hagl.



Da jeg havde kørt lidt rundt i labyrinten af spor og nåede et bredere spor med god udsigt, overtog en anden lyd.

Mine øjne søgte og fandt det kileformede træk af vildgæs. Jeg fotograferede så meget, jeg kunne nå, uden at se noget særligt på grund af skarp sol. Sekunder efter en plaffen fulgt af forvirrede fugle, der derefter dannede ny formation og fløj væk.

Vidste jægerne mon, at vildgæssene var på vej? Står der mon et nyt selskab i næste landsby og venter?

 

Vildgæs over Verzy den 12. november 2011.

Flere fugle: Stære og den ukendte arkitekt (foreløbigt flertal for drossel-fugl) (Solsort, lærke, pipfugl og vindue er med i opløbet).

Årgang 11 den 11. november

 

Flagsmykket monument for landsbyens afdøde helte.

Jeg har været i Normandiet i stedet for i blogland i halvandet døgn. Straks viser det sig, at i går - den 11. november 2011 - åbenbart havde en særlig numeorologisk kraft. Well, jeg mærkede ingen forskel. Måske skændtes ungerne lidt mere end normalt for bagsædet?

I Frankrig er den 11. november national fridag, og vel derfor havde regionens største champagnehus valgt aftenen før til at lancere sin seneste flaske med en middag under en af Frankrigs mest kendte kokkes (Alain Ducasse) supervision.

Tallet 11 har en særlig kraft i Frankrig, men på andre kontinenter og i store dele af det øvrige Europa, herunder Danmark minus Sønderjylland, ringer der næppe mange klokker i dén anledning.

 

100 år gammel champagne
Den nye champagne er fra 1911, og er altså 100 år gammel.

Årgang 1911 er - siger eksperterne - super. Den nylancerede champagne bærer samme navn.

Det er selvfølgelig en ekstrem sjældenhed, der ikke let kan prissættes. Den er blandt andet solgt på auktion i Australien, og den har også været en tur i Shanghai med søde Scarlett.

Chefen for Moët & Chandons vinmarker noterede om år 1911 "excellent année". Cellartracker har smagt den.

 

Fejring af våbenstilstand
Den nationale fridag i Frankrig skyldes, at aftalen om våbenstilstand efter den 1. Verdenskrig blev underskrevet netop den 11. november klokken 11. Året var 1919, og dagen markeres stadig mange steder.

På landet i Champagne tropper pænt mange - en 50 stykker for en landsby med godt 1.000 indbyggere - op foran landsbyens monument for at holde ét minuts stilhed efter borgmesterens forudgående oplæsning af tale (Udsendt af ministeriet i Paris).

Vi var i Normandiet i anden anledning og kunne konstatere, at traditionen også er levende der. Både Champagne og Normandiet er regioner, hvor den ældre del af befolkningen har oplevet krig.

Efter talen marcherer opløbet gennem byen. Højtideligheden slutter med et glas. Dets indhold er aldrig 100 år gammelt, men det glider ned alligevel. Vi havde selv forsyninger med til Normandiet, og vores venner valgte roséen, og den smagte super.

 

Nye vin er vinterplantet

Denne uge har vi plantet nye vinstokke. Det ved I godt. Det ser sådan ud:


Jeg har allerede skrevet om genplantning. Det særlige her er, at jeg dynger vinstokken i klokken over med jord. Det beskytter den mod vinterkulden.

Vi er holdt op med at give de ny vinstokke lækker muld ned i hullet. God latin hos teknikerne hos CIVC er, at de ligeså godt kan vænne sig til det virkelige liv. For vinstokke betyder det normalt altid pauver jord, for man har plantet vin der, hvor der ikke kan gro andet.

Undervejs fandt jeg flere fuglereder, og det er ikke helt nemt at finde arkitekten.

Lærke - mit bud - er afvist fra både fransk og dansk side. Rødstjert er nu også afvist. Drossel tror jeg ikke rigtig på. Jeg leder videre.

Jeg ser af og til rester af de krakelerede æg, men vi er aldrig stødt på hverken unger eller forældre, så Alain mener, at det må være trækfugle.

Det er jeg nu heller ikke så sikker på, men jeg kan da oplyse, at reden nu efter Evas ønske stadig befinder sig i klasseværelset hos klasse fem, Grand Section, på Danube-skolen, og at hun var stolt som en pave over at have den med i tirsdags.

Vinens grønne arkitektur

 

Som I ved, var vi begge i vinen mandag for at plante nyt.

En dag af den slags, hvor man i byen kun ser gråt, mærker vådt. Ikke regn, blot er luften fugtig.

Ude på det åbne land har de små ting et andet perspektiv, og når himlen er høj, når lyset alligevel frem. Også selvom det indiskutabelt har færre lux, end vi kunne ønske os.

November. Bladfald. De nu næsten nøgne grene afslører naturens egne små arkitekters værk. Jeg spekulerer, om det mon kan være lærkereder? Hvem ved sådan noget?

 

Fuglene har en forkærlighed for den saddelformede og af og til vindblæste parcel Belles Feuilles. Her fandt jeg fire fuglereder på halvanden time, og omvendt ikke en eneste i Crochettes på to timer.

Dette er Rolls Royce'en blandt fuglereder.

De tynde kviste er fint formet til den runde rede, der indeni er foret med, hvad der ligner totter af hvidlig uld. Dagens andre reder var mindre gennemførte i detaljen. Naturens egne arkitekter arbejder tydeligvis også på alle niveauer fra grundlæggende gør-det-selv til det gennemførte designerhjem. Også her gør detaljen hele forskellen, og jeg tog denne rede med til børnene.

"Jamen, hvor skal fuglen så bo?" spurgte den otte-årige bekymret.

Den må alligevel til arbejdet, for rederne sidder mellem vingrene, der vil blive klippet af, når vi beskærer fra december.

 

Vores femårige datter var til gengæld meget tilfreds med at kunne bringe dette pragtbo med sig i skole for at vise det til resten af klassen.

Nyt perspektiv på en mandag

 

Jeg gætter på, at din mandag nok finder sted ved et bord. Skrivebord, mødebord, køkkenbord, hvad ved jeg.

Der er nok også en skærm involveret. Stor fladskærm, lille fladskærm, bærbar eller ej, telefon, tablet.

Jeg skal såmænd ikke tage ret meget mere af din tid.

Jeg vil bare fortælle, at når du læser dette, er jeg på vej i vinen, og der kommerjeg til at tilbringe det meste af dagen med at putte 250 af disse småfyre i jorden.

Vejret ligner efterårsstandard mere end det har gjort længe, og det er vigtigt.

Det er nemlig slet ikke meningen, at de små vinplanter skal i gang med at vokse. De skal slumre under ekstra jord, så de ikke fryser til vinter, og så forventer vi ikke at høre noget videre til dem før til foråret.

Vejret går for at være sådan en mandag værdigt: Gråt men regnfrit og en 10-12 grader. Slet ikke så dumt.

Læs mere om at plante vinstokke her.

Dalende blad

 

Skovens lyd er en let knitren. Konstant

Som hvis man taber papirstykker i en jævn bevægelse, der fortsætter. Længe.

For de fine pust bliver ved.

Sådan lyder blade, når de lægger sig ovenpå hinanden på skovens bund.

Egentlig overraskende, at bladfald overhovedet har lyd.

Pilgrimsskal

 

En muslingeskal i en snor på et kors. Verzenay, den 1. november 2011.

Af og til møder jeg en pilgrim i skoven, hvor vi bor. Men det er efterhånden længe siden.

Derfor stor glæde, da jeg stødte på denne skal på en cykeltur. Den giver mig en fornemmelse af sammenhæng, som jeg godt kan lide.

Den store hvideskal har tilhørt en kammusling. Saint Jacques på fransk og på dansk også kendt som en Ibsskal. Det var sådan en middelalderens pilgrimme hentede sig på den atlanterhavsstrand ved Finisterre - verdens ende - i det spanske Galicien, når de havde gennemført den tredjebedste pilgrimsvandring.

Intet var bedre end Jerusalem. Rom var nummer to, og derfter kom Santiago de Compostela. Sankt Jakob på Stjernemarken.

Bunuels Galicien
For meget længe siden så jeg en kort tv-serie af Luis Bunuel, der foregik i Compostela og det omgivende Galicien. Spækket med keltisk og religiøs mystik, Compostellas regnvåde brolægning og dens store katedral. Jeg har ingen anelse om, hvad det egentlig handlede om. Men en fornemmelse for det tog plads i mit mentale rum, og der har det været altid siden.

Jeg rejste selvfølgelig selv til byen og dette keltiske land, så snart jeg overhovedet kunne. Det var i 1990, og jeg har stadig mine egne ibsskaller fra den tur. De har haft funktion som sæbeskåle stort set siden først i Danmark og nu i Champagne.

 

Korset står i en bunke småsten. Det er nærliggende at tænke at den spejdergruppe, der har været afsted, hver har lagt en sten. Minder lidt om en jødiske skik med at lægge en lille sten ovenpå gravsten. Den 1. november 2011.


Ibsskal som tegn
Derfor min store glæde, da jeg fandt dette store kors ved en korsvej i en vinmark forleden. Det er åbenbart en spejdergruppe, der har hejst det, og da franske spejdere udover ofte at tilhøre det finere borgerskab også er religiøse, deler vi muligvis ikke bevæggrunde.

Til gengæld er jeg ret sikkert på, at deler noget væsentligt med pilgrimmene i skoven. Jeg ved ikke, om de alle når helt ned til Santiago di Compostela godt 2.000 kilometer herfra. Jeg har heller ikke inviteret på hverken en bid brød eller en seng. Sidst jeg stødte ind i en person med rygsæk og ibsskal, rådede vi ikke over nogen gæsteseng. Det gør vi nu, og tanken har jeg stadig.