Tøskilte med sæk

Vejret har været tøet op i nogle dage, og derfor må tungere køretøjer nu atter køre på nogle af vejene.

Her i Frankrig gør man tingene ordentligt, så der blev plantet store gule frost-skilte overalt, hvor dette var nødvendigt, og de bliver ikke fjernet ligeså vupti.

Hvad gør man så? Man trækker da bare en sort sæk over. Keine hexerei.

Stjernekapsel

 

Sådan en guldstjerne vil vi gerne have på kapslerne med baggrund, der matcher etiketterne.

Lige før jul modtog jeg jo en stor overraskelse. En magnum flaske med vores brut uden årgang (men baseret på primært vinhøsten i 2002). Det er sådan set den første magnum flaske, jeg har fået, og jeg blev faktisk rigtig glad for den. Også selv om jeg bare selv kan hente en, hvis jeg skulle få lyst. Det er noget andet at få den. Pænt pakket ind i karton og det hele. Mere kiggede jeg ikke på den.

Nytårsaften var der derfor endnu en overraskelse, da jeg åbnede den. Alain havde gjort sig den kreative ulejlighed at klippe-klistre en mere passende capsule. Sådan vil jeg jo gerne have, at de skal se ud på vores flasker, og jo før jo bedre.

Foreløbig har vi dog ikke rigtig haft tid til at gøre noget ved det. Stjernen lyste som bekendt over Bethlehem, men denne her er altså mere terroir-præget og sidder som en del af en vejrviser på landsbykirken i Soulières.

Magnum-flasken havde - udover god smag - også den fordel at holde gennem hele Dronningens nytårstale.

Fortsat kamp om smagen

 

På kooperativet er arbejdet med de nye basisvine fra vinhøsten 2009 så langt, at vi nu smager på de første bud på assemblagen.

Det vil sige det miks af vine, der i skøn forening vil komme til at udgøre vores hovedprodukt om fem års tid.

Den sædvanlige gruppe, som Alain og jeg nu også tilhører, dukker op henad 10 for at sætte smagsløgene på prøve. Cirke halvdelen er kvinder.

 

Vinmageren Arnaud har lavet en stribe forskellige kombinationer, som han serverer i tre serier à hver fire.

Den uindviede kan finde variationer nærmest ubetydelige. Han har valgt følgende:

- mellem otte-ti procent Pinot Noir/Pinot Meunier, resten Chardonnay
- op til 20 procent ældre reservevin (mod normalt op til 10 procent)
- mellem 20-30 procent vin uden malolaktisk gæring (normalt ingen eller lidt)

 

Kampen om smagen er næsten givet på forhånd: Vi sidder seks-otte stykker rundt om bordet, og kæmper om fordelingen mellem hvide og røde druer.

En gruppe trækker i den ene ende og ønsker næsten kun Chardonnay: Cherchez la finesse er mantraet hvert eneste år. Vi trækker i den modsatte ende. Alain med argumentet om, at vi allerede har Blanc de Blancs til Chardonnay-puritanere (og det er også godt). Mine smagsløg har et svagt punkt for Pinot, hvilket er lidt uheldigt i Côte des Blancs, så jeg holder normalt forholdsvis lav profil.

Jeg har også stadig svært ved at sætte mine indtryk på ord, men mine smagsløg fejler ikke. Jeg evner næsten altid at udsøge mig den vin, der indeholder mest Pinot.

Arnaud har brugt to forskellige Pinot vine, og den ene taber interessant nok hver gang i disse blinde tests.

Næste torsdag bliver afgørende for assemblagen. Et sted midt i mellem det, der var mest populært denne torsdag.

 

Efter assemblage følger rosé.

Rolig nu, den har endnu ikke fundet sin færdige farve. Om det ender med hindbærrød, er ikke sådan helt til at tro på. Men ellers må man vel til at rette lidt i sit skriftlige materiale...

År 2009 var i hvert fald i vores parceller ikke ligefrem berømt for sine meget modne Pinot'er, så hvis der er lidt bøvl med pigmentet, er det til at forstå.

Vi lod endda det umodne blive hængende. Det mærker jeg meget konkret i disse dage, hvor jeg også beskærer uhøstede planter, og faktisk bruger en del tid på at klippe rådne drueklaser af for at resten af grenen kan brænde.

 

 

Jeg stikker frejdigt næsen ned i INAO-smageglasset, der er rigtig godt til at få fat i vinens indre elementer.

Med det kan man kun med rimelighed skyde skylden på sin egen næse. Jeg synes med andre ord stadig, at det er ganske svært at nagle disse basisvine fast. Men jeg er da begyndt at kunne sætte lidt ord på noget af det, og jeg har nu normalt en mening om hvilke af fire for mig ret ens vine, jeg bedst og mindst kan lide.

Min smag falder ofte sammen med en af de andre kvinders. Uanset hvem af os, der taler først, oplyser jeg lige for en god ordens skyld. Rækkefølgen skifter hele tiden, så man kan ikke blindt følge den samme person.

 

Alain kan sagtens smile bredt, for han er faktisk blevet rigtig god til at smage og tale om disse vine med og mod de andre.

Det er vigtigt, fordi det er lige præcis under disse smagninger, at vinenes stil og smag bliver besluttet, og der skal en del argumenter til at vælte de gamle af pinden. De er til gengæld erfarne og dygtige nok til at huske en vis ydmyghed. Det er nemlig aldrig helt til at vide på forhånd, hvem der har ret. Lidt ligesom ude i resten af livet.

Læs om de første smagninger her og her.

Tågedråber

 

Vi har tøvejr, og i vinen er underlaget vådt og mudret.

 

Denne mandag var også himlen over mit hoved skummel og bristfærdig af væde. Tåge pakkede det meste af dagen naturen og dens statister ind i sine gevandter af uigennemsigtighed, lagde sine fugtige fingre overalt som guirlander af dråber. Som perlekæder materialiserede tågedråberne hen ad spalierernes wirer.

Først ud på eftermiddagen lettede tågeskyerne nok til, at min bil 200 meter længere nede dukkede op i mine øjnes sigte, og jeg fik øje på Annie et par 100 meter den anden vej i en naboparcel. I gang med at beskære vinstokke som også jeg selv.

Vi er begyndt at beskære den øvre parcel i Loisy-en-Brie. Den ser sådan her ud fra oven, og det burde det sådan set ikke.

 

I efteråret såede vi en form for græs i alle rækkerne. Den såkaldte enherbement, der er et af de skridt i en grønnere retning. Planen er at græsset skal blive året rundt med mindre brug af ukrudtsmiddel. Ulempen er at græsset vil kæmpe med vinen om næring fra jorden, og det kan også bidrage til at øge risikoen for frost.

Tanken er også, at græsset kan holde bedre på jorden end det flis, vi ellers spreder, men som alligevel i løbet af en sæson ender nedenfor parcellen. Sæsonens regnvejr skyller det simpelthen ned. Endda selvom vores parcel såmænd ikke er særlig stejl. Den er stejl nok.

Problemet er blot, at vi ikke kan se end det mindste spor af græsset. Sået for sent er Alains umiddelbare konklusion, så vi må vel på den igen engang efter den næste vinhøst. Tidligere end den såning i 2009, der ikke har virket.

Jeg var alene det meste af i dag. "Kedeligt?," spørger en anden Alain, der er lidt af en alt mulig mand i gårdfirmaet. Han spørger ikke sig selv, om det er kedeligt at få bragt indgangspartiet i vores vendangeoir i en nogenlunde beboelig standard: Plader på de rå vægge og på et tidspunkt maling. Det, ville jeg jo synes, var dræbende. Jeg kan omvendt godt lide at side i vinen og klippe. Og lytte.

Vinterens lyde er ret stille i det. Fuglesang - men om vinteren er det mere solister end kor - latter fra en anden vingård - lyden af grenstumper, der futter af i trillebøren. Duften af grenstumper, der futter af i trillebøren. Naturen, der sover, men snart vil åbne det ene øje på klem.

Hvilken dag det sker, oplever man jo kun, hvis man er på pletten.

 

En forladt fugleredes poesi.

 

Og de rådnende vindruers uendeligt mange variationer over opløsning og endeligt.

For en god ordens skyld: Disse mere eller mindre indtørrede klaser var ikke modne, da vi høstede. Derfor støder jeg nu ind i hele planter, der ikke er blevet høstet. Det er ikke fordi, vi normalt lader dem rådne op.

Det giver endda ekstra arbejde nu at druerne stadig sidder fast på grenene. Jeg klipper dem af én for én for, at deres safter ikke skal gøre det umuligt at afbrænde grenene, når Alain følger i mit spor med trillebøren i morgen.

Min arbejdsdag er 5,5 time og i løbet af den tid, når jeg at beskære knapt 200 meter med Pinot Meunier-vin efter min favorit-skabelon: Cordon de Royat.

Optøningens særlige logistik

 

Bæregrænsen her lige ovenfor Vertus er på 7,5 tons.

To ugers ret hård frost er afløst af tø.

Torsdag så vi de første dégel-skilte, og fredag hørte vi de første beskrivelser af de store logistiske udfordringer, som de fører med sig.

De små veje er bygget på en sådan måde, at de ikke kan tåle stor belastning, når jorden tøer. Problemer undgås ved at forbyde al tung trafik på mindre veje.

Forestil jer, hvilke problemer det betyder, hvis man lige står og skal have skippet fire paller champagne afsted. Gang tanken op med en faktor jeg-ved-ikke-hvor-meget, når de store champagnehuse i Épernay - herunder Moët & Chandon, Pol Roger og De Castellane med flere - skal laste 10 kilometer udenfor bygrænsen med brug af gaffeltrucks.

Nå, men dégel-tiden er begyndt, og den må holde masser af franskmænd i arbejde, både med at køre gaffeltrucks og sætte skilte op.

Vi har ingen lastbiler at fylde eller tømme, men parkerer firehjulstrækkeren tæt ved vejen og spadserer helt ned til parcellen for at dens vægt ikke belaster hjulsporene mellem parcellerne unødigt.

Bare kald den Angel

Angel champagne er seneste skud på stammen af celebrity-champagner.

Den er linket sammen med Mariah Carey. Tidligere dukkede Armand de Brignac frem af absolut ingenting, da rapperen Jay-Z under stort hurlumhej for nogle år siden skiftede Cristal ud med Ace of Spades.

Armand de Brignac kunne i det mindste spores til huset Cattier. Den fik sidste år en førsteplads i en smagning af 1000 champagner, som bladet Fine Champagne afholdt. læs mere på Spruceup, der er svensk importør.

Om Angel fremgår alene, at den åbenbart er lavet i Reims. Hvem Mariah Careys navn kan sælge champagne til er til gengæld lidt af en gåde. Ligesom denne her

UK købte champagne til jul

Englænderne har ikke vendt champagne ryggen.

Den britiske supermarkedskæde Tesco solgte 35 procent mere champagne den forløbne juletid end året før, skriver BBC.

Tesco var en blandt flere kæder, der havde rigtig god tilbud på champagne à la betal for en, tag to.

De samlede salgstal for årets første 11 måneder er fremme, og de er slet ikke så ringe, som man kunne have frygtet. December tallene og dermed salget i hele kriseåret 2009 kommer formentlig i begyndelsen af februar.

Vi har selv solgt alt, hvad vi havde, og alle vinbønder, vi har hørt om og talt med, har haft et glimrende 2009.

Belles Feuilles er slut

 

Blå røg fra de sidste afklippede grene fra Les Belles Feuilles-parcellen.

Vi er færdige med at beskære den første af tre parceller. Nemlig Les Belles Feuilles-parcellen mellem landsbyerne Souliéres og Givry-les-Loisy her i departementet Marne, som huser den største del af de vinstokke, hvis frugt er basis for al champagne.

Det er det mindste stykke jord og det lyder måske ikke er særlig meget, så derfor skynder jeg mig at fortælle, at det ikke desto mindre er en milepæl, når man er færdig på det første stykke jord.

Pivende vind
Arbejdet foregik i den pivende kolde vind, der ofte kendetegner arbejde på den saddelformede parcel om vinteren.

Hver gang, vi vender tilbage herfra, spørger min svigermor til vinden. Hun kender den indgående fra mange tiårs arbejde med de samme planter.

Det hjælper ikke meget, at temperaturen siden først på ugen er krøbet over frysepunktet. Dén vind sender , og selv Alain rapporterer det som en større præstation, hvis han har udholdt tre stive timer i dens selskab.

Trillebøren og dens brændende indhold er den eneste og kærkomne varmekilde. Også selvom den primære grund til dens tilstedeværelse er at undgå, at eventuel svampesmitte overvintrer i afklippede grenstumper.

I dag bør trillebørens indhold være futtet af, og gløderne gået i sig selv, og Alain finder forhåbentlig et køretøj, han kan flytte fyren med, sådan at den står klar i Les Vieilles Grandmères ved Loisy-en-Brie på mandag.

 

Alain flytter trillebøren i sne i januars første uge.

Fik jeg forresten fortalt, at vi er færdig to uger tidligere end sidste år? Det føles lige nu som en stor kostbarhed. 10-12 dage, der kan vise sig vigtige, hvis vi bliver syge eller hård frost sætter ind.

I 2009 arbejdede vi hele foråret med et blik i kalenderen og på uret og havde stort set aldrig ekstra dage til for eksempel at pakke, sælge og levere champagne gennem det meste af foråret. Et stort mål er at have mere tid til overs til disse opgaver i år, så derfor føles disse to uger næsten som en skat.

Demokrati à la Champagne

 

Valget foregår i ni regioner rundt omkring i Champagne i dag.

I dag er en vigtig dag i vinbøndernes forening (Syndicat General de Vignerons) i Champagne.

Man vælger ny præsident. Eller mere præcist: Man vælger de 46 administratorer - som det hedder - der udpeger ny præsident.

Efteråret har budt på den ene spøjse oplevelse efter den anden. Den tidligere præsident, Patrick Le Brun, måtte trække sig, da han fik en form for mistillidsvotum. Et andet medlem af bestyrelsen, Jean-Mary Tarlant, blev yderst hemmeligt valgt af den 10 mand store bestyrelse for syndikatet (SGV) udenom administratorer og de menige medlemmer efter en - kan sådan en som mig synes - ret gammeldags paragraf.

Det var der også andre, menige medlemmer, der syntes, og skriverier i den lokale avis om forsvundne millioner i forbindelse med køb og salg af jord gjorde ikke sagen bedre. For en dansker som mig lignede det politik i en bananrepublik, og det var enormt beroligende, at nok menige medlemmer var irriterede for ikke at sige gale nok til, at der omsider i december blev indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor hele baduljen - præsident, bestyrelse og 46 administratorer - trak sig.

Det er disse 46, der er på valg i dag. Det er dem, der skal finde navnet på den nye præsident. Sjovt nok - eller er det egentlig det - er det flere uger siden, at vi hørte navnet på den kommende præsident.

Stilen er kendt. Da jeg stemte til mit første kommunalvalg for nogle år siden, kendte vi også navnet på den kommende borgmester. Jeg undrede mig såre, men nu kender jeg jo metodikken og ddemokrati à la Champagne.

At visse familier ifølge andre familier sidder ret tungt på disse lokale valg følger vel nærmest logisk heraf. Vores navn figurerer ingen steder som uofficiel vinadel, og vi har dermed ingen umiddelbar adgang til disse poster. Hvis ellers tingene foregår, som folk siger. Nu har vi heller ingen intentioner i dén retning. Vi vil hellere bruge den tid, vi har på vin og champagne end på politik.

Jeg glæder mig til navnet på den nye præsident bliver kendt. Det bliver også spændende, om eventuelle rævestreger bliver gravet dybere ned eller hængt op på forsiden af avisen.

Valg i regionens ni sektorer finder under alle omstændigheder sted i dag.

Den forkætrede kvote

 

En kasse af egne Chardonnay-druer fra den teknisk flotte men konjunkturbestemt lave vinhøst 2009.

Mumlen fortsætter i les galipes(*).

Druekvoten var lav i 2009 på grund af de dårlige økonomiske konjunkturer, der gennem tiderne altid har sendt det stærkt internationale champagnemarked i knæ.

Den bliver hvert år fastsat i forhandlinger mellem vinbøndernes og champagnehusenes repræsentanter. Meget ufransk bliver de normalt enige uden de store falbelader, men ikke i 2009, hvor interesserne havde svært ved at følges ad.

Negativ indstilling
Lige siden aftalen faldt på plads et par dage før vinhøstens start har rygterne cirkuleret om at ingen skal regne med at se noget bedre i 2010. At folk siger den slags på gaden, er til at forstå. Franskmænds generelle indstilling forekommer mig hyppigt negativ. Så selvfølgelig. Hvad ellers.

Landmænd har jeg kendt mindre til, men her kommer Alain mig til hjælp med sit dybe kendskab til dels det landbrug, han selv er vokset op på, dels 15 års erfaring med landmænd over det meste af Vesteuropa (kartoffelavlere helt præcist). Læg dertil medejerne på det kooperativ, vi tilhører. Alle disse menneskers ret generelle indstilling vil være negativ, til det modsatte er bevist. Vi har hørt på det hele 2009.

"Ikke hvis en lav kvote bliver fastsat... men når," har ønologen utrætteligt korrigeret Alain hele efteråret, når talen er faldet på den kommende kvote for 2010.

Vores eget orakel
Her i gaden har vi et orakel boende, eller i hvert fald en person, der har ret gode kontakter i les galipes og omegn. Vi lærte vedkommende at kende, da vi flyttede til landsbyen Verzy. Umiddelbart kunne man klassificere vedkommende som en Mads eller Mette i Kæret, hvilket er en stor fejl. Vi har lært at spidse ørerne godt, når vedkommende søsætter en vurdering af dette eller hint fænomen fra den regionale/lokale økonomi. De viser sig foreløbigt at være uhyggeligt præcise.

Det undrede mig derfor slet ikke at læse AVC-formanden (**), Carol Duval-Leroys vurdering i sin årlige tale: "Den økonomiske kontekst taget i betragtning forekommer det sandsynligt, at niveauet for 2010 forbliver begrænset."

Det begynder med andre at lyde som kanoniseringen af de syv magre år i Champagne.

(*) Lokalt dialekt-ord for vinmarkerne og deres ejere.
(**) AVC er en teknisk organisation af stor betydning i regionen, der blandt andet indsamler striber af repræsentative informationer om forhold som vinstokkenes årlige udvikling, vejret og meget mere. Organisationen blev i sin tid dannet for at koordinere det enorme arbejde med at bekæmpe Phylloxera-lusen i Champagne.