Vi har beskåret en parcel med Chardonnay-vinstokke for første gang siden dagene med skolevinen. Kurset med efterfølgende eksamen, hvor jeg kvalificerede mig som vinbeskærer i Champagne. Sådan set.
Systemet hedder Chablis, og man begynder med en tilstand som på billedet øverst, og ender med et resultat sådan cirka som følgende:
Kunsten er som altid at sikre sig frugtbare grene, og at vinstokken hele tiden er under fornyelse. Disse planter er omkring 50 år gamle.
Denne tegning er gammel. Den stammer fra nogle nærmest antikke vejledninger, men det er ligemeget. Princippet er stadig det samme.
En række flerårige arme: Her er fire, vi kører med tre. Det afgør afstanden mellem planterne i rækken. En såkaldte lancering,
lancement eller lang spore, som vokser fra sidste års korte spore, hvilket sikrer dens frugtbarhed. Endelig den korte spore,
rachet, som sikrer vinstokkens stadige fornyelse og er det vigtigste klip af dem alle.
Vinstokkens fod ser sådan her ud, og af disse grene skal jeg altså vælge min korte spore som det første.
Der er ikke meget at vælge imellem.
Især ikke fordi to af grenene skyder fra sidste års korte spore. Jeg skal derfor bruge en af dem som min lange spore, og helst finde min nye korte spore et andet sted på plantens fod.
Jeg klipper min korte spore og også min lange spore med det samme. Så har jeg sikret plantens fornyelse. Den lange bliver til en af de gamel grene til næste år. I år vil den sætte vindruer, hvis der ikke sker ulykker undervejs.
Den korte spore skal sikre fremtiden. Jeg klipper den af i en længde af to såkaldte øjne, som er sovende knopper, der også vil skyde, når planten vokser.
Jeg klipper to af dem, fordi det er muligt på denne plante med gode grene. Håbet er, at den skyder lidt flere grene i næste vækstsæson.
Nu skal jeg videre med de tre gamle grene. Der er normalt to års aldersforskel mellem den ældste og den yngste, og de følger alle samme princip.
Første år skal grenen nå op til nederste wire, hvor til den bindes fast. Næste år får den lov at beholde et skud, gerne fra spidsen, med op til fem øjne. Den skal helst vokse på oversiden, så skal den bøjes mindre, når den skal bindes op, og det gør risikoen for at knække den mindre. Dette fem øjne lange stykke er der, hvor druerne vokser, så det er vigtigt at vælge rigtigt.
Alle grene - de tre gamle og den lange spore - skal kunne bindes op på en måde, hvor ingen knopper kan komme i vejen for hinanden.
Jeg lægger mine i alt fire grene forsøgsvis ved wiren for at sikre mig mod problemer.
Det er for at undgå, at grene vokser i vejen for hinanden, hvilket giver en mere ensartet væg af blade, der hverken er for tynd eller for tæt. Det gør også forårets arbejdsopgaver og siden drueplukning under vinhøsten meget lettere, og det er altsammen styret af en ordentlig beskæring.
Jeg kan i øvrigt godt, at jeg er vant til at beskære nu. Det volder ingen større problemer at skifte fra Vallée de la Marne til Chablis. Principperne er trods alt de samme. Så
skolevinkurserne og siden
erfaringen har altså haft effekt. Hurra.
