Kiloene er klar

Spændingen er udløst i Champagne. Kiloene er omsider klar efter stor uenighed mellem champagnehus og vinbønder. 25 procent mindre end de sidste år, men stadig næsten 30% over husenes første udspil. Vi får hver især lidt ret og lidt lov.

Vi skal vel med andre ord være glade. Mørke udsigter er lysnet til musegrå.

Stor kvote, lille kvote
Hvert år fastsætter branchen et antal kilo druer, som må puttes i flaske, per hektar. De senere gyldne rekordår har budt på kvoter på 12 og 13.000 kilo per hektar, og så er de 9.700 kilo i år jo noget af en forringelse. Det er trods alt vores løn, der er beskåret 25 procent med et pennestrøg. Hvis vi i stedet kigger på de 7.500 kilo, der var første udspil, er det jo i hvert fald bedre.

Kvoten 2009 tilgodeser, at champagnehuse og vinbønder har forskellige interesserer og måske mest af alt et forskelligt perspektiv på ting. Således kan vi vinbønder plukke 9.700 kilo per hektar, mens husene kan nøjes med 8.000 kilo per hektar.

Vores personlige perspektiv er, at vi først skal sælge de druer, vi høster i år, om fem år. Til den tid formoder vi, at salget af champagne atter har genrejst sig af den økonomiske krise, og vi vil derfor have brug for at have nogle flasker på lager, som vi kan sælge. Tilmed tyder alt på, at druerne har en rigtig god kvalitet. En kvalitet, vi har arbejdet for siden nytår, og så skulle da pokker lade en hel masse kilo gå til.

Druer koster knaster
Champagnehusene køber de fleste af deres druer af folk som os. Desuden er de fleste af dem i dag ejet af aktionærer, der skal have udbytte. Det er svært i år med dårligt salg, hvor indkøbet af druer stadig er dyrt og koster likviditet de fire gange om året, vinbønderne skal have betaling. Det kan derfor være fristende at skrue ned på drueindkøbet og lette presset på det kommende års likviditet.

For os andre kan det forekomme kortsigtet. Det er ikke mange måneder siden, gud og alverden talte om risikoen for at markedet for champagne skulle løbe fuldstændig løbsk af bar salg og manglende flasker. Nu har vi alle en glimrende lejlighed til at genopbygge lagrene og højne kvaliteten af champagne yderligere ved at lagre dem nogle flere år.

Nå, men det arbejde kan vi andre tage fat på, og tro mig, det gør vi. Vores champagne forlader heldigvis ikke kælderen, før den har samlet støv i fem år, og det kan smages.

Simpel kompleksitet
Det lykkedes Enigheden at snige sig ind mellem vinbønderne og le Négoce, sådan at dette kompromis alligevel blev muligt. Men ikke uden to afbrydelser, skriver avisen l'Union i dag, og jeg får fluks levende billeder i den indre biograf fra Forligsen og tyngede pampere med løsnede slipseknuder i de bittesmå nattetimer i momenterne før skitsen til et fælles ståsted alligevel kan præsenteres for alverden.

Nu er det ikke København men Reims og den ene af forhandlingscheferne udlægger teksten med følgende fantastiske citat:

"Det er meget simpelt men stadig temmelig komplekst at forklare. Især er det første gang vi differentierer kvoterne for vinbønder og champagnehuse," forklarer Ghislain de Montgolfier, der repræsenterer champagnehusene i forhandlingerne. Citatet er bragt i torsdagens udgave af l'Union.

Det simple og dog komplekse består i, at vi leverandører af vindruer vil få vores betaling for de første 8.000 kilo som normalt. Det vil sige hver tredje måned det næste år. De sidste 1.700 kilo må først hældes på flaske i oktober 2010, og skal først betales i november samme år.

De 8.000 kilo per hektar, som husene i hvert fald køber, svarer til de 230 millioner flasker, der er solgt i løbet af det sidste år.

Individuel reserve
Vi mangler stadig at få den individuelle, blokerede reserve til at falde på plads. Håbet er at nogle af de kilo, der ikke omgående vil indgå i produktionen, kan blive anvendt her.

Denne reserve er vores forsikring i dårlige år. Det er vin, vi i forbindelse med for eksempel store hagl- eller frostskader, kan få speciel tilladelse til at bruge i produktionen. Som i 2003, hvor 48 procent af årets høst frøs ihjel på knopstadiet en nat i april. Reserverne er stadig ikke genopbygget fra dette år. Vi får se. Det er myndighedsorganet INAOs snarlige beslutning.

Mange store, internationale medier skriver også om beslutningen. For eksempel Wall Street Journal og The Times, der ikke nødvendigvis har ret. Vi ved endnu ikke, om vi får mulighed for at opbygge vores individuelle reserver af de ellers overflødige kilo.